U want me ~ 1D+JB

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 3 aug. 2013
  • Status: Færdig
Det hele startede da en smuk pige, ved navn Emma, vinder en konkurrence om en tur til London, med alt betalt. Selv maden de spiser, bliver betalt.
Hun tager selvfølgelig hendes bedste veninde, Laura, som hun bor sammen med, hvor de hygger sig meget sammen.
En dag skal Emma købe noget morgenmad, hvor hun kommer til at fare vild. Hun prøver at spørge nogle om vej, og støder uventet på vores alle sammen charmetrold, Harry Styles.
Efter Harry har hjulpet hende med vejvisningen, er det så det sidste hun ser fra Harry? Møder hun ham igen? Og hvad vil Laura sige til det?
Hvis du vil vide det, skal du bare læse med i movellaen 'U want me'.

-God fornøjelse ;-)

23Likes
4Kommentarer
4091Visninger
AA

6. Faret vild

Emmas P.O.V:
Jeg stod rimeligt tidligt op, nok der ved kl. 10:46. Jeg ved godt det ikke er så tidligt, men forhold til den dag i går, så var det rimeligt tidligt. Laura sov selvfølgelig, som altid. Hun sover altid længe om morgnen lige meget om hun kommer sent eller tidligt i seng. Jeg er nok mere det slags menneske, som står tidligt op og går sent i seng, jeg mener at det hedder et A-menneske. Pis. Jeg havde helt glemt, at der var morgenmaden sluttede klokken 10:00. Hvor irriterende. Nå, men Laura var altså ikke til at få ud af sengen uden morgenmad om morgenen. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte hellere købe noget til hende. Jeg tog lige hurtigt noget tøj på, og lagde en normal make-up, selvfølgelig så stille jeg kunne, så Laura ikke skulle vågne. Jeg gad ikke høre på hendes morgenbrok. Jeg tog også nogle af mine nye smykker på. Og også et par af mine nye klipklapper. Lige inden jeg gik, lagde jeg lige en seddel til Laura, så hun ikke undrede sig over hvor jeg var, hvis hun vågnede. 
Jeg gik så derefter ud af døren, ned i receptionen og da det blev min tur efter jeg havde stået i kø, sagde jeg: "Hi, uhm. I got up too late today, and i need to buy some breakfast. Do you know where I can find some?" hvor damen, som sad i receptionen sagde "Yes, you need to go out of the hotel. And then you go to your right. After that you go left, and then left again, then right. And at last you just go straight ahead.", "Okay, thank you", sagde jeg bare med et lidt forvirret blik. Det var ikke fordi jeg ikke kunne forstå hvad hun sagde, det var mere det om jeg kunne huske det. Nå, men ellers måtte jeg tage den derfra. 
Jeg gik ud af hotellets dør, gik så til højre og så til venstre og derefter højre. Jeg gik allerede i kludder dér. Fordi efter det skulle jeg gå til højre, men det ville være lidt svært, for man kunne ikke gå til højre. Ej, hvor irriterende. Nå, men så var jeg vist nødt til, at spørge nogen. Jeg var da også den dummeste til at finde vej, altså. Jeg gik først over til en ældre dame, som sagde jeg skulle gå den og den og den vej, men jeg kunne dårligt nok forstå hvad hun sagde, for hun havde en lidt rusten stemme. Jeg så, så derefter en ung mand, nok på alder med mig, som stod og kiggede på sin mobil. Jeg gik over til ham og sagde høfligt "Excuse me?" Han kiggede op på mig, med det sødeste, mest venlige, kærlige smil, og sagde så "Can I help you?". Waow, hvor havde han dog et sødt smil med det sødeste smilehul, det skar helt i mit hjerte, så dejligt var hans smil og den mest sprøde, dybe stemme. "Yes would you?", sagde jeg med et spørgende smil og kiggede ham i hans smukke grønlige øjne, og solen som skinnede ham perfekt på hans fejlfrie ansigt. Han havde krøllet hår, som var lidt uldet i det, men det passede helt fint til ham. "Yeah of course" smilede han med et endnu større smil, så hans smilhul blev dybere. "I need to find a store where you can buy some food" sagde jeg hvor han hurtigt tilføjede "You mean the grocery store?" på en måde lidt flabet, men sødt alligevel og stadig et perfekt smil. "Yes" grinte lidt forlegen over, mens jeg kiggede ned i jorden. Han smilede også bare med lukket mund, og prøvede at få øjenkontakt med mig. "Well..." han prøvede at forklare det, og kiggede rundt omkring, men det var ligesom om han ikke kunne. Så derfor sagde han bare "Can I walk you over there? Because It's really complicated." sagde han grinende, men han holdte stadig øjenkontakten med mig. "Okay" sagde jeg lidt genert, men kiggede bare ind i hans begribende øjne, og smilede så sødt som muligt til ham. Han startede samtalen, ved at introducere sig selv "I'm Harry Styles, by the way". Hvad? Det mindede mig om en eller anden. Jeg var sikker på at jeg havde hørt det navn før., jeg kunne bare ikke huske hvorfra. Jeg hørte Lauras stemme inde i mit hovede sige det, så det måtte være noget hun havde styr på, og der var vidst også nogen fra klassen, som jeg havde hørt sige det. Kendte jeg ham? Havde han været på skolen før? Jeg kunne ikke sætte min finger på det.

Jeg svarede ham så bare "I'm Emma Møller", med et sødt smil, og kunne straks se at han reagerede på mit efternavn. Det lød ikke engelsk, så jeg kunne sagtens forstå hvorfor han spurgte "Where do you come from" i en lysere, mere undrende toneart end hans normale stemme. Vi begyndte at gå, hvor så jeg svarede på på hans spørgsmål "Denmark", og smilede efterfølgende. "Oh really? You don't sound like you're from Denmark. You sound more like an american" sagde han mens han kiggede undrende, smilende på mig. "Yea, my dad is from America and my mom is from Denmark. But Im born and raised there.. Of course my dad have learned me to talk american since I was little. So maybe that's why" sagde jeg til slut smilende, men han lyttede gerne. "Impressive" sagde han, hvorefter jeg spurgte ham "You think?". Harry kiggede først smilende på mig inden han sagde "Yea, I mean since you were a child you've been talking two langueges. I think that's kind of impressive" og grinede efterfølgende. "Okay it didn't sound that stupid in my head" sagde han, og vi smågrinede af det. Efter en kort stilhed brød jeg ind "This isn't a bad pick-up line, but I have to ask you. Have we met before? I don't know where I've heard your name before" jeg drejede mit hoved mod ham, for at se hvad han ville svare. Se hvad han ville svare? Jeg mener høre hvad an ville svare, men se han udtryk mens han svarede. "No we haven't. I would have remembered you" han kiggede med et charmerende smil, da vores øjne mødtes, så det fik min mave til at kilde. På en måde. En rar følelse. Det var ikke en følelse jeg havde prøvet før ham den charmende i Florida, da han gav mig m´nogle komplimenter. Han drejede så efterfølgende hovedet så hans blik var rettet mod gaden foran os, hvor han så sagde "you probably remember my name because I'm in a band called One direction". Det var dér jeg havde hørt det fra. Fra et band. "So are you like.. famous?" spurgte jeg undrende, og kiggede på ham uden et smil. "Please don't call me that" han sagde det og undgik øjenkontakten. "Why?" spurgte jeg og følte mig ekstrem dum. Han kiggede stadig ikke på mig, men kneb øjnene sammen og kiggede i retning mod solen, og sagde på en måde lidt trist, eller som om han havde sagt det hundrede gange "Because when someone's famous and you meet them. You just think of them like.. he was famous. Not how he really was. Like he was a nice guy or something like that". "I wouldn't. If I come home to my friend, I would tell her that I met a lovely, charming and sweet guy" vi fik igen øjnekontakt, og kunne se at hans kinder begyndte at rødme. "Really?" hans smil kom til syne, hvor jeg nikkede som et svar på hans spørgsmål. Jeg drejede igen hovedet ligefrem, men jeg kunne stadig se hans smilhul var til syne. "You know.. I don't meet a lot of people like you" begyndte han, og kiggede hurtigt på mig. "Like me?" spurgte jeg undrende, på en måde skeptisk. "Yea. I can talk to you without flipping out because im... famous". Jeg tager det som en kompliment. Det føltes det i hvert fald som. "Thank you.. I guess" grinede jeg, og det samme gjorde han. Harry spurgte mig så "Have you heard some of my music?" og kiggede igen på mig, mens vi gik lidt langsommere, for at spilde lidt mere tid på hinanden.

Jeg lavede en lidt 'Det var ikke så godt'-grimasse og sagde "No, I haven't. I would though. I love music. And jut sing along to it.. Mostly in the shower or when I'm alone" han grinede lidt af det, og sagde så "I started like that too" og smilede igen charmerende. Det smilehul dér, jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, når det kom til syne. Det var noget af det kæreste jeg længe havde set. "Well, one day you can come to my place, and hear some of my music" han sagde det da vi var blevet færdige med at grine, men havde stadig et smil på vores læber. "I'd love to" sagde jeg uden tvivl, og kiggede ham i øjnene mens jeg sagde det. "Can I get your number?" sagde han og stoppede op, "Yeah of course" sagde jeg og stoppede også op, mens jeg havde øjenkontakt med ham. Han havde da nogle dejlige øjne. De var så dybe. jeg kunne kigge i dem i evigheder hvis det skulle være. Og så lige sollyset som ramte hans kind, og skyggede for den anden halvdel af ansigtet. Jeg låste lige op for min telefon, rakte ham den, og han skrev sit nummer ind. Jeg ville sende ham en sms eller ringe til ham senere så han også kunne få mit nummer. "Well... I'll see you later then" han begyndte at gå væk fra mig. Og jeg blev lidt trist på en måde. Ved ikke hvorfor. Som om det var slut. Jeg glemte helt hvorfor jeg havde snakket med ham, men kom hurtigt i tanke om det. "Shouldn't you lead me to the grocerystore?" råbte jeg nærmest til ham. "Look behind you". Jeg kiggede bag mig, og så så butikken. Jeg vendte mig om igen og råbte "Thank you", han havde allerede vendt ryggen til, så han drejede lige hovedet og lavede et lille vink, som et slags 'You Welcome'...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...