Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
549Visninger
AA

7. Kapitel 7

Jeg vågnede, så at Mika i søvne havde lagt sin ene arm om mig. Jeg lagde mig stille om på siden, så jeg kunne betragte min sovende mand, et syn jeg bestemt nød. Han så så fredfyldt ud som han lå der, med et svagt smil om læberne, hans rolige vejrtrækning gav mig et smil på læberne. Som han lå der, så han endnu mere perfekt ud, end han normalt gjorde. Jeg kunne have brugt resten af dagen på at ligge sådan, og se på ham, men naturen kaldte, og jeg måtte adlyde for at forhindre en mindre katastrofe i sengen, noget som Mika ville drille mig med resten af mit liv. 

Jeg satte mig langsomt op i sengen, trak min kimono på, og rejste mig så langsomt, at jeg næsten var sikker på at Mika ikke hørte mig. Det ville være synd at vække ham nu, som han lå der og sov så smukt, men det ville også gøre chancen for at jeg kunne betragte ham igen, når jeg kom tilbage, en smule større. 

Jeg nåede hen til døren, trak forsigtigt i håndtaget, og troede at jeg var sluppet uden at vække ham, da han svagt sagde godmorgen til mig. Pokkers, så kunne jeg jo ikke betragte den sovende skønhed når jeg kom tilbage. 

"Godmorgen skat." 

Sagde jeg, og lukkede døren i. Chris var den eneste der var vågen, og allerede sad med en kop dampende kaffe. Alene lugten af kaffe kunne gøre mig helt syg, jeg plejede ellers at elske kaffe, men nu hvor jeg var halvanden måned inde i min graviditet, var kvalmen begyndt at komme stærkere ved enkelte ting med en kraftig duft. Jeg skar ansigt.

"Undskyld, er det kaffen?"

Jeg nikkede, og bevægede mig mod badeværelset, i rette tid til at nå kummen så jeg ikke tømte maveindholdet ud over hele gulvet. Chris var hurtigt henne ved mig, og holdt mit hår.

"Det må du undskylde, jeg havde glemt at kaffe fremprovokere din kvalme."

Sagde han. 

"Det skal du ikke undskylde for, det er bare mig der er sart." 

Jeg rejste mig op igen, det lettede en smule, men nu måtte jeg altså på toilettet for at ordne det jeg havde skulle siden jeg vågnede. Chris opfattede min hentydning, og skyndte sig ud for at fjerne kaffen i mellem tiden. 

Da jeg kom tilbage fra mit toilet besøg, sag Mika på den ene bænk, og klappede mig hen til sig. Jeg satte mig ved siden af ham, og gav ham et godmorgen kys.

"Jeg håber ikke at jeg vækkede dig." 

Mika rystede kærligt på hovedet.

"Det gjorde du ikke, jeg havde været vågen længe, jeg ventede bare på at du også stod op." 

Jeg nikkede, det havde ikke set ud som om han var vågen da jeg havde betragtet ham. Jeg var overbevist om, at jeg rent faktisk havde vækket ham, men han så ud til at være ligeglad med det. Det var jeg dog ikke, jeg ville noget så inderligt gerne ligge og kigge på ham mens han sov igen, det gav mig sådan en beroligende følelse. For en stund glemte jeg nervøsiteten om de forskellige koncerter, når jeg så ham ligge der, med lukkede øjne og roligt åndedrag. 

"Hvor skal vi hen i aften?"

Spurgte jeg henkastet, imens jeg forsøgte at glemme lugten af kaffe. 

"Ikke så langt herfra, så vi kan sagtens nå ned i byen. Vil du med Chris?" 

Han nikkede. 

"Ja, jeg skal bare lige hurtigt skifte tøj."

Mika nikkede tilbage. Jeg gik ind efter tøj til mig selv, jeg havde lige trukket blusen over hovedet, da jeg hørte Mika´s varme stemme ovre fra døren. 

"Er du okay? Jeg hørte du kastede op." 

Jeg nikkede og forklarede at kaffens kraftige duft bare havde gjort sit indhug på min morgenkvalme, han nikkede forstående. 

"Skal vi så ikke spørge kassedamen om de har lugtfri kaffe?" 

Drillede han, jeg rullede øjne af ham, men kunne ikke lade være med at smile til ham. Hvordan kunne et andet menneske blive ved med at gøre en i godt humør? For mig virkede det umuligt, indtil jeg mødte Mika, og lærte hans vidunderlige personlighed at kende. 

Jeg rejste mig og gik over til Mika, der blev stående foran den lukkede dør. Jeg gik helt tæt på ham, og lod ham omfavne mig. Jeg elskede at mærke hans stærke arme om mig, de føltes så dejligt beskyttende, til trods for jeg hadede at skulle beskyttes.

Jeg vendte hovedet op mod hans fantastiske øjne, og så dybt ind i dem. 

"Jeg er så lykkelig sammen med dig Mika, ingen pige kan være så heldig som jeg er." 

Nærmest hviskede jeg, fordi jeg nærmest var forsvundet ind i hans dybe brune øjne, som jeg så tit havde gjort før. Mika rystede som altid på hovedet, og sagde at det var ham der var heldig, ikke mig. Men jeg var som sagt af en anden mening, en mening han selvfølgelig ikke havde, og nok aldrig ville få. 

Vi gik hånd i hånd ud til en lille bil Chris havde lejet, så vi kunne komme afsted. 

"Ja, jeg tænkte jo nok at i ville være derinde længe, så derfor kunne jeg jo ligeså godt booke en bil til os, ellers nåede vi da ingenting med jeres fart."

Drillede han, Chris greb enhver mulighed for at drille Mika og mig, ikke at vi tog os specielt meget af det. Chris var bendets ballademager, Mika var og blev bandets sjove, klodsede del. Men Mika var den mest charmerende del af bandet, ihvertfald hvis man spurgte mig, spurgte man Ella, ville hun nok sige et helt andet navn end Mika´s. 

Mika satte sig om på forsædet med Chris der sad på føresædet, jeg var allerede der, velvidende om at de ville rotte sig sammen mod mig, men det var jeg efterhånden så vant til. Med den lille bule på maven, ville jeg sikkert også blive mobbet af Chris der, men kun på en kærlig måde. Ganske rigtigt, da vi havde kørt lidt, nævnte Chris at vi jo nok hellere måtte gå stille rundt i byen, elefanten skulle jo også kunne følge med. Det kom dog ikke til min overraskelse at Mika ville forsvare mig, dog havde jeg regnet med at han ville gøre det på en lidt anderledes måde end han gjorde.

"Den smukkeste elefant på jorden." 

Jeg rullede øjne af dem begge, og lod som om jeg var fornærmet. Jeg stirrede længe ud af vinduet, men kunne ikke holde masken, da jeg fik øje på Mika i sidespejlet. Han lavede alle mulige grimme ansigter til mig, for at få mig til at grine. Som altid kunne jeg ikke spille fornærmet på Mika ret længe ad gangen, ind i mellem kunne det godt irritere mig en smule, for hvad ville det gøre hvis jeg aldrig nogensinde kunne være sur på Mika? Jeg havde hørt at man havde et falsk ægteskab hvis man aldrig skændtes, men det føltes bare så rigtigt, og hvad skulle Mika og jeg egentligt skændes om? 

Chris stoppede ud for en stor baby butik, jeg fandt hurtigt ud af hvad de to unge mænd havde i sinde. Jeg kunne ikke lade være med at smile, da Mika gik forrest ind i butikken. Hans øjne lyste som et lille barns juleaften. Jeg gik bag ham, og kunne ikke lade være med at smile over hans fjollethed. 

"Pas på, den smukkeste gravide elefant skal forbi." 

Igen kunne jeg ikke spille fornærmet, og endte med at grine af ham i stedet, til trods for at han lige havde fornærmet mig. Jeg fulgte ikke helt efter Mika og Chris der havde travlt med at kigge på små baby kjoler, sparkedragter med søde sætninger på. Jeg var mere optaget af at kigge på udvalget af barnevogne og autostole, det tog mig ikke længe før jeg faldt for en af barnevognene, en smuk rød udgave, der ikke lignede alle dem man normalt så på gaderne. Den ville passe perfekt til Mika og jeg, men glæden over den forsvandt hurtigt da jeg så prisen. Godt nok manglede jeg ikke penge, men det der var jo vanvittigt for en barnevogn. Jeg gik længere ned af rækken, men ingen af de andre barnevogne faldt mig særligt ind at ville købe, så jeg gik videre til autostolene, hvor jeg faldt for en af de billigere slags. Jeg fandt en ekspedient og sagde at jeg gerne ville have en enkelt en af dem. 

Chris var kommet hen til mig, hjalp mig ud i bilen med den indpakkede autostol.

"Hvor er Mika?" 

Chris sagde at han havde sagt noget om at der var noget han havde glemt derinde, så han var sikkert stadig derinde. Imens vi ventede på Mika, viste Chris mig alt det børnetøj de havde købt til lille Ella. Jeg kunne ikke lade være med at smile til nogle af tingene de havde købt, for nogle af dem havde morsomme, men samtidig nuttede sætninger på sig. 

Vi havde siddet i bilen i en halv time før Mika langt om længe kom til syne i butiksdøren, han kom bærende på en kæmpe papkasse. Jeg steg ud af bilen igen, og spurgte ham hvad det var for noget.

"Jeg så at du kiggede på en barnevogn, og hvordan du lyste da du kiggede nærmere på den, så jeg købte den til dig. Dig og Ella skal have intet mindre end det bedste."

Jeg rystede kærligt på hovedet.

"Hun er endnu ikke født, og du forkæler hende allerede." 

Chris hjalp Mika med at få kassen ind i bilen, der efterhånden var rimelig godt proppet med papkasser, baby badekar og en masse andre ting der fyldte en god del af bilen. Chris beordrede mig om foran, så jeg ikke blev mast mellem kasserne, vi skulle jo passe på lille Ella. Chris gav Mika nøglerne, og satte sig selv mellem kasserne. 

"Jeg er vant til at blive dårligt behandlet."

Sagde han med sit skæve smil, der tydeligt indikerede at han lavede sjov. Mika sendte mig sit blændene smil, tydeligt stolt over at kunne give mig en ting jeg gerne ville have, hvilket blot gjorde at jeg følte der var endnu mere jeg måtte give tilbage til ham, til trods for at han ikke gjorde sådanne ting, for at få tilbage. Han elskede bare at give mig ting, at give mig sin tid og kærlighed. Hvor jeg ikke syntes jeg kunne give ham nok tilbage, hvilket blot gav mig en svag følelse af angst for at miste ham. 

Chris bemærkede at jeg fik et trist udtryk i øjnene, og forstod straks hvad det var jeg var bange for. Han smilede til mig i sidespejlet, for at forsikre mig at Mika aldrig ville forlade mig. Desværre fik jeg det ikke bedre af det, men jeg skjulte det for Mika, fandt han ud af det, ville han hade sig selv, og tro at han havde gjort noget forkert. 

Da vi kom tilbage til tour bussen, bar Chris og Mika tingene ind, jeg havde med nød og næppe fået lov til at bære poserne med babytøj ind, der ikke vejede specielt meget, til trods for at man skulle tro de havde købt hele butikken tom for pige tøj. 

Mika skulle snakke med sin maneger, så Chris lovede at holde mig lidt i ørene. 

"Jeg tror nu mere det er dig der skal holde ham i ørene miss Mika, men ikke sig jeg har sagt det, så bliver han bare ked af det."

Jeg smilede tilbage til Mika, der gav mig et kærligt kys inden han gik over i en af de andre busser. Chris så igen mit bekymrede udtryk, så han satte sig ved siden af mig på tour bussens lille trappe. 

"Hvad er det der bekymre dig Gabriella?" 

Spurgte han stille, jeg kiggede smilende hen mod ham, men smilet narrede ham ikke. Chris var langt fra den værste at snakke med om ting, lige så useriøs han kunne være, lige så grav alvorlig kunne han være, hvis han så der var nogen der havde brug for en snak. 

"Jeg er bare bange for at jeg ikke kan give Mika nok, jeg føler at han giver mig så meget, men at jeg ikke kan give ham noget igen." 

Chris så på mig et kort øjeblik, inden han kiggede ud over den parkeringsplads vi befandt os på.

"Det skal du ikke være bekymret for, jeg har kendt Mika siden han startede med at synge, han og jeg har været bedste venner i mange år. Jeg har aldrig set ham være så glad og lykkelig som siden du kom ind i hans liv." 

Jeg smilede taknemmeligt til Chris, men noget i min øjenkrog fangede mit blik.

"Hvem er det der kommer løbende sådan?" 

Spurgte jeg forvirret, Chris kiggede i min retning. 

"Gabriella, gå ind i bussen nu, sig til de andre drenge at de skal komme ud, og at en af dem skal tilkalde vagterne."

Jeg kiggede undrende på ham, men gjorde som han sagde. 

"Chris siger at i alle skal skynde jer ud foran bussen til ham, og at en af jer skal tilkalde vagterne."

Drengene kiggede uforstående på mig, men jeg rystede bare på hovedet, og sagde at jeg kun havde set en person komme løbende, og derefter fået besked på at hente de andre, og gemme mig i bussen. Da så det ud til at de forstod hvad der var galt, skønt jeg ikke forstod en meter af det hele. De lukkede busdøren, og låste den udefra. Jeg var tvunget til at blive siddende i bussen, så hvis jeg skulle se hvad der foregik derude, måtte jeg sætte mig hen ved det lille bord der stod under et af vinduerne, hvor jeg kunne se hvad der foregik. Chris holdt en mand der sprællede og bandede, mens en af de andre kom løbende med Mika i hælene. 

Jeg forstod stadig ingenting, og så blot uvidende til. Jeg fór tilbage, da en hånd lagde sig på min ene skulder. Jeg skreg af bar forskrækkelse, og vendte mig hurtigt om. En ung mand, ikke meget ældre end mig, stod og stirrede mig ind i øjnene. 

"Hvad laver du her? Gå ud med dig, eller jeg råber på de andre."

Han smilede bare et uhyggeligt smil. Jeg skreg så højt jeg kunne, manden smilede igen lumskt til mig, og lagde en hånd på min mund, så jeg ikke kunne skrige. Men mine to første skrig havde været nok til at de andre havde hørt mig, Mika kom løbende ind i bussen. Han rev manden væk fra mig, og stak ham en knytnæve i ansigtet. Chris var lige bag ham med vagterne, som straks tog fat i manden.

"Bare vent min pige, jeg skal nok få fat i dig." 

Jeg sad skræmt bagerst på bænken, forstod ingenting af det der lige var sket. Jeg græd, kroppen rystede i voldsomme krampagtige bevægelser. Mika satte sig hen til mig, og knugede mig tæt ind til sig.

"Rolig, der sker dig ikke noget, jeg er her, rolig miss Mika, du er i sikkerhed nu." 

"Hvem var han?" 

Mika rystede på hovedet og sagde at det var den unge mand der var kommet op på scenen den første koncert på touren, jeg så uforstående, rystende af skræk på ham.

"Men hvad ville han mig?" 

Hulkede jeg.

"Det er sikkert en af dine fans, en der mener at han er den største fan af dig, at han er blevet syg i hovedet, og dermed nu har sat sig for at følge dig overalt. Men bare rolig, jeg er her, bandet er her, og fra nu af skal der blive sat flere vagter rundt om busserne, og hvor du ellers befinder dig."

Jeg nikkede og lænede mig tættere ind til Mika, stadig rystet og bange for hvad der lige var sket. Langsomt slappede jeg af igen, eller faldt jeg i søvn? Det var jeg næsten sikker på, jeg var ihvertfald tæt på, for til trods for at Mika råbte, hørte jeg ham kun svagt.

"Hvordan kunne han slippe igennem vagterne?"

Råbte Mika ude af sig selv af vrede, og bekymring.

"Hvad hvis vi ikke havde fået låst op og var kommet ind til hende i tide? Hvad var der så sket med Gabriella?" 

"Rolig Mika. Der skete hende ikke noget, du kom i tide, tænk på det."

"Ja, denne gang gjorde jeg, men hvad med næste gang? Det må ikke ske igen, hører i? Jeg vil have flere vagter, der skal gå en vagt med hende uafbrudt, hun må på intet tidspunkt være alene."

"Mika, dæmp dig, hun ligger lige der, og jeg tror ikke hun sover helt endnu."

Jeg så svagt hans omrids komme tættere på mig, han satte sig ved siden af mig igen.

"Jeg vil have flere vagter." 

Chris nikkede, og sagde at han var helt enig i at der skulle flere vagter til, til vi var sikre på at han ikke kunne komme tilbage og gøre mig fortræd. Chris ringede selv og snakkede med en vagt om at der skulle flere vagter om bussen, plus at der var en der skulle ind i bussen sammen med os andre, så ingen kunne skade mig. De andre var ikke nervøse for sig selv, for det så ud til at manden kun gik efter mig. 

Mere hørte jeg ikke, jeg faldt i en urolig søvn, og vågnede ikke før om aftenen, da vi var nået til stedet hvor den næste koncert skulle spilles. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...