Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
556Visninger
AA

5. Kapitel 5

Mika vækkede mig stille og blidt, ved at ae mig forsigtigt på kinden. 

"Vi skal op miss Mika, vi skal afsted om en time." 

Jeg slog stille øjnene op, og så ind i de dejligste brune øjne. Hans blik var vidunderligt, som alt ved ham var. Jeg havde aldrig troet på at der fandtes noget eller nogen der var perfekt, men det var inden jeg opdagede Mika på youtube, alt ved ham var endnu mere perfekt når man så ham i virkeligheden, end når man så ham på en skærm. 

"Hvordan kan jeg være så heldig Mika?" 

Han så undrende på mig, men smilede stadig sit vidunderlige varme, kærlige smil.

"Hvordan kan jeg være så heldig at jeg mødte dig, at vi blev gift og nu skal have barn sammen?" 

Han satte sig op på sengen, og trak mig tæt ind til sig. 

"Hvis der er nogen der burde undre sig over hvor heldige de har været, burde det være mig. Jeg har fået verdens mest fantastiske kvinde til hustru, jeg skal leve resten af livet sammen med hende, og vi skal have vores første barn sammen. Jeg spørger tit mig selv om hvordan jeg kunne være så heldig, du er den perfekte kvinde Gabriella."

"Og du er den perfekte mand Mika." 

Vi gav hinanden et kys, inden vi rejste os fra sengen. Jeg ville ønske at vi kunne være blevet i den for evigt, bare ham og mig der lå og snakkede, og puttede. Jeg elskede at ligge op af ham, høre hans rolige vejrtrækning, mærke hans rolige hjertebanken mod mit øre når jeg lå med hovedet på hans brystkasse. Når jeg var sammen med ham, var alt perfekt, intet ville nogensinde kunne ødelægge det.

Vi fik tøjet på, spist morgenmad og sagt farvel til min far og Ella. Mika og jeg skulle være væk i fire måneder, det blev rart at skulle synge med den mand jeg elskede, igen og igen. Men det var også en smule sørgeligt at efterlade min far og Ella tilbage på gården, at efterlade alt jeg kendte og holdt af. Jeg vidste at jeg ville komme tilbage, men det var alligevel en smule sørgeligt i mit hoved. 

Som altid, hyggede vi i bussen med spil og sang. Mika fandt på at vi skulle lege gæt og grimasser, så på vej mellem de forskellige koncerter var der ihvertfald ikke nogen der kedede sig. Mika og jeg øvede ind i mellem på vores nye sang, på hvordan vi skulle danse og så videre. Alt i alt var det hele vildt hyggeligt, et liv jeg sten sikkert godt kunne vænne mig til, specielt med Mika ved min side. 

Chaufføren nynnede nogle sange vi andre skulle gætte hvad var for en, Mika var på mit hold, og gættede de fleste af sangene, men der var enkelte selv han ikke kendte, men som jeg gjorde. Om eftermiddagen satte vi en film på storskærmen som alle elskede at se, jeg lå op ad Mika og så den, og uden selv at lægge mærke til det faldt jeg i søvn. Det ville have været pinligt, hvis jeg havde snorket, men Mika forsikrede mig altid om at det gjorde jeg ikke. 

Langt om længe var vi hvor den første koncert skulle holdes, tingene blev båret ind inden alle publikummerne kom. Der stod nogle enkelte som ville hilse på Mika, have hans autograf, og få et billede af ham og mig sammen med dem. 

Vi sad i omklædningsrummet, Chris med sin guitar, trommeslageren med et par børne trommer som de havde med i omklædningsrummet for at kunne øve de forskellige sange igennem inden en koncert. Idag skulle vi alle gøre noget helt specielt så det skulle vi også øve på, vi skulle spille trommer på skraldespande, så folk kunne høre hvilken sang der skulle til at spilles. Det var start nummeret, både for at lave noget lidt anderledes ind i mellem, men Mika gjorde det også for at vise at han kunne andet end at synge. 

Vi skulle spille på skraldespande til et af hans største hits, "lollipop", en sang alle stortset kendte og kunne teksten på. Jeg skulle synge kor i sangene der var imellem de tre sange jeg skulle synge med Mika på, og jeg skulle danse under "blue eyes". 

"Rain" havde altid været min yndlings sang, men "Blue eyes" var altid min nummer to. I det hele taget elskede jeg alle min mands sange, hvordan skulle jeg kunne andet? Han lagde krop og sjæl i hver eneste sang, han lagde krop og sjæl i hver eneste koncert for at glæde sine fans. Jeg var aldrig misundelig på hans fans, fordi han gav dem en masse opmærksomhed, for han gjorde det tydeligt at jeg stadig kom i første række, for som han sagde til sine fans, var jeg jo hans kone. 

Det var tid til at skifte tøj, bagefter samlede Mika os alle sammen, som han gjorde inden hver koncert, så vi kunne lave en form for kampråb som de fleste sangere og band gjorde inden de skulle optræde. 

Mika tog mig i hånden, og sammen gik vi ud på scenen, med hele bandet bag os, bukkede og stillede os på vores pladser. Jeg skulle som sagt stå ved koret, Mika stod midt på scenen, og bandet stod ved hver deres instrumenter. 

Mika startede idag uden med sangen "Rain", hvor jeg skulle synge kor med en anden pige, på omtrent min alder. Jeg havde kendt hende et stykke tid nu, og hende og jeg havde udviklet et fantastisk venskab. Det overgik dog ikke mit venskab med Ella, det var der aldrig nogen venskaber der ville komme til at gøre, det havde jeg også lovet hende, fordi jeg havde set hendes bekymring for mit nye venskab med korsangeren Mille.

Som altid gav Mika sig hundrede procent mens han stod på scenen, han koncentrerede sig altid så meget om sin koncert, at han ofte havde glemt hvad han havde stået og lavet på scenen. Dog huskede han at han engang havde stået på trommen, hvor han bogstaveligt talt var væltet ned over trommeslageren. Publikum havde gispet af frygt for at han var kommet til skade, men han havde rejst sig med det samme og sunget videre, gjort som alle andre kunstnere gjorde hvis de havde lavet en lille fejl, ladt som ingenting.

Det blev tid til "Blue eyes", hvor jeg skulle danse med både Mika, men også en af de andre dansere. Jeg skulle foregive at være en ung kvinde der havde hjertesorger over en med blå øjne, men så kom Mika, og jeg forelskede mig i ham lidt efter lidt, fordi han fik mig til at forstå hvor forkert manden med de blå øjne havde behandlet mig. Jeg nød hvert skeund hvor jeg kunne slå mig løs, og endnu mere når jeg kunne slå mig løs med Mika ved min side.

Efter dansen gav Mika mig et kys, efter opfordring fra publikummet. Stemningen i aften var endnu bedre end den plejede at være, måske var det fordi Mika og jeg svævede på en sky af lykke over at skulle have vores første barn, jeg vidste det ikke, men ihvertfald var stemningen helt i top. 

Den første sang jeg skulle synge med Mika kom, og publikum gik amok da de hørte vores nye duet. Alle hoppede og dansede, klappede og nød den nye sang de så længe havde ventet på skulle komme. En unge mand kom op på scenen, men de andre dansere fik ham hurtigt ned til vagterne, inden han kom for tæt på mig. Mika havde stillet sig ind foran mig, for at beskytte mig og min mave, for ingen vidste hvad manden havde i sinde. Mika beskyttede mig ved at danse rundt foran mig indtil danserne havde fået ordenligt fat i ham, og vagterne havde overtaget. Han kiggede bekymret over på mig, som blot sang videre og nikkede til ham for at sige at jeg var okay. 

Han vidste hvor voldelige hans fans kunne være hvis de kom op på scenen, ikke fordi de ville slå eller noget, men fordi de var overgearet over at være sluppet gennem vagterne og nu var tæt på deres idol. 

Mika var engang blevet ramt i hovedet af en sko, da en pige var kommet op på scenen, og var blevet hevet ned igen, hun kæmpede så hårdt imod at blive hevet ned, at hendes sko fløj af pommern til, og endte med at ramme Mika i hovedet. Han lod som altid som ingenting, men da han skulle om for at skifte tøj, blev han samtidig tjekket for om der var sket ham noget, det var der heldigvis ikke. 

Men Mika ville ikke have at der skete ham noget, han holdt ord mod min far, om at han ville gøre alt der stod i hans magt, for at beskytte mig mod alt der kunne skade mig. 

Hvad vi endnu ikke vidste var, at denne fyr ville volde os flere problemer endnu, ude i fremtiden.

Den sidste sang til denne koncert var den første duet vi havde lavet sammen, den blev sluttet af med et kæmpe mæssigt indendørs fyrværkeri. Det var smukt, og heldigvis kom ingen til skade, som man ind i mellem hørte folk gjorde ved nogle koncerter. Enten fordi de blev mast af andre ivrige fans, eller fordi de stod for tæt på noget fyrværkeri. Mika var en af dem der gik ekstremt meget op i sikkerhed, både overfor sig selv, resten af bandet, men også overfor sine fans.

I bussen bagefter, sad vi alle og snakkede om aftenens koncert. Mika forklarede mig hvad jeg skulle gøre hvis der var flere fans der kom op på scenen hvor det ikke var planlagt, og de gik hen mod mig. 

"Du går om bag mig, og hvis danserne og vagterne ikke lige kan få fat på personen efter kort tid, går du om bag trommerne. Der må ikke ske dig, eller junior noget!"

Jeg nikkede, vidste at det ikke ville nytte noget at modsige ham, så jeg lod være. Han havde jo egentligt også ret, der måtte ikke ske noget med junior, som vi kaldte det kommende barn, fordi vi endnu ikke havde tænkt på navne. Vi vidste endnu heller ikke om det blev en dreng eller pige. Det ville vi få at vide den følgende dag, inden vi skulle videre på touren. Mika var så spændt at han ikke kunne sove om natten, og dermed holdt mig vågen også, ikke fordi jeg var vanvittig træt, så vi benyttede muligheden for at finde på navne. Både drenge og pige navne, mest pigenavne, fordi Mika var sikker på at det ville blive en lille pige.

Efter noget tid, havde vi fundet to perfekte navne. Barnet skulle hedde Mike hvis det blev en dreng, så han næsten var opkaldt efter sin far. Og Ella hvis det blev en pige, for at opkalde det efter sin gudmor, til trods for at Ella endnu ikke vidste at hun ville blive barnets gudmor lige meget hvilket køn det blev. Hun ville blive pave stolt over at skulle være gudmor, men endnu mere stolt hvis barnet blev en pige og fik hendes navn. For mig var det helt naturligt at skulle kalde en mulig pige for Ella, eftersom hun jo var min bedsteveninde. For Mika kom det lige så naturligt, han vidste hvor meget Ella betød for mig. 

Jeg kunne ikke vente med at fortælle Ella det hele, og se hendes udtryk i øjnene, det ville blive mere end guld værd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...