Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
565Visninger
AA

4. Kapitel 4

Mika og jeg havde siddet et stykke tid ved den lille sø, snakket om hvordan det hele skulle blive, hvordan det ville gå, og hvad han ville gøre når han jo skulle på tours. 

"Du skal stadig med ind i mellem, om du så skal sidde på en stol på scenen, Publikum vil blive ked af det hvis du ikke er med ind i mellem. Og når der er en måneds tid til at barnet burde komme, holder jeg fri helt, så jeg kan være der og støtte dig under fødselen." 

Mika blev helt ivrig over alle de ting vi skulle købe ind til det kommende barn, det var blevet som Ella og jeg havde forudsagt, Mika var lykkelig over at skulle være far. Noget han før han mødte mig, aldrig havde troet ville komme til at ske for ham også. Han havde allerede planer om at når barnet blev gammel nok, skulle det med ham op på scenen og synge med ham og mor, det skulle nok blive en lille sanger vi fik sagde han.

"Ja ja, men lad nu lige barnet komme til verden først Mika." 

Grinede jeg. Han lagde så bare hovedet mod min mave, og sagde til barnet at det gerne måtte skynde sig at komme ud til mor og far. Jeg kunne ikke forhindre et latter anfald, han skulle nok blive den bedste far et barn kunne få. Hvad havde jeg dog været nervøs for? 

Vi rejste os op og gik op til hovedbygningen for at fortælle min far de gode nyheder, jeg glædede mig til at fortælle ham, at han snart skulle være morfar, han ville blive så stolt. 

Vi gik ind i den store stue, hvor Ella havde fortalt os han sad. Han sad dybt begravet i en af hans elskede gamle bøger, var der noget han elskede, så var at læse.

"Far, vi har noget vi gerne vil fortælle dig." 

Sagde jeg, Mika lod mig fortælle, det var jo min far. Hans familie ville blot få et brev om det, de var alt for langt væk til at vi skulle køre ned og fortælle dem det, desuden ville han også helst have det sådan. Han havde ikke talt med sin familie længe, for hans far havde ikke tilladt ham det efter at han selv var blevet berømt. Hans far mente nemlig at det at være sanger kun var tidsfordriv, pjat fra Mika´s side.Jeg havde planer om en eller anden dag, at få hans far hentet, så han kunne overvære en af Mika´s koncerter, og dermed se at det hverken var pjat eller noget andet. Men hvordan jeg skulle overbevise hans far om det, vidste jeg endnu ikke. Og hvad endnu værre var, hvad ville Mika sige til at hans far pludselig stod bag scenen? 

Min far tabte bogen af bar glæde, han sprang op, fór ud i gangene for at finde Ella, og alle de andre der arbejdede på gården, dette skulle fejres med den bedste aftensmad, og alle skulle med. Denne gang ville han dog heldigvis ikke holde en fest, dette skulle fejres af de nærmeste som han sagde, og de nærmeste var alle folkene på gården der havde kendt mig siden jeg var helt lille. Der var en del unge mænd fra mine studier der nu arbejdede på gården, det var en underlig følelse, men de nød at arbejde her, for min far var ikke en urimelig mand, han gav en god løn, og de arbejde alle under gode forhold. 

Min far fandt en vin frem, endnu en han havde gemt til særlige lejligheder. Køkken folkene fik et glas vin sammen med os andre, inden de skulle tilberede et fantastisk måltid.

"Og jer alle sammen skal spise med!" 

Min far var ikke til at stoppe, han rendte forvirret rundt, som en høne uden hoved, ingen kunne dæmpe hans lykke nu. Men hvorfor skulle de også det? 

 

Mika og jeg havde været hjemme i to uger nu, og nu skulle vi snart på en af hans tours. Vi havde på bryllupsrejsen skrevet endnu en duet til han og jeg, den ville vi synge til alle koncerterne som slut nummeret. Jeg holdt af at komme med Mika på tour, jeg holdt af at stå i hans kor, synge med ham, og jeg holdt af at danse rundt med både ham og danserinderne. 

"Måske vi snart skulle få skrevet nogle solo sange til dig, du kunne jo starte med at synge dem til nogen af mine koncerter. Jeg kan jo tydeligt se at du elsker at stå på scenen og underholde publikum, lige så meget som jeg selv gør." 

Sagde Mika en dag vi gik og pakkede tøj og andre ting og sager sammen, til den tour vi skulle ud på dagen efter. Jeg stoppede lidt op og overvejede det et kort øjeblik, Mika stod og ventede på mit svar om hvad jeg syntes om den idé. 

"Det kunne vi måske godt, men ikke for meget her i starten Mika." 

Han rystede på hovedet.

"Selvfølgelig ikke, vi tager det i dit tempo. Vi skal jo også passe på den lille." 

Han lagde blidt hånden på maven, hvor man endnu ikke kunne se nogen forandring, men jeg havde jo også kun været gravid i tre uger. Så det varede ikke så længe før man gerne skulle kunne se en lille størrelses forskel. Mika var overbevist om at han allerede kunne se maven bevæge sig når barnet sparker, og ind i mellem når vi lå i sengen om aftenen, lagde han hånden på min mave, og sagde at hun jo sparkede som en vildhest.

"Hvem siger det bliver en pige?" 

Spurgte jeg ham drillende, jeg kunne ikke nænne at sige til ham, at der ikke var noget barn endnu, at det ikke var udviklet til et barn endnu, men at det var godt på vej.

"Det ved jeg bare at det gør, og hun bliver lige så smuk som sin mor."

Han bar mine kufferter ud i tour bussen, så jeg ikke anstrengte mig selv og det lille barn der sikkert stadig var en lille haletudse lignende ting. Jeg hadede at være ubrugelig, men når jeg så ikke kunne få lov at bære kufferterne og andre tunge ting, fik jeg andre småting at lave, som at lægge makeup på danserinderne, og en masse andre små gøremål der ikke krævede den store anstrengelse eller energi. 

Vi vidste ikke om det var pillerne mod mareridtene jeg havde fået der havde hjulpet mig, eller om det var nyheden om at vi skulle have vores første barn sammen, der havde stoppet mareridtene, men stopper var de ihvertfald. Jeg var ligeglad med hvorfor eller hvordan de var stoppet, hovedsagen var at de var stoppet, at jeg ikke længere var så træt hele tiden, og at Mika heller ikke skulle op næsten hver nat for at berolige mig. Han bekymrede sig stadig over mig, men heldigvis ikke nær så meget som da jeg havde været træt hele tiden. Nu bekymrede han sig bare om, at jeg ikke overanstrengte mig og alt sådan noget, men heldigvis kunne jeg få ham til at slappe af.

Alle tingene var nu båret ud i bussen, så nu skulle vi bare have aftensmad, og sove natten igennem inden vi skulle afsted dagen efter. 

Mika havde allerede samme dag vi fik at vide at vi ventede os, skrevet på sin twitter at han snart skulle være far. En hel del af hans fans skrev hvor glade de var på hans vegne, og andre skrev at det helt sikkert blev en ligeså god sanger som sine forældre var. Det varmede at høre at hans fans var næsten lige så glad som han selv var, at han skulle være far. Jeg kunne allerede  se det for mig, Mika der stod med en lille baby i armene, hans stolte smil, hans ranke holdning, og hans ord om at der ikke skulle ske barnet noget ondt så længe han levede. Hvis det blev en pige kunne jeg også se ham stå over vuggen, stå og sige til vores lille pige at hun ikke måtte få en kæreste før hun var mindst firs år. 

"Hvad smiler du sådan over miss Mika?" 

Spurgte Mika da han så mit brede smil, vi var på vej op til hovedbygningen for at spise med min far, det gjorde vi altid når vi skulle ud på en af Mika´s tours. 

"Ikke noget, jeg kom bare til at tænke på noget." 

Smilede jeg, og trak ham kærligt med mig det sidste stykke op mod hovedbygningen. Mika smilede blot og fulgte med mig, han sagde altid at han elskede at se mig smile, at det gjorde ham glad. Det gjorde ham ligeså glad at se mig smile, som det gjorde mig at se ham smile. Alle sagde at vi passede perfekt sammen, at de aldrig havde set et ægtepar være så lykkelige, som de så Mika og jeg var.

Min far sad allerede i spisestuen og ventede på os, klokken var vist blevet lidt mere end vi havde regnet med, da vi pakkede bussen sammen.

"Undskyld vi kommer så sent far." 

Han smilede bare, der var intet der kunne gøre ham sur mere. Det var vel godt, men ind i mellem var det vel meget sundt at få raset ud, var det ikke? Mika og jeg satte os til bords, og maden blev serveret foran os. Jeg var begyndt at blive en hel del sulten, faktisk spiste jeg mere end jeg plejede at gøre, men lægen sagde at det var meget normalt at jeg gjorde det, for jeg skulle jo spise så meget, så jeg havde næring til mig selv, men også til barnet, så det kunne vokse og udvikle sig som det skulle. Idag var jeg mere sulten end ellers, og da jeg tog den tredje potion, kiggede Mika undrende på mig, men stadig smilende. 

"Jeg kan altså ikke gøre for det, jeg er sulten idag." 

Det fik bare min far og Mika til at grine, jeg kiggede undrende på dem mens jeg tog den sidste bid mad i munden. Nu var jeg endelig mæt, hvis jeg blev ved med at spise på denne måde, ville jeg jo blive så stor som en elefant. 

Efter maden satte vi os til at spille lidt ludo alle fire, Ella hade spist sammen med os, hun var blevet som en datter for min far, i de næsten fem måneder Mika og jeg havde været på bryllupsrejse. Det var godt for dem begge, for ellers ville min far blive ensom, og Ella havde aldrig haft en far før, så det gavnede også hende. 

Ella og hendes bandmedlem havde det stadig godt, ihvertfald af hvad jeg vidste af, der var ikke nogen der havde sagt andet, og hun så stadig lykkelig ud, så mon ikke det gik godt?

Det var blevet sent, og hvis Mika og jeg ikke skulle være alt for trætte når vi skulle afsted imorgen tidlig, måtte vi nok hellere se og komme i seng. Så vi takkede for i aften, og gik tilbage til den lille hytte, vores lille hytte. 

Mika gik og lukkede for vinduerne, slukkede lysene og låste døren inden han kom ind til mig, der allerede havde lagt mig under dynen. Jeg ventede kun på ham, vi lå altid og puttede i tyve minutters tid inden vi lagde os helt til at sove. For det meste faldt vi i søvn, hvor jeg lå med hovedet på hans brystkasse, det gjorde vi også i nat. 

Mit liv var helt igennem perfekt, alt gik fuldkommen som det skulle, dog havde jeg ikke regnet med at skulle være mor så tidligt, og da aldrig med Mika´s barn. 

Havde man spurgt mig for to år siden om jeg nogensinde ville møde Mika, og stifte familie med ham, ville jeg have sagt at det aldrig ville komme til at ske. At ingen mennesker havde lov til at være så heldige, men det havde de, det havde jeg.

Han var min, og jeg var hans.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...