Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
553Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg ved ikke hvor længe jeg havde siddet i Flower Points boks, men det måtte have været længe, for pludselig stod Mika ved boksdøren og kiggede ind på os.

"Det passer da meget godt til hende."

Jeg nikkede, det gjorde det.

"Er der noget galt? Du har siddet her ude i tre timer, din far begyndte at undre sig over hvor du blev af, Ella blev bekymret, og jeg, ja jeg tænkte at du nok bare havde brug for at sidde herude hos Flower Point lidt for dig selv."

"Jeg har det fint, jeg glemte bare tiden. Skal vi gå tilbage?" 

Mika nikkede, og rakte hånden frem så han kunne hjælpe mig op. Jeg lukkede boksdøren efter mig, sagde godnat til Flower Point, og gik med Mika op til hovedbygningen. Det var stadig varmt i vejret udenfor, det var kun lige begyndt at blive en anelse mørkt. 

"Nå der er du, vi blev helt bekymrede for om du måske var faldet i søvn ude i stalden." 

Smilede min far, jeg smilede igen, men det nåede ikke helt op til øjnene, jeg var ved at være godt træt af at alle spurgte om jeg var træt. 

"Jeg glemte bare tiden."

De andre nikkede og satte sig tilbage på de pladser de havde siddet på da jeg kom ind sammen med Mika. 

"Tusind tak for gaverne min pige, de er smukke."

"Det var så lidt far. Kunne du også lide dine Ella?" 

Hun nikkede, og sagde at hun var vild med dem. Vi blev enige om at spille ludo, så vi satte os ind i pejsestuen hvor der selvfølgelig ikke var ild i pejsen, eftersom at det var en varm efterårs aften. 

Klokken blev tolv før vi var færdige med spillet, og da var alle trætte og besluttede os for at trække os tilbage og gå i seng, der var jo også en dag imorgen. 

Mika og jeg gik over den store græsplæne mellem hovedbygningen og vores lille hytte, han stoppede brat op da vi nåede hen til hoveddøren, og sagde at det skulle gøres rigtigt, han skulle bære mig over dørtærskelen til vores første fælles hjem. Jeg kunne ikke lade være med at smile, han måtte efterhånden have rygskader af alle de gange han havde båret mig. Men som altid var han ligeglad, traditioner var og blev traditioner, og de skulle overholdes. 

Han satte mig forsigtigt ned i gangen, gav mig et langt kys og låste hoveddøren. Der var blevet helt pænt hernede i hytten imens vi havde været væk. Ella havde fået hjælp af nogle af bandmedlemmer til at sætte det hele lidt i stand hernede, det havde de gjort godt, der var nu lyst og åbent, hvor der havde været mørkt og lukket da vi tog afsted. Men der havde jo heller ikke boet nogen i mange år inden Mika kom hertil, og nu skulle det væren Mika´s og mit første hjem sammen, det var en underlig, men dejlig tanke.

Vi gik lidt rundt og satte få ting på plads, inden vi gik ind for at lægge os. 

"Sov godt miss Mika." 

Han kyssede mig blidt på kinden, og lagde sig tæt ind til mig, som han vidste jeg havde det bedst med, for her på det sidste havde jeg haft mange mareridt, men lå han tæt ind til mig, fik jeg ikke nær så mange mareridt, som hvis han lå henne på sin egen side af sengen. Jeg havde stadig ikke vænnet mig helt til det med at ligge i samme seng som han, ment på den måde at jeg stadig blev lige så pige genert som jeg havde gjort den første dag da jeg vågnede og så at han lå ved min side, fordi han havde siddet og trøstet mig om aftenen. 

Mika var på alle måder den perfekte mand, og på mange punkter mente jeg at jeg ikke fortjente ham. I starten var jeg blevet meget trist over det, hvilket jo selvfølgelig bekymrede Mika en hel del. En dag spurgte han mig om jeg ikke kunne lide ham mere, hvor jeg sagde at jeg aldrig ville miste følelserne for ham, men at jeg var bange for at han var for god til mig, og en at han en dag selv så det også, og forlod mig. 

"Det ville aldrig falde mig ind, du ved at jeg ikke vil have andre end dig. Jeg er mere bange for at det er dig der er for god til mig." 

Havde han en dag sagt da vi sad på de lille bakke hvorpå han havde friet til mig, den aften stod stadig lysende klart for mig, det var en af de bedste aftener i mit liv, dem havde jeg efterhånden et par stykker af, men alle mine bedste aftener, havde været sammen med Mika. 

 

Mika kom løbende mod mig med et vildt blik i øjnene, jeg kunne hurtigt se at der var noget galt, så jeg løb ham i møde. Det syn der mødte mig da jeg nåede helt hen til ham, gav mig kvalme. Det flimrede for mine øjne, men for hans skyld måtte jeg tage mig sammen. Jeg rev et stykke af min kjole, strammede det så godt jeg kunne, og bandt det rundt om hans blødende sår, han var blevet angrebet af et eller andet stort dyr. Han kunne ikke sige hvad det var for et dyr, for i det samme jeg nåede hen til ham, faldt han om på jorden. Jeg skreg og skreg, i håb om at der var nogen der ville høre det, men ingen kom. Så jeg løftede ham så godt som jeg kunne, og slæbte ham hen af jorden, hen imod hovedbygningen hvor jeg vidste at min far befandt sig, og mange andre der ville kunne hjælpe Mika. Jeg ville ikke lade ham ligge tilbage, og løbe efter hjælp, for hvad nu hvis dyret der havde angrebet ham kom tilbage efter ham, for at fuldføre sit drab? Det måtte ikke ske, der måtte ikke ske Mika noget, jeg ville ikke kunne leve uden ham. Han var tung, og jeg faldt på knæ en del gange af udmattelse, men han måtte og skulle have hjælp, og jeg var ligeglad med mig selv, så længe Mika fik hjælp og blev rask igen. Han havde allerede mistet en hel del blod, blod der fik det til at flimre for øjnene af mig igen og igen. Han åbnede svagt øjnene og kiggede på mig med et tomt udtryk i øjnene.

"Jeg elsker dig min miss Mika, pas godt på dig selv." 

"Neeeej, du dør ikke! Høre du?! Du bliver her hos mig, vi er næsten ved hovedbygningen." 

Skreg jeg, jeg kunne ikke miste ham. Jeg skreg og skreg, og langt om længe hørte en af staldkarlene mine skrig, han kom løbende ud til os. Han tog fat i Mika, og undersøgte hans sår. Der gik ikke længe før at staldkarlen kiggede på mig med tårer i øjnene, han kunne ikke få sig selv til at sige det, men han behøvede det heller ikke, jeg havde for længst forstået at min elskede Mika havde tabt kampen. Jeg faldt på knæ og græd og græd, mine skrig kunne høres helt til Polen, men jeg var ligeglad, jeg havde mistet det bedste i mit liv. Jeg blev ved med at skrige, jeg kunne ikke stoppe.

"Gabriella, vågn op, du har mareridt, kom op med sig." 

Jeg hørte svagt Mika´s stemme, og mærkede at han fik mig op at sidde, men mareridtet ville ikke slippe mig, jeg så min døde Mika for mig igen og igen. Blodet der stille sivede ud af hans krop, han tomme øjne der kort forinden havde kigget på mig, han blege læber, der havde sagt at han elskede mig, for mindre end to minutter siden, læber som aldrig mere ville sige noget. 

Mika blev ved med at ruske i mig for at få mig til at vågne, til sidst lykkedes det lang om længe for ham. Jeg slog panikslagent øjnene op, og stirrede ind i Mika´s bekymrede ansigt.

"Så, rolig, det er overstået nu." 

Han trak mig tæt ind til sig, knugede mig, og trøstede mig. Jeg græd, jeg kunne ikke stoppe, jeg havde Mika, han var ikke død, det havde bare været en ond drøm. Men jeg kunne ikke få mig selv overbevist, jeg havde jo set ham ligge der på gårdspladsen foran hovedbygningen, tom i blikket, bleghvid, død! 

"Du er død, du er her ikke." 

Græd jeg.

"Jeg er her miss Mika, jeg er ikke død, jeg er levende, jeg er her altid for dig." 

Det tog flere timer for Mika at få mig beroliget så meget at jeg kunne lægge mig tæt ind til ham igen, dog kunne jeg ikke sove mere den nat, jeg var bange for at miste ham i drømmene igen. 

"Jeg forlader dig aldrig miss Mika, aldrig." 

Han lå længe og aede mig på kinden, for at berolige mig, og for at forsikre mig for at han var der, at det hele kun havde været en ond drøm. Langsomt faldt jeg i søvn, til trods for at jeg kæmpede for at holde mig vågen. 

Da jeg vågenede igen var det langt op ad dagen, Mika var ikke i sengen så jeg rejste mig for at få tøj på og stå op. 

"Er du sikker på at du ikke skal sove lidt mere? Du var oppe det meste af natten." 

Jeg kiggede undrende på ham, hvorfor havde jeg været oppe det meste af natten? 

"Jeg har da sovet hele natten?" 

Han rystede på hovedet, og forklarede mig om hvad der var sket om natten, men jeg kunne ingenting huske, måske det var derfor jeg havde været så træt på det seneste. Det var næsten hver nat jeg havde mareridt, efter hvad Mika fortalte, for jeg kunne aldrig selv huske det. Jeg bekymrede Mika, og jeg vidste det. Det pinte mig, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at sove trygt om natten igen, så han ikke skulle bekymre sig om mig hele tiden. Det gik også hårdt ud over Mika, han sov jo ligeså lidt som jeg gjorde, fordi han skulle hjælpe mig ud af mareridtene, og fordi han skulle berolige mig bagefter. Jeg besluttede mig for at tage ind til byen med Ella den dag, for at snakke med lægen om hvad jeg kunne gøre ved det. Mika måtte bare ikke vide at jeg besøgte lægen, han skulle ikke have grund til yderligere bekymring. 

Det var ikke kun på grund af mareridtene som jeg aldrig huskede, at jeg ville tale med lægen. Jeg havde de sidste par dage også døjet med kvalme, jeg var sikker på at det bare var noget jeg havde spist, men ville alligevel tjekke det, så det ikke blev værre, og gjorde Mika mere bekymret end han allerede var. 

"Jeg tager ind til byen med Ella idag, jeg trænger sådan til at se den igen, vi har jo været hjemme i fem dage nu, og jeg har endnu ikke været inde og besøge min restaurant der gerne ville se billeder fra brylluppet." 

Løj jeg, men det så ud til at Mika købte den, han kyssede mig ihvertfald kærligt farvel, inden han lod mig gå. 

"Ella, vil du med ind til byen?" 

Hun nikkede, og spurgte om vi skulle noget specielt derinde, men det sagde jeg til hende at jeg først ville fortælle hende når vi sad i vognen. Hun nikkede igen, tog sin hat på og fulgte med mig ud til vognen der allerede var klar, fordi min far lige havde været i byen. 

"Nå, i skal nok i byen hva?"

Jeg smilede og nikkede til ham, sagde at jeg bare skulle vise mine bryllups billeder til min yndlings restaurant som jeg havde lovet dem. Han nikkede tilbage, og sagde at vi måtte have en god tur, og at han håbede på at se Mika og jeg til aftensmaden. Jeg takkede og sagde at det ville vi gerne, min far var også tydeligt bekymret for mig over min træthed, så derfor takkede jeg ja, så han kunne se at jeg havde det fint. 

I vognen forklarede jeg Ella hvad vi i virkeligheden skulle i byen, hun sagde at hun mente det nok var en god ide. Jeg ved ikke hvorfor, men et forsigtigt smil bredte sig på hendes læber da jeg nævnte min kvalme. 

Turen ind til byen var smuk som aldrig før, bladene var begyndt at få en smuk gyldenbrun farve, og fuglene fløjtede rundt omkring. Der var næsten tomt på gaderne da vi nåede ind til byen, så det var nemt at parkere vognen ude for lægens hus, jeg håbede blot at ingen jeg kendte, så mig, for så ville de straks spørge min far, eller Mika om jeg var syg siden jeg havde aflagt besøg hos lægen, og det måtte ikke ske, de måtte ikke vide noget. For jeg fejlede jo ingenting, det var bare for at få noget mod mine mareridt.

Der sad ingen i venteværelset, til mit held, så jeg kunne komme ind til lægen med det samme.

"Frøken Gabriella, nej, undskyld, der er jo næsten lige blevet gift. Hvad skylder man æren?" 

Jeg fortalte ham om mine mareridt, om at jeg intet kunne huske, og at det jo også gik ud over Mika. Han skrev en recept på nogle piller der gerne skulle hjælpe mig med at slappe af, så jeg ikke fik lige så mange mareridt. Så fortalte jeg ham om min kvalme.

"Jeg er sikker på at det bare er noget jeg har spist, så hvis de bare har noget mod det også, så Mika ikke bliver mere bekymret for mig end han allerede er." 

"Det har jeg, men jeg vil alligevel gerne undersøge dem, for at være sikker på at det er det de fejler." 

Jeg nikkede og fulgte med ham ind i rummet hvor han skulle undersøge mig, dog undrede jeg mig over den måde undersøgelserne blev udført på.

"Ja, der er vist ingen tvivl frue, de venter dem." 

Jeg gloede åndsvagt på ham, hvad mente han dog med det? Jeg tænkte ikke lige over hvad det var han kunne mene, så jeg spurgte ham, og følte mig som en kvaj da han havde svaret.

"De og hr. Mika skal have deres første barn." 

Jeg spærrede øjnene op, hvordan kunne det gå til? Der var jo kun sket noget mellem mig og Mika den ene nat, men det var åbenbart nok. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller le, jeg havde længe ønsket mig et barn, det samme havde Mika, men på samme tid var jeg bange for at jeg ikke var klar til det.

Jeg gik målløs ud til Ella der sad og ventede på mig i venteværelset, hun kom hurtigt og bekymret hen til mig da hun så mit ansigtsudtryk. 

"Der er da vel ikke noget alvorligt galt med dig, vel Gabriella?"

Spurgte hun nervøst, langt om længe kom jeg til mig selv igen, og lyste op i et stort smil. Hvorfor skulle Mika og jeg ikke være klar til et barn nu?

"Nej, ikke andet end at Mika og jeg skal have et barn!" 

Udbrød jeg lykkeligt, Ella sprang op af glæde og omfavnede mig. 

"Jeg håbede at det var derfor du havde kvalme, men jeg turde ikke sige det til dig, hvis det nu ikke var derfor." 

Vi krammede længe i vente værelset inden vi gik ned til vognen.

"Hov, jeg skal jo lige hente pille mod mine mareridt, det havde jeg jo nær glemt midt i alt det her." 

Ella nikkede og gik med mig, på apoteket viste jeg apotekeren min recept. Han fandt hurtigt medicinen frem, jeg betalte og Ella og jeg gik ud til vognen igen.

"Hvordan vil du fortælle Mika det? Han bliver oven ud lykkelig, det er jeg sikker på." 

Jeg rystede på hovedet, sagde at jeg ikke vidste det endnu, men at jeg også var sikker på at han ville blive glad for det. Turen tilbage fra byen var smukkere end ellers, og end den havde været på vej derind. Jeg var ikke længere tynget af bekymringer, nu var jeg intet mindre end lykkelig. Jeg kunne nu give Mika den bedste gave en kvinde kunne give sin elskede, et barn jeg allerede vidste Mika ville forkæle. 

Jeg kunne ikke vente med at fortælle ham den gode nyhed, så da vi nåede ned i gårdpladsen foran hovedbygningen gik jeg med hastige skridt hen mod staldene for at høre en af staldkarlene om de vidste hvor Mika var henne.

"Han er vist nede ved den lille sø og fange krebs." 

Jeg takkede, og løb ned mod den lille sø, hvor jeg allerede kunne skimte Mika´s skikkelse. Han vendte sig forskrækket da han hørte mine løbende skridt, hans ansigt blev underligt da han så at det var mig der kom løbende. Det var tydeligt at han var bange for, at der var sket noget.

"Hvad er der, hvad er der sket? Er du okay?" 

Spurgte han bekymret da han så tårerne på min kind, jeg rystede bare på hovedet.

"Jeg har det fint, Mika, vi skal have et barn." 

Han knugede mig tæt ind til sig, trøstende.

"Bare rolig, det skal nok gå. Vent? Hvad? Hvad sagde du?" 

Han strakte armene ud så han kunne kigge mig ind i øjnene, da det gik op for ham hvad det var jeg havde sagt, løftede han mig op og drejede mig rundt til vi begge blev svimle, og nær var drattet om på jorden. Han knugede mig tæt ind til sig igen, nu uden trøst og bekymring, det kram jeg havde savnet så længe. 

"Hvor længe har du vidst det?"

Spurgte han hviskende, hans stemme ville ikke adlyde ham, han var alt for lykkelig til at kunne sige noget. Jeg forklarede ham om min oprindelige grund til at tage ind til byen, at jeg ikke ville have at han blev mere bekymret for mig, at det var derfor jeg havde løjet.

"Det er lige meget, alt er lige meget nu, vi skal være forældre." 

Han løftede mig op igen, og kyssede mig længe og inderligt.

Ja, vi skulle være forældre, dette var uden tvivl det bedste øjeblik i mit liv, ihvertfald indtil nu. Det overgik endda brylluppet, men det var vel meget normalt når man fik en sådan vidunderlig nyhed, var det ikke? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...