Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
612Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg vågnede den næste dag, jeg lå alene i sengen, jeg kunne høre bruseren rende ude på badeværelset, så jeg regnede med at Mika var gået i bad. Jeg satte mig op i sengen og rakte ud efter min kimono, så jeg havde bare lidt tøj på når han kom tilbage. Jeg var stadig lidt flov over det der var sket om aftenen, han havde jo trods alt set mig uden tøj på, noget jeg ikke var synderlig stolt over. Jeg var en af de mange piger der ikke brød sig om min krop, hvorfor vidste jeg ikke, for jeg havde altid fået beundrende blikke af både piger og drenge, fordi alle andre mente at jeg så godt ud, jeg kunne bare ikke se det selv. 

Mika kom ind i soveværelset for at få blusen på, han havde nok regnet med at jeg ville være lidt flov, så han havde heldigvis taget bukser på inden han kom ind. Hans mave havde jeg jo set en del gange i de varme sommer dage, og til en del af hans koncerter, hvor han ind i mellem gik rundt på scenen og sang uden bluse på. Nu hvor jeg tænkte over det, var det faktisk ret underligt at han ikke var blevet syg af det, det var jeg overbevist om at jeg ville være blevet ret hurtigt, men nu passede det sig jo også en hel del bedre at mændene kunne tage bluserne af, det kunne en kvinde ikke, ikke uden at folk ville tro hun var vanvittig, det var bare noget kvinder ikke gjorde. 

Han satte sig ned på sengen og gav mig et kys på panden.

"Vandet er stadig varmt, jeg går ned efter noget morgenbrød til os, vi skal jo have lidt mad inden vi skal ud på den lange køretur, for jeg regner ikke med at du vil holde alt for mange pauser, du vil bare gerne hjem, det forstår jeg godt, for det vil jeg også helst." 

Han smilede det smil der altid gjorde mig blød i knæene, han brugte det tit, fordi han vidste hvad det gjorde ved mig, og hvis han havde lavet en lille bitte smule han ikke burde, for eksempel at træne for hårdt, eller være oppe for længe når han skulle til en koncert, brugte han det altid fordi han vidste at det blødte mig lidt op igen. Det var ikke fordi jeg var som en mor for ham, med hensyn til at gå i seng i ordenlig tid, for som jeg sagde til ham, det styrede han selv, jeg ville bare ikke have at han var syg når han havde siddet udenfor det meste af natten med de andre bandmedlemmer. 

Badet føltes dejligt, vandet havde den perfekte temperatur. Efter badet satte jeg mig ud på altanen og nød den dejlige solskin der blidt slikkede sig mod huden, og varmede den op. Jeg havde tage en af de kjoler Mika holdt så meget af, jeg elskede at tage det tøj på som han havde været med til at vælge. 

"Som altid er du smuk som en solnedgang og solopgang tilsammen, her, til min smukke hustru." 

Jeg kunne ikke lade være med at grine af ham, efter brylluppet sagde han hele tiden min kone eller min hustru når vi mødte folk, også til dem vi bare mødte på gaden som vi på ingen måde havde kendskab til. Han forklarede altid for mig, at det var fordi han aldrig ville blive træt af at kalde mig for sin kone, og fordi han ville have hele verden til at vide at han var den heldigste mand på jorden, noget jeg nu ikke var helt enig i. 

Han rakte en smuk buket røde og lyserøde roser frem mod mig, jeg tog imod dem, og rejste mig for at give ham et kram og et kys inden jeg fandt en vase til blomsterne. 

"Er der en speciel anledning til at man får blomster?" 

Han rystede på hovedet.

"Behøver der nu være en speciel anledning for at give sin elskede hustru blomster, men hvis du ikke vil have dem kan jeg da bare give dem til en fremmed kvinde nede på gaden."

Han rakte ud efter blomsterne, men jeg rykkede dem hurtigt væk fra ham og sagde at det kunne han godt glemme alt om, tour bussen kunne godt trænge til lidt blomster og bedre dufte. Han lo af min kommentar om lugtende i bussen, det havde jeg jo egentligt ret i, at der ikke ligefrem lugtede af blomster derinde. 

Vi spiste morgenmaden, og hjalp hinanden med at tage opvasken og tørre af. Lejligheden blev gjort overfladisk ren, vi havde ikke gjort den specielt beskidt ved at være der i de to dage vi havde befundet os der. Det blev dejligt at komme hjem og slappe lidt af, for det havde vi ikke haft megen tid til på vores bryllupsrejse, for der var noget vi skulle ud og se hver dag, og Mika planlagde tit noget vi skulle, så jeg fik den bedste bryllupsrejse, en oplevelse der skulle være så god som muligt, fordi jeg, efter hans mening, havde fortjent det.

Vi satte os ned i bussen, og kørte tilbage mod mit fødested, den gård jeg altid havde boet på. Jeg glædede mig til at se min far og Ella igen, og jeg glædede mig til at se Flower Point. Jeg havde købt et nyt dækken til hende, et jeg havde fået specielt avet til hende, hvorpå hendes navn stod på, og det min mor altid sagde til hende for at berolige hende. 

Turen tog lang tid, men det føltes ikke sådan når man sad lænet op af Mika. Vi så film på det lille tv der var på hans "soveværelse", spillede brætspil og en masse andre ting. 

"Gå bare i seng miss Mika, jeg skal nok rydde op efter os." 

Jeg rystede på hovedet og sagde at jeg ikke var træt, til trods for at det var vanskeligt at holde øjnene oppe. Jeg gik hen imod ham for at hjælpe ham med at sætte spillet på plads, men jeg nåede ikke så langt, jeg havde ikke set den lille skammel der stod foran mig, fordi jeg var så træt, så selvfølgelig væltede jeg over den. Mika nåede som altid at gribe mig, og besluttede sig for at bære mig ind til sengen, ellers vidste han udemærket godt at jeg blev og rydede op så han ikke skulle stå med det hele. 

Han lagde mig forsigtigt på sengen, og lagde et tæppe over mig. Der gik til min ærgelse ikke længe før jeg faldt i søvn, jeg hadede at føle mig hjælpeløs, det gjorde jeg rimelig tit når jeg var sammen med Mika, for han måtte altid gribe mig, eller bære mig fordi jeg var blevet for træt. Jeg blev stadig hurtigt træt efter den voldsomme lungebetændelse jeg havde haft, siden da, havde mine lunger ikke været helt raske. 

Jeg vågnede ved at Mika aede mig blidt på kinden, jeg kunne knapt nok huske hvordan jeg var kommet ind i sengen, men kom hurtigt i tanke om at han igen havde måttet bære mig i seng, fordi jeg var blevet for træt til at kunne gå. De sidste par dage havde det været værre end ellers, hvorfor vidste jeg ikke, men det var vel bare noget jeg bildte mig ind, det håbede jeg, jeg turde ikke sige noget til Mika, for han ville bare blive bekymret, og haste mig til det nærmeste sygehus. 

Jeg lå længe og kiggede på ham, indtil mine øjne igen faldt lige så stille i. Da jeg vågnede igen var det over middag, og Mika lå ved min side i bar overkrop som han gjorde hver nat. Jeg lagde mig tættere over til ham, og lagde hovedet på brystkassen som jeg havde gjort så mange gange før. 

"Vi burde ikke ligge og sove hele dagen væk, jeg går over og laver noget morgenmad til os Mika." 

Men Mika tog bare blidt fat i mig, og bad mig blive i sengen. 

"Hvorfor dog det? Jeg er ikke træt mere." 

Men min krop og mit hoved sagde noget helt andet, det måtte han bare ikke vide. Hvorfor var jeg også så træt lige pludselig, det plejede jeg ikke at være, jeg havde aldrig fejlet noget, det var da underligt. Jeg forstod ingenting, og prøvede igen at rejse mig for at lave lidt morgenmad til Mika og jeg, men han lagde mig blidt ned i sengen hver gang.

"Er du sikker på du ikke er træt miss Mika? Du plejer at give mere modstand når jeg lægger dig ned, er du syg?" 

Jeg rystede på hovedet og sagde at jeg ikke var syg, at jeg bare var en meget lille smule træt. 

"Okay, så bliv liggende her hos mig og sov, det varer alligevel længe inden vi er hjemme på gården igen. Læg dig bare til at sove igen, jeg bliver her sammen med dig." 

Jeg kunne ikke kæmpe imod ham når han lagde mig ned igen og igen, hvor var min modstandskraft? Han havde ret, jeg måtte sove noget mere så jeg kunne kæmpe bedre imod, som jeg plejede at gøre, så han ikke var så forbandet bekymret for mig. Jeg kunne ikke fordrage at han var bekymret for mig, det gjorde ondt på mig at han var det, for det betød blot at han var bange for at der var noget galt med mig, hvilket der meget sjældent var, der havde ikke været noget med mig siden lungebetændelsen, og det var næsten et år siden.

Jeg lagde mig til rette med hovedet på hans bryst, hans vejrtrækning var som en godnat sang for mig, og lullede mig hurtigt ind i drømmeverdenen igen.

"Miss Mika, vi er hjemme, kom min skat." 

Jeg vågnede langsomt, denne gang var jeg ikke ligeså træt. Måske jeg bare havde anstrengt mig for meget på at gøre så meget som muligt, så Mika ikke skulle lave noget, måske jeg alligevel havde presset mig for hårdt som Mika tit sagde jeg gjorde. Jeg vidste det ikke, men nu var jeg ihvertfald ikke så træt mere. Jeg rejste mig op så jeg sad på sengen, og kiggede Mika dybt ind i øjnene. De varme, brune øjne der kunne få mig til hvad som helst. 

Vi gik hånd i hånd ud af bussen, og selvfølgelig var jeg lige ved at snuble ned af det ene trin, igen var Mika der med det samme, men i stedet for at reagere som jeg plejede at gøre, ved at blive ked af det, blev jeg rasende.

"Jeg kan altså godt selv gå Mika, jeg er ikke to år mere!" 

Jeg fortrød ordene med det samme jeg havde sagt dem.

"Undskyld Mika, det mente jeg ikke." 

"Det ved jeg Gabbie." 

Et andet kælenavn han havde givet mig, dem havde jeg efterhånden mange af. Men når han gav mig et nyt kælenavn, var det af kærlighed og ikke bare for at kalde mig noget. 

"Der har vi jo min lille pige, har han passet godt på dig?" 

Jeg nikkede, og sagde hurtigt at jeg ikke var en lille pige mere.

"Nå nej, det er du jo heller ikke, det er svært at vænne sig til at du nu er gift. Hej Mika, har i haft en god rejse?" 

Mika nikkede.

"Det har vi svigerfar, vi har endda gaver med til jer." 

Ella rødmede, hun var ikke vant til at få gaver. Hun gik straks hen til mig for at hjælpe mig med mine kufferter, og hviskede så de andre ikke kunne høre det, at jeg så meget træt ud, om hun skulle gøre mit værelse klart. 

"Nej Ella, det skal du ikke, jeg har det fint, og du skal have dine gaver!" 

Sagde jeg drillende, men hun så stadig undrende på mig, som om hun ikke troede på at jeg havde det helt så godt som jeg sagde jeg havde. Men jeg var ikke dårlig, og heller ikke lige så træt som da Mika havde beordret mig til at lægge mig til at sove igen.

Vi gik alle ind i den store stue, så min far og Ella kunne få sine gaver. Bagefter gik jeg ned med det nye dækken til Flower Point, der vrinskede lykkeligt da hun så mig.

"Hej min tøs, jeg har også savnet dig, se her hvad jeg har til dig." 

Sagde jeg og tog dækkenet ud af posen og lagde det på hende, hun viste sin taknemmelighed ved at læge mulen stille og blidt på min skulder, og pruste svagt mod mit øre. Jeg havde savnet at kunne holde om min mors hest, jeg havde savnet at være tæt på min mor igen. Med Flower Point, følte jeg altid at jeg var tæt på min mor, selvom hun jo var død for nogle år siden.

Jeg ville sådan ønske at min mor var her, hun ville helt sikkert vide hvorfor jeg pludselig var så træt hele tiden. Hun ville have elsket Mika, det var jeg sikker på. Man kunne ikke andet end at elske Mika, derfor smertede det mig at jeg havde været så grov mod ham da han gjorde så jeg ikke faldt ned af trinnet, jeg vidste ikke hvorfor jeg havde gjort det, og jeg hadede mig selv for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...