Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
546Visninger
AA

15. Kapitel 15

Valerie stod i den anden ende af staldgangen, helt opslugt af den store sorte hingst staldkarlen fortalte hende om. Det var thunder, en af de mest rolige heste vi havde her på stutteriet. Jeg gik ned til hende, jeg glædede mig sådan til at sige at hun skulle bo hos os, hvis hun ville. Hun ville ikke være vores eget barn, men vi ville elske hende præcist ligeså højt som vores egen lille Ella.

"Er han ikke smuk, fru Gabriella? Han er lige sådan som jeg altid har drømt om at en rigtig hingst skulle se ud, han er perfekt fru Gabriella."

Jeg kunne ikke skjule et lille smil, hun var vel nok henrykt over at befinde sig i stalden. Hende ville jeg få god nytte af, hun kunne hjælpe mig med de forskellige heste når jeg blev helt rask, jeg kunne lærer hende at ride. Når min lille Ella blev født, og blev gammel nok, skulle jeg også lærer hende at ride. Mika havde næsten lært det hele nu, han var ret lærenem, og han elskede det næsten lige så meget som mig selv.

"Jo, han er utroligt smuk. Hvad ville du sige til at bo her på gården sammen med Mika og jeg, og lille Ella når hun bliver født, og hjælpe mig herude i stalden?"

Valerie spærrede øjnene op, hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde.

"Mener de virkelig det fru Gabriella, må jeg virkelig bo her hos jer?"

Jeg nikkede blidt til hende, med et venligt smil på læben. Man kunne ikke andet end at smile når man var sammen med lille Valerie, hun var som glæden selv, det uskyldige lille pus. 

"Åh hvor er jeg lykkelig fru Gabriella, jeg er sikker på at de lige har gjort mig til den lykkeligste lille pige i hele verden. Men er de virkelig sikker på at Hr. Mika ikke bliver vred over at have et barn, der ikke er hans i sit hjem?"

Hendes lykke slukkedes lidt, ved tanken om at Mika måske aldrig ville acceptere hende. Heldigvis slap jeg selv for at skulle forklare hende at Mika havde været ligeså glad for idéen som hun selv, for Mika trådte frem fra stalddørene i den anden ende af stalden.

"Ja det er hun sikker på Valerie, jeg vil meget gerne have dig til at bo med os på den store herregård, så har lille Ella også nogen at lege med, og jeg nogen til at hjælpe mig når mine bandmedlemmer bliver for frække."

Valeries øjne fik glansen igen, denne gang trillede en enkelt tårer, formodentlig af lykke, ned af hendes lille buttede kind. Valerie løb hen mod mig og gav mig et kærligt og lykkeligt kram, inden hun løb ned til Mika, og gav ham et kram på samme måde. Mika blev en anelse genert, han var ikke vant til at blive krammet af småpiger, men hans ansigt lyste hurtigt op. Som jeg efterhånden har sagt så tit, vil Mika blive den perfekte far, men man kan vel ikke rose folk for tit, kan man vel? 

Lille Valerie havde nu boet hos Mika og jeg i et par måneder nu, det var som om hun lyste hele stedet op med sin uimodståelige charme. Jeg var hurtigt blevet rask, efter Valerie flyttede ind på herregården, hos Mika og jeg. Mika var tydeligt glad for den lille pige, men man kunne ikke rigtigt være andet. Hun var en sand fryd og glæde for os alle her på gården, ikke kun Mika og jeg, men også alle dem i stutteriet, haven, for alle der arbejdede på gården for os. 

Jeg var efterhånden også tæt på fødslen, hvis lille Ella kom som forventet, var der ikke mere end en enkelt måned tilbage. Mika var ved at revne af lykke, men også af utålmodighed. Han kunne simpelthen ikke vente endnu en lang måned på at hans lille pige kom til verden, han syntes at de otte måneder han allerede havde ventet, var mere end rigeligt. Han ville have at lille Ella kom nu, han ville holde hende i sine arme for første gang, præcist som jeg ville se ham holde hende for første gang, som jeg ville se ham smile af lykke. 

Valerie glædede sig også til at lille Ella skulle melde sin ankomst, for hun ville så gerne vise hende stalden, haven og resten af gården. 

"Jeg vil vise hende hele gården, jeg vil have hende med ned til vandet og vise hende de mange små fisk der svømmer rundt dernede. Jeg vil vise hende mine mange fine dukker jeg har fået af dem fru Gabriella, og dem hr. Mika."

Vi havde fortalt hende, et utal af gangen at hun hverken skulle sige hr eller fru, at hun bare kunne kalde os Gabriella og Mika, eller mor og far, alt efter hvad hun selv ville. Men hr. og fru lød så formelt, og var der noget jeg hadede, så var det at være så formel. Den lille pige glemte det dog stadig af og til, men for det meste huskede hun det. Den første halvanden måned, havde hun kaldt os Gabriella og Mika, men en dag nede i stalden kaldte hun mig for første gang mor.

"Ih hvor er jeg altså lykkelig her hos jer mor, og far. I har været så venlige mod mig siden i fandt mig ved de store børn, nu driller de mig ikke mere, de vil meget hellere lege med mig. Men far har sagt at han ikke synes jeg skal lege med dem, for de er ikke rigtige venner for mig, når de ikke ville lege med mig inden jeg kom hertil jer."

Jeg kunne ikke skjule min lykke, eller den lille tårer der trillede ned af kinden da hun havde sagt det. Jeg havde fortalt Mika det, da han og jeg gik en aftentur i vores store have. Valerie var blevet lagt i seng, visse regler skulle hun jo have. Mika havde smilt ligeså meget som jeg selv, også han havde fået tårer i øjnene. At hun nu kaldte os for mor og far, betød at hun var faldet godt til hos os. Det var nu også det indtryk vi selv havde fået, men det var rart at få det bekræftet. 

"Det er rart at hun er faldet så godt til, nu mangler vi bare lille pigen."

Mika talte med glæde i stemmen, hans utålmodighed smittede mig, jeg var også begyndt ikke at kunne vente på at lille Ella skulle komme. Vi havde allerede gjort et børneværelse til hende klart, værelset vi havde gjort klar til hende, til at starte med, havde vi givet Valerie, så hun havde et sted at sove, og et sted hun kunne kalde sit eget. På daværende tidspunkt var der jo alligevel tre måneder til jeg skulle føde, så der var massere af tid for os til at gøre et nyt børneværelse klart til Ella. 

"Ja, hun leger godt med nogle børn fra byen, jeg har ikke rigtigt set dem før, de skulle lige være flyttet hertil, men de og deres forældre virker flinke, måske skulle vi invitere dem på middag en dag."

Mika var enig, børnene virkede hæderlige, det samme gjorde deres forældre, med hæderlige mente vi at de virkede venlige, ikke som andre adelige mente, at de skulle være adelige, for at deres børn måtte lege med dem. Mika og jeg var enige om, at både Valerie, og Ella når hun kom, skulle have lov til at lege med dem hun ville, om de var fattige eller adelige. 

Både Mika og jeg ville ikke være som de snobbede adelige, der ikke tolerede fattigdom. Mika og jeg ville hellere end gerne hjælpe så mange fattige mennesker, som vi kunne. Fattigdom for os, var værre end noget andet. For det betød at der var folk der ikke fik mad og drikke nok, og ikke kunne komme til læge. Så mange gange tilbød vi syge mennesker, at kører lægen derud, så de kunne få den tiltrængte hjælp. 

Mika lagde armen om mine skuldre, sådan gik vi resten af vores skønne aftentur. Alle sagde at vi måtte nyde den frihed vi havde nu, for når lille Ella kom, ville vi være for trætte til at kunne gå aftenture, fordi hun med garanti ville holde os vågen som de fleste små babyer gjorde. Men vi så det nu ikke som om at vi blev frarøvet os vores frihed, vi havde jo selv ønsket at blive forældre. Når man inderligt ønsker et barn, er jeg overbevist om at man er ligeglad med at blive vækket flere gange om natten, det var jeg ihvertfald sikker på at Mika og jeg ville være. Jeg vidste også at Mika ikke ville være en af de fædre der bare lagde sig på den anden side, og lod moderen stå op og ordne barnet. Mika ville med garanti bede mig lægge mig til at sove igen, de fleste af gangene, for selv at se til Ella.

 

Der var nu gået en halv måned, fødslen nærmede sig med hastige skridt, men Mika og jeg var helt rolige, vi var helt forberedte, og ventede kun på hendes ankomst nu. Valerie var en meget hjælpsom pige, min mave var jo efterhånden så stor, så jeg kunne ikke selv få sko på. Hun hjalp mig på med skoene, hjalp mig med at bære ting, hun hjalp endda Ella med vaksetøjet. Hun sagde altid når vi spurgte om hvorfor hun gjorde det, at hun ville føle at hun gav noget igen, for at vi havde taget hende til os, hun ville takke os, og kunne ikke finde på andre måder, end at være end god lille pige, og hjælpe os alle sammen så godt hun nu engang kunne. 

Vi kunne ikke få hende fra det, ikke fordi jeg ikke selv altid havde hjulpet Ella med de huslige pligter, for det havde jeg altid gjort, også da jeg var lille, der var det dog ikke Ella jeg hjalp, men vores daværende hushjælp, som desværre døde da jeg var femten, så Ella havde taget over fordi hendes forældre ikke havde råd til at sende hende i skole mere. Det betalte min far de sidste par år, for også han var modstander af fattigdom, og havde gjort alt hvad han kunne for at hjælpe hvor han kunne. Det gjorde stadig ondt at tænke på ham, men det var en hel del lettere, nu hvor Valerie var her til at løfte humøret hos os alle. Mika havde også hjulpet godt til, men til trods for min store kærlighed til ham, havde han ikke været nok for mig, til at komme ovenpå. Da Valerie kom, til gården, fik jeg den sidste grund til at rejse mig, komme op af støvet, og leve mit liv igen. Så godt som det nu engang lod sig gøre, hvilket ikke var helt dårligt.

"Mor, vil du ikke give mig undervisning igen idag? På Thunder? Jeg skal nok passe på, jeg vil gerne spørge en af staldkarlene om de vil gå rundt med mig, hvis det gøre dem mere rolig mor."

Jeg nikkede smilende, for Valerie ville jeg gøre alt, til trods for at jeg havde haft hold i ryggen det meste af dagen indtil videre. Der blev sat en stol midt på ridebanen, som der havde gjort de sidste par måneder, fordi maven havde gjort at jeg ikke kunne stå ret længe af gangen, uden at få hold i ryggen. 

Jeg fortalte hvad hun skulle få Thunder til, hvornår og hvordan. Staldkarlen der trak rundt med hende, hjalp når hun ikke selv helt kunne finde ud af det. Men Valerie var en hurtig lærer, dygtig var hun også. Til trods for at hun aldrig havde set en hest, før hun kom til gården her, havde hun hurtigt fundet ud af, hvordan en hest kunne lide man aede den, eller hvordan man omgikkedes den, uden nogen havde fortalt hende det. Hun havde en fornemmelse for dyr, som ikke mange mennesker havde, og da slet ikke i hendes alder.

Valerie havde kun redet rundt i en halv times tid, da jeg måtte sige til hende, at jeg ikke kunne undervise mere den dag. Smerterne havde taget til, så jeg nu ikke kunne holde dem ud.

"Hvis det ikke gør dem noget Gabriella, vil jeg gerne fortsætte undervisningen. Jeg går stadig ved hendes side og sørger for at der ikke sker hende noget, nu hvor hun er så ny i det hele."

Jeg nikkede, og sagde at hvis han ville, og havde tid måtte han det meget gerne. Han skulle nok få lidt ekstra i løn for det, men det ville han ikke høre tale om. 

"Det er løn nok for mig, at se den lille pige glad."

Jeg smilede venligt inden jeg vendte mig for at gå. Midt på græsplænen, op til hovedbygningen, fik jeg et jag af smerte i maven. Jeg tog mig til maven, forskrækket over hvad der skete. Jeg kunne næsten ikke gå mens det stod på, men så kom der en pause. Kort tid efter det første smertejag, mærkede jeg noget vådt og varmt ned af benet. Jeg så ned, og blev helt forskrækket. Jeg måtte skynde mig op til hovedbygningen og få fat på doktoren, for jeg havde aldrig prøvet det før, men jeg var næsten sikker på at fødselen var gået igang.

"Ella, vil du være venlig at ringe efter doktoren, jeg tror fødselen er gået igang, og så bed en hente Mika for mig."

Ella blev helt forvirret, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv, den lilel var på vej, hvilken lykke. Men hun fik taget sig sammen, hjulpet mig op på sengen, hjulpet mig i nattøjet, så jeg ikke skulle føde i min fine hverdags kjole. Så rendte hun hurtigt ned til telefonen, på vejen fik hun fat i en af de ansatte, der skulle sørge for mad til os, og sagde at han måtte finde Mika, og få ham hjem, hurtigt. 

"Jamen hvad sker der da? Er der nogen der er syge?"

Spurgte kokke lærlingen forvirret, nervøst.

"Nej, det er meget værre, Gabriella er ved at føde, så det skal gå stærkt." 

Kokke lærlingen fik hurtigt tankerne igen, og fløj ud af dørene, ned mod den største stald, af de to vi havde, fordi han havde hørt at Mika var i færd med at reparere en ødelagt boks.

"Hr. Mika? Hr. Mika?"

Mika stak hovedet op over boksdøren, og spurgte hvad der skete siden kokke lærlingen var så forpustet. 

"Jeg er blevet bedt om at hente dem, for Gabriellas fødsel skulle være gået igang."

Mika smed straks hvad han havde i hænderne, og fløj afsted mod hovedbygningen. På vej op til soveværelset hvor jeg befandt mig, stødte han bogstaveligt ind i Ella. De fulgtes resten af vejen, for at støtte hinanden, og fordi de jo begge alligevel var på vej derop. 

Jeg lå med hvad jeg nu var sikker på, var en ve, da de bankede på døren. Mika satte sig hurtigt op i sengen, ved siden af mig, for at holde om mig, og vise at han var der for mig. Han rystede mere end jeg selv gjorde, hvilket jeg syntes var underligt, det var jo mig med veerne. Men jeg vidste at han var nervøs, af mig og ham, var jeg næsten sikker på at han var mere nervøs end mig. 

Lægen bankede forsigtigt på døren, og trådte ind da jeg Ella havde åbnet den. 

"Hvad er det jeg høre Gabriella, skal de allerede føde, der er da ellers en halv måned tilbage, nåh, men det sker der nu ikke noget ved, lille Ella mener hun er helt klar nu. Så vi kan ikke vente, hendes krop er også helt udviklet nu, så det var sådan set kun størrelsen der skulle blive lidt større."

Han snakkede beroligende til mig og Mika, imens han undersøgte mig. Jeg faldt straks til ro efter hans ankomst, for nu vidste jeg at jeg var i gode hænder, at der var en til at hjælpe mig hvis det gik galt. 

Det blev eftermiddag, det blev aften, og det blev nat. Klokken blev over tolv om natten, før lille Ella endelig kom til verdenen. Mika havde været lige ved at besvime, da han fik rakt hende over til sig. Han havde spændt sådan i kroppen, af nervøsitet, og fordi han var spændt på at skulle møde sin datter for første gang. Lægen havde talt beroligende til ham igen, så han undgik at besvime, men det var også kun med nød og næppe at han ikke gjorde det. 

Jeg var træt efter fødslen, som de fleste mødre nok blev det. Men jeg havde siddet med hende et par gange allerede, nu var jeg blevet så træt, at jeg var ved at falde i søvn da jeg sad med hende. Jeg bemærkede næsten ikke, at Mika tog hende forsigtigt ud af mine arme, så jeg kunne få lov til at sove lidt. Han kyssede mig blidt på panden, men det bemærkede jeg på ingen måde, der var jeg allerede faldet i en dyb søvn. 

Jeg vågnede et kort øjeblik lidt senere på aftenen, da sad Mika satdig med Ella i armene, han var dog selv faldet i søvn, det var hun nu også. Jeg kunne ikke lade være med at smile, Mika der havde sin lille pige i armene. Selv i søvne kunne man se hans lykke, den var ikke til at slukke for, men hvorfor skulle man også det? Han fortjente lykken, han fortjente en at kunne forkæle, og kalde sin lille pige.

 

Dagen efter fik vi besøg af lille Valerie der havde glædet sig noget så frygteligt til at se sin "lillesøster", hun fik lov til at sidde på en stol, så hun kunne holde Ella. Mika tog et billed af de to piger, som han ville lægge på sin fan side. Han ville vise hele verden hans to piger, han ville vise hvor stolt han var over dem begge. Også selvom Valerie ikke var hans rigtige datter, var den faderlige følelse der. 

"Ih hvor er hun fin, tror i hun snart kan lege med dukker med mig?"

Havde Valerie spurgt noget så sødt og uskyldigt, Mika og jeg trak på smilebåndet, da vi måtte fortælle hende, at der lige ville gå et par år, før Ella kunne lege med dukker. Valerie så lidt skuffet ud, men lyste lykkeligt op igen, da hun fik at vide at hun gerne måtte holde hende.

Bagefter havde Valerie stolt løbet rundt til alle de ansatte på gården, og fortalt hvor yndig hendes lillesøster var. Hun fortalte da også at hun havde holdt hende, og som Mika og jeg, kunne gårdens ansatte ikke lade være med at trække på smilebåndet. Nogle sagde endda, at der sandelig var kommet liv og glæde på gården igen, nu hvor lille Valerie var kommet hertil. Selvfølgelig mente de også at vi alle var blevet glade for lille Ella allerede, de fleste havde nemlig allerede set hende.

 

Valerie blev nu undervist hver dag af en staldkarl, han hyggede sig sådan med det, og nød at se Valeries ansigt lyse op, når hun uden hjælp kunne få Thunder til at gøre som hun ville have. Hun var god ved Thunder, og han ved hende. Så Mika og jeg havde snakket om, at forære hende ham. Men ikke før hun kunne ride ham helt, hun skulle vise at hun virkelig gerne ville ham, selvom vi egentligt ikke var i tvivl. Når hun havde haft en ridetime, kom hun altid stolt op og fortalte os hvordan det var gået. Det var nu to dage siden jeg havde født lille Ella, så jeg var begyndt at gå lidt rundt. Idag havde jeg oven i købet fået at vide at jeg selv måtte bade begge pigerne, jeg nød det. Til trods for at begge piger kun havde været en kort tid i mit liv, elskede jeg intet højere end dem. 

Mika skulle først på sin næste tour om et halvt år, men var allerede begyndt at øve til den, fordi han ville have et par nye sange med. Han havde skrevet en sang til Valerie, og en til Ella. Det var den måde, han følte at han viste verden sin lykke over dem. Valeries sang havde han skrevet for en måneds tid siden, Ellas var han begyndt på i sit hoved, den nat hun blev født. Den var allerede klar, eller ihvertfald så godt som. Han manglede kun de sidste toner, så lød det perfekt. Han tog tit Valerie med ned i det hjemmelavede studie, som var blevet indrettet nede i det lille hus, der havde været vores første fælles hus.

Ind i mellem fik Valerie lov til at synge sammen med Mika, eller spille på trommerne. Også her var hun utroligt hurtig til at lærer, det var utroligt hvad den lille pige ikke kunne lærer. Til trods for at hun ikke havde gået i skole endnu eller noget, kunne hun allerede skrive alle vores navne, og nogle af de ansattes. 

De ansatte var mindst ligeså stolte af Valerie som Mika og jeg var, når vi ikke kunne finde hende, havde de taget hende med på en hestevogns tur til byen, eller bare med ud på den lille sø for at fiske. Altid udenfor deres arbejdstid, ind i mellem tilbød vi ekstra løn for at underholde hende, men det ville ingen af dem høre tale om. De gjorde det fordi de havde lyst, ikke for at tjene flere penge.

En ting var helt sikkert, Mika, Ella, Valerie og jeg, skulle helt sikkert nok blive en alletiders, lykkelig familie. Vi var det jo allerede, så hvad kunne gå galt? Mika og jeg snakkede allerede om det næste barn, men var begge enige om, at der skulle gå et par år før vi fik det. 

I byen blev vi omtalt som den lykkeligste lille familie folk kendte, vi havde hørt en kvinde hviske til sin veninde, "Se, der går den vidunderlige familie, ja bare man kunne være som dem". Det gjorde mig stolt, at folk så mig som en god mor, og Mika som en god far. Men vi gjorde nu kun hvad vi kunne, men det var åbenbart nok for at folk ønskede sig en familie som vores. Vi kunne ikke modsige dem, havde vi været dem, og set på vores familie, havde vi også ønsket det. 

Vi kunne ikke ønske mere end det vi havde, al den kærlighed, al den lykke. Det var som at leve i en drøm, men dette var ikke en drøm, det var virkelighed.

_______

Så blev Forever together færdig, håber i kunne lide den :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...