Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
576Visninger
AA

14. Kapitel 14

Jeg havde nu været ude af sengen i to dage, men jeg havde det på ingen måde bedre. Jeg følte mig som en forfærdelig datter, jeg havde ikke engang været med til min egen fars begravelse, fordi jeg havde været sengeliggende, og lægen ikke mente at jeg ville kunne klare det. Det kunne jeg heller ikke, men jeg følte alligevel at det havde været min pligt at deltage, for at mindes min far. Men det kunne jeg ikke, og det måtte jeg leve med. 

Jeg kunne komme længere og længere ned mod staldene, det sted jeg altid havde elsket allerhøjest. Mine muskler var begyndt at komme tilbage, og jeg sad ude længere og længere tid. Jeg spiste også mere, mest for Mika og Ellas skyld, for jeg havde stadig ikke den store appetit. Min far kom jo ikke til at se lille Ella, det barnebarn han havde glædet sig så enormt meget til at se. 

"Her, jeg tænkte at du nok godt kunne bruge en is i denne varme."

Jeg kiggede op på Mika, og smilede til ham. For ham ville jeg gøre alt hvad der stod i min magt, for at gøre ham glad. Hvis jeg ikke havde det godt, havde han det heller ikke godt. Han satte sig ved siden af mig, vi kiggede ud over foldene, hvor de mange heste jeg nu ejede, gik. Jeg havde arvet hele stutteriet efter min mor, der dog havde sagt at jeg ikke skulle have det før jeg var blevet gift. Gården havde jeg arvet efter min far, og han havde skrevet at jeg først skulle flytte fra den lille hytte, når jeg selv ville. Han havde fornyet sit testamente, den dag han fik at vide at jeg var blevet bortført. Det var kommet som et chok for os alle, at han døde så pludseligt. Men som lægen sagde, min bortførelse måtte have taget hårdere på ham, end han havde givet udtryk for. Det måtte jeg give lægen ret i, for min far havde altid gjort hvad han kunne for at skjule hvis der var noget galt med ham. 

"Det er et dejligt vejr, man bliver i godt humør."

Mika smilede over mod mig, det var først her de sidste par dage at jeg var begyndt at se positivt på tingene igen. Jeg var så småt på vej tilbage til den gamle jeg, men det gik meget langsomt. Men som Mika sagde, lige meget hvor lang tid det tog, ville han stå ved min side, for selvom det gik langsomt, gik det i det mindste fremad. 

Mika satte sig bag mig, og jeg lænede mig ind til ham, som jeg havde gjort så mange gange før. Det eneste vi ventede på nu, var lille Ella. Men det varede ikke mere end omkring to måneder før hun, efter hvad jordmoderen havde fortalt, ville melde sin ankomst. Men som jordmoderen sagde, var det ikke altid sikkert at de kom den dato de gav en, måske kom de lidt før, eller lidt efter, det kunne man aldrig helt regne med. 

"Skal vi ikke spænde hestevognen for en af hestene i aften, og så køre en dejlig aftentur?"

Mika nikkede hurtigt, når der endelig var noget jeg ville, ville han ikke sige nej, eller skubbe det til en anden dag. Så ville han hellere rykke sine egne planer, så han kunne være sammen med mig, og få mit humør op. 

"Jo, det kan vi godt miss Mika. Hvor er det skønt at se dig få det en anelse bedre, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre hvis der skete dig noget igen min elskede."

"Hvad skulle der også ske mig? Jeg har været en hel del igennem, jeg tror ikke der er planer for at jeg skal mere igennem, og ellers klare jeg også det. For din skyld Mika."

Han kiggede lidt på mig, smilede en smule vemodigt.

"Du skal ikke kun gøre det for min skyld, du skal også gøre det for din egen, og for lille Ellas skyld."

Jeg nikkede, og sagde at jeg allermest havde lyst til at blive mig selv igen, det ville min far havde ønsket. Han nikkede, og sagde at det var han også helt sikker på at min far ville have. Siden min mor døde, havde jeg sådan set bare ventet på at min far døde, jeg ved at det lød hårdt, men det havde jeg. For min mor og far havde det så godt sammen, næsten ligeså godt som Mika og jeg. Så derfor faldt det mig naturligt, at han ville følge hende ikke alt for lang tid efter. Men han havde ventet til jeg var blevet gift, og han havde ventet til han fik at vide at han skulle være morfar. Og da jeg blev kidnappet, havde han ventet, for at se mig komme tilbage i live igen. Lægen sagde, at det udelukkende var af bekymring for mig at han havde holdt i de lidt over to år, min mor havde været død, og at han nu havde forladt os, fordi han vidste at Mika ville passe godt på mig. Jeg kunne jo ikke vide om det var rigtigt, men det var meget sandsynligt at det var sådan det hele hang sammen. For efter min mors død, havde jeg ikke været den samme. Efter jeg havde mødt Mika, og forelsket mig i ham, var jeg tæt på at være den helt samme som jeg var inden hendes død. Så han vidste at med Mika, ville jeg altid have det godt. Han vidste at han kunne stole på, at Mika ville give mig det bedste i livet, og forsøge at skåne mig for livets hårde tider, så godt som han kunne. Og så godt som han selv, og min mor havde forsøgt på, derfor havde han givet slip. 

Det blev aften, Mika havde spurgt en af staldkarlene om han ville være så venlig at gøre hestevognen klar, og da han hørte at det var mig selv der ville afsted, var han ikke i tvivl om at han med mere end glæde ville gøre det.

"Alt for at få den gode gamle Gabriella tilbage."

Som de alle sagde, alle dem der arbejde på gården, havde kendt mig det meste af mit liv, og derfor følte de at de havde pligt til at hjælpe mig så godt de kunne, når de kunne. Jeg følte mig som en pestilens for de andre, men den tanke glemt jeg for det meste hurtigt igen, for de fik mig altid overbevist om, at hvis de ikke havde villet gøre tingene, havde de heller ikke gjort det. 

"Skal jeg tage med som kusk, fru Gabriella?"

Jeg rystede på hovedet, og sagde at jeg gerne selv ville styre de to heste, og hvis jeg blev for træt, havde jeg lært Mika hvordan man gjorde. Han nikkede, og trak sig tilbage, da han havde hjulpet Mika med at få mig op. Jeg havde stadig ikke så mange kræfter, men som tideligere nævnt, kom kræfterne langsomt tilbage. Lægen havde fortalt Mika, at det ville tage en del tid, før jeg var helt mig selv igen, fordi jeg havde haft en voldsom depression. Også der havde Mika sagt, at uanset hvor længe det ville tage, ville han stå der ved min side, og hjælpe mig så godt han kunne.

"Godt Mika, for hun får brug for al den støtte og kærlighed, hun kan få. Både af dig og alle de andre omkring sig, men allermest af dig."

Mika havde nikket, og lovet at han aldrig ville forlade mig, at han altid ville være der når jeg havde brug for ham. Det var han også, men ind i mellem måtte jeg sige til ham, at han skulle tage ud og lave nogle af alle de ting jeg vidste han holdt så meget af, så jeg også kunne være sammen med Ella lidt. For jeg ville ikke være den der holdt ham tilbage fra at gøre hvad han ville, og jeg vidste, at hvis ens mand ikke havde frihed til at gøre nogle af de ting han gerne ville, ville han hurtigt blive træt af sin kone. Og jeg ville ikke have at Mika blev træt af mig, eller jeg af ham. Han var min bedsteven, min kæreste, min mand og min soulmate. Ingen kunne ønske sig mere end det jeg havde med Mika, ingen. 

Jeg satte hestene igang i skridt, samtidig med at jeg styrrede hestene, så jeg mig omkring. Jeg havde ikke set gårdens mange smukke marker, enge og skove, efter jeg kom hjem. Da jeg havde været sengeliggende lige siden, på grund af min fars død, den dag vi kom hjem fra touren. Jeg sugede det gode vejr til mig, alle fuglenes vidunderlige sang, duftene, alt tog jeg til mig. Jeg havde savnet alle naturens vidunderlige ting. 

"Skal jeg tage over lidt, så du kan se dig omkring?"

Jeg nikkede og gav ham tøjlerne, jeg kunne ikke koncentrere mig om mine omgivelser, hvis jeg også skulle styre hestene. Jeg så mig omkring, så en masse af skovens små beboere rende rundt i skovens tætte bund. Hørte hvordan egernet rendte rundt op og ned af træets snoede grene. Langt væk hørte jeg endda en rådyr mor, kalde på sit lille lam. Jeg elskede foråret, jeg elskede at vide, at sommeren var der om en uges tid. For første gang i flere uger, elskede jeg alt omkring mig, jeg følte mig glad, fri og lykkelig igen. 

Jeg smilede, lænede mig tilbage, og lod solens stråler ramme mig med sin vidunderlige varme. Jeg kunne ikke se det, men jeg fornemmede at Mika så hen på mig, ud af øjekrogen, og smilede af mig. For første gang i flere uger, smilede han af glæde. Han havde haft grund til mange smil, men han havde ikke haft det på samme måde, for jeg havde det ikke godt, så havde han det heller ikke godt. 

Vi gjorde et hold ved den smukke strand, der lå mindre end to kilometer fra vores gård. Der var stadig en masse unge mennesker ude og bade, men så snart de så Mika og jeg, kom de hen for at hilse, og se om de ikke kunne få en autograf. Som altid gav Mika sine fans en autograf, og satte sig til at snakke lidt med dem. En lille pige, på omkring fem, måske seks år, sad helt for sig selv et stykke henne ad stranden. Jeg rejste mig forsigtigt op, og hoppede på en underlig måde ned af vognen. Mika stoppede sin snak med sine fans, og betragtede mig, for at være sikker på at jeg ikke faldt. Men jeg gik med langsomme skridt hen imod den lille pige. 

"Hej, hvorfor sidder du helt alene?"

Hun kiggede sørgmodigt op imod mig, med tårer trillende ned af kinderne.

"De andre vil ikke lege med mig, fordi mine forældre har forladt mig."

Jeg så målløs på den lille pige, havde jeg virkelig hørt rigtigt?

"Det har dine forældre da ikke, de er sikkert bare ude og handle, eller gå en tur?"

Foreslog jeg, men den lille pige rystede sørgmodigt på hovedet.

"Nej, for det er over en uge siden de gik, og ikke kom tilbage. De har sat denne lille seddel på mig mens jeg lå og sov, men jeg ved ikke hvad der står på den."

Hendes små hænder, rakte mig et lille stykke papir. Jeg læste hvad der stod, og kiggede i forfærdet på den lille pige. Hun havde ret, de havde forladt hende, men for hendes eget bedste. På sedlen stod der, at folk der mødte hende måtte hjælpe hende, med at finde et godt hjem, for de kunne ikke forsørge hende, og de ville ikke byde hende et liv i fattigdom. Der stod også en anden grund til at de havde forladt hende, der stod nemlig at de havde forladt hende, imens de selv stadig var i live, så hun havde et håb om at de ville komme hjem til hende igen. Men at de begge var dødeligt syge, og derfor var rejst fra hende, så hun ikke skulle tynges med sorgen over deres død. Jeg fik helt ondt af den lille pige, jeg kiggede over mod Mika, der stadig betragtede mig, men dog var begyndt at snakke med sine fans igen. Da han så mit ansigts udtryk, sagde han til sine fans, af unge mennesker, og små børn, at han lige måtte gå over til mig. Han satte hestene til at gå hen til mig og den lille pige, for så at stå af og komme ned ved siden af mig. 

"Prøv at læs dette."

En tårer trillede ned af min kind, imens jeg spurgte den lille pige hvad hun hed. 

"Jeg hedder Valerie frue."

Jeg kiggede på hende, hun begyndte at græde igen, så jeg rakte armene frem mod hende, og tog hende tæt ind til mig, da hun hoppede ind i min favn uden tøven. Den lille pige havde virkelig ingen at gå til, der var ingen der havde taget sig tid til at lytte til hendes historie. Der var ingen der havde taget sig tid til at hjælpe hende, hun havde sikkert heller ikke fået meget at spise den sidste uges tid.

"Hvad har du fået at spise, imens dine forældre har været væk?"

Hun fortalte mig at hun havde fundet nogle få bær inde i skoven, men at der ikke var så mange, og at hun allerede havde spist dem alle sammen. Jeg nikkede, og så kort på Mika, der også nikkede.

"Hvad siger du til at komme med os hjem, og få noget ordenligt mad, og et dejligt bad?"

Hun så sig lidt omkring, og fæstnede sit blik ved et træ. Jeg kiggede i samme retning, og så den sødeste lille hvalp.

"Er det din?"

Hun nikkede, og jeg sagde at hun skulle hente den, så den også kunne komme med. Hun lyste helt op, og løb hen efter den lille hvalp, der ikke kunne være mere end ti uger. Mika hjalp først mig op i vognen, så jeg kunne tage imod Valerie, og den lille hvalp. På hjem turen holdt jeg hende tæt ind til mig, Mika havde den lille hvalp på skødet.

"Det er en meget fin lille hund du har dig, hvad hedder den?"

Spurgte han kærligt. Valerie sagde at den ikke havde noget navn endnu, fordi hun ikke kunne vælge imellem to navne hun syntes passede godt til den. Men mest fordi hun ikke vidste om det var en han eller hun. Mika løftede hurtigt hvalpen, og konkluderede at det var en lille han. 

"Jamen så skal han jo hedde Buller!"

Hun lyste igen helt op, og Mika og jeg kunne ikke lade være med at grine lavt af hende. Valerie så spændt på hestene, gispede hver gang en svag brise tog fat i deres manker. 

"Jeg har aldrig set heste før, jeg har aldrig siddet i en hestevogn, jeg har altid kun hørt om dem. Jeg har altid fået at vide hvor magiske de så ud, men i virkeligheden er de meget mere magiske end hvad jeg har hørt."

Mika og jeg kunne ikke lade være med at smile af den lille pige, det var tydeligt at hun var imponeret. Jeg kunne næsten ikke vente til vi nåede den store gård, jeg kunne ikke vente med at se hendes ansigtsudtryk, når hun fik øje på gården, og de to store stalde. Jeg glædede mig til at vise hende rundt. Jeg måtte snakke med Mika, vi skulle have lille Ella, men til trods for at vi kun lig havde fundet Valerie, følte jeg, at vi blev nød til at tage hende til os, som var hun vores egen. Der var ingen andre der ville hjælpe hende, der var ingen andre der ville tage sig af hende. Hun havde kun mig og Mika, og jeg håbede inderligt at han tænkte på samme måde, som jeg gjorde.

Som forventet, var hun ved at springes af glæde, lykke og en masse andre følelser jeg aldrig havde set hos så lille en pige. En af staldkarlene, der havde gjort vognen klar til os, tidligere på aftenen, spurgte om han måtte vise den lille pige rundt, hvis han altså måtte for hende. Jeg nikkede, og Valerie gik med staldkarlen ned til staldene. 

"Mika?"

Han nikkede, men tog ikke det smilende blik fra Valerie, der glad fulgte efter vores staldkarl. 

"Du må ikke svare med det samme, du skal tænke over det."

Han nikkede igen, men rettede denne gang blikket mod mig. Han så bekymrende på mig, men blikket lysnede op så snart jeg havde sagt hvad jeg ville. Hvad der lå mig på sinde, og havde gjort hele turen hjem til gården.

"Kan hun ikke bo hos os? Kan vi ikke adoptere hende?"

Mika så lidt på mig, tog mig i sine arme.

"Er du sikker på at du kan klare det, jeg mener, nu hvor du venter lille Ella?"

Jeg nikkede, og sagde at vi var Valeries eneste håb om en familie nu. At der ikke var andre der ville hjælpe hende, hun var for skrøbelig til at klare sig selv, og alt for lille. 

"Jamen, så synes jeg hun skal bo her. Sammen med os, men du ved vel at det så betyder, at vi må flytte ind i hovedbygningen, ikke?"

Jeg nikkede, det vidste jeg. Men som jeg sagde til ham, det ville vi alligevel blive nød til når lille Ella kom til verdenen. 

"Godt, vil du sige det til hende, eller skal jeg?"

"Det er nok bedst at jeg gør det, jeg fortæller hende det når hun er i badekarret. Jeg spørger om hun vil bo her, for hvis hun ikke vil, skal vi ikke tvinge hende."

Han nikkede, og sagde at det lød som en god idé. Jeg bevægede mig ned mod stalden, med mine langsomme skridt. Mika fulgte med et kort stykke bag mig, men sagde ingenting. Han var der blot hvis jeg pludselig ikke kunne gå længere, eller hvis jeg kolapsede. Jeg følte mig ikke svag på nogen måde mere, tværtimod, følte jeg mig stærk. Nok mest fordi jeg vidste at lille Valerie havde brug for mig. Præcist som lille Ella ville få brug for mig, når hun nåede den alder. Jeg måtte, og skulle være stærk. Jeg ville være stærk, så jeg kunne være der for dem der havde allermest brug for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...