Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
555Visninger
AA

13. Kapitel 13

Jeg lå i sengen ved siden af ham, så på at han sov. Det var efterhånden noget tid siden at jeg vågnede fra at være besvimet, og siden havde jeg ligget og betragtet min elskede mand, jeg ikke havde set i et par dage. Et par frygtelige dage, hvor han ikke vidste hvordan jeg havde det, og omvendt. Hvor jeg levede i frygt for at min kidnapper ville skade Mika, men heldigvis var han ikke interesseret i Mika. 

Mika slog langsomt øjnene op, vendte straks hovedet mod mig, og et vidunderligt smil bredte sig om hans læber. Et smil jeg havde savnet i det mørke rum, et smil der altid fik mig til at føle mig svag. Men på en vidunderlig måde, en måde hvorpå jeg vidste, at jeg ikke elskede nogen eller noget højere end jeg elskede ham. 

"Miss Mika, du er vågen!" 

Jeg smilede og nikkede, han forsøgte at rejse sig, men lagde sig ned igen da han så alle de mange slanger der var forbundet til ham. Han fejlede ikke noget, han fik bare væske, fordi han var i undertal.

"Bliv liggende Mika, jeg har det fint." 

Han nikkede, og kiggede undrende på de mange slanger han havde om sig. Jeg trak forsigtigt i snoren, så der kom en sygeplejerske ind.

"Er der noget jeg kan hjælpe jer med?" 

Jeg nikkede og spurgte om hun kunne komme med noget mad til mig og min mand, hun nikkede og gik ud efter det. Siden jeg vågnede havde alle sygeplejerskerne været så søde mod mig, de havde endda ladt Mika være på samme stue som mig, fordi han havde spurgt. Jeg vidste ikke om de havde gjort det fordi han var berømt, eller om det var fordi de vidste at de ikke kunne få lov til at tilse ham, og behandle ham hvis han ikke hele tiden kunne se mig. Han følte at han havde svigtet mig, fordi han ikke mente han havde beskyttet mig nok.

"Undskyld miss Mika, for at jeg ikke passede ordenligt på dig. Men jeg har øget antallet af vagter, og du får din personelige bodyguard. Der skal aldrig ske dig eller lille Ella noget igen! Det lover jeg dig."

Jeg nikkede bare smilende til ham, som jeg altid gjorde for at brolige ham. Han sank lidt tilbage i sengen, men tog ikke øjnene fra mig. Sygeplejersken kom ind igen, med mad til os begge. 

"Hvordan går det frue?" 

Jeg fortalte at jeg havde det fint, og at maven også havde det fint. Hun smilede, spurgte Mika om hvordan han havde det, han sagde at det eneste der var galt med ham, var at han manglede at få lov til at give sin kone et kram.

"Det må de vente lidt endnu med hr. de skal have noget at spise først."

Mika lod som om at han måtte overgive sig, for en stor fjende. Han spiste maden, og da jeg var færdig, kom han hen til mig. Lagde sig op til mig, og tog mig tæt ind til sig. Jeg så kidnapperen rive mit tøj af, igen og igen, og måtte kæmpe for ikke at rive mig fri af Mika´s arme. Jeg kunne ikke overbevise mig selv om, at det var Mika der holdt om mig. At jeg var fri, at jeg var sammen med den mand jeg elskede overalt på jorden igen, og aldrig skulle væk fra igen. 

 

Mika og jeg var kun indlagt i to dage, før vi måtte komme hjem. Mika havde allerede været klar samme dag, men han ville ikke forlade min side. Han ville være sikker på at der ikke kom nogen til mig, der ikke skulle komme. 

Han tog til koncert samme aften som vi kom ud om dagen, efter jeg havde overtalt ham. Jeg lovede at gå med ham, være ved siden af ham hele tiden. 

"Men Gabriella, tror du ikke du skal slappe af?"

Jeg nikkede og sagde, at det gjorde jeg når jeg så hans koncerter. Til sidst fik jeg at vide at min bodyguard var kommet, og at jeg kunne sidde bagerst på scenen med ham tæt på mig. For at gøre Mika glad, og mindre bekymret, sagde jeg okay. Jeg skulle stadig synge en sang, men det vidste Mika ikke. Det var en sang Chris og jeg havde arbejdet på i hemmelighed, vi skulle have øvet på den, når Chris kom tilbage fra wc´et den dag jeg blev kidnappet. Men det kunne vi jo af gode grunde ikke komme til, jeg så stadig galningen for mig igen og igen, men jeg skjulte det for Mika. Han skulle ikke blive bekymret for mig. Inden i, var jeg ved at smuldre. Men jo mere tid jeg tilbragte med Mika, jo mere samlede min krop sig sammen igen. 

Jeg mærkede modet, stoltheden og friheden ved at se Mika stå på scenen. Han havde måttet aflyse nogle koncerter på grund af mig, men nu var jeg hos ham, og han hos mig. Nu skulle alting nok blive godt, nu skulle vi bare vente på at lille Ella kom til verdenen. 

Jeg havde skrevet til min far at jeg havde det godt, og at touren snart var slut. At vi snart kom hjem til ham, Ella og Flower Point. Jeg glædede mig til at se den store gård igen, til at høre de mange hestes vrinsken nede fra stutteriet. Jeg glædede mig til at komme hjem, men samtidig følte jeg en lille smule sørgmodighed over at touren snart var forbi. Jeg elskede at være på farten med Mika og de andre, det ville ændre sig en hel del når lille Ella kom til verden. For man kan ikke rejse meget med et lille spædbarn. Mika ville stadig skulle spille koncerter, men han ville ikke spille så mange det første år. Han ville være hos mig og lille Ella. 

Chris nikkede til mig, og så til de andre bandmedlemmer, der begyndte at spille min sang. Mika vendte sig undrende om, men sagde og gjorde ikke noget da han fandt ud af at jeg skulle synge. Jeg gik frem på scenen, gik igang med sangen, og gik rundt som alle sangere gjorde. Jeg følte mig som en rigtig sanger, jeg nød det. Alle kiggede op på mig, klappede, smilede og var vidunderlige. Mika havde ret i at hans fans var fantastiske, men jeg var sikker på at når jeg gik igang selv også, ville jeg også få en masse vidunderlige fans. 

Jeg kiggede hen mod Mika, og så en tårer trille langsomt ned ad kinden. Inden i havde jeg det vidunderligt i dette øjeblik, at se Mika være bevæget over at jeg sang igen var mere end guld værd. 

Jeg tog hans hånd i min, så ham dybt ind i øjnene da jeg sang de sidste linjer. Publikum, fans og alle der var i den store koncertsal, klappede hujede og jublede. Jeg følte mig fri, jeg følte mig lykkelig igen. I det sekund var jeg hel igen, alt med kidnapningen forsvandt som dug for solen, for aldrig at vende tilbage til mig. Jeg havde ikke mareridt efter den aften, jeg var mig selv, jeg var den gode gamle Gabriella som Mika elskede så højt. Den gamle Gabriella, som Mika ikke var så bekymret mere. 

 

De kommende måneder gik stærkt. Vi skulle hjem til gården nu. Jeg var nu syv måneder henne, og maven var efterhånden stor. Men den voksede stadig, og Mika kunne tilbringe flere timer med at ligge og nusse min mave, og tale til Ella igennem den. Han ville være sikker på at hun kunne genkende hans stemme når hun kom ud, han ville være sikker på at hun følte sig tryg hos ham. 

Min far kom bekymret, stolt og glad os i møde, da han så bussen kører ned af indkørslen. Han var stadig bekymret for at jeg havde været kidnappet, hvor han kun kunne sidde herhjemme og håbe og bede til at jeg snart ville blive fundet. Jeg mærkede et stik i hjertet da jeg så ham, han så ud til at have ældes i den tid jeg ikke havde været hos ham. Bekymringerne havde sat sine præg på ham, og det bekymrede mig. Jeg vidste at min far snart var oppe i årene, men jeg ville ikke kunne bære at miste ham, ikke nu. Han skulle se Ella vokse op, måske det hjalp nu vi var hjemme, og blev her. Mika havde kun et par enkelte koncerter ind i mellem, de næste to måneder. Men det var tæt på hjemme, så han hurtigt kunne komme hvis jeg pludselig skulle føde. 

Som tiden til fødslen nærmede sig, blev Mika mere og mere urolig hver gang han gik fra mig.

"Mika, jeg skal nok få fat på dig, der sker ikke noget!" 

Jeg måtte ind i mellem skubbe ham ud af døren, for ellers havde han aflyst alle aftaler, og blevet hjemme hos mig. Det gjorde ondt at måtte gøre sådan mod ham, men det blev jeg nød til. Jeg ville ikke være den der ødelagde hans karriere, jeg ville ikke være den der holdt ham tilbage fra sine fans.

"Miss Mika, lov mig at du passer på dig selv mens jeg er væk. Og du må ikke på noget tidspunkt gå alene!"

Jeg lovede det samme hver gang, og fik ham skubbet op i bussen. Jeg vendte mig altid hurtigt væk når bussen satte igang, for Mika kiggede altid ud af vinduerne efter mig, og så han mine tårer ville han hoppe ud og komme tilbage til mig. Jeg græd aldrig fordi jeg ikke ville have at han kørte, men fordi jeg måtte presse ham ud i det, fordi han ikke ville væk fra mig. Det gjorde ondt, og jeg følte hver gang at jeg måtte skubbe ham længere og længere væk fra ham. Jeg kunne kun håbe at det ville gå over når lille Ella kom, for ellers ville Mika aldrig blive den samme gode gamle Mika, den Mika jeg faldt så pladask for ved første øjekast. 

Ind i mellem var jeg alvorligt bange for, at den gamle Mika aldrig ville komme tilbage. At fra nu af ville det være den bekymrede og næsten aldrig glade Mika, at det var den Mika jeg skulle dele resten af mit liv med. Det var det der fik tårerne til at trille hver gang. 

"Hvor er det godt at se jer igen min lille pige, jeg har været så urolig." 

Min løb hen til mig, omfavnede mig så jeg troede at han var ude på at klemme livet ud af mig. Men som han selv sagde, havde han jo bare været bekymret. Og hvilken forælder ville ikke blive bekymret når deres barn var blevet kidnappet, og de ikke kunne gøre andet end at sidde og vente på at det blev fundet. Det bekymrede mig stadig at min far pludselig så, så gammel ud. Han var trods alt kun femogfyrre, så han havde mange år endnu. Jeg måtte spørg Ella om hun vidste noget, hvis min far ikke fortalte mig noget indenfor de næste par dage.

"Bare rolig far, vi bliver hjemme nu." 

Han nikkede og tog fat i mine tasker, han forsøgte at skjule det, men jeg så hvordan hans ansigt trak sig sammen da han løftede den første. Jeg nikkede til Mika der også havde set det, og straks sagde han at han nok skulle tage alle kufferterne, så min far kunne vise mig rundt nede i staldene. Min far plejer ikke at gå med til et sådant forslag så hurtigt, men det gjorde han denne gang, endnu en ting der bekymrede mig.

"Ja, jeg er jo også ved at være for gammel til den slags."

Grinede han, jeg forsøgte at grine også, men det lød ikke rigtigt.

"Så hvordan går det med dig min pige?" 

Jeg sagde at jeg havde det helt fint, at jeg dog bare gerne ville have lille Ella ud snart, for hun var begyndt at veje en hel del efterhånden. 

"Ja, heromkring i graviditeten var din mor også ved at blive utålmodig. Hun glædede sig sådan til at du kom til verden." 

Jeg nikkede, jeg vidste at det smertede min far ligeså meget som jeg, når han talte om min afdøde mor. Jeg begyndte at snakke om haven, om hvor smuk jeg synes den var blevet efterhånden.

"Ja, du ved jo at hr. Sørensen gør et stort arbejde ud af haven." 

Jeg nikkede, det vidste jeg at han gjorde.

"Hvordan går det med dig far?"

Jeg kiggede over på ham, hans ansigt skiftede udtryk.

"Jeg har det fint, jeg er som jeg var inden i tog afsted."

Jeg stoppede op og kiggede lidt på ham, men han blev ved med at forsikre mig om at han havde det fint. Mine insinuationer sagde bare noget andet, de sagde at der var et eller andet galt, men hvis jeg ville vide hvad det var, måtte jeg snakke med Ella om det. For min far ville ikke sige det til mig, hvorfor vidste jeg ikke. Jeg havde altid været hans lille pige, og hvis der var noget galt, gjorde han alt for at jeg ikke så det. 

Vi gik videre mod staldene, som efterhånden var en hård tur, men jeg bar jo også på et andet lille menneske. Hestene vrinskede mig som altid i møde, jeg gik direkte hen til Flower Points boks. Den vidunderlige hoppe der engang havde været min mors, gik helt hen til lågen. Der var et lille hul i lågen, omkring hvor min mave var, og Flower Point lagde blidt mulen mod bulen på min mave, og prustede venligt. Jeg var sikker på at hun vidste hvad der var i min mave, hun havde jo også selv fået sig nogle føl op gennem årene. Vi havde ikke avlet på hende de sidste to år, fordi vi mente at hun ikke skulle belastes, hun skulle ikke slides på den måde. Hun skulle blive en gammel hest, der først skulle herfra, når hun selv døde, eller når det var synd at holde hende i live. Forhåbentlig var der endnu mange år tilbage i hende, men det er vi ikke selv herre over, så det var ikke til at vide om vi ville have hende i mange år, få år, eller blot måneder. 

De andre heste hilste også venligt på mig, i øjeblikket havde vi næsten kun hopper i staldene, fordi vores hingste var lånt ud til beddækninger. Men snart ville der være helt fyldt i begge staldene igen, og snart ville de første føl vrinsk kunne høres i staldenes gange. 

Det var en fantastisk følelse at gå igennem staldenes mange gange med min far, det havde vi ikke gjort siden jeg var en lille pige. Staldene var min mors og mit sted, hvor min far sjældent begav sig ned. Men efter min mors død, havde staldkarlene set ham hernede en del gange. Måske han også brugte det som et fristed, præcis som jeg gjorde? Jeg ville ikke spørge ham, for jeg vidste hvilket svar jeg ville få, det ville ihvertfald aldrig blive det der ellers var så åbenlyst, at han søgte min mors nærvær. 

Vi var på vej ud af stald nummer to, da min far pludselig tog sig til hjertet, og faldt om. JEg skreg på hjælp, og en af staldkarlene kom hurtigt løbene.

"Hvad sker der?"

Jeg nåede ikke at sige noget som helst, før han allerede var henne ved os, sammen med nogle andre staldkarle. En af dem var hurtig til at ringe efter ambulancen, og en anden var løbet efter Mika. De vidste at jeg helt sikkert ville få brug for ham, for jeg blev skubbet væk af dem alle sammen.

"Det her er ikke noget for dem fru Gabriella, gå de hellere."

 

Men jeg rystede blot på hovedet, og sagde at jeg ville være hos min far.

"Jeg kom så hurtigt jeg kunne, kan jeg hjælpe med noget?"

En af staldkarlene sagde til Mika, at han burde tage mig uden for, væk fra stalden og min far. For de måtte give ham hjertemassage, og det ville ikke være et syn for mig. Han nikkede og tog forsigtigt fat om mig, for at trække mig med væk, men jeg gjorde modstand så han måtte lægge kræfter i.

"De har ret miss Mika, du vil ikke se når de giver ham hjertemassage."

Jeg vendte mig ind mod ham, han strammede grebet om mig da benene forsvandt under mig. Jeg havde næsten lige mistet min mor, jeg ville ikke også miste min far, jeg kunne ikke miste min far. Han skulle nå at se lille Ella, han skulle nå at se hende vokse op, og lege med hende, forkæle hende som bedsteforældre altid gjorde.

Ambulancen kom, lægen kom, men jeg måtte stadig ikke komme ind til min far. Det tog dem lang tid før lægen kom ud til mig, jeg rejste mig, men han kiggede bare på mig med et sørgmodigt udtryk i øjnene. Jeg behøvede ikke ord til at forklare mig, hvorfor han så sådan ud, men alligevel kom ordene som et kanonslag i min krop. Jeg sank samme på jorden, græd og græd. Jeg kunne ikke kontrollerer mig selv, og lægen måtte give mig noget beroligende for at få mig til at slappe af. Jeg havde mistet min far, min lille datter skulle aldrig se sine bedsteforældre på min side.

Mika bar mig op til vores seng i den lille hytte, hvor han forsigtigt lagde mig på. Lægen blev hos os i noget tid, og da han gik sagde han, at han ville komme og tjekke til mig dagen efter. Mika hjalp mig med at skifte om til nattøj, og lagde mig så godt til rette. Han lagde sig forsigtigt ned ved siden af mig, trak mig tæt ind til sig, og knugede mig tæt ind til hans krop, så jeg kunne høre hans rolige vejrtrækning, og høre hans blide hjertes banken. Efter lang tid, hvor jeg blot havde ligget og grædt, faldt jeg i søvn i min mands arme. 

De næste par uger kunne jeg ikke andet end at ligge i sengen, mine ben ville ikke registrere signalerne min hjerne sendte dem, jeg havde kvalme og ingen lyst til at spise. Spise gjorde jeg dog alligevel, for lille Ella´s skyld. Men det var også det eneste jeg kunne, dag ud og dag ind lå jeg i sengen, kunne ikke bevæge mig, ville ikke bevæge mig. 

En dag kom Ella ind på værelset til mig, Mika var ude for at snakke med lægen. Hun satte sig på sengekanten og så hårdt på mig.

"Ella, du skal op nu, du kan ikke blive ved med at ligge i sengen. Tænk på Mika, tænk på lille Ella. Mika ved ikke hvad han skal gøre, han er ved at gå ud af sit gode skind, han ved ikke hvad han skal gøre for at få dit humør op."

Jeg kiggede ikke engang på hende, mit hoved var for tungt til at jeg kunne dreje det. Jeg ville gerne ud af sengen, for Mikas skyld, men jeg kunne ikke. Min krop ville ikke, den truede med at give efter under mig. 

"Hvis jeg hjælper dig i tøjet, vil du så ikke godt prøve? For min og Mikas skyld?"

Jeg nikkede svagt, jeg troede ikke på at jeg ville kunne komme ud af sengen, men for Mika ville jeg gøre alt hvad jeg kunne. Ella hjalp mig i tøjet, og op på benene. Hun måtte støtte mig meget, for at jeg ikke væltede. Det var hårdt for både hende, men også for mig. Jeg havde jo ligget i sengen i over to uger nu, så mine muskler var lig nul. For hende fordi hele min vægt næsten hang på hende, men hun var ligeglad, op det skulle jeg, om jeg ville det eller ej.

"Se hvem jeg har fået op."

Lægen og Mika vendte sig forbløffet om, deres ansigter sagde mere en tusinde ord. Det var tydeligt at de ikke havde regnet med at få mig ud af sengen igen. Mika kom sig hurtigt, og hjalp Ella med at få mig over i en af stolene. Lægen kom sig også hurtigt, og tjekkede straks om jeg var okay. Han sagde at mit hjerte bankede en anelse hurtigt, men ikke mere end man kunne forvente af en der havde ligget i sengen så længe.

"Du bliver nød til at genoptræne dine muskler hver dag, så du kan komme ud og gå igen."

Jeg nikkede, jeg gjorde det kun for Mikas skyld. 

"Men endelig ikke for meget! Hvis hun træner for meget, eller i skubber hende for meget, skader det mere end det gavner."

Mika og Ella nikkede, og lovede at de nok skulle passe godt på mig.

"Godt, så kommer jeg igen imorgen og ser til hvordan det går. Den første uge, må ikke gå længere med hende end ud til en stol ved hoveddøren, den friske luft og naturen vil gøre hende godt."

De nikkede igen, mens jeg blot var ved at falde i søvn. Den korte gåtur havde taget hårdt på kræfterne, og hovedet gled forover hele tiden. Mika løftede mig op og bar mig ind i sengen igen, da jeg var faldet i søvn igen, gik Mika og Ella ud i gangen for at snakke.

"Hvad fik hende til at komme ud af sengen? Jeg har prøvet på at få hende op i over en uge nu, men uden held."

"Du var grunden. Jeg sagde at hvis hun ikke ville gør det for hende egen skyld, så for din og lille Ellas. Det fik hende til at komme ud af sengen, dog ikke begejstret, men det er da et lille skridt i den rigtige retning."

"Tak, det må ikke have været rart for dig at skrue bissen op overfor hende."

"Det var det heller ikke, men jeg bryder mig ikke om at se hende have det sådan. Jeg er den der har kendt hende i længst tid, og jeg ved at ind i mellem må man give hende et spark bag i."

Mika nikkede, han brød sig ikke om at skulle presse mig til noget jeg ikke ville, men om lægen havde sagt, at hvis de ikke snart fik mig ud af sengen, ville jeg aldrig komme op og gå igen. Og hvis de fik mig op, måtte de presse mig så meget som muligt, for ellers ville det ikke hjælpe mig noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...