Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
546Visninger
AA

12. Kapitel 12

Det bippede fra min telefon igen, som sidst, tog jeg den hurtigt på. Det var fra Gabriella! Jeg skyndte mig at åbne den, politiet var gået for en halv time siden, så jeg udbrød højt.

"Vi skal finde en havn, hvor der ligger et skib med navnet Elias den fjerde!" 

De andre gloede uforstående på mig, så jeg skyndte mig at forklare dem det.

"Gabriella har skrevet en besked til mig om, at hun er ved en havn hvor et skib ved navn Elias den fjerde ligger."

Nu forstod de bedre hvorfor jeg havde råbt det så højt og begejstret, nu havde vi noget at gå efter! Nu var der håb for at finde hende igen!

"Men hvordan skal vi finde ud af hvilken havn det er?"

Poul så hen på mig, bange for at have trukket gnisten fra mig igen, men den ville ikke slukkes! For nu var der et håb om at få min Gabriella at se igen, nu havde vi noget at gå efter. Men hvordan vi skulle finde den havn, vidste jeg endnu ikke. Men vi skulle nok finde den.

"Vi kunne gå ned ved bådregistreringen, og spørge dem om de kan slå den op?"

Jeg nikkede ivrigt over Chris´ ide, jeg var allerede oppe af stolen da Chris tog forsigtigt fat i min arm.

"Mika, det bliver nød til at vente til imorgen. De har ikke åbent klokken elleve om aftenen."

Jeg sank ned i stolen igen, men hvad så med Gabriella? Så skulle hun sove hos den galning en hel nat! Jeg så et billede for mig, hvor galningen lå bag hende, holdt om hende med et lumsk smil om læberne, og hendes skræmte blik det råbte på hjælp.

Jeg skal nok finde dig min elskede, du kommer snart hjem igen. 

Hviskede jeg lavt. De andre lod som om de ikke havde hørt det, de så blot på hinanden med sigende blikke.  De alle vidste hvor stor min kærlighed til Gabriella var, og de vidste at hvis vi ikke snart fandt hende, ville jeg blive indelukket og ensom. Men hvad de frygtede mest hvis vi ikke fandt Gabriella var, at jeg ville skade mig selv. De vidste at jeg ikke kunne leve uden hende, det havde de fundet ud af dengang hun ikke ville tale med mig, fordi nogen havde spredt et rygte om at jeg kunne ville have hende, fordi hun havde mange penge. Men dem havde jeg været ligeglad med, og var det stadig. Jeg havde tjent mange penge som musiker, og manglede dem derfor ikke. Så hvorfor skulle det være derfor jeg ville have hende? Dengang havde jeg lukket mig inde i den lille hytte, ikke ladet nogen komme ind. Jeg havde bare ligget i sengen og set op i loftet, da jeg havde opgivet at banke på hendes dør. Men det her ville blive meget værre, det vidste de, og det vidste jeg, hvis vi ikke fandt hende. 

"Jeg går i seng, vi skal tidligt op imorgen."

De nikkede allesammen, Chris sagde at han nok skulle vække mig, så jeg gik ind og lagde mig på sengen. 

 

Jeg vågnede med et spjæt da jeg mærkede en hånd på min kind, for jeg vidste at det ikke var Mika´s. Jeg satte mig brat op i sengen, trykkede lagenet tættere ind til kroppen. Han skulle ikke se mig uden tøj på igen, han skulle ikke have chancen for at gøre mig, eller lille Ella noget. 

"Slap af min blomst, jeg kommer bare med din morgenmad. Den står derovre, du må hente den hvis du får lyst til den."

Han blev siddende i sengen, det samme gjorde jeg. For jeg vidste at lagenet ikke dækkede det bagerste af min krop, at han også vidste det, og derfor havde sat maden derovre. Men også fordi jeg stadig var overbevist om, at han havde puttet noget i maden, der ville skade lille Ella. Min mave skreg på mad, men jeg ville ikke udsætte Ella for nogen form for skade, et par dage uden mad kunne vi begge sagtens klare. Men heller ikke mere end det.

"Det må du selv om, så tager jeg maden med ud igen."

Han rejste sig, tog bakken med mad op og gik ud. Jeg så mit snit til at løbe ud af døren, men nåede ikke engang at rejse mig, før han havde lukket døren i og låst den. Pokkers, der røg den chance. Bare det ikke var den sidste jeg fik. 

Igen gik jeg hen til ruden, men denne gang for at se hvilken vej han gik, og hvordan han faktisk så ud. Det havde jeg ikke turdet gøre dagen før, men nu var jeg ligeglad. Hvis han så mig, satte han vel bare bjælker på, så ville jeg kunne skrive til Mika at når de fandt skibet, skulle de vende sig om, og finde vinduet med brædder for. det ville gøre det nemmere for dem. Han så mig ikke, men jeg så ham. Jeg veg hurtigt tilbage, jeg havde ikke ventet at det var ham. Han havde været flinkere end de andre unge mænd min far havde præsenteret mig for, jeg havde ikke troet at det var ham der stod bag alt dette, men det så jeg nu at det var. 

Da han var kommet op på scenen mod mig, havde han haft maske på. Det havde jeg lagt mærk til, at han også havde her til morgen, men det ville han jo ikke have ude på gaden, så ville han vække for megen opsigt. 

Jeg satte mig tilbage i sengen, vidste hverken ud eller ind. Af en eller anden grund, håbede jeg mere og mere at Mika og de andre snart ville finde mig. For nu vidste jeg hvem min kidnapper var, en jeg ikke havde lyst til at det skulle være. Det var ikke blot en jeg havde afvist fordi jeg ikke var forelsket i ham, det var også en jeg havde kendt siden de helt små klasser. 

 

"Mika, du skal op."

Chris´ stemme fik mig til at vågne hurtigt, for jeg vidste at når han vækkede mig, skule vi ned for at finde ud af i hvilken havn, skibet/båden Elias den fjerde lå, så vi kunne få min Gabriella tilbage.

"Hvad er klokken?"

Chris sagde at den var tolv.

"Tolv!? Jeg sagde du skulle vække mig tidligt så vi kunne komme afsted!"

"Det ved jeg, men du havde brug for at sove. Hvis du vil hjælpe Gabriella må du være udhvilet. Og jeg vidste at politiet ville komme for at sikre sig at du ikke tager tingene i egen hånd, så derfor lod jeg dig sove. De har været her, og spurgte efter dig, hvor jeg sagde at du sov. Og at vi ikke ville vække dig, for du havde ikke sovet hele natten. De har ikke selv noget nyt at fortælle, de aner ikke hvor de skal starte med at lede. De har ledt i hele byen, og er overbevist om at han har taget hende med til en anden by. Men stå op, få noget mad så vi kan komme afsted."

Jeg nikkede til det meste, men sagde at der ikke var tid til at spise.

"Jo der er, hvis du vil hjælpe Gabriella, hjælper det ikke at du besvimer midt i det hele fordi du ikke har spist."

Han havde nok ret, jeg kunne ikke hjælpe Gabriella hvis jeg lå bevidstløs på gulvet. Men jeg ville bare afsted, så jeg kunne hente hende hjem igen, så jeg kunne passe på hende som jeg burde. Men som jeg endnu ikke havde gjort, det var min skyld at hun nu var kidnappet, fordi jeg ikke havde holdt mine løfter om at beskytte hende. Hvordan ville det gå når lille Ella kom? Hende havde jeg jo også lovet at passe på. Jeg var håbløs.

"Mika, det er ikke din skyld. Hvis det er nogens skyld, er det min, fordi jeg lod hende sidde alene derude."

Som altid vidste Chris hvad jeg tænkte på, men jeg forklarede ham, at det på ingen måde kunne være hans skyld. 

"Det er heller ikke din Mika, du har gjort hvad du kunne. Du satte flere vagter til."

"Ja, og når vi får hende tilbage, kommer der endnu flere. Hun skal have sin egen bodyguard, der må ikke ske hende noget igen!" 

Chris nikkede. Sagde at han allerede var på sagen med at finde landets bedste. Jeg rejste mig op, tog tøjet på og gik ud i busens fællesrum, hvor de andre sad og ventede. Poul havde allerede sat maden frem til mig, jeg var ikke sulten, men jeg vidste at de ikke ville lade mig gå hvis jeg ikke havde spist. Så jeg skyndte mig at spise det hele, om jeg fik ondt i maven eller andet, var jeg ligeglad med. Gabriella skulle ikke være hos den galning et sekund mere.

"Så, lad os komme afsted."

De så modvilligt på mig, men rejste sig så for at gå med. Chris satte sig på bagsædet sammen med mig, var der nogen der kunne berolige mig næsten lige så meget som Gabriella, var det ham. Han havde kendt mig siden vi begge var helt små. 

Jeg gik forrest ind, og spurgte damen bag skrænken, om hun vidste hvor vi kunne finde en båd eller et skib med navnet Elias den fjerde. 

"Jeg kan prøve at tjekke det, hvorfor er i interesseret i den båd mine herre?"

Jeg forklarede at min kone var kidnapet, og at hun vidste at hun var tæt på den båd, eller det skib. Så det var meget vigtigt at v fandt den. Hun kiggede lidt på os alle sammen, men kom så heldigvis til den konklusion, at sådan som vi alle så ud i hovederne måtte det vel være rigtigt. 

"Den er her nede ved vores egen havn. Plads nummer 125, det er lige overfor den store røde blok derovre." 

Hun havde kun lige sagt det da jeg var ude af døren, med Chris og de andre lige i hælene. De vidste at jeg ikke ville tænke mig om, at jeg bare ville brase ind. Da vi nåede blokken råbte jeg Gabriella´s navn, jeg måtte råbe flere gange, før hun dukkede op i et vindue. 

"Mika!" 

Jeg løb ind i opgangen, og op på den sal hun befandt sig i. De andre var lige bag mig, bortset fra Poul, der stod på gaden og kontaktede politiet. Jeg ville ikke vente på dem, hun måtte ud, væk derfra så hurtigt som muligt. Der var kun en dør på den etage, så jeg sparkede den ind, uden omtanke for om han kunne befinde sig derinde. Chris og de andre gik lige bag mig, de havde slå våben med for en sikkerheds skyld, hvis han pludselig kom frem fra et skjult sted i lejligheden. 

"Gabriella! Hvor er du?" 

Jeg hørte hendes svage, hulkende svar et stykke inde i lejligheden. Den var enorm og det tog mig noget tid at finde ud af hvilken dør hun var bag.

"Gabriella, bliv ved med at sige noget, syng et eller andet."

Hun begyndte at råbe et eller andet, men jeg var for langt fra værelset endnu til at kunne høre hvad det var. Men som jeg kom tættere og tættere på den rigtige dør, hørte jeg at hun råbte Rain af sine lungers fulde kraft. Den sang havde altid beroliget hende, men nu lød hun mere og mere panisk jo tættere jeg kom på. Jeg fandt langt om længe den rigtige dør, råbte at hun skulle gemme sig bag noget, og sparkede døren ind da jeg var sikker på hun var i sikkerhed. 

Jeg trådte ind i et mørkt rum, så min elskede Gabriella sidde i det fjerneste hjørne. Rystende af både skræk og kulde, hverken vinduer eller vægge var tætte. Jeg satte mig på hug overfor hende, så på hende med et lettet smil. Jeg havde fundet hende, jeg kunne tage hende med hjem. 

"Hvordan er det dog du ser ud? Hvor er dit tøj?"

Hun pegede med en rystende hånd på gulvet bag mig, hvor det sønderrevne tøj lå spredt ud over det hele. Jeg så hvordan hun klamrede sig til lagenet, men nåede ikke at hente dynen før Chris kom ind. 

"Mika, skynd dig at komme ud med hende, Poul har lige råbt ind i opgangen at galningen kommer." 

Uden tøven løftede jeg Gabriella op, og bar hende med hastige skridt ud i opgangen. Jeg sørgede samtidig for at lagenet dækkede hende, vejret var ikke helt godt idag, det regnede og blæste en del, så hun skulle hurtigt ind i bilen. Da vi trådte ud af opgangen, hørte jeg politiets sirener nærme sig, og så galningen komme løbende over mod os.

"Få hende ind i bilen Mika, så skal vi nok holde ham hen til politiet er fremme." 

Uden som så meget at overveje mulighederne, gjorde jeg som Chris havde befalet mig til. Gabriella skulle i sikkerhed, og det skulle være nu. Inde i bilen låste jeg alle dørene, så han ikke kunne komme ind til mig og hende. Mig selv var jeg ligeglad med, men hun havde været udsat for mange ting. Først nu så jeg hendes forslåede ansigt, der skræmt kiggede på mig. 

"Jamen elskede Gabbie dog, hvad har han dog gjort ved dig?" 

Jeg glemte for en kort stund vreden til ham, og knugede hende tæt ind til mig, men den kom hurtigt igen da jeg så at hun ikke kunne åbne det ene øje fordi det var hævet.

"Bliv her!"

"Mika, du må ikke gå!"

Men jeg var allered ude af bilen, havde allerede låst den, og var på vej over mod galningen med en knyttet næve.

"Ingen skal bryde sig om at slå min kone!"

Poul og de andre holdt ham fast mod jorden, Chris kom løbende over mod mig, men jeg skubbede ham væk. 

"Mika, lad være, du kommer ind at sidde hvis du rør ham, og så nedsætter de hans straf! Tænk på Gabriella!"

Han fik fat i mig, og stoppet mig op. 

"Chris, se på hende! Hun kan ikke se på grund af hævelser! Han skal ikke slippe fra det her!" 

Jeg skubbede mig fri igen, og stod med hånden hævet over hans ansigt, da hun råbte mit navn.

"Mika!" 

Jeg vendte mig om, og nåede lige at se hende falde om. Jeg glemte alt om hvad jeg ville have gjort ved ham, og løb over til min elskede. Hun lå kold og udmattet på jorden, helt stille.

"Miss Mika, kig på mig, se på mig min elskede. Jeg er her nu, du er i sikkerhed!"

Politiet var lige ankommet, og lige bag dem, holdt en ambulance.

"Jeg elsker dig Mika." 

Mere sagde hun ikke, for hun besvimede af udmattelse og smerte.

Ambulancefolkene var hurtigt henne ved os, tog fat i hende, og hjalp hende op på båren og ind i ambulancen.

"Er du hende mand?"

Jeg nikkede, og blev vist op på føre sædet af ambulancen. Chris og de andre råbte at de fulgte efter i bilen. Jeg kiggede om igennem den lille rude, for at se hvordan det stod til med Gabriella. Det hele var pludseligt gået så stærkt, at jeg end ikke rigtigt vidste hvad der var sket med hende. Jeg havde set hendes ellers så smukke ansigt, være smurt ind i indtørret blod.

"Hvad skal der ske med min kone nu? Og hvad er der sket?"

Spurgte jeg føreren af ambulancen, uden rigtigt at vide om han overhovedet vidste noget om hendes situation.

"Hun er blevet slået af sin kidnapper, vi ved ikke hvor slemme skaderne er endnu, for der skulle tages billeder af dem først, så billederne kan bruges mod ham i retten. Det gør at han får en længere straf, og de er så blevet taget her i ambulancen, så de skulle gerne være igang med at vaske hendes ansigt med en klud, så de kan se skadernes omfang."

Jeg nikkede, sagde at de var igang med en klud.

"Så ser de på skaderne, og informere mig om vi skal holde denne fart, eller om skaderne er slemme, og jeg skal sætte farten op."

Jeg nikkede og kiggede nervøst om mod hende igen, men kunne ikke rigtigt se hende for den ambulance redder der stod bøjet over hende. Men jeg fik snart svar på hvordan det gik hende, for han kom hen til den lille rude, og sagde at skaderne ikke var så slemme, så vi skulle bare holde farten. Inden han lukkede ruden igen, spurgte jeg ham hurtigt om hvordan hun ellers havde det.

"Hun er stadig besvimet, men det er nok fordi hendes krop ikke har fået næring nok de sidste par dage, og så hendes muskler har arbejdet på højtryk ved glæden over at være fundet igen."

"Hvad med Ella?" 

Ambuance redderen så undrende på mig.

"Det er det vores lille pige skal hedde når hun bliver født." 

Et lille smil bredte sig på mine læber, jeg var stadig umådeligt stolt over at skulle være far, til Gabriellas barn.

"Der ser ikke ud til at være blevet slået mod maven, og diagrammerne jeg har taget for at tjekke barnet, viser at jeres lille Ella har det helt fint, men at hun godt snart vil have sin mor til at spise noget. Men det bliver der sørget for på sygehuset, hun skal nok blive frisk igen, det bliver de begge." 

Jeg nikkede, smilede og var mere en lettet over at Gabriellas skader ikke var alvorlige, og at der ikke var sket noget med vores lille pige. Det ville ikke kun knuse mig, men i største grad også Gabriella, hvis der var sket Ella noget. Vi kunne jo altid prøve at få et nyt barn, men vi havde allerede glædet os sådan til Ella, så hvis vi havde mistet hende, ville vi ikke kunne bære det. Men heldigvis havde vi ikke mistet hende, hun havde det stadig godt i sin mors beskyttende mave.

Jeg satte mig længere tilbage i sædet, da en svimlende følelse pludselig tog overhånd i mig, og truede med at overmande mig.

"Træk vejret stille og roligt Mika, det hele skal nok gå."

Jeg nikkede, og fik kun lige akkurat fremstammet hvorfor jeg pludselig fik det så dårligt.

"Det er fordi din krop har arbejdet lige så hårdt som din kones, hvis ikke din har arbejdet mere, fordi du ikke har vidst hvordan hun har haft det. Og nu hvor du ved at hun har det godt, og at jeres lille datter også har det godt, kommer alle de sidste par dages følelser frem. Og så reagere din krop med at give dig svimmelhed, for at fortælle for hårdt din krop har måttet arbejde." 

Det var egentligt utroligt at han både kunne køre ambulancen, og samtidig få mig til at slappe af igen. Jeg gjorde nøjagtigt som han havde bedt om, og fik det hurtigt bedre.

"Så er vi her. Mika, du skal tjekkes også."

Jeg rystede på hovedet og sagde at jeg havde det fint, at jeg måtte være hos min kone.

"Hvad hvis du kommer på samme stue som hende? Vil det hjælpe dig, og give lægerne lov til at undersøge dig?"

Jeg nikkede, men spurgte så hvorfor de skulle tjekke mig, når jeg nu havde det godt. Og at det jo ikke var mig der var blevet kidnappet. 

Ambulance føreren nikkede, og forklarede at jeg lige så vel som Gabriella, kunne have fået et chok uden at vide det. Og at vi begge skulle til observation.

Jeg lod ham overtale mig, men kun på den betingelse at jeg hele tiden var hos Gabriella. Det lovede han at han ville få dem til, han sagde endda, at hvis sådan noget var hændt ham og hans kone, ville han have det på helt samme måde som mig. Men hvem, der elskede sin kone, ville ikke have det som mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...