Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
545Visninger
AA

11. Kapitel 11

Mika´s besked om at de var på vej, varmede mig og gav mig håb. Men hvordan skulle de nogensinde kunne finde mig, når jeg end ikke selv anede hvor jeg var? Hvad nu hvis de først fandt mig når lille Ella var født? Det måtte ikke ske, jeg måtte hjælpe dem på vej på en eller anden måde, Mika skulle være der når vores datter kom til verden, for uden ham ville jeg ikke kunne klare det.

Jeg havde nu slukket mobilen, og lagt den hen under madrassen igen, så min kidnapper ikke fandt den. Jeg kunne stadig ikke genkende hvilken en af de fyre min far havde vist mig til, min kidnapper var, for her var så mørkt i rummet, og den unge mand kom ikke tæt på lys strålerne så jeg kunne se ham ordenligt. 

Jeg havde nu været her en hel dag, og jeg var allerede ved at gå ud af mit gode skind. Men som Mika havde skrevet, jeg måtte tænke på lille Ella. Og på hvad jordmoderen havde sagt, hvis jeg blev så bange og nervøs at jeg fødte nu, ville lille Ella ikke overleve, det var hun slet ikke udviklet nok til.

Han havde ikke været inde hos mig i et par timer, så jeg rejste mig langsomt, og gik hen imod vinduet. Måske jeg kunne genkende stedet? Forsigtigt gik jeg derhen, imens jeg lyttede efter hans skridt. Men der var helt stille. Jeg trak forsigtigt gardinet fra, af skræk for at det ville larme og dermed kalde ham herind. Jeg så en smuk havn, men hvad det var for en havn vidste jeg ikke. Der var et stort skib, hvorpå der stod "Elias den fjerde", det måtte jeg skrive til Mika. Det måtte de vel kunne finde ud af hvor den holdt til, kunne de ikke? Det var den eneste chance jeg havde for at kunne hjælpe dem, så jeg måtte fortælle ham det.

Jeg trak gardinet for igen, og satte mig tilbage så hurtigt jeg kunne. For hans skridt nærmede sig min dør igen, hvad ville han nu? Nu måtte jeg vente med at skrive til Mika til jeg var sikker på at han var gået helt væk fra døren og det hele igen, det kunne meget vel tage et par timer.

 

Jeg gik hen over parkerings pladsen, mod bilen. Jeg måtte ned til politi stationen og høre hvad de havde fundet ud af indtil nu, og hvad jeg kunne gøre. Hun skulle findes hurtigt, og galningen skulle stoppes og smides i fængslet, hvor han forhåbentlig aldrig ville komme ud fra igen. 

"Mika, vent på mig. Jeg skal nok køre."

Råbte Chris bag mig. Jeg havde ellers besluttet mig for at finde hende selv, når jeg havde været hos politiet. Men Chris kunne jeg altid narre væk igen, og det var nok også bedst jeg ikke kørte selv.

"De andre har spredt sig rundt i byen og leder efter hende alle steder, vi skal nok finde hende. Jeg ved at du nok vil finde hende selv, jeg forstår dig. Men lad mig komme med dig, vi har bedre odds hvis vi er to mod ham."

Måske havde han ret, Chris var lige så ligeglad som mig, med at politiet havde sagt at vi ikke skulle lede efter Gabriella, at de nok skulle finde hende. Så jeg nikkede, og sagde at hvis han ikke sagde noget til nogen om at han og jeg tog sagen i egen hånd.

"Det lover jeg, men skal vi så ikke droppe politiet og lede efter hende med det samme?"

Jeg nikkede igen, og satte mig ind på passager sædet. Hvis bare vi havde en lille ting vi kunne gå efter, lige nu så det hele håbløst ud. Hvordan skulle vi nogensinde finde hende når hun kunne befinde sig overalt i verden? 

"Chris, hvor skal vi begynde? Der  står jo nok ikke et skilt i et vindue HER ER GABRIELLA vel?"

Chris smilede svagt, men rystede så på hovedet.

"Nej, så heldige er vi nok ikke. Men vi kan jo begynde ved havnen? Måske nogen har set dem der, det er jo tæt på pladsen hvor bussen holder."

Jeg nikkede, måske havde han ret. Jeg skrev hurtigt på min twitter, at hvis nogen havde set eller hørt noget til Gabriella, eller bortføreren, skulle de kontakte politiet. Der gik ikke længe før der kom en kommentar. "Hvad er der sket med Gabriella??" Jeg skrev bare at hun var blevet bortført, og skulle findes hurtigt! Efter den besked, strømmede det ind med triste kommentarer, om hvor synd det var for mig og Gabriella, og at de ville holde øje med alt der kunne være den mindste smule underligt. Jeg smilede svagt, sikke nogle fans jeg havde. 

 

Jeg krøb lidt sammen i hjørnet da han trådte ind i rummet, igen bar han på noget. 

"Her er din aftensmad, jeg håber du er sulten."

Jeg vidste godt at han ikke kunne se det, men jeg rystede alligevel på hovedet.

"Kom nu nærmere, der er ikke noget farligt i maden. Se selv."

Han tog en bid for at demonstrere det, men selvom jeg var sulten, og selvom jeg vidste at det ikke var sundt for Ella at jeg ikke spiste, ville jeg ikke have noget. Jeg troede ganske enkelt ikke på at der ikke var noget i den mad, der kunne skade lille Ella. Han hadede jo Mika, så hvem vidste hvad han ville gøre ved lille Ella inden hun blev født? Hvad hvis han ville gøre hvad han kunne for at jeg mistede hende? Nej, han skulle ikke få en chance for det. 

Jeg blev siddende i hjørnet, stirrede på ham selvom han ikke kunne se det. Jeg havde hænderne beskyttende på maven da han nærmede sig mig, jeg krøb længere hen i hjørnet, til jeg sad op af begge vægge og ikke kunne rykke mig mere. Jeg var fanget, han kunne gøre hvad han ville, hvis han ville. 

"Gå med dig!"

Men han kom bare nærmere, lo lavt og uhyggeligt, præcis som han havde gjort da han kom herind første gang.

"Nej, jeg går ingen steder lige nu. Kom du hellere hen til mig."

Men jeg rykkede mig ikke den mindste smule, hvis jeg fik chancen på et tidspunkt, ville jeg løbe ud af døren og ned på gaden hvor der sikkert var andre folk. Men den chance fik jeg ikke idag, det var jeg næsten sikker på. 

Han kom helt hen til mig, satte sig foran mig. Han lagde sin ene hånd på min kind, men jeg skubbede den hurtigt væk.

"Slap nu af Gabriella, du gør det bare værre for dig selv."

Jeg rystede, hvad mente han med det? Hvad ville han gøre mod mig? Eller endnu værre, hvad ville han gøre mod lille Ella? Hænderne strammede sig om min mave, beskyttende. Jeg ville ikke lade ham komme for tæt på min mave uden kamp, Ella fik han ikke.

"Hvad vil du?"

Snerrede jeg.

"Nu ikke så sur min blomst, jeg vil jo bare se lidt på dig." 

"Hvad mener du med se på mig?"

Men jeg vidste inderst inde godt hvad han mente, han ville se mig. Han kom nærmere, lagde hænderne ved min busekant, og trak den forsigtigt op. Mit hjerte hamrede afsted, hvad nu hvis han ikke nøjedes med at se? Hvad nu hvis han var så syg i sindet, at han ikke kunne nøjes med det? Han havde jo selv sagt at han ville have børn med mig, men han ville vel ikke gøre noget mens Ella lå i maven, ville han? Jeg håbede det ikke.

Jeg kæmpede imod, men han var ligeglad, han rev blusen i stykker. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han ødelagde bare mere tøj.

"Slip mig, dit kryb!" 

En flad hånd ramte igen mit ansigt, igen var jeg sikker på at det ville kunne ses. Hvis Mika fandt ud af at han havde slået mig, ville Mika ende i fængsel for at have slået en mand ihjel, det måtte ikke ske. 

"Snak pænt til mig Gabriella, du skal bare gøre som jeg siger, så slår jeg ikke, du ved jeg ikke vil gøre dig ondt, men du trænger til opdragelse du ved tydeligvis ikke hvordan en kvinde skal opføre sig overfor sin mand."

"Du ikke min mand, du er en galning!"

Denne gang slog han ikke med flad hånd, hans slag sendte mig mod væggen. Jeg blev liggende på gulvet, jeg stønnede af smerten der jog gennem mit hoved. Men hænderne lå stadig beskyttende om maven, der måtte for alt i verden ikke ske noget med lille Ella.

"Din forræderiske lille møgkælling! Tror du virkelig Mika kan lide dig? Hvad? Gu kan han da ej, det er udelukkende for pengene. Alle ved at en sanger som ham, ikke tjener den mindste lille smule."

Han rasede ud af døren, smækkede den hårdt i, og låste den. Jeg ventede med at sætte mig op til jeg ikke kunne høre hans vrede skridt mere, men da de var helt væk, skyndte jeg mig hen til madrassen, og tændte mobilen. 

Mika, hjælp mig. Jeg er ved en havn, hvor der ligger en båd der hedder Elias den fjerde. Skynd jer, jeg vil hjem!

Jeg sendte beskeden hurtigt, og håbede inderligt at de snart ville finde mig. Jeg kunne ikke vide hvad han kunne finde på, og jeg kunne ikke blive ved med at holde til hans slag der blev hårdere for hver gang. Mit hoved dunkede af smerte, men mine tanker drev smerten lidt på afstand. Jeg tænkte tilbage på Mika´s og min bryllupsrejse, på alle de ting vi havde set og oplevet. Jeg faldt langsomt i søvn, glemte næsten hvor jeg var.

 

Min mobil bippede, jeg tog den hurtigt frem, sæt nu det var Gabriella. Men det var det ikke, det var Poul fra bandet, Ella´s flirt. Jeg kunne ikke lade være med at smile over, at en fra mit band havde fundet sammen med min miss Mika´s bedsteveninde. Jeg læste hurtigt beskeden igennem.

"Hey Mika, vi har ledt hele byen igennem, og spurgt alle på vores vej. Men ingen har set eller hørt noget, men bare rolig, vi giver ikke op, vi skal nok finde hende!"

Hjertet sank et stykke længere ned i kroppen, hvad hvis vi aldrig fandt hende? Så ville jeg aldrig få vores lille pige at se, og jeg ville aldrig se mit livs kærlighed igen. Jeg vendte blikket ud af vinduet, lod tårerne trille. Jeg var ligeglad med alt, det eneste der betød noget for mig, var at finde Gabriella og få hende sikkert hjem. Uden hende ville jeg ikke, kunne jeg ikke leve.

"Vi skal nok finde hende Mika, det lover jeg."

Chris prøvede at lyde beroligende, men uden at se i hans retning, vidste jeg at hans ansigt også var fyldt med tårer. Igen havde jeg ikke beskyttet hende som lovet, måske var hun i virkeligheden bedre tjent uden mig? 

Vi nåede havnen, kørte lidt rundt for at se om vi kunne få øje på galningen der havde taget Gabriella. Men han var ingen steder at se. Jeg blev vred, hvordan kunne folk gå rundt som om intet var hændt, når min elskede Gabriella var kidnappet, og hvem vidste hvad hun gennemgik i dette øjeblik? 

Det var ved at være sent, men jeg ville ikke give op! Jeg kunne ikke give op, jeg måtte tænke på hvor bange Gabriella var, og på hende og lille ufødte Ella´s helbred. Jeg skulle finde dem, jeg sagde allerede dem. Men det var det jo, selvom Ella endnu ikke var født, så var hun allerede et lille underudviklet menneske, på vej til at udvikle sig så hun kunne se dagens lys for første gang.

"Mika, vi bliver nød til at køre tilbage til bussen nu. De andre venter på os, vi skal sammenligne oplysninger. Politiet kommer sikkert også for at oplyse os om hvor langt de er i efterforskningen."

Jeg nikkede ligegyldigt. Alt var ligegyldigt uden min Gabriella, jeg så tilbage på alle de gode stunder vi havde haft sammen indtil nu. Hvad nu hvis vi aldrig fik muligheden for at, øge antallet af gode stunder? Nej, sådan måtte jeg ikke tænke. Chris havde ret, vi skulle nok finde hende. Men hvorfor føltes alt så, så håbløst lige nu?

 

Jeg vågnede langsomt igen, hovedet dunkede stadig efter slagene. Jeg måtte finde en måde at komme ud på, Mika havde endnu ikke svaret på min besked. Havde han ikke fået den? Eller var der sket ham noget? Nej, det turde jeg slet ikke tænke på. Jeg tjekkede mobilen, nu forstod jeg bedre hvorfor han ikke havde svaret, den havde ikke sendt. jeg havde været så hurtig, at jeg havde glemt at trykke på send knappen. Jeg skyndte mig at trykke, og så på mobilen til den skrev at beskeden var sendt.

Jeg slukkede igen mobilen, og lagde den tilbage under madrassen. Jeg slukkede den for at spare på strømmen, jeg havde jo ikke ligefrem nået at få laderen til den med. Jeg havde fundet et tyndt lagen i et af skabene i rummet, som jeg havde viklet mig ind i for ikke at fryse for meget. Samtidig sad jeg under dynen, mit forrevne tøj lå spredt over hele gulvet. Jeg havde kigget på det længe nu, jeg kunne ikke få synet ud af hovedet. Jeg så det for mig igen og igen at han rev mit tøj af mig, fordi jeg ikke ville have ham, fordi han ville se mig. 

Jeg gik igen over til vinduet, håbede vel lidt på at se Mika komme gående hen ad gaden så jeg kunne banke på ruden, så han vidste hvor jeg var og kunne komme og hente mig. Men det gjorde han selvfølgelig ikke, jeg gav mig til at betragte Elias den fjerde. Det var en smuk båd, gammeldags. Den lignede næsten et vikkinge skib, selvfølgelig havde jeg aldrig set et i virkeligheden, men jeg havde da set nogle på billeder. 

Mit blik gled over resten af havnen, hvis jeg havde set en havn som denne før, ville jeg helt sikkert have husket det. For den var utroligt smuk, der lå en masse gamle smukke skibe med høje, og lave master, i alle størrelser og farver. Jeg ville sådan ønske at jeg så Mika eller Chris komme gående hen ad gaden, så jeg kunne komme væk herfra. Måske det var bedst hvis Chris fandt mig? Så Mika ikke så mig med mine skader i ansigtet? 

Jeg trak gardinet for igen, og satte mig tilbage på sengen. Aldrig før havde jeg følt mig så ensom som nu, men efter jeg havde lært Mika at kende, og set hvor glad jeg kunne være, følte jeg mig ensom nu hvor jeg ikke var sammen med ham. Måske ensomheden føltes værre, fordi jeg ikke vidste om jeg nogensinde ville komme til at se ham igen? 

Det havde været mørkt da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ville prøve på at få noget søvn, med håbet om at Mika ville finde ud af hvor havnen med skibet Elias den fjerde lå, imorgen. Men jeg kunne ikke sove, tankerne løj rundt  hovedet på mig. Jeg lå og aede maven, som Mika ellers havde gjort siden den dag han fik at vide han skulle være far.

Jeg kunne ikke skjule det smil der langsomt bredte sig, ved tanken om Mika´s forsigtige bevægeler over min mave. Hans søde ord til lille Ella, om hvad der ventede hende når hun kom ud. Og om hun ikke ville skynde sig at vokse, så han snart kunne se sin lille pige smile for første gang.

Jeg lå og smilede, da jeg langt om længe faldt i søvn. Med et billede af Mika, der holdt vores lille pige i armene, stolt og ikke til at skyde igennem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...