Forever together

Dette er fortsættelsen af "He must be a dream", jeg vil igen ikke skrive hvad den handler om, da jeg bedre kan lide at overraske, og fordi jeg altid ender med at skive hvad der skal ske i hele historien. :)
Jeg håber at i også vil læse denne :)

2Likes
0Kommentarer
547Visninger
AA

10. Kapitel 10

Jeg vågnede med en voldsom dunken i hovedet, hvor var jeg? Der var da ikke så mørkt i tour bussen, men jeg var jo heller ikke i den. Jeg huskede langsomt at jeg havde siddet på tour bussens trin, og set over havet, da jeg pludselig kiggede mod bagenden af bussen, fordi jeg hørte en lyd. Mere huskede jeg ikke, men når jeg ikke var i tour bussen, hvor var jeg så? Jeg tog mobilen frem, den som jeg altid havde i lommen. Der var lige nok forbindelse til at kunne sende en besked, så jeg skyndte mig at skrive en kort besked til Mika, og håbede inderligt at han ville få øje på den inden længe og lede efter mig. 

Jeg skyndte at gemme mobilen under madressen, idet døren til det rum jeg befandt mig i gik op. En høj ung mand kom gående hen mod mig, han bar et eller andet, men jeg havde ikke lyst til at finde ud af hvad det var, så jeg bakkede hurtigt over i hjørnet. 

"Hvem er du? Og hvad vil du mig?"

Spurgte jeg stille, bange for at gøre ham vred. Hvem vidste hvad en kidnapper kunne finde på? 

"Kan du ikke kende mig?" 

Spurgte stemmen lumskt, jeg gøs da jeg kom i tanke om hvor jeg havde hørt stemmen henne før. Det var manden fra bussen, ham der havde svoret at han nok skulle finde mig igen. 

"Du skal ikke være bange for mig, jeg gør dig ikke noget." 

"Hvis du ikke vil mig noget, hvorfor har du så ført mig her til?" 

Han lo på en uhyggelig måde, jeg fik myrekryb af ham. Hvordan skulle jeg komme hjem til Mika igen? Han havde forhåbentlig allerede læst min besked, og var igang med at lede efter mig sammen med de andre og politiet Det håbede jeg, for hvem vidste hvad den unge mand ville mig og lille Ella? 

 

Jeg kom gående hen ad parkeringspladsen, da Chris kom mig løbende i møde. Gad vide hvad der var galt? I det samme bippede min telefon, jeg tog den op for at se hvem der skrev til mig, det var der stort set ingen der gjorde. Jeg satte mig svimlende ned, nu forstod jeg hvorfor Chris kom løbende mod mig. Beskeden jeg havde fået, var Gabriella. En yderst kort besked, men som fortalte mig mere end nok. 

"HJÆLP."

Min elskede var i fare, og der skulle ikke megen tænkning til for at finde ud af hvem der stod bag det. Manden fra bussen måtte være kommet ud af fængslet igen, uden at politiet havde informeret os om det, så vi kunne være på vagt. Vi havde jo været så sikker på, at nu hvor vi ikke havde set ham i så lang tid, måtte han jo stadig være i fængsel. Men sådan var det altså ikke.

"Du behøver ikke sige noget Chris, hun har skrevet hjælp til mig. Vi må finde hende, hvem ved hvad den mand kan finde på at gøre hende og lille Ella?"

Chris kiggede ned med tårer i øjnene.

"Undskyld Mika, jeg var alene med hende på trappen, jeg skulle bare tisse. Men da jeg kom tilbage var hun væk, det eneste jeg kunne se var et boldbat med en smule blod på."

Den svimlende følelse kom tilbage igen, denne gang kunne jeg ikke gøre noget, lydende omkring mig blev lavere og lavere, og farverne mørkere og mørkere. Hvis den mands person havde skadet min Gabriella, og vores lille ufødte Ella, ville han ikke nå fængslet hvis jeg fik fat i ham. Mere nåede jeg ikke at tænke, før alt var sort.

 

"Du er her, fordi Mika ikke er mand nok for dig."

Jeg kiggede skrækslagen på ham, havde han mon gjort Mika noget inden han kidnappede mig? Det måtte han ikke, det kunne han ikke! 

"Hvad har du gjort Mika?" 

Hvæsede jeg, uden at vide hvor min pludselige vrede og vold kom fra. Havde han gjort min Mika noget, ville han ikke nå til fængslet!

"Jeg har ikke rørt Mika, og det vil jeg ikke, om jeg så havde en ildtang ville det fæ være det sidste jeg ville røre ved. Hvorfor skal alt handle om Mika? Du kan vel ikke kende mig, hjælper dette? "Jeg beklager, men jeg venter på den eneste ene?" "

Jeg gispede, det var en af de unge mænd jeg havde måttet forklare at jeg ikke gik med giftetanker, hvor jeg kort efter havde mødt Mika, som jeg hurtigt forelskede mig i. Ham som jeg giftede mig med efter kort tid, og nu ventede barn med.

"Hør her, jeg forstår godt deres nederlag, men jeg gik ikke med giftetanker dengang. Det var min far der ville se mig lykkelig, og han troede at jeg ville blive det af at gifte mig. Men de må ikke skade mig, eller mit ufødte barn."

"Jeg gør dig ikke noget, ej heller barnet. Vi skal nok få vores egne, du og jeg. Mika er ingen mand for dem, ham kan de umuligt være lykkelig med."

Jeg snøftede lavt, hvad vidste denne mand om det? Hvad vidste han om mit og Mika´s forhold?

"Jo, jeg elsker ham, og han elsker mig."

Jeg veg tilbage da han hævede stemmen.

"Forkert svar Gabriella, du hader ham, men elsker mig!"

"Man kan ikke fremtvinge kærlighed!"

Det skulle jeg ikke have sagt, for inden jeg nåede at reagere, havde jeg fået en lussing, der med garanti ville efterlade et mærke. Tårerne trillede ned, og den unge mand undskyldte hurtigt.

"Det var ikke min mening at slå dem, men de må da kunne forstå at jeg elsker dem. De må aldrig nævne Mika igen, aldrig. Ellers slår jeg måske igen, jeg kan ikke styre mig selv når jeg høre noget om ham. Du må ikke elske ham, det er mig du skal elske!"

Jeg krøb over i hjørnet, turde ikke se op på ham, gemte blot mit ansigt i hænderne. Kinden sveg og brændte, hvor ville jeg dog ønske at jeg var i tour bussen sammen med min Mika.

"Åh Mika, hvor er du henne min kære? Jeg har så inderligt brug for dig."

Bad jeg inde i mit hoved, af frygt for at den unge mand ville miste besindelsen igen, hvem vidste hvad han ville gøre næste gang? Jeg turde ikke tænke tanken til ende, jeg måtte og skulle beskytte lille Ella til vi blev fundet.

 

Jeg vågnede langsomt, hvordan var jeg kommet ind i bussen? Jeg havde jo været på parkerings pladsen da...

"GABRIELLA!!"

Råbte jeg, jeg prøvede at rejse mig, men blev med det samme ør i hovedet og måtte lægge mig ned. Gabriella var blevet kidnappet, jeg måtte finde hende. Hun måtte være ved at gå til af skræk, og jeg havde ikke opfyldt mine løfter om at beskytte hende med mit liv.

"Mika, prøv at slappe af. Jo hurtigere du slapper af, jo hurtigere kan du komme med ud og lede efter hende. Politiet er igang med efterforskningen, og når vi finder dem, bliver han fængslet, han kommer aldrig ud igen Mika."

Jeg rystede på hovedet, og sagde lavt at han ikke ville nå ind i fængslet. 

"Mika, nu må du ikke gøre noget dumt. Så længe du får Gabriella igen, må du lade politiet om resten."

Jeg kiggede vredt på ham.

"Hvem siger at han ikke allerede er langt væk nu? Hvem siger at hun ikke er død?"

"Nej Mika, det må du ikke sige. Hun lever, både hun og lille ufødte Ella har det godt. Politiet siger at langt de fleste stalkere kun kidnapper, for at kunne have den kidnappede for sig selv. Det er en kærlighed til personen der har ført dem ud i kidnapning, en syg kærlighed."

Jeg vidste at han havde ret, derfor lovede jeg mig selv, at havde både Gabriella og lille Ella det godt, ville jeg lade politiet klare det hele, når jeg havde fået min elskede Gabriella. Men var der sket dem noget, slog jeg ham ihjel!

"Jeg er klar igen, lad os komme afsted. Hun er sikkert ved at gå til af skræk min elskede Gabriella."

Chris nikkede.

"Bare rolig min miss Mika, vi skal nok finde dig snart, det lover jeg dig. Du må bevare roen, for lille Ella´s skyld. Jeg elsker dig, vi er på vej!"

Svarede jeg tilbage på hendes nødråb, om jeg så selv måtte tage ud og lede efter hende, ville jeg gøre det. Hun måtte og skulle findes, og det hurtigt. Jordmødrene havde sagt at et stort chok kunne sætte hendes fødsel igang alt for tidligt. Det måtte ikke ske nu, hun var kun lige over tre måneder inde i sin graviditet. Fik hun lille Ella nu, ville vores lille pige med sikkerhed ikke overleve.

I fællesrummet i bussen, sad de andre. Jeg gik direkte hen til døren.

"Hvad venter i på, hun skal findes!"

Jeg ventede ikke på deres svar, jeg var ude af døren inden jeg selv havde talt færdig. 

"Jeg er på vej min elskede."

Sagde jeg lavt, på vej over parkeringspladsen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...