Persecuted

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 2 jul. 2013
  • Status: Igang
Marina er efterhånden den eneste af sin slags, der er tilbage. De fleste af hendes slags bruger deres skønhed og utrolige stemme til at lokke mænd, og kvinder i døden. Skyggejægerne har i lang tid jagtet hendes slags. Men når skyggejægerne finder Marina, vil de så se at, hun er anderledes. Vil de i stedet hjælpe hende, med at finde ud af, hvorfor Madorma er efter hende? Snart er Marina den eneste af hendes slags der kan hjælpe de underjordiske. Den eneste af hendes slags der kan redde havet fra Madorma. Hendes slags, er en havfrue.

7Likes
4Kommentarer
467Visninger

2. Kapitel 1

Kapitel 1

Marina

 

Jeg så rundt i venteværelset og håbede inderligt at de havde fundet ud af noget om min mor. Desværre, blev jeg skuffet.

”Marina Lynch?” siger en politikvinde og kigger op fra sine papirer og rundt på de forskellige der sidder i venteværelset. Ikke at det er mange. I hjørnet sidder en ældre dame, engang i 60'erne vel. To pladser til venstre for mig sidder en mor og hendes datter, begge har grædt og pigen hulker stadig. Hvis jeg kunne græde ville jeg. Jeg ville holde om den lille pige og sige at det nok skulle gå. Men hvordan ville hun ikke reagere, hvis en fremmede pige med lilla hår, holdt om hende og sagde at de nok skulle gå? Jeg rejser mig fra stolen og går med politi damen. Hun åbner en dør og holder den for mig. Jeg sætter mig på stolen på den anden side af skrivebordet og hun sætter sig overfor mig.

”Frk. Lynch, til at starte med, vil jeg sige at jeg virkelig føler med dig, men desværre har vi endnu ikke fundet hende. Vi har undersøgt og ledt og jeg ved ikke hvad, men hun er bare forsvundet. Jeg har snakket med din far og vi er blevet enige om, at vi dropper eftersøgningen. Jeg beklager.” siger hun og jeg nikker tavst. Min mor forsvandt, da jeg var 5 år gammel. Min far og jeg efterlyste hende, men de fandt aldrig noget. Indtil jeg blev 16, har jeg ikke haft nogen idé om, hvad der er sket med hende. Men jeg ved det nu. Hun er blevet myrdet. Dræbt. Slået ihjel. Min mor elskede havet og kunne bruge flere timer der, hver dag. En dag, kom hun aldrig hjem. Selvom jeg godt ved at hun aldrig kommer tilbage, knytter jeg mine hænder og bider mig i læben af ren vane. Jeg gjorde det altid, når jeg ikke ville græde, nu kan jeg ikke græde. Jeg rejser mig og går ud. Jeg sender et forsigtigt smil til den lille pige, i håb om at kunne se hende smile. Jeg bliver belønnet med et forsigtigt smil. På vej ud siger jeg farvel til receptionisten og går langs strandpromenaden. Jeg ser ned mod stranden, og får en pludselig trang til at bade og hygge mig på stranden, sammen med mine veninder. Men jeg ved lige så godt som dem, at de kun er veninder med mig, på grund af min far. Min far er rig, han er advokat og tjener mere end vi behøver. Men han lader ikke pengene stige ham til hovedet.

Min telefon ringer, så jeg tager den op af lommen og kaster et blik på displayet. Stacia. Jeg gider egentligt ikke snakke med hende, men jeg trykker på grønt rør og holder mobilen op til øret.

”Hey søde!” lyder Stacies lyse stemme. Jeg har aldrig kunnet lide hendes stemme, hun lyder så snobbet når hun taler.

”Hey Stacia!” siger jeg og vrænger på ansigtet.

”Hvordan gik det så?” spørger hun og prøver at lyde bekymret.

”De har droppet efterforskningen..” mumler jeg og sparker til en sten.

”Åh, det er jeg ked af! Sig til hvis der er noget jeg kan gøre!” siger hun, og jeg får lyst til at brække mig.

”Tak Staci!” siger jeg og lægger på. Badr...!

Lidt efter ringer Mollie, den eneste pige på min skole der ikke er veninder med mig på grund af min far. Og den eneste pige jeg faktisk kan lide.

”Hey Mollie,” siger jeg og smiler for mig selv.

”Hey Rina!” siger hun og lyder glad. ”Hvordan gik det?” hendes tonefald skifter og hun lyder ked af det.

”Ikke så godt, de har besluttet at droppe sagen, men at have den liggende, hvis de pludselig finder ud af noget.” siger jeg og sparker til endnu en sten.

”Det er jeg altså virkelig ked af Rina! Har du lyst til at komme over?” spørger hun og lyder oprigtig, da hun siger at hun er ked af det. Mollies far er også advokat og tjener også godt. Så Mollie har ikke brug for mere, ud over en veninde der holder af hende som hun er, som mig.

”Tak Mol!” siger jeg og smiler til en ældre dame der går forbi mig. Dem ser man ikke mange af, her i Miami.

”Så lidt. Du kommer bare, ikk'?” spørger Mollie.

”Vi ses Mol!” siger jeg og griner.

”Hej hej Rina!” siger hun og lægger på.

Mollie startede på min skole for 1 et år siden. Hendes far flyttede her til og han blev ansat i samme firma som min far. I starten lagde jeg ikke rigtig mærke til Mollie, men da hende, hendes far og mor kom på besøg, lærte jeg hende at kende og vi har været veninder lige siden. Jeg spotter Mollies hus, et stort hvidt et, med glasfont og grønne buske rundt omkring. Jeg går op af den lange trappe og banker forsigtigt på døren. Mollies far kommer og åbner og sender mig et stort smil.

”Hej Marina,” siger han og trækker mig ind i et kram.

”Hej Hr. Davis!” siger jeg og smiler. Jeg stiller mine sko og går ind på Mollies værelse. Hun sidder på hendes seng med hendes mac book og taster på livet løs.

”Rina!” hviner hun og hopper op fra sengen og svinger armene rundt om min hals. Jeg ligger mine arme om hende og knuger hende ind til mig.

”Har du lyst til noget?” spørger hun og klapper sin computer sammen. Typisk Mollie at være så gæstfri.

”Ja tak.” smiler jeg og følger med hende ned i køkkenet.

Hun åbner køleskabet og tager to flasker vand ud og rækker mig den ene.

”Nå, hvad sagde de helt præcist?” spørger hun, åbner sin flaske og sætter sig ved spisebordet.

”At de droppede eftersøgningen, det var de blevet enige om med min far,” tilføjer jeg og sætter mig overfor hende. ”Men at, hvis de fandt nogen spor eller lignende, ville de kontakte os.” Mollie ser trist på mig og ligger sin hånd oven på min.

”Jeg, jeg ved ikke hvad jeg skal sige.” mumler hun. Jeg ryster på hovedet og smiler til hende.

”Min mor har været forsvundet i 12 år, det er utroligt så længe de har holdt efterforskningen i gang,” siger jeg og smiler roligt til hende. Hun trækker på skuldrende og tager en tår af sin vand.

”Mollie, skat! Jeg tager på arbejde nu, i kan bare ringe efter en pizza,” siger hendes far, i det han kommer gående ud fra sit kontor. Mollie og jeg nikker og Mollie rejser sig, for at kramme sin far. Hun sætter sig igen og tager endnu en tår.

”Nå, skal vi ringe efter en pizza?” Jeg nikker og skubber min mobil over til hende.

”En almindelig pizza, med peberoni. Nej ingen champignoner.” Mollie lægger på og rækker mig min mobil. 30 minutter efter, ringer det på døren. Mollie går hen til døren og åbner. En fyr med blå-grønt hår, med en pizzabakke i den ene hånd, smiler lumsk til hende og hun træder automatisk et skridt tilbage.

”Peberoni pizza?” spørger han og afslører en række hvide tænder. Han træder over dørtærsklen og rækker hende regningen. Jeg kan se at Mollie er utilfreds, så jeg rejser mig fra min plads og går hen til døren og stiller mig bag hende.

”Marina, har du en tyver?” Jeg tager min pung fra min jakke, der ligger på bryggersbordet. Ja, selv rige mennesker har et bryggers. Jeg finder en tyver og ligger den i fyrens hånd. Han smiler igen og afslører igen sine hvide tænder, men denne gang er de spidse. Jeg trækker Mollie et skridt bagud og gisper. Fyrens øjne bliver helt røde, både iris og pupillen og det hvide udenom.

”Marina,” stammer Mollie og ryster som en gal. Jeg mærker min puls stige og trækker hende med bagud. Fyren går efter med et lumsk smil på læberne, ud fra hans navneskilt kan jeg se at han hedder Brady.

”Hmm, jeg kan lugte saltvand.” siger han for sig selv, men hentyder tydeligvis til mig. ”Og det er ikke havet.”

”Skrub af,” siger jeg og ser koldt på ham, prøver at ignorer mit bankende hjerte. Kender i følelsen, når man vågner brat op fra et mareridt? Ens bankende hjerte, din stigende puls, skyggerne du ser overalt? Præcis dén følelse, har jeg lige nu, bare ti gange værre. Af ren refleks, knytter jeg min hånd og ser hans blodårer bevæge sig, ret klamt nu jeg tænker over det. Jeg hæver hånden, ud for hans øjne og borer neglene ind i min håndflade. Hans blik flakker, men han går nærmere. Jog tætter på han kommer, jo dybere borer jeg mine negle ned i huden. Han stopper brat op og udstøder et halvkvalt skrig. Jeg holder blikket på ham, men kan mærke Mollies blik der hviler på mig. Hun undre sig. Og hun er i den grad bange. Ud af øjenkrogen, ser jeg små tårer der glider ned af hendes kinder, af ren frygt. Jeg misunder hende. Hun kan græde, af glæde, af frygt, af sorg, af vrede. Men jeg kan ikke græde. Nogle gange savner jeg, at kunne kravle op på min fars skød og græde, gemme mit hoved i hans skjorte. Men den tid er ovre. Fyren løber, med et rasende skrig, ud af døren og efterlader både pizza, penge og hans kasket.

”Rina, hvad gjorde du?” stammer Mollie, der er krybet sammen på gulvet.

”Det..” hvad skal jeg sige? At jeg er en havfrue? Jeg ved hvad jeg gjorde, og jeg ved hvad han er. Men det behøver Mollie ikke at vide, hun har problemer nok. Teenage problemer, hun behøver ikke også at blive rodet ind i mine. ”Det.. ved jeg ikke,” mumler jeg. Som om hun vil tro på den. Hun er ikke dum, Marina. Jeg synker ned på gulvet ved siden af Mollie og ligger mine arme om hende. Vi går ind i stuen, med pizzaen, sætter os i sofaen og tænder for tv'et. Ved 9 tiden kommer hendes far hjem igen. Jeg rejser mig fra sofaen og krammer Mollie, tager mine sko og jakke på og går ud af døren. I håb om at han er forsvundet. Men det er sjældent, jeg er heldig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...