Guldfuglens Bur

I en verden hvor status og rigdom var alt, var Frederikke Reventlow en lykkelig kvinde. Hun førte det perfekte liv, troede alle. Hun var en skønhed. En lykkelig hustru. En stolt moder. En rig grevinde. Men ingen vidste, at Frederikke vigtigst af alt, var en løgner. En løgner overfor omverdenen. Og en løgner over for sig selv.

Himlen blev til helvede. Blondegardiner til tremmer. Skønheden forvandledes til udyret. Og guldfuglen blev fanget i et grusomt bur.

33Likes
14Kommentarer
1477Visninger
AA

6. Kapitel 5 - 1755

Vinteren 1755

Den lille pige sad med sin far i stuen. Eftermiddagens lys var ved at slukkes, men barnet lagde slet ikke mærke til det. Hun var så optaget af at nærstudere den gave, som faren netop havde haft med hjem.

På det lave bord foran dem stod et smukt håndlavet bur, der havde snoede blomsterdekorationer og skinnede let i det falmede solskin. Men det var ikke det, barnet kiggede betaget på. Det var dyret, der sad derinde. En lille, silkeblød kanariefugl betragtede Frederikke med blanke øjne. Fra sin plads bag tremmerne kiggede den ud på den store frie verden. Dens blik mødte barnets, og hovedet blev vippet en anelse på skrå, som om det vurderede hendes værdighed. Hendes værdighed til at høre fuglens musik. Frederikke sukkede utålmodigt, men ventede pænt. Og endelig, efter endnu et par lange minutter, gav den sig til at synge.

Først var hun så begejstret, at hun næsten sprang op af sofaen. Men efter et kort øjeblik bøjede hun skuffet hovedet. Læberne bævede en anelse. Skuffelsen skar dybt i hende. Frederikke havde hørt så meget fantastisk om små fugles melodier. Hun havde forestillet sig, at dyrets musik ville lyde som violinspil eller klaverkoncerter. Da faren var kommet hjem med hendes egen lille sanger, havde Frederikke været fuld af strålende forventninger. Men tonerne, der nu flød ud i rummet, var ikke så smukke, som hun havde forventet. De bragte ikke glæde og solskin ind i stuen. De fortryllede ikke hendes sind.

Tonerne var lange og triste. Sangen var ikke lys og let, sådan som hun havde forventet. Den var sørgelig, så sørgelig, at Frederikkes tårer hurtigt klatrede frem i øjnene.

”Far, hvorfor synger den sådan?” Klagede den lille pige, mens hun betragtede farens tåreslørede skikkelse. Den ældre mand kiggede overbærende og en anelse belærende på sin knap otteårige datter, men kunne alligevel ikke holde et svagt smil tilbage. Langsomt og tydeligt, som om han var en lærer, der reciterede vigtig grammatik, udtalte han ordene. De ord, der mange år senere stadig ville spøge i datterens sind.

”Vi kan opdrætte en fugl til at sidde i et bur, og vi kan endda få den til at synge fra sit fangeskab. Men min kære Frederikke, dette betyder ikke, at vi også kan få de melodier fra den, som vi ønsker. For i sidste ende, er det fuglen selv, der vælger sin sang.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...