Guldfuglens Bur

I en verden hvor status og rigdom var alt, var Frederikke Reventlow en lykkelig kvinde. Hun førte det perfekte liv, troede alle. Hun var en skønhed. En lykkelig hustru. En stolt moder. En rig grevinde. Men ingen vidste, at Frederikke vigtigst af alt, var en løgner. En løgner overfor omverdenen. Og en løgner over for sig selv.

Himlen blev til helvede. Blondegardiner til tremmer. Skønheden forvandledes til udyret. Og guldfuglen blev fanget i et grusomt bur.

33Likes
14Kommentarer
1530Visninger
AA

5. Kapitel 4 - 1804

Kapitel 4 – Februar 1804

Frederikke vågnede fortumlet, men afklaret. Hun lod forsigtigt øjenlågene åbnes. Det højre sendte knivstik af smerte helt ned i kinderne, og hun var sikker på, at blå og røde plamager ville dekorere øjet nu. Tøvende så hun ud på verdenen. Der var næsten ikke mere lys tilbage. Dagen var lige ved at være omme, men selv de små, gyldne rester af aftensolen, som havde kæmpet sig igennem regnvejrsskyerne, skar smertefuldt i Frederikkes øjne, da hun kiggede ud af vinduet.

Efter de første øjeblikke, hvor hun missende havde betragtet det rum, hun kendte så godt, satte Frederikke sig op i sengen. Hele kroppen gjorde ondt, men hun måtte glemme smerten nu. Glemme svagheden. Nu havde hun brug for al sin styrke, hvis hun skulle gøre det, hun havde forsømt i så mange år. Hvis hun skulle gøre bare en brøkdel godt igen.

Frederikke vidste, at hun havde været en forfærdelig mor. Hun havde svigtet sine børn, og det havde hun udemærket været klar over. Hun havde været en kryster. Men nu var det slut med at være fej. Hun måtte tage kampen op. Ikke for hendes egen skyld, for hendes chance var forpasset. Frederikke måtte kæmpe for sine børn.

Langsomt men målrettet kravlede hun ud af sengens varme. De fine lagner var plettede af hendes blod, men det var vel lige meget. Ingen af tjenerne ville undres over synet. Igennem de sidste mange år havde de set, hvad der foregik på Pederstrup, med langt mere klarhed end hende selv. Det var som om, hun selv havde vandret rund i verden blændet af overfladens stråleglans.

I et kort øjeblik, mens hun sad på sengekanten, overvejede hun, om hun skulle tilkalde Maren. Men så snart fødderne ramte gulvet og hun vaklende kom på benene vidste Frederikke, at det ikke var nødvendigt. Nu måtte hun klare sig selv. Hun kunne klare sig selv.

En mørk kjole blev hastigt fundet frem i skabet. Det dyre stof kradsede mod hendes hud, og hun kunne næsten ikke få sig selv til at tage den på. Men det var nødvendigt. Hun måtte dække sine sår. Lade den smilende maske falde på plads over ansigtet. Det var den straf, hun nu måtte bære. Straffen for at have ladet Christian gøre dette mod hende og børnene. Det var Guldfuglens straf for at have ladet sig fange i djævlens bur.

Det var først, da Frederikke kunne kigge sig i det støvede spejl uden at se andet end den grevinde, som omverdenen kendte, at hun var tilfreds. Kvinden, der kiggede ud gennem glasset, var falsk. Hun var en løgn. Men det var kun i dette kostume, at Frederikke kunne kæmpe sin kamp. Krigen mod Christian skulle vindes i forklædning.

Tilfreds rejste hun sig op. Hun rankede ryggen og placerede et let smil på de sprukne læber. Hun glemte smerten, sorgen og svagheden. Bestemt begravede Frederikke disse følelser dybt nede i sit sind. Der kunne de ligge og rådne, for hun ville aldrig lade dem komme op igen. Hun ville aldrig vænne tilbage til den gamle Frederikke, der nu var også lå og rådnede dybt i hendes sinds undergrund. For hvis hun gjorde det, så ville det snart være en anden grav, der skulle graves. Hvis ikke Frederikkes svaghed døde nu, så ville hendes elskede barnebarn blive taget fra hende.

”Greven har beordret os til at føre Dem til Deres barnebarns værelse.”

Det gøs i Frederikke. Hun bed sig i læben. Hun var stærk. Måtte være stærk. Hvert skridt føltes som en uendelig kamp, men hun vidste, at for hvert sekund, hun tøvede, ville Christians galskab fortære et stykke af hans menneskelige varme. Udyret ville atter overvinde hans selvbeherskelse og faderlige natur.

Trapperne var uendelige lange, som ville de føre hende direkte ned i Helvedes flammer. Tjeneren gik alt for langsomt, som fattede han slet ikke, at der her var tale om liv eller død. Frederikke mærkede pulsen stige. Det måtte den ikke. Hun måtte være kold, eller måske rettere varm. Tvinge frosten i Christian ud med hendes egen blide ild.

Endelig var de fremme ved værelset. Tjeneren bankede på. Intet svar. Værelset var stille, alt for stille. Dødstille. Frederikke fejede febrilsk denne sammenligning ud af sin bevidsthed. Der var ingen tid at spilde. Resolut skubbede hun tjeneren væk fra døren og trådte ind.

Christian sad bøjet hen over sengen. Som en Kristusstatue vogtede han over den lille sovende dreng. Aftenlysets sidste stråler ramte det fredfyldte ansigt. Barnet var så lille. Så uskyldigt. Verden havde endnu ikke lært hendes sønnesøn om sin brutale natur. Lykken bølgede ind over Frederikke. Han levede. Hun blinker tårerne væk. Han levede. Det var ikke for sent. Christian så kun drengen. Han var om hypnotiseret. Som forstenet. En sovende djævel. Han hørte ikke Frederikke.

Hun rømmede sig. Han hørte hende stadig ikke. I tre skridt var hun henne ved ham. Faldt på knæ foran ham. Han var fuldstændig forstenet. Da så hun det. Hans grove hænder rundt om den spinkle hals. Hun ville skrige, men kunne ikke. Ville ruske i Christian. Råbe af ham. Men hun vidste, at det intet vil ændre. At han var for stærk. Tårerne pressede sig på. Magtesløshedens tårer.

”Christian…” fremstammede hun.

Han reagerer ikke.

”Christian, min elskede…” Hun lagde blidt sin hånd oven på hans. Mærkede kulden fra hans håndryg igennem sine fingerspidser.

”Du må ikke…”

Hun ville sige mere, men ordene hang fast i hendes hals.

”Christian, det er din sønnesøn…”

Frederikke så et glimt af noget i hans øjne, eller måske var det bare noget hun forestillede sig. Noget hun ønskede. Hun lænede sig ind imod sin mand, men han ænsede det ikke.

”Christian, jeg går ingen steder. Jeg bliver hos dig. Jeg kan ikke forlade dig.”

Ordene skar sig ind i hendes sjæl. Hun vidste, at de var sande. De måtte være sande.

 

Langsomt. Uendeligt langsomt drejede han hovedet og så på hende. Hans blik var dybt som den dybeste brønd. Vanviddens glans var forsvundet.

”Der er sket så meget…” hun vidste ikke, hvor hun ville hen med sætning, men turde ikke at forblive stille. ”… Det hele har ændret sig, du er ikke længere den mand, jeg forelskede mig i den sommer for så længe siden.” Hun tog hans hænder i sine.

”Du er ikke længere den prægtige svane…” Frederikke kunne ikke holde ordene tilbage længere. Sætningerne faldt over hinanden. De snublede og væltede. Men de kom da ud over hendes læber.

”Du er en morder! Du har ødelagt mit liv! Mine børns liv!”

Han rejste sig op med et ryk. Frederikke var sikker på, at han ville slå hende. Lukke munden på hende en gang for alle. Hun var klar til at bøde for sin synd. Kold og klar. Dog kunne hun ikke lade være med at gøre et sidste forsøg.

”Men Christian, jeg vil blive hos dig. Jeg vil være en god hustru for dig, men ikke for din skyld. Heller ikke for min, for jeg lod dig gøre det her. Lod dig sætte mig i bur som den stækkede fugl, jeg var. Men selv en stækket fugls svingfjer vokser ud, og den kan lærer at flyve. Den kan lære at gøre det rigtige.”

Frederikke tav pludseligt, da den lille dreng vendte sig i sengen og slog øjnene op. De klare blå øjne skinnede fulde af tillid og kærlighed imod dem. Han havde sin farfars øjne. Hans øjne var præcis, som Christians havde været engang for mange år siden. En tåre trillede ned af Frederikkes kind, og hun tog et skridt hen mod den mand, hun både havde elsket og hadet mere end noget andet.

Deres hænder klemte næsten desperat om hinanden. Som om de begge forsøgte at klamre sig til en lille rest af deres så lykkelige fortid. De klamrede sig til de sidste minder om den tid, hvor de var mere end knuste brudstykker af et menneske. Den tid, hvor deres verden var bedre. Den tid var for længst forsvundet. Men de kunne alligevel ikke lade være med at drømme en smule om den.  

Med et sidste kræligt smil til deres barnebarn vendte de sig mod døren. Og hånd i hånd forlod Christian og Frederikke barnet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...