Guldfuglens Bur

I en verden hvor status og rigdom var alt, var Frederikke Reventlow en lykkelig kvinde. Hun førte det perfekte liv, troede alle. Hun var en skønhed. En lykkelig hustru. En stolt moder. En rig grevinde. Men ingen vidste, at Frederikke vigtigst af alt, var en løgner. En løgner overfor omverdenen. Og en løgner over for sig selv.

Himlen blev til helvede. Blondegardiner til tremmer. Skønheden forvandledes til udyret. Og guldfuglen blev fanget i et grusomt bur.

33Likes
14Kommentarer
1481Visninger
AA

4. Kapitel 3 - 1804

Februar 1804

Med hamrende hjerte låste Frederikke døren bag sig. Hånden rystede. Det føltes som en uendelig kraftanstrengelse at dreje nøglen omkring. Gråden voksede i hendes hals og spærrede for luftvejene, så hun måtte hive efter vejret. Hele verden snurrede rundt, som var den blevet til evighedens karrusel. En ond forlystelse, der blot gjorde hende mere og mere svimmel. Rundt og rundt. Hun kunne mærke mavens indhold vende sig.  

Korsettet pressede alt luften ud af hendes lunger, præcis som hvert af hans slag havde gjort. Hun vaklede og måtte støtte sig til skrivebordet. Brevpapiret og staven med den usmeltede lak lå der stadig. Som et vidnesbyrd om hendes mislykkedes forsøg. Tællelyset var gået ud.

Frederikke lukkede øjnene og lod sig dumpe ned på sengen. Igen og igen så hun den lille døde krop for sig. Hendes eget hæse grin rungede i hendes indre. Lød hult og ondt. Som en krages skræppen. Hun var en synder. Hun fortjente sin straf.

Du må ikke slå ihjel. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke bryde ægteskabet. Slå ihjel. Slå ihjel. Synder. Præstens stemme rungede truende i hendes sind. Som da hun var lille. Fuglens bløde fjer imod hendes kolde hænder. Dens skrøbelige knogler der knustes i hendes brutale greb. Af hendes hænder. Af hende.  

Hænderne var urene. Besudlet af hendes synd. Af fuglens blod. Eller var det hendes eget? Ernst blod dryppede ned over fingrene. Engleblod. Hænderne var tilsmudsede. Det var konsekvenserne af hendes blindhed. Var hun en djævlens apostel?

Hun støttede sig til sengestolpen og rejste sig op. Vaklede over til vaskefadet. Den ene fod foran den anden. Som en linedanser. Værelset vippede op og ned, som var hun var ombord på et skib. Den ene fod foran den anden. Hun kunne stadig smag blodet på tungen. Hendes straf. Hovedet dunkede.

Frederikke hev og sled i korsettet for at få det af. Hun blev mere og mere desperat. Hun kunne mærke stoffet give sig under sine fingre men ikke nok. Snøren strammede stadig kjolen sammen. Hold hende fanget. Som en fugl i sit bur. Hvorfor havde Maren da også strammet den så meget? Det måtte hun aldrig mere gøre, det ville Frederikke fortælle hende en gang for alle. Verden vippede mere og mere. Op og ned og op igen. Hun greb fat i vandfadet. Stod og svajede med lukkede øjne.

Hun rev i kjolelivet en sidste gang. Det fine stof gav efter og det faldt til jorden. Hun var fri. Hun sukkede. Bloddråberne gjorde vandet rødt. Måske var det bare noget, hun forestillede sig. Noget hun et eller andet sted gerne ville have, men vandet kunne ikke vaske hendes synder af.

Frederikke mærkede, hvordan tårerne pressede sig på. De tårer, hun havde tilbageholdt alt for længe. De løb ned af hendes kinder. Uhæmmede. Som regndråberne på runden.

Kraftløs gled Frederikke ned i sengen. Hun sparkede vredt skoene af fødderne. Krummede sig sammen som en kugle. Som et såret dyr. Hun knugede armene og brystet og prøvede at beskytte sig imod de usynlige farer.

Døren rystede let, da han hamrede på dem. Det føltes næsten som om, at det endnu en gang var hende, han slog med knyttede næver.

”Frederikke!” Christians stemme var høj, men kontrolleret. Truende, men rolig. ”For dit eget bedste, så lyt godt efter, hvad jeg siger nu. For ellers går det ikke kun ud over dig…”

Det var næsten utroligt, at hun kunne høre ham gennem døren. Det sidste blev mumlet så lavt og hvislende, at hun ikke var sikker på, at han virkelig havde sagt det. Eller om hun bare kendte ham så godt, at hun vidste, hvad han tænkte. Vidste, hvad han planlagde.

Men uanset hvad, fik det hende til at lytte efter. Hun satte sig op på sengen. Vanddråberne lå stadig på hendes hvide hud. Blodet havde farvet den normalt så klare væske rød. Det blod, som Christian havde fået til at flyde. Eller var det i virkelig hendes egen skyld, at sårene nu skamferede hele hendes krop? Var hun selv skyld i det hele?

”Du har tydeligvis ikke lært din lektie. Jeg giver dig et par timer, men når aftenen kommer, forventer jeg, at du har lært din lektie. Ellers går det ikke kun ud over dig, men også over din søn og sønnesøn.”

Frederikke måtte kæmpe med hvert eneste åndedrag. Sorte pletter dansede for hendes øjne og blandede sig med værelsets skygger. Ikke engang tårerne kunne vaske mørket for hendes syn væk. Gråden forstærkede det tværtimod.

Hun krøllede fingrene sammen til små knyttede næver for at forhindre dem i at rive henover huden. En brændende trang til at flå hele vejen ind til det forbandede hjerte fyldte hende pludselig. Hun ønskede brændende, at hun kunne flå det svage organ ud af sin ynkelige krop.

”Jeg råder dig til at gøre, som jeg siger, min elskede. Og hvis du føler nogen tvivl, så husk din egen døde søn. Husk Ernst.

Hans stemme var blottet for varme. For liv. Dødens morbide dissonans farvede den sort. Mørkere end sort. Frederikke var ikke sikker på, at hun hørte rigtigt. Måske var det en ond drøm. Et mareridt. Hans hule glædesløse latter rungede igennem døren.

Med et var Frederikke både døv og lam. Hun kunne ikke høre mere. Hun kunne ikke bevæge en eneste muskel. Hun sad så stille som en af de stenengle, der vogtede over kirkegårdene. Øjnene stirrede tomt ud i luften.

Frederikke så, men hun så ikke værelset, som det var. Hun så skyggerne. Mørket. Og de sorte pletter. De for rundt i en barbarisk krigsdans. Skyggerne vogtede over hende. Sorte plamager formede sig til høje silhuetter, der rakte ud efter den sammenkrummede figur. Mørket kærtegnede blidt hendes kolde hud. Det ville beskytte hende. Beskytte hende mod livet. Beskytte hende mod skammen og skylden, der fik hele hendes krop til at brænde.

Hun overgav sig til det. Overgav sig til mørkets beskyttelse. Frederikke kunne ikke overskue krigen i sit indre. Hun gav fortabt. Ligesom hun havde gjort så mange gange før. Hun forsvandt ind i bevidstløshedens tomrum. Hun stak af til det sted, hvor det kun var de udtværede drømme, der kunne forfølge hende.

 

De to sortklædte forældre sad og vågede over den kolde, blege dreng. Deres smilende søn. Deres lattermilde barn. Den lille skikkelse, der for så kort tid siden havde været så fuld af glæde og liv, var nu ikke andet end en tom skal. For deres elskede dreng, Frederikkes dyrebare Ernst, var nu ikke andet end en engel, der kiggede ned fra den fjerne himmelhvælving.

Hendes indre brændte værre end de helvedes flammer, som en præst gang på gang havde prædiket om. Snart ville der ikke være mere tilbage inden i hende end aske fra den sjæl, der engang havde været så strålende glad. Men hun var ligeglad. Så ligeglad, at det gjorde ondt. Skyldfølelsen over opgivelsen skar gennem hende som en sløv kniv.

Ernst var væk. Væk. Død. Borte. Af jord var han kommet, sådan ville præsten snart sige, og til jord skulle han nu blive. Hendes lille dreng skulle ikke ligge hvidklædt og livløs i en kold kiste. Han skulle ikke ligge i en trææske og rådne. Han skulle sove i sin seng og vågne hver morgen. Men Ernst ville aldrig slå øjnene op igen. Hun var ikke sikker på, at hun forstod det.

”Frederikke,” Christian forsøgte at afbryde hendes tanker. Men hun kunne ikke få sig selv til at svare ham. Til at kigge på ham. Hun kunne ikke møde hans øjne, når hun vidste, hvad dette dybe blik havde set.

Frederikke kunne ikke se på ham, for hvis hun gjorde, ville hun huske det, hun måtte glemme. Synet af ham var nok. Synet af hans beregnende udtryk. Af den truende, næsten rovdyragtige skikkelse. Af de alt for stærke hænder, der let som ingenting kunne sno sig om en slank, lille hals. Det ville hun ikke kunne holde til. Et angreb som det, dette syn ville udgøre, var nok til at nedbryde hendes sinds svage, nybyggede mure.

”Du ved, at du aldrig må nævne det, du ved, for nogen…” hvislede han ”Fra nu af er den eneste sandhed, at Ernst døde af sygdom. Den eneste! Hvis du siger andet, så bliver han ikke dit sidste døde barn. Og du vil selv følge efter dit afkom ind i døden. Er det klart nok for dig, min elskede?”

Det sidste ord spyttede han nærmest ud. Hun kiggede ikke op. Hun kiggede væk fra Christian. Hun nægtede at se ham. Nægtede at se, hvad han havde gjort. For det vidste hun, var det bedste for dem begge to. Så hun nikkede og hviskede forsigtigt, at hun forstod ham. Hendes stemme rystede ikke. Hun tøvede ikke.

Det var der, en kold aften i året 1781, at Guldfuglen lærte at synge i bur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...