Guldfuglens Bur

I en verden hvor status og rigdom var alt, var Frederikke Reventlow en lykkelig kvinde. Hun førte det perfekte liv, troede alle. Hun var en skønhed. En lykkelig hustru. En stolt moder. En rig grevinde. Men ingen vidste, at Frederikke vigtigst af alt, var en løgner. En løgner overfor omverdenen. Og en løgner over for sig selv.

Himlen blev til helvede. Blondegardiner til tremmer. Skønheden forvandledes til udyret. Og guldfuglen blev fanget i et grusomt bur.

33Likes
14Kommentarer
1477Visninger
AA

2. Kapitel 1 - 1804

Februar 1804

Her have vi lidt et Tab; den lille smukke Kanariefugl, der ”à samanière” var Din Broder saa hengiven, er død.

Frederikkes hånd rystede, da hun skrev ordene. De ord Louise for mange år siden havde sagt, at hun skulle skrive, når hun engang vågnede op. Vågnede op. Dengang kunne hun næsten ikke tro svigerindens frækhed. Frederikke havde været rødglødende som et strygejern, der just var blevet taget af komfuret. Hun havde hvæset af veninden som en kat, hvis territoriale grænse var blevet overtrådt, og havde hidsigt bedt hende forsvinde og aldrig vise sig igen.

Nu fortrød hun. Hun fortrød bitterligt. Hvorfor havde hun ikke lyttet til sin altid indsigtsfulde veninde og handlet imens tid var? Hvorfor havde hendes opvågning været så forfærdelig langsom? Hvorfor havde hun ikke forhindret ulykkerne i at ske? Beskyttet sine børn, som en god moder ville gøre? Som en god moder. Frederikke bed sig i læben og prøvede at forhindre tårerne i atter at trille uhæmmede ned af kinderne. Det lykkedes ikke. En god moder. Hun duppede øjnene med sit allerede gennemvædede lommetørklæde. Bare en enkelt tåre ville ødelægge brevet. Blækket ville løbe ud. Nogen ville opdage det hele.

Heldigvis havde svigerinden ikke fulgt Frederikkes anmodning, og episoden var aldrig igen blevet italesat. Frederikke havde siden den dag forsøgt at fortrænge svigerindens ord. Forsøgt at glemme. Hun havde vendt det blinde øje til. Overset tegnene. Med vilje. Det vidste hun nu. Med rystende hånd fortsatte Frederikke hurtigt sit brev:

Jeg kan ikke sige Dig, hvor det har gjort os alle ondt, og hvor vi savne den om Morgenen ved Thebordet, da den altid flagrede omkring os. Jeg savner den endnu mere for min Mands end for min egen Skyld. Hvor rørte det mig ikke ofte at se ham kærtegne det lille Dyr, og hvor tit sang den ikke sin Morgensang paa hans Skulder!

Louise ville forstå. Hun ville huske. Hun ville vide, hvad der var rigtig at gøre. Det håbede Frederikke i hvert fald af hele sit smertende hjerte.

Hun lukkede øjnene og sukkede dybt. Nu måtte hun tænke klart, hvis hun skulle gøre sig så meget som en lille forhåbning om at gøre bare en brøkdel af sine fejltagelser gode igen. Hun læste hviskende brevet op for sig selv og afsluttede det.

Forsigtigt satte Frederikke fjerpennen tilbage i blækhuset og viftede varsomt brevet, så blækket kunne tørre. Frederikke mindedes tydeligt dengang, hun blot fem somre gammel havde kæmpet med bogstaverne. Hver gang hun havde skrevet næsten en side, knækkede fjerens spids og en blækklat ødelagde alt det hårde arbejde. Eller hun kom til at lægge hånden oven i en allerede færdigskrevet linje og tværede alle bogstaverne ud.

Hver gang havde Lærer Zeuthen bedt hende genskrive det hele, og hver gang havde hun været ved at eksplodere af vrede, men havde alligevel bøjet hovedet over papiret. Mange gange i sin barndom havde Frederikke grædt frustrationens tårer, men hun havde været et fremmeligt barn, som hendes fader ville have sagt i sine velmagtsdage.

"Min lille guldfugl slægter sin fader på, når det kommer til intellekt!" plejede han stolt som en pave at erklære. Frederikke kunne ikke lade være med at smile ironisk ved tanken. Hvis hendes intellekt vitterligt havde været så stort som faderens, ville hun aldrig være havnet i denne kattepine.

Til en hvis grad havde faderen dog haft ret, i hvert fald dengang, for allerede før Frederikke nåede til at afskrive Lucasevangeliet, havde Lærer Zeuthen nikket anerkendende over hendes perlerække af snørklede bogstaver og erklæret, af de nu kunne gå videre til regningen. Tallenes kunst. Logikkens højborg. Hans eget hjertebarn.

Stadig med hjertet helt oppe i halsen adresserede Frederikke med sirlig håndskrift brevet til Fru Louise Stolberg og smeltede lakken over et stearinlys, før hun plantede sit segl, alliancevåbenskjoldet med månen og mur-tinden henover kuvertens åbning.

Frederikke kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan sejlet egentligt meget godt repræsenterede hende selv og Christian. Månen, der stammede fra hendes egen slægt, repræsenterede hende selv som drømmer og til tider lidt verdensfjern, måske det karaktertræk ved hende Christian altid havde haft sværest ved at acceptere.

Mur-tinden repræsenterede hendes mand, som man altid vidste, hvor man havde; eller sådan havde det i hvert fald været. Engang. Han var standhaftig og hård. Ofte havde Frederikke faktisk tænkt om ham, at han umuligt kunne være et menneske af hud og blod. En mand som ham måtte være blevet hugget ud i kampsten.

De fire felter rundt om mur-tinden kunne endda repræsentere Christians fire politiske interesseområder. Eller rettere, hans fire højtelskede hjertebørn. Frederikke vidste godt selv, at det var lidt langt ude, men hun havde efterhånden hørt på så meget snak om økonomi og land-og skovbrugspolitik siden Christian blev statsminister, at det hang hende langt ud af halsen og synes at forfølge hende overalt. Så hellere undervisningspolitik, som hendes mand heldigvis også interesserede sig for.

Frederikke sukkede dybt og så ud af vinduet. Nu var det gjort. Hun havde gjort noget. Hun følte sig tom inden i. Tappet for energi og ord. Blottet for modvilje og trods. Tom som en hasselnøddeskal uden hasselnød i. Tom som en nat uden stjerner. Som en skov uden træer. Tom.

Regndråberne trommede imod vinduesruden i Frederikkes værelse. Barokhaven, der ellers var herregårdens pryd, lå bar og grå efter Kong Vinters hærgen. Af den hvide sne var der nu blot spredte pytter af vand og mudder tilbage. Et sørgeligt syn. Et bevis på forfaldet.

Det måtte være ved at være tid til at rejse hjem til København igen, indså hun. Vejene havde vist været farbare i et par dage allerede, nu hun tænkte over det. Men det var så dejlig roligt på Pederstrup. Og Frederikke elskede at være sammen med sin ældste søn, hans hustru og deres små børn. Denne nye familie havde gjort, at både hende og Christian nød at være på Pederstrup i en sådan grad, at de begge næsten havde glemt at pligterne kaldte.

Her og der stod klynger af vintergækker og støttede sig til hinanden. Som ensomme overlevende efter en langvarig krig. Som oprører imod fremmedmagtens farveløse tristhed. Som håbet. Som et vidnesbyrd om, at foråret ville gøre sit indtog selv i Pederstrup sogn.

Længe sad Frederikke blot og kiggede ud i den grå intethed. Det var som om hendes bryst skælvede, hver gang hun trak vejret. Eller var det bare noget, hun forestillede sig? Det føltes som om, korsettet var strammet endnu mere end sædvanligvis; som om det pressede alt luften ud af hendes lunger og forhindrede nyt ilt i at trænge ind. Eller måske var det hende, der pludselig var svulmet op som et brød, der hævede i ovnen og truede med at sprænge stentøjspotten i stykker.

Frederikke havde aldrig før set Pederstup om vinteren, indså hun nu. Noget trøstesløst hvilede over stedet, og sommerens idyl forekom århundreder siden. Lolland lå tungsindigt hen i februarkulden. Det var ikke blot Pederstup sogn der hikstede, også Frederiksdal havde fældet tårer, men Frederikke havde blot tillagt det stedets sørgelige karakter og sin egen mismodige sindsstemning.

Frederiksted var med sine nærmest truende bygninger og glædesløse atmosfære ikke en herregård, hun havde lyst til at opholde sig længere end højest nødvendigt på. Og Frederikke brød sig endnu mindre om dets ejer Søren Andersen Dons og dennes korpulente kone; en lumsk mær.

På det punkt var hende og hendes mand enige, men Christians stilling som statsminister påbød ham at tage på visit hos rigets herremænd, når de inviterede. Så selvom Christian ikke forstod dennes bevæggrund, da deres syn på især bøndernes rettigheder var som dag og nat, måtte Christian og Frederikke komme, da Søren Andersen Dons inviterede dem.

Besøget havde også været alt andet end hyggeligt, og Frederikke vidste ikke, om hun skulle have mest ondt af hr. eller fru. Andersen Dons for at skulle trækkes med den anden. Så snart etiketten havde tilladt dem det, var deres drosche kørt ud gennem herregårdens port på trods af, at tunge snevejrsskyer truede i vest.

De var dog ikke nået langt, før vinterens forhåbentligt sidste snestorm overfaldt dem med knugende kulde og en hær af snefnug, der føg ind af alle revner og sprækker i hestevognen. Frederikke havde rystet af kulde under sit tæppe, og hestene kæmpede for at holde vognen på rette kurs på de isglatte jordveje. De havde været nødt til at pakke buret med kanariefuglen ind i tæpper for at holde det lille kræ varmt. Christian havde råbt igennem stormen og beordret kusken at sætte kurs imod Pederstrup og efter mange timers kamp, var det lykkedes dem at komme frem.

Frederikke kastede et sidste længselsfuldt blik op på den grædende himmel og rejste sig op. Nu var det første skridt taget. Et skridt for fremtiden. Hendes bryst føltes som var det fyldt med sten. Hun havde det ligesom Atlas, titanen fra den græske mytologi, der måtte bære hele himlen på sine skuldre.

Efter at have sikret sig at Christians vogn endnu ikke var kommet tilbage fra staden og åbnede Frederikke forsigtigt sin dør på klem. Det føltes som om, hun var inde i en drøm. Som om hun så en anden kigge forskræmt ud af dørsprækken. En der ikke havde noget med hende selv at gøre.

Ingen tjenestefolk var at se. Faktisk lå hele slottet hen i sitrende stilhed. Som var tiden gået i stå under Christians fravær. På listefødder nåede Frederikke sin mands værelse, langsomt åbnede hun døren og mindedes tydeligt, hvordan hun i sin tidlige barndom var gået på rov i køkkenet sammen med sin storesøster. Sådan føltes det at være i hendes mands arbejdsværelse uden hans tilstedeværelse. Som forræderi.

Christians værelse lå tomt hen. Altid rydeligt og rent. Sådan som han kunne lide det. Lysekronen klirrede svagt, da døren klappede i bag Frederikke. Hun for sammen, men alt var stadig tyst.

De himmelblå vægge fik hende altid til at sukke. Sammen med de hvide gardiner og studenternellikerne på kommoden fik de rummet til at virke som en sommerdag og mindede altid Frederikke om alle de lykkelige stunder, hende og Christian havde haft sammen dengang for længe siden.

I hjørnet ved siden af skrivebordet stod fugleburet med Carl Wendt, Christians elskede kanariefugl, som han havde opkaldt efter sit ungdomsforbillede og ven. Frederikke knugede brevet ind til sig. Hun måtte gøre det, selvom tanken forekom så ækel og ganske fremmed.

Louise havde engang fortalt hende, at kanariefugle kun kunne overleve på sunde steder med helt ren luft. De var følsomme dyr og ville dø, hvis de blev udsat for giftig luft, og derfor var de små fugle et nyttigt advarselssystem i miner. Det var det, Frederikke dengang havde hæftet sig ved. Tanken om de små, smukke fugle, der blev opdrættet til at leve og dø i minerne som klokker på et avanceret advarselssystem. Tænk at deres smukke sang skulle skæmmes af mørket og de grove arbejdere.

Men nu fungerede den lille kanariefugl jo næsten som hendes advarselssystem. Denne fugl måtte dø for hendes kolde hænder, for at bringe det vigtige budskab til Louise. Der var ingen anden løsning.

Frederikke lod de lange, hvide fingre lægge sig om dyrets hals. Den lille fugl sad helt stille – den var så vant til at blive aet, at den ikke opfangede faren. Hun kunne mærke, hvordan hjertet galopperede hurtigere end Christians bedste hest. Hendes øjne kradsede faretruende, men hun blinkede beslutsomt tårerne væk.

Gennem årene havde hun trænet selvbeherskelse med en strengere disciplin, end selv den strengeste lærer pålagde sin elev. Men hun burde ikke altid have tilladt den kolde, følelsesløse rustning at afskærme hende fra verden. At afskærme hende fra sandheden. Dog skulle standhaftighedens kunst udnyttes til fulde i dette øjeblik. Denne handling ville være starten på de vigtigste dage i Frederikkes liv, og formentlig også de sværeste. Hun var klar.

Vriddet var voldeligt, sjusket og kraftfuldt. Hun drejede halsen om på den lille fugl, og kvalte samtidig den gamle Frederikke. Kvalte tiden med stive smil, følelses-masker og løgne. Dræbte den tid, der havde været den værste i hendes liv. Et lille grin undslap hendes stramme læber. Hendes hænder var et våben. Latteren boblede i halsen. Hun holdt en død og endnu varm fugl. Lyden klingede højt og energisk i det lille arbejdsværelse. Et lig. Et fuglelig. Et drømmelig. Frederikke grinte, så hun næsten ikke kunne trække vejret. Guldfuglen var død nu. Hun grinte indtil hovedet snurrede og kroppen føltes så let. Som om at også hun kunne flyve. Flyve som en fugl. Ingen skulle nogensinde igen stække hendes vinger.

Liget føltes endnu varmt mellem fingrene. De lette fjer kildede hendes bløde hud, som de så ofte før havde gjort. Det var næsten ikke til at tro, at dyret var dødt nu. Men det var det. Helt dødt. Og Frederikke kunne ikke forhindre et næsten manisk smil i at spire frem på hendes læber. Hendes hænder strammedes uvilkårligt om den lille krop, der føltes så skrøbelig mellem hendes kolde fingre. Måske var den slet ikke død alligevel? Måske sov den bare? Hun kiggede ned på den lille forvredne skikkelse. Nej den var vitterligt død. Hun ville kaste den fra sig. Kunne ikke klare at røre den så meget som et sekund mere, men hendes hænder ville ikke sammenarbejde.

Det var først der, hun kom til sig selv. Da hun mærkede de spinkle knogler og forstod, at hun havde knust dette dyr. Hun havde dræbt det. Selv ikke tanken om, at det var for deres eget bedste, kunne mindske den smerte, der i et kort øjeblik skar i hende. For selvom fuglen ikke havde været andet end et passivt kæledyr i bur, så havde den alligevel være levende. Men hun havde berøvet den livet for sin egen skyld. Fordi at hun havde besluttet at bryde ud af sit bur, måtte den lille gyldne fugl lade livet.

Frederikke lukkede øjnene, da hendes syn pludselig blev sløret. De lune fjer mellem hendes fingre føltes velkendt, lige så velkendt som rummet hun sad i. Men alligevel føltes begge dele også fremmede og anderledes. Helt anderledes. Der var stadig varme i dyret, men den forsvandt hurtigt. Snart ville der ikke være andet end kulde, og det samme ville gælde for Pederstrup.

En kort knirk nærmest dundrede igennem rummet. Det fik Frederikkes hjerte til at springe et slag over. Forskrækket trådte hun et skridt tilbage og gav slip på kanariefuglen.

Hænderne sprang op foran ansigtet. De beskyttede hende mod det slag, som hun vidste, ville komme. Det hule dump fra den lille krop, der ramte jorden, gav genlyd i hendes indre. Hun turde ikke trække vejret. Ventede blot med hjertet oppe i halsen.

Men han tog sig god tid. De langsomme skridt fik gulvet til at knirke mere end ellers, og hans trætte stilhed hang tungt i luften. Frederikke kunne ikke engang holde ud at se på ham – at se det hadefulde blik og det isende udtryk. Det ville være som at se djævlen i ansigtet, for han var kongen i Frederikkes personlige helvede.

”Hvad foregår der her, Frederikke?” spurgte Christian, mens han lod det dovne, skarpe smil lægge sig på sine læber. ”Lærer du aldrig, min elskede?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...