Historien om en moder

Livet kan næsten ikke blive smukkere, da Frederikke Reventlow venter sit tredje barn med hendes elskede mand. Barnet fødes og viser sig at være endnu en søn - en sund og rask dreng, som får navnet Conrad.
Den fremskidtsvenlige famile er ude af sig selv af lykke og intet ondt synes at kunne ramme dens medlemmer, men pludseligt flammer glansbilledet op og går i røg, da Conrad rammes af lungebetændelse. 14 dage efter fødslen lukkes hans øjne i for altid og familien må nu forsøge at kæmpe sig igennem sorgen.
Frederikke bliver angst for at miste de tilbageblivende sønner og vogter over dem som drage. Særligt den sarte Ernst er hun bekymret for.
I et forsøg på at muntre sin frue op, lejer Christian Reventlow et landsted nær Furesø, hvor Frederikkes humør langsomt vender. Den friske landluft gør hende godt og hun anlægger en lille have, som hun passer med ømhed. Hendes drømme og fantasier begynder at kredse om den romantiske forestilling om det idylliske og enkle liv som bondekone på landet

15Likes
9Kommentarer
1791Visninger
AA

5. Kapitel 5

I løbet af de følgende uger, vågnede Frederikke mere og mere til live. Christian sørgede om sider for at husets kedelige møbler blev skiftet ud mere nogle mere moderne og elegante møbler, hvilket lettede mere på Frederikkes humør, end hun havde kunnet forestille sig. 

Christian havde desuden sørget for at få bragt dyr til landstedet, så i haven hoppede nu silkebløde kaniner rundt, og der var desuden høns, som hver morgen havde lagt fine nye æg til Frederikke og sågar en malkeko, så Frederikke kunne sørge for fløde til gårdens katte.

Frederikke forsøgte nu at tæmme haven en smule, så der kunne blive plads til både roser og tulipaner - bragt dertil hele vejen fra England og Holland.

Endeligt havde Frederikke fundet en beskæftigelse der kunne drive tungsindet og alle tankerne bort - når hun sad og roede i jorden med de bare hænder, var det som om hun blev eet med naturen og blot var til stede i nuet.

Hun fik pludseligt svært ved at forstå, hvorfor mennesket stræbte efter rigdom og berømmelse, når lykken måtte være en lille gård på landet og ikke mere end man skulle bruge.

Stoltheden over at have skabt noget mere meningsfuldt end et simpelt broderi, styrkede Frederikke; hun så på sin have og glædede sig over, hvor meget hendes værk havde udviklet sig og hvor meget skønhed hun havde tilført stedet. Hun fik lyst til at vise det frem - ikke blot for at modtage ros og beundring, men også fordi skønheden virkede en anelse ligegyldig, hvis folk ikke fik lov at glæde sig over den.

Derfor begyndte hun at planlægge sin egen fødselsdagsfest. Hun var født den første juni, så hun havde travlt, men kunne akkurat nå det. Først sendte hun invitationer ud og så fik hun Christian til at skrive efter flere møbler og blomsterdekorationer og telte, der skulle opstilles i haven. Det hele blev så uendeligt fint.

Hun planlagde, hvor i haven det til lejligheden lejede husorkester, med tilhørende operasanger, skulle fortolke symfonier af Vivaldi, Pachelbel og de nyeste af Mozart - for selvom Frederikke holdt mest af den klassiske musik, så tiltalte det populære, unge talent, med hans rappe melodier og spændende variationer, Frederikke enormt.

Det gik op for Frederikke at hun nød planlægningen - normalt var hun slet ikke så glad for fester og alt hvad der hørte med, hun var en sart sjæl, som blev forvirret over for mange mennesker og deres facader og overdrevede høflighed, men denne fest skulle være helt anderledes! Hun havde kun inviteret sine allernærmeste bekendtskaber og hun ønskede at dagen skulle være afslappet og uden alt for meget pomt og pragt - de var jo på landet, så det hele måtte holdes enkelt og simpelt, i stil med hendes nye have. 

Hun fik den idé, at der skulle flettes blomsterkranse til alle gæsterne, så de i stedet for diamanter, ædelstene og strudsefjer, blev udsmykket med diademer fra Frederikkes egen have. 

Og ved bordet skulle de sidde på rustikke bænke, som ved et rigtigt bondegilde - så håbede hun bare at bænkene ikke ville komme i al for megen kambolage med damernes pocher.

Både inde og ude blev der pyntet op med blomsterguirlander og levende lys i sølvkandelabre.

Endeligt sørgede hun for at tyendet blev klædt i bondske klæder - så de endte med at ligne befolkningen fra en lille landsby - selvom familiens to negerdrenge måske ikke passede helt ind i den sammenhæng.

 

Endeligt oprandt dagen for festen. Christian og børnene vækkede Frederikke med morgenmad på sengen og hun fik derefter kammerpigen til at gøre hende i standt.

Frederikke betragtede sit eget spejlbillede, mens Thomasine satte hendes hår i en festlig frisure inspireret af Marie Antoinettes "pouf à la jardinière", som var bygget op omkring forskellige grøntsager, fra godsets egen køkkenhave. Hun havde fået fregner på næsen, af at have været så meget ude i haven, og hun syntes næsten at det klædte hende - alligevel bad Frederikke Thomasine om at blege de små pigmentpletter med citronsaft og om at sørge for at pudre ansigtet godt, så de ikke skinnede igennem - man måtte vel følge moden.

Efter at puderet var lagt, farvede Thomasine Frederikkes øjenbryn mørke og smurte godt med rouge på hendes kinder - og som prikken over i'et klistrede hun en mouche - et lille, sort velourhjerte - på Frederikkes kind, som et tegn på hendes sødmefulde elegance. 

Enderligt iførte hun Frederikke i en smuk manteaukjole, med brede pocher. Frederikke kunne knap stå stille, mens Thomasine fæstnede den broderede brystsmæk til kjolen med nogle usynlige sting  - hun var så sprængspændt af nervøsitet og forventning!

 

Både haven og Frederikkes matchende frisure blev rost til skyerne. Charlotte Holstein, med den nu tydeligt bulede mave, hev hende endda til side og fortalte, hvor glad hun var for at se at glæden var vendt tilbage i Frederikkes liv; det var som om en sten var faldet fra hendes hjerte. Bagefter gik veninderne en tur i vildtvoksende, men harmoniske virvar af forglemmigej, tulipaner og roser, hvor Frederikke fortalte om sine planer for haven og måske endda et orangeri, indtil de nåede til Frederikkes smukke liljebed - der voksede som en levende mindesten om de døde. Frederikke mærkede Charlotte lægge sin varme hånd om hendes i tavs støtte og medfølelse - de stod sådan i nogle minutter indtil de hørte en munter stemme kalde bag dem:

"Nu kan du ikke løbe fra det længere, kære værtinde! Det er tid til at binde briefe!"

Frederikke måtte undertrykket et suk, hun så på veninden, der smilede skævt tilbage. "Du vidste jo, at det ville komme, kære Frederikke, da du inviterede til fødselsdagsfest!"

 

At "binde briefe", var en tysk fødselsdagstradition, der gik ud på at alle bandt deres lykønksningsbreve fast på fødselaren, under stor ståhej - først når gæsterne var budt på mad og drikke, fik hun lov at gå fri og løse sig fra brevene. Så Frederikke måtte bøje sig og bede tjenerne om at servere maden.

Gæsterne var henrykte over Frederikkes bondegårdstema og de bedårende blomsterkranse Frederikke havde fået flettet til damerne - problemerne med bænkene og pocherne blev løst ved at mændende sammen løftede bænkene og flyttede dem udad, når damerne skulle ind og sidde - på den måde blev det næsten til en morsom lille leg.

Frederikke smilede tværs over bordet til Christian, der sad ved den anden ende af bordet og underholdt selskabet med morsomme anekdoter fra embedet. Han fangede straks hendes blik og smilede ømt tilbage. Frederikke foldede viften sammen og pegede på sig selv med den, som for at tilkendegive hendes evige hengivenhed og tak for den dejlige gave, han havde givet hende, da han tog hende med til Frederiksdal.

Efter middagen blev der danset menuet, spillet kort og terning og lyttet til en kort koncert, som Frederikke selv indledte med et nummer på cembalo - og til sidst tog Frederikke gæsterne med på en lille skovtur nede ved søen, hvor hun serverede alle mulige lækkerier og søde sager, fra de medbragte kurve og flere af hendes veninder gav hende ret i, at livet måtte være at have sin egen lille bondegård med lam og køer, og de svævede så langt ude i deres romantiske fantasier, at de næsten ikke hørte Christians bemærkning om, at man så måtte håbe at forholdene for bønderne snart blev forbedret betydeligt.

 

Aftenen skred hen og gæsterne begyndte så småt at tage hjem, efter at de havde givet Frederikke et par sidste rosende ord om haven og den dejlige fest. 

Da Charlotte Holstein og hendes mand som de sidste havde sat sig ind i deres vogn og rullet afsted mod København, kom Christian og lagde armene om Frederikke. Han sagde ikke noget, kyssede hende bare på hovedet og stod sammen med hende og så på, hvordan solnedgangen badede godset i gyldne stråler. 

Så vendte hun sig om imod ham, så han kunne se hendes smil. "Jeg er så uendeligt glad for at du er min mand," sagde hun. "Og jeg vil elske dig for evigt - i medgang og modgang."

Han bøjede hovedet og kyssede hende, hvorefter de sagte gik ind i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...