Historien om en moder

Livet kan næsten ikke blive smukkere, da Frederikke Reventlow venter sit tredje barn med hendes elskede mand. Barnet fødes og viser sig at være endnu en søn - en sund og rask dreng, som får navnet Conrad.
Den fremskidtsvenlige famile er ude af sig selv af lykke og intet ondt synes at kunne ramme dens medlemmer, men pludseligt flammer glansbilledet op og går i røg, da Conrad rammes af lungebetændelse. 14 dage efter fødslen lukkes hans øjne i for altid og familien må nu forsøge at kæmpe sig igennem sorgen.
Frederikke bliver angst for at miste de tilbageblivende sønner og vogter over dem som drage. Særligt den sarte Ernst er hun bekymret for.
I et forsøg på at muntre sin frue op, lejer Christian Reventlow et landsted nær Furesø, hvor Frederikkes humør langsomt vender. Den friske landluft gør hende godt og hun anlægger en lille have, som hun passer med ømhed. Hendes drømme og fantasier begynder at kredse om den romantiske forestilling om det idylliske og enkle liv som bondekone på landet

15Likes
9Kommentarer
1875Visninger
AA

4. Kapitel 4

Frederikke stod alene på bredden og stirrede ud over den enorme sø. Det grumsede vand reflekterede himlens farve, så søens bølger changerede i blå og brune striber. Dampen drev stadigt henover vandet efter et regnskyld der havde gennemblødt Frederikkes kjole og fået fjerene i hendes hat til at klistre sammen. Men nu  var det klaret op til et henrivende vejr. Maj var hendes yndlingsmåned, for hun elskede de lysende sartgrønne blade i træernes kroner, der så ud til at være ved at sprænges af saft og kraft, og duften af nyudsprungne blomster, der hang i luften overalt, hvor man færdedes.

Frederikke forsøgte at lukke øjnene, for at indsnuse den søde duft, der havde blandet sig med regnens tunge lugt, og glædes over den, men alt hun følte var en knusende tomhed. Hun følte et gabende hul af tomhed i sit indre - et ætsende hul, der blev større og dybere, jo mere hun forsøgte at genkalde sig, hvad der engang gav hende glæde - eller bare een eller anden følelse.

Hun burde føle! Hun havde mistet sin søn, men følte ikke sorg, følte ingenting - hvad var hun for et menneske?

Det burde skære af smerte i hendes bryst, men det eneste hun mærkede var intetheden, der åd sig vej igennem hende. 

Hendes skrig rungede ud over søen. Et skrig der forskrækkede hende. Et skrig der lød som om det kom fra en gal kvinde.

Hvem var hun overhovedet? Hun havde aldrig i sit liv skreget på denne måde før - hun der altid var så rolig og tilbageholdende.

Hun havde brug for at der skete noget. Hun var så afsindigt urolig indeni og alt omkring hende var præget af dræbende stilstand. I København havde hun haft sine veninder, og bare muligheden for at komme ud, væk, afsted - men herude på landet...

Frederiksdal var mørkt og usmageligt indrettet - det var tydeligt at stedet var blevet forsømt i generationer. Frederikke gættede på at stuerne havde set nøjagtigt ud på samme måde hundrede år tilbage - måske lige på nær det store standur, der stod i stuen og hvis tikken rungede hult gennem huset: "Tik-tak-tik-tak-tik-tak-tik-tak" - kun for at bliv afbrudt af et metalisk klingende "dung-dung-dung", hver gang endnu en time var gået - og det føltes ofte som en evighed.

Christian havde lovet, at skaffe nye møbler, så hun kunne genindrette huset og det hele kunne blive lidt lysere og lettere at holde ud, men han havde haft så travlt, at det ikke var blevet til noget.

Så Frederikke måtte nøjes med at fordrive tiden, stilstanden og tomheden med lange, ensomme gåture ved søen, brevskrivning, genlæsning af bøger der var begyndt at kede hende og fantasiløse broderier. 

 

Frederikke blev stående på bredden nogen tid endnu, med blikket stift rettet nedad, som i et forsøg på at finde svar eller mening på bunden af det mørke vand, men måtte til sidst vende om på hælen og traske hjemad, med modløse skridt. 

På vej hjem, forsøgte hun skiftevis på at have medlidenhed med sig selv og på at prøve at være glad, men ingen af delene lykkedes. Hun rystede på hovedet af tomheden og prøvede derefter slet ikke at tænke. Det hjalp en smule, men så fik hun øje på Ernst, der i det fjerne løb rundt og legede i haven foran det store, hvide hus. Træer og buske skjulte godset halvt, men hun kunne alligevel ane, den lille våde skikkelse med lokker der klistrede til panden. Hun begyndte at løbe.

"Hvordan er det du ser ud, barn?" udbrød hun med en stemme der var farvet af angst. Hun greb fat i hans arm og trak ham hurtigt efter sig hen mod huset. "Regine! Regine, hvad er det dog du foretager dig?" skreg hun efter barnepigen, som forskrækket kom styrtende ud ad døren.

"Nådigfrue, hvad er der dog sket?" hendes øjne var vidt opspilede og rettet mod Frederikke. 

Frederikke kom til at ruske Ernst ublidt i armen, så han begyndte at græde, da hun ville vise barnepigen, hvad der dog var sket. "Du ved udmærket godt, hvor sart Ernst er!"

Først nu gled pigens blik ned på barnet. Men hun så stadigt uforstående ud.

Frederikke kastede sig straks ned på knæ for at trøste barnet - stik imod, hvad hun nogle måneder før havde givet Regine strenge ordre imod at gøre. Det lod i midler tid ikke til at det faldt Frederikke ind, hun snerrede blot: "Jamen så tag dig dog sammen menneske! Skynd dig ind og find noget tørt tøj frem!"

Først da Ernst havde fået tørt tøj på og var blevet lagt i seng, så han ikke skulle blive forkølet, gik det op for Frederikke, hvorfor pigen havde set så uforstående ud.

"Mor, De gør sengen helt våd," fik Ernst fremstammet med sin spinkle stemme. 

Frederikke så ned og ganske rigtigt. En mørk plamage af vand bredte sig på sengen, der hvor hun sad. Hun måtte se farlig ud, med sin slaskede hat og våde kjole, men hun havde ganske enkelt glemt alt om sig selv og hendes tøj, da hun havde set Ernst rende rundt i samme tilstand.

For første gang i flere måneder, kom Frederikke til at le - det var intet under, at Regine havde set så vantro og panikslagen ud, da hun var kommet marcherende som en anden mosekone, med sin søn ved hånden og anklaget hende for at sønnen var gennemblødt.

"Lille skat, hvor jeg elsker dig," kluklo hun og kyssede Ernst på panden. Hans blik der var mørknedes betydeligt af alvor i løbet af de seneste måneder, klarede op. 

"Men du må love mig, aldrig at rende rundt i våde klæder igen," fortsatte hun alvorligt. "Også selvom din mor er forvirret nok til at gøre det."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...