Historien om en moder

Livet kan næsten ikke blive smukkere, da Frederikke Reventlow venter sit tredje barn med hendes elskede mand. Barnet fødes og viser sig at være endnu en søn - en sund og rask dreng, som får navnet Conrad.
Den fremskidtsvenlige famile er ude af sig selv af lykke og intet ondt synes at kunne ramme dens medlemmer, men pludseligt flammer glansbilledet op og går i røg, da Conrad rammes af lungebetændelse. 14 dage efter fødslen lukkes hans øjne i for altid og familien må nu forsøge at kæmpe sig igennem sorgen.
Frederikke bliver angst for at miste de tilbageblivende sønner og vogter over dem som drage. Særligt den sarte Ernst er hun bekymret for.
I et forsøg på at muntre sin frue op, lejer Christian Reventlow et landsted nær Furesø, hvor Frederikkes humør langsomt vender. Den friske landluft gør hende godt og hun anlægger en lille have, som hun passer med ømhed. Hendes drømme og fantasier begynder at kredse om den romantiske forestilling om det idylliske og enkle liv som bondekone på landet

15Likes
9Kommentarer
1798Visninger
AA

3. Kapitel 3

En dunkel stemning af stilstand, havde sænket sig over herskabslejligheden i Amaliengade.

Frederikke sad indhyldet i mørket fra de tunge gardiner og stirrede ud i intetheden med et glasagtigt blik - hun var som en skygge af sig selv og hun lignede næsten et spøgelse, med den ligblege hud og de store tomme øjne. Det var som om en meget vigtig del af hende var forsvundet og gået op i røg.

Hun var altid blevet rådet til ikke at elske sine børn for højt, men hendes følsomme og elskende væsen havde ikke kunnet lade være. Siden hun for første gang havde holdt lille Christian i sine arme, havde hun vidst at hendes kald var at blive mor - det var ganske enkelt hendes skæbne.

Hun havde investeret al sin kærlighed i børnene, havde ikke kunnet lade være - sådan var hun nu engang skabt.

Men efter at nådigherren havde taget hendes lille dreng til sig, havde Frederikke ikke magtet at være den mor for Christian og Ernst som hun ville og burde. Den før så frie opdragelse, hun havde insisteret på at give dem, var nu erstattet af et krampagtigt greb i sønnerne, der skyldtes en hysterisk angst for at miste dem. Hun var konstant over dem - rugede over dem som en drage over sine skatte; hvor de før havde fået lov til at løbe og lege, og falde og slå sig, måtte de nu holdes langt fra alt der havde den mindste potentielle fare. Frederikke levede i konstant angst for at børnene skulle komme til skade eller blive ramt af snue og pakkede dem derfor ind i mange stikkende lag uld og lod dem aldrig gå ud uden hue og halstørklæde, om solen så skinnede nok så meget.

 

Veninderne var holdt op med at visitere hende. De var vel bange for at komme til at vække sorgen til live, med en uoverlagt bemærkning. Frederikke måtte le kynisk af den tanke - troede de virkeligt at de kunne gøre den alt overskyggende sorg større?

Frederikke savnede selskab og adspredelse, men var for knust til selv at opsøge den.

Selv Gud kunne hun ikke søge trøst hos midt i sorgen. Selvom frugten af fødslen, der havde besmittet hende, var død, var hun stadigt uren og måtte ikke sætte fod i kirken; hun kunne det tolvte kapitel i tredje mosebog udenad: "Sig til israelitterne: Når en kvinde er gravid og føder en dreng, er hun uren i syv dage; hun er uren lige så længe som under sin menstruation.
treogtredive dage skal hun blive hjemme, mens hun har sin renselsesblødning; hun må ikke røre ved noget helligt, og hun må ikke komme ind i helligdommen, før hendes renselsesdage er forbi." 

Hun forsøgte sig i huskapellet, men der fornemmede hun kun mørk tomhed i stedet for Guds tilstedeværelse.

Christian sendte bud efter en præst hun kunne tale med, men hans uforståenhed forstærkede hendes følelse af ensomhed og længslen efter at mærke Guds ro, som den kun fandtes i Hans hellige hus. Præsten havde ikke selv børn, han var ikke kvinde, han havde ikke båret et elsket lille barn under sit hjerte i ni måneder - hvordan skulle han nogen sinde kunne forstå?

Christian forsøgte at trøste hende og vække hende til live med små gaver, søde ord og knus, men Frederikke blev bare vred; hvorfor følte han ikke den samme smerte? Hvad var han for et kynisk menneske, der ikke elskede sine børn? For hvis han virkeligt gjorde det, ville han vel ikke kunne leve videre, som om intet var hændt?

Hun tog sig i at snerre af ham. Det var hans skyld, det var ham der havde besvangret hende - det ville hun aldrig tillade igen! Men løftet var svært at holde, for det var kun i hans arme, hun kunne glemme sorgen og verden omkring hende. Hun følte jeg splittet. Hun var to vidt forskellige personer, når hun var nøgen og påklædt. Hun væmmedes over sig selv; hvad var hun dog for en lysten hore, der brød Guds ord og bedrev synd med sin mand, mens hun endnu var uren efter fødslen?

Om natten drømte hun om Conrad, om hvordan han lå i hendes arme og om små, stærke fingre der greb ud efter de tynde stråler af sollys der sev ind gennem gardinerne. Han var blevet ældre. Hun så hans liv passere, som det ville have været, hvis Gud havde ladet ham leve; hans første skoledag, konfirmationen, karriere, ægteskab, børn, børnebørn og så.. død. Igen. Barnet i hendes arme var pludseligt forvandlet til en stiv, blålig, kold klump og hun vidste at det var hendes skyld, for hun havde set den anden vej, hun havde glemt sit barn.

Frederikke vågnede, kold ind i sjælden og med mælken strømmende til brysterne.

Hvordan skulle hun kunne leve med sig selv?

Hun begyndte at drive sig selv til vanvid med spekulationer om, hvad hun kunne have gjort anderledes. Der var den dag, da hun havde rejst sig fra sengen - kunne de korte øjeblikke, det havde taget hende at gå ind i barnekammeret, have været nok til at svække det ufødte barn? Eller var det fordi hun havde løsnet på svøbet, jordemoder Sibylle havde bundet om drengen? Var han blevet kold?

Tårene steg gang på gang op i hendes øjne og armene blev stribede af de kradsemærker hun tilførte sig selv, i forsøg på at drive tankerne væk. Men de kørte i ring. Dag og nat. Kun i Christans stærke favn faldt hun til ro, når hun svandt ind til et lille, grædende barn, for da kunne hun ikke stå til ansvar for sine handlinger.

 

Tiden gik og Frederikkes renselsesperiode var omsider slut, men hun havde ingen lyst til at gå ud.

Få dage forinden havde Frederikke modtaget et brev, som bevis på at verden omkring hende fortsatte med at dreje, mens hendes eget liv var gået i stå: veninden Charlotte Holstein var blevet svanger.

Inden i Frederikke glødede vreden stille, men konstant over Guds uretfærdighed. Det var ikke fordi Charlotte var noget slet menneske, der ikke fortjente endnu et barn, men hvorfor nu, når hendes egen sorg sveg sværrest? Og hvorfor havde veninden behøvet at nævne det, hvordan kunne hun være så skadefro og ond?

Dybt i hende, vidste Frederikke godt at hun ikke var retfærdig; Charlotte var een af de veninder der havde stået hende allermest bi gennem al sorgen og ulykken, og ved ikke at indvie Frederikke i nyheden med den lille ubemærklige bisætning i brevet, ville Charlotte have ekskluderet hende fra en meget vigtig del af sit liv og på den måde strukket deres venskabsbånd ud, så de blev lange og tynde og der kom afstand imellem dem. Men på trods af at fornuften hvilede i Frederikkes baghoved, så sved skindsygen i uudholdelig grad.

 

Hun fortalte ikke Christian om brevet - hvorfor skulle hun det, hun var ikke så dum, at hun bildte sig ind, at nyheden ville røre ham det mindste. Hun forsøgte at opretholde den stenhårde facade hun havde bygget op over for ham, men han kendte hende og så igennem facadens bittesmå sprækker med sit sårede blik, der pirkede til hende, så hun til sidst krakelerede helt. Som ventet, sagde han ikke meget, men det gik op for Frederikke at han måske alligevel forstod; han tog hende i sine arme og begyndte at fortælle om et landsted ved Furesø, hvor Frederikke kunne få lov at være sig selv og komme sig.

I sit stille sind tænke Frederikke at hun aldrig ville komme sig, at hun ikke ville komme sig, for så ville hun være så slet et menneske, at Gud havde gjort ret i at tage hendes barn fra hende, men hun kunne alligevel ikke lade være med at lytte til sin mands ord. Han talte om den herlige sø og skoven der omgav den og fortalte om godsets udsvævende og lidet velansete ejer Frederik Schulin, der havde ladet stedet forfalde og haven vokse til, så den var lige så vild som Marie Antoinettes ved Petit Trianon - den som Frederikke så ofte havde ønsket, hun kunne komme til at besøge. Dér kunne hun få lov at bo og holde hus og have, med dyr og alt hvad der hørte til, for Christian havde allerede lejet landstedet for en slik - det var en overraskelse til hende.

 

Frederikke forsøgte stædigt at holde fast i sorgen, men hans ord havde sået en drøm i hende, som blev ved med at vokse sig større.

Da Christian få dage senere beordret hjemmet pakket ned i skuffedarier og dragkister, indvendte hun ikke, men satte sig op i vognen med kurs mod Frederiksdal, som stedet hed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...