Historien om en moder

Livet kan næsten ikke blive smukkere, da Frederikke Reventlow venter sit tredje barn med hendes elskede mand. Barnet fødes og viser sig at være endnu en søn - en sund og rask dreng, som får navnet Conrad.
Den fremskidtsvenlige famile er ude af sig selv af lykke og intet ondt synes at kunne ramme dens medlemmer, men pludseligt flammer glansbilledet op og går i røg, da Conrad rammes af lungebetændelse. 14 dage efter fødslen lukkes hans øjne i for altid og familien må nu forsøge at kæmpe sig igennem sorgen.
Frederikke bliver angst for at miste de tilbageblivende sønner og vogter over dem som drage. Særligt den sarte Ernst er hun bekymret for.
I et forsøg på at muntre sin frue op, lejer Christian Reventlow et landsted nær Furesø, hvor Frederikkes humør langsomt vender. Den friske landluft gør hende godt og hun anlægger en lille have, som hun passer med ømhed. Hendes drømme og fantasier begynder at kredse om den romantiske forestilling om det idylliske og enkle liv som bondekone på landet

15Likes
9Kommentarer
1822Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var nu meget tydeligt at se på Frederikke, at fødslen ikke kunne være langt væk. Der var gået næsten en uge siden der var blevet sendt bud til slægtninge, om at de snart kunne komme og se det nye barn, men der var endnu ikke sket noget.

Frederikke blev mere og mere urolig for, hvordan fødslen skulle gå, jo længere tid der gik. Hun havde følelsen af, at tælle ned til dommedag.

Hun havde ligget i sengen lige siden lægen havde været forbi for få dage siden og påbudt det. ”Rigeligt med hvile og kolde omslag” havde lægen sagt med en fast, men venlig tone. Det var ganske rart den første dag, men det blev hurtigt kedeligt blot at ligge i sengen hele dagen, og kedsomheden gjorde hende urolig. Tiden havde hun brugt på at læse, brodere og sove, for graviditeten gjorde hende forfærdelig træt. Frederikke var da også netop vågnet efter hun havde taget sig en lur og klokken var blevet et godt stykke over middag. Hun havde håbet på, at Christian ville sidde ved siden at sengen da hun vågnede, men da hun fik åbnet sine øjne rigtigt så hun, at der ikke sad nogen. Frederikke udstødte et kort suk, satte sig op i sengen og kiggede tomt ud i luften, inden hun tilkaldte kammerpigen. 

”Thomasine, er du sød at hjælpe mig i tøjet, jeg holder ikke denne stilstand og angst ud mere! Jeg må have noget andet at tænke på.” beordrede hun, med uvandt heftighed, da pigen kort efter stod i værelset. Pigen indvendte ikke, stirrede kun skeptisk på fruen, inden hun fandt morgendragten frem.

Efter at være kommet i tøjet og have fået ordnet håret, trådte Frederikke ud af værelset.

”Hvor er mine børn?” spurgte hun og kammerpigen, der rendte hende i hælene, forklarede at de var sammen med barnepigen. Pigen så forvirret ud og var tydeligvis i tvivl om, hvordan hun skulle håndtere at nådig fruen var stået op stik imod doktorens anvisning, og da Frederikke satte kursen mod barnekammeret, endte pigen med at dreje om på hælen, sandsynligvis for at tilkalde nogen der kunne få styr på det gravide fruentimmer.

Frederikke himlede med øjnene. Skulle folk absolut behandle hende som gale kong Christian, blot fordi hun var med barn? Hvis hun bevægede sig forsigtigt, kunne der vel ikke ske noget?

Hun rystede uroen af sig og gik med beslutsomme skridt gennem huset og lod tjenerne åbne døren ind til barnekammeret for hende. Drengene var ellevilde for at se hende og hun spurgte barnepigen om, hvorfor hun ikke havde ladet dem komme ind til hende, når de savnede hende.

Pigen svarede skræmt, at hun jo ikke ville forstyrre nådigfruen, når doktoren havde sagt, at hun havde brug for hvile.

Frederikke blev igen irriteret over tjenestefolkenes dumhed, kunne de da ikke tænke selv?

”Tror du ikke at nådigfruen keder sig og savner sine børn, når hun ligger i sengen dag ud og dag ind? Og har jeg ikke sagt, at børnene skal have lov at løbe frit rundt i huset, undtagen når Christian sidder på kontoret eller i møde?”

I det samme tumlede Ernst om på gulvet og begyndte at græde. Barnepigen fór derhen for at trøste ham.

”Hvor mange gange har jeg ikke sagt, at Rousseau har skrevet, at man ikke må ile til børnene når de græder? De ender med at bliver forkælede og uselvstændige på den måde.”

Frederikke så, hvordan pigen rullede med øjnene og sukkede opgivende. Det var forfærdeligt svært at finde barnepiger, der kunne forstå de nye opdragelsesmetoder hun og Christian forsøgte at følge.

Frederikke havde mange gange overvejet helt at overtage opdragelsen af børnene, i det mindste til de nåede skolealderen.

Ernst klynken forstummede og Frederikke satte sig hen til ham, sådan som Rousseau foreskrev. Hun trøstede ham og foreslog at de kunne sætte sig ind i hendes soveværelse, så ville hun læse højt af Grimms Eventyr.

Den lille dreng, med de store øjne nikkede glad, så sådan blev det.

 

Da Christian senere kom hjem skældte han hende blidt ud, fordi hun var stået op, når doktoren nu havde sagt at hun skulle hvile: ”Du skræmmer jo tjenestefolkene,” drillede han, men hun kunne se bekymringens skygger flakke i hans øjne.

Frederikke skød kæben frem. ”Her går jeg og sørger for at vores børn bliver opdraget til at blive frie mennesker i tanke og ånd, og så skal jeg selv berøves min frihed, blot fordi jeg er en smule svanger! Jeg har det jo fint!”

Christian lo over hendes formulering, men måtte tøvende give hende ret. ”Men du lægger dig, så snart du bliver den mindste smule træt eller utilpas,” beordrede han venligt.

Frederikke holdt dog stædigt på sit, men måtte pludseligt give efter for Christian, da hendes mave krampede sig sammen og hun fik åndenød.

"Er der noget i vejen min kære?" Christians stemme lød ufattelig fjern i hendes ører og hans ansigt virkede udvisket. Da Frederikke åbnede øjnene igen lå hun i sengen og både Christian og lægen, som var blevet tilkaldt i al hast, stod ved siden og kiggede bekymret ned på hende. Frederikke havde netop opfattet, hvor hun nu befandt sig henne, da en skarp smerte skar over lænden og hun skreg højt.

Lægen sagde lavmælt nogle få ord, hvorefter Christian nikkede kort og hastede ud af soveværelset. "Min kære lensgrevinde, fødslen er ved at begynde, så De skal blot forholde Dem helt i ro" sagde lægen roligt og tog fat i Frederikkes håndled, for at måle pulsen.

 

De følgende timer gik med smerter og ensomhed. Frederikke havde kun doktoren og tjenestefolkene hos sig, samt en gammel jordemoder, der var blevet tilkaldt, hos sig. Det var i sådanne situationer at Frederikke savnede sin mor allermest.
Den gamle jordemoder Sibylle pralede med sin erfaring: ”Jeg var med, da Kronprinsen blev født og det gik så fint. De har intet at være bekymret for!” Frederikke vendte irriteret ansigtet bort. Hun vidste hvordan gamle koner løj og var slet ikke overbevist.
Véerne var svære og Frederikke skiftevist skreg og sank hen i en døs af smerte.
”Nådigfru Reventlow, jeg er bange for at barnet ligger forkert,” sagde doktoren bryskt, da veerne begyndte at komme med korte mellemrum. Frederikke kom med et til sig selv og spærrede øjnene op i angst. 
”Men det er ikke noget videnskaben i dag, ikke kan løse.” fortsatte han stolt. ”Vær ikke bekymret, kære lensgrevinde.”
Dette beroligede i midlertid ikke Frederikke – hun havde hørt om, hvordan læger og obstetrikere havde stukket instrumenter ind til det endnu ufødte barn for at skære hovedet af det, fordi det lå forkert.
Frederikke mærkede doktorens hånd ved sit underliv og skreg per refleks: ”Hvad er det dog De gør?”
”Det skal De ikke tage Dem af, jeg gør blot det nødvendige. Læg Dem bare ned og forsøg at slappe af, så skal det hele nok gå.”
Frederikke var ved at blive vred, men i det samme begyndte en vé og hun fik svært ved at koncentrere sig om andet end smerten. Billeder af ufødte børn, der fik stukket sakse gennem hovedskallen og trukket hjernemassen ud med en tang, flimrede for Frederikkes indre blik.
Doktoren trak sin hånd ud, men stak fingrene ind igen, så snart sammentrækningen over maven var stoppet.
”Så sig mig da, hvad De gør, menneske!” skreg Frederikke arrigt.
”Kære lensgrevinde Reventlow, jeg har virkelig ikke tid til lange medicinske forklaringer,” sagde doktoren irriteret. ”Jeg må vende barnet, så hovedet kan komme ud først!”.
Endeligt kunne Frederikke slappe af – så godt det nu kunne lade sig gøre under véernes pres og med doktorens arm inde i sig.
Da barnet var vendt, gik fødslen nemt. Doktoren havde dryppet nogle dråber kloroform på sit lommetørklæde, som han bedte nådigfruen holde for næsen, mens hun indåndede dybt. Til doktorens glæde faldt Frederikke snart ind i en døs, så han ikke behøvede at håndtere mere indblanding fra hendes side.
Knap en time senere var barnet leveret – en rask dreng, som faderen navngav Conrad efter sin bror og mange andre Reventlower.
Frederikke vågnede lidt efter op af sin kloroformdrøm og kunne glæde sig over den dejlige dreng der lå i hendes arme.
Jordemoder Sibylle havde svøbt barnet stramt, så han ikke kunne røre sig og Frederikke måtte løse svøbet igen, sådan som den vise Rousseau skrev at man skulle, så barnet kunne sparke frit og opbygge sine muskler.

Christian knælede ved sengekanten, med sit milde blik rettet mod hustruen og den lille bitte søn. Lykken imellem Christian og Frederikke var næsten til at tage og føle på. Frederikke lod de små buttede hænder gribe om hendes ene pegefinger. Sønnens greb var fast - han var en stærk dreng.

Christian bøjede sig og kyssede Frederikke på hendes varme pande, mens han fiskede en flad trææske op af lommen. Han rakte den til hustruen, som så på ham. Hans øjne fortalte alt - ingen ord var behøvede til at fortælle om hans kærlighed, taknemmelighed og lykke.

Hun åbnede forsigtig æsken og fik øje på to funklende ørenringe. De diamantbesatte sølvsmykker var udformet som sløjfer, der hver havde en safir dinglende fra sig, og matchede en halskæde, hun havde fået i julegave.

Frederikke smilede taknemmeligt op til ægtemanden, som strøg hende over håret, inden han igen lod blikket glide ned på sønnen.

 

De næste dage brugte Frederikke på at hvile og glæde sig over det vidunderlige barn der lå i hendes arme. Frederikke valgte at amme Conrad selv, ligesom hun havde gjort med sine andre sønner og som de moderne opdragelsesmetoder opfordrede til.

Huset blev åbnet for alle de besøgende der overhovedet kunne have lyst til at se det nyeste medlem i den lykkelige familie. Slægtninge kom til fra nær og fjern - ikke i samme hobetal som da Christian blev født, men familien var alligevel så afholdt at mange kerede sig nok til at komme - selvom det selvfølgeligt kun var få timer om dagen, at Frederikke kunne tage imod besøg; lefter en fødsel var kroppen stadig sart og det derfor vigtigt med hvile.

I blandt de slægtninge der kom rejsende langvejsfra var Christians hovmodige, men intelligente søster Louise – nyligt gift med den stædige Christian Von Stolberg, der havde jagtet hende i årevis. Skønt Christians søster skræmte Frederikke, som fornemmede at svigerinden nærede en vis uvilje imod hende, så kunne Frederikke ikke lade være med at beundrer kvinden. Louise Von Stolberg havde været enke i mange år, da hun omsider havde givet efter for sin bejler, og hun virkede så selvstændig og erfaren – måske var det i virkeligheden derfor at Frederikke følte sig en smule truet. Men da Louise trådte ind i soveværelset til Frederikke for at se den lille Conrad, var det som om et hvert spor af hovmod var forsvundet hos svigerinden, der åbenlyst strålede af lykke. Louise satte sig ivrigt på sengekanten, for at se barnet ordentligt og trykkede venligt Frederikkes hånd, da hun gratulerede hende.

”Sikke du stråler Louise,” sagde Frederikke, som undte svigerinden al lykke i verden – hun havde ikke haft det nemt. Rødmen fór op i den 31 årige kvindes kinder. ”Åh jeg er så helt igennem lykkelig,” betroede hun Frederikke, som var de de tætteste veninder. ”Selvom jeg lever som en kirkerotte, så er mit nye liv som et sandt eventyr!” Nu var det Frederikkes tur til at gratulere, men skønt hun havde lyst, vovede hun ikke at spørge ind til om svigerinden mon var kommet i lykkelige omstændigheder. Hun håbede det, for hun var blevet så rørt, da Louise forsigtigt havde bøjet hovedet, mens hun holdt Conrad i sine arme, og lydløst indsnuset duften af spædbarn – men onde tunger talte og sagde at Louises tidligere, skrækkelige ægtemand, der var død af syfilis, havde frarøvet hende evnen til at blive med barn.

 

Tiden gik, besøgene blev færre og selvom Frederikke nød at ligge og beundre og lege med sin søn, så var hun begyndt at kede sig. Hun følte at hun var kommet sig fuldstændigt oven på fødslen, men lægens ordrer og biblens ord om kvindens urenhed efter fødslen, forhindrede hende i at gå ud eller foretage sig noget som helst fornuftigt - selv de breve hun kunne skrive eller de broderier hun kunne arbejde på, ville blive besmittet af hende. Desuden kunne hun på det nærmeste ikke se en hånd for sig, for tunge gardiner var trukket for vinduerne og henlagde værelset i mørke, så hendes sarte øjne efter fødslen ikke skulle tage skade. Kun en enkelt kandelaber havde hun, til at oplyse det dunkle sovekammer, så hun akkurat kunne læse.

Dåben var nært forestående og Frederikke glædede sig til at se Conrad i dåbsdragten - i hjemmet inden man drog til kirken, selvfølgeligt, for der kunne Frederikke naturligvis ikke sætte sine fødder før de treogtredive dage efter fødslen var gået - det vidste enhver gudsfrygtig kvinde.

Frederikke havde traditionen tro, kort før fødslen sat sit eget præg på den poseformede dåbsdragt, ved at brodere hendes og Christians initialer på. Dragten var fyldt med andre fine broderier, kniplinger og andet stads, som gennem tiden var blevet tilført af mødre i slægten - to af dem havde hun selv tilført inden Christians og Ernst fødsler.

Christian var sød og brugte så megen tid hos hende, som overhovedet mulig - han vidste hvor meget hun kedede sig. Han sørgede også for at forkæle hende med lækkerier som chokolade og pebermyntebolcher, og når han havde tid læste han højt for hende og børnene, og det gjorde alt sammen Frederikke så umådeligt glad - for hun vidste at hun havde fået den fantastiske familie, som hun altid havde drømt om.

Men dagen inden barnedåben blev lykken brat afbrudt. Ernst og Conrad blev ramt af lungebetændelse.

Frederikke var ude af sig selv og bebrejdede tjenestefolkene at de ikke havde holdt værelserne ordentligt varme. Ernst lod til at være hårdest ramt - hans feber var høj og vejrtrækningen hurtig og overfladisk, mens Conrad blot var urolig og bleg.

Frederikke glemte hurtigt alt om lægens anvisninger og rejste sig fra sengen, for at sørge for sine børn. Den unge Christian var meget mod hans vilje, sat i en slags karantæne så han ikke også skulle blive ramt af smitten.

Doktoren blev igen tilkaldt og han gav ordrer til at Ernst, på grund af feberen, skulle opholde sig i et køligt rum og at begge børn skulle have rigeligt at drikke og helst sidde oprejst eller ligge på siden, så de ikke blev kvalt i slim. Han udskrev også et pulver der kunne blandes op med vand eller tynd øl og gives til Ernst, og gav desuden Frederikke besked på at tilkalde ham igen, ved den mindste ændring i symptomerne, udover det, var der ikke så meget de kunne gøre, sagde han.

Frederikke fik flyttet Conrads vugge ind i det kammer Ernst lå i, men sørgede for at han var pakket varmt ind. Begge børn klynkede og vendte sig uroligt, men kun Ernst var ramt af feber og hoste, som især om natten var slem. Til at begynde med var hosten tør, men efter nogle dage blev den slimet og Ernst begyndte at hoste blod op, også Conrad var nu begyndt at hoste. 

Frederikke sad ved Ernst side og skiftede hans kolde omslag, hun varmede honningmælk og gav ham det pulver lægen havde anvist. Hun forsøgte at pleje lige stor omsorg for begge børn, men kunne mærke hvordan hendes bekymring drejede sig mest om Ernst - han lod jo til at have det værst.

Efter fem uendeligt lange dage, var Ernst dog endeligt i bedring. Doktoren blev tilkaldt og han bekræftede at Ernst så ud til at klare den.

Den udmattede mor, der i mange døgn havde siddet vågen og våget over sine børn, faldt nu endeligt til ro og kunne sove tungt. Drømte gjorde hun ikke - hvilede blot fredfyldt i bevidstheden om at hendes børn ville overleve.

Frederikke vågnede først aftenen efter og Ernst lod til at være kommet sig helt, men da hun gik hen  for at se til Conrad, var barnet i vuggen helt blå om læberne og lå dødstille.

Tavs af chok og forfærdelse løftede hun forsigtigt den lille krop op. Øjnene var underligt matte og stirrede hinsides det verdslige. Et skrig forplantede sig i Frederikkes strube, idet sandheden gik op for hende og sorgen fik det til at sortne for hendes øjne.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...