Historien om en moder

Livet kan næsten ikke blive smukkere, da Frederikke Reventlow venter sit tredje barn med hendes elskede mand. Barnet fødes og viser sig at være endnu en søn - en sund og rask dreng, som får navnet Conrad.
Den fremskidtsvenlige famile er ude af sig selv af lykke og intet ondt synes at kunne ramme dens medlemmer, men pludseligt flammer glansbilledet op og går i røg, da Conrad rammes af lungebetændelse. 14 dage efter fødslen lukkes hans øjne i for altid og familien må nu forsøge at kæmpe sig igennem sorgen.
Frederikke bliver angst for at miste de tilbageblivende sønner og vogter over dem som drage. Særligt den sarte Ernst er hun bekymret for.
I et forsøg på at muntre sin frue op, lejer Christian Reventlow et landsted nær Furesø, hvor Frederikkes humør langsomt vender. Den friske landluft gør hende godt og hun anlægger en lille have, som hun passer med ømhed. Hendes drømme og fantasier begynder at kredse om den romantiske forestilling om det idylliske og enkle liv som bondekone på landet

15Likes
9Kommentarer
1799Visninger
AA

1. Kapitel 1

Solen skinnede blidt ind gennem de lette gardiner i soveværelset.
Frederikke glippede med øjnene og rullede dovent om på siden – så meget som den bulende mave tillod det – og følte efter i lagenerne om hendes mand stadigt lå ved hendes side. Det gjorde han ikke.
Hun sukkede skuffet, åbnede øjnene og satte sig besværet op i sengen.
Hun trak i snoren, der fik en klokke til at ringe et andet sted i huset, så kammerpigen vidste at hendes tilstedeværelse var påkrævet. 
Frederikke måtte have pigens hjælp til først at komme ud af sengen og bagefter ud af chemisen.
Luften omkring hende var kold og fik hende til at ryste. Det føltes som om der gik en evighed fra at hun havde fået natkjolen af til at pigen fik hjulpet hende i morgendragten og selv da at den bløde atlask smøg sig omkring hendes krop, havde hun gåsehud på armene, hvor de halvlange ærmer ikke dækkede.
”Det var da ufatteligt koldt i dag. Jeg synes ellers at vi har haft et par lune februardage på det sidste.”
Pigen trak gardinerne fra og den drilagtige sol, der hang på en næsten skyfri baggrund, lod sine stråler stå direkte ind i værelset, hvor de skar i øjnene, dog uden at varme det mindste.
”Thomasine, er kakkelovnen overhovedet i live?” Spurgte Frederikke lettere irriteret, da hun ikke syntes at få det varmere.

”Ja nådigfrue, der er tændt op i den” stammede Thomasine med et forskrækket udtryk. ”Jeg skulle informere nådigfruen om, at lensgrevinde Holstein kommer til te klokken fjorten fik hun videre fremstammet.

"Jamen, hvorfor har ingen vækket mig? Klokken er jo kvart over tolv!" udbrød Frederikke, da hun kastede blikket på uret. "Nu får du sandeligt travlt med at ordne min frisure."

 

Frederikke var stadig i gang med at få sat hår, da det bankede på døren til soveværelset. Frederikke havde under graviditeten ikke sovet med hårvalken under lokkerne, som hun plejede, så hårsætningen tog meget længere end det plejede. Thomasine havde nu sat håret op i den høje frisure, krøllet et par løshængende lokker ved hjælp af krøllesaks og papillotpapir, samt fæstnet forlorne lokker og fletninger til opsætningen.

Da døren åbnedes stod kammertjeneren og en kvinde klædt i nydeligt broderet silke. ”Lensgrevinde Holstein” præsenterede kammertjeneren og bukkede kort. Lensgrevinden trådte sidelæns ind i soveværelset, for at hoftepocherne ikke skulle støde ind i dødkarmen, og satte sig på en stol ved siden af Frederikke. Frederikke takkede kammertjeneren og gav Thomasine besked på at de ønskede thé.

"Min kære Charlotte, jeg er bange for at du har afbrudt os lige inden pudringen," måtte Frederikke medlident indrømme. "Kan de tilgive Thomasine og mig, hvis vi overstår det med det samme?"

Veninden nikkede nådigt og rejste sig fra stolen, så hun ikke skulle få melstøv på kjolen eller galt i halsen.

Thomasine fandt pudderdåsen frem og Frederikke dækkede ansigtet med den traktformede maske. Da pigen var færdig, fjernede Frederikke igen masken og beundrede den nu gråblå frisure. Nu manglede kun silkesløjfer og blomster, så var værket komplet.

Charlotte var gavmild med komplimenterne og insisterede på at graviditeten klædte Frederikke. Frederikke rynkede umærkeligt på næsen - hun var godt træt af at være så stor og oppustet.

Til gengæld måtte Frederikke rose lensgrevindens smukke manteau, der som Frederikke havde gættet, var et af venindens egne design - den ældre kvinde havde altid haft flair for den slags.

De ventede i spændt tavshed, mens kammerpigen hentede det ophedede vand og bar Frederikkes théskrin frem. Begge ting blev placeret på et lille bord, sammen med kopper samt mælk og sukker. Frederikke dryssede lidt dyrebare thé i hver kop, som Thomasine herefter fyldte med dampende vand - og så gik samtalen mellem de to kvinder ellers; modeadvis'er og den seneste sladder om hoffet blev udvekslet.

Pludseligt hørtes barnestemmer og hurtige små fodtrin på gangen. Døren blev åbnet og ind ad døren kom Christian og Ernst, med barnepigen halsende efter.

"Sikke nogle store drenge I er blevet," udbrød Charlotte Holstein venligt til børnene. "Jeg kan næsten ikke kende jer!" og henvendt til Frederikke: "Hvor gamle er de nu?"

"Christian er tre og Ernst er to" forklarede Frederikke. "Hvordan er det nu med dine piger?"

"Louise er otte og Antoinette Elizabeth er fire," der var stolthed i lensgrevindens stemme, skønt Frederikke godt havde set, hvordan veninden havde sendt misundende blikke i retning af hendes sønner.

 

Charlotte Holstein blev kun et par timer - hun ville ikke udmatte sin svangre veninde, sagde hun, og Frederikke var da også småtræt, da veninden gik, og valgte at lægge sig til at sove. Da hun vågnede sad Christian på sengekanten og holdt hendes hånd.

"Tænk at du kan sove, med sådan en puff på hovedet," lo han og nikkede til hendes hår, der af tjenestepigen var blevet indviklet i gaze, så frisuren ikke tog skade, når Frederikke vendte sig i sin søvn. "Hvad I kvinder ikke holder ud, for skønhedens skyld."

Frederikke smilede fornøjet til sin mand - hun vidste godt, at han syntes, at al den stads grænsede til det latterlige - han foretrak det naturlige. Frederikke tænkte tilbage på, hvor ulykkelig og skrækslagen hun havde været, da han havde forbudt hende at gå i det betryggende korset, hun havde båret som et skjold siden barnsben - noget hun nu måtte trække på smile båndet af, da hun nu næsten anså det for et privilegium at kunne ånde og bevæge sig frit, selvom det tyktes hende lettere bizart at det skulle være et privilegium at trække vejret. Men frisuren insisterede hun på at beholde, for selvom hun i mangt og meget kunne følge Christian i hans stræben efter det naturlige, så elskede hun at efterligne den franske dronning Marie Antoinettes fascinerende påhit - noget parret ofte havde haft lange diskussioner om.

På trods af, at Frederikke var gravid havde Christian ikke meget tid til at være i hendes selskab. Han var få år forinden blevet deputeret i Kommercekollegiet hvilket betød, at han skulle deltage i mange møder og foretage en vis mængde administrativt arbejde. Derudover skulle Christian sørge for, at godset på Lolland stadig løb rundt, selvom han befandt sig i København.

Han brugte derfor mange timer inde på sit arbejdsværelse, hvor han korresponderede med godsforvalteren om, hvad der skulle foretages. Christian tilbragte dog den tid han havde tilovers med Frederikke. Han nød at betragte hendes bløde hænder arbejde når hun broderede og hendes rosenrøde læber sagte bevæge sig når hun læste. Allerede nu havde han siddet flere stunder inden Frederikke vågnede og betragtet hendes særprægede skønhed.

Frederikke var næsten skuffet over, at han ikke havde vækket hende, så de havde haft mere tid sammen, men skød tanken væk for at nyde øjeblikket - om alt gik vel, så havde de mange år til gode sammen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...