Luk op for et liv

Da pigen Alice, finder sig selv på sindssygehospital, ude i stand til at huske hvordan og hvorfor, må hun nu opgive hendes ny-vundne drømme om et normalt liv. Men da alt er tabt og opgivet, må Alice åbne øjnene op for, at hun har en langt større skæbne end at tilbringe resten af hendes dage på Den Lukkede.

1Likes
2Kommentarer
238Visninger
AA

2. Starten på et nyt liv

"Hvor har du været henne!"

Spurgte en personerne, jeg nu var tvunget til at konfrontereVi stod i den mørke gang, lige uden for loftet. Man kunne lige áne den persons ansigt, der snakkede til mig. Jeg stirrede trodsigt på personen og ud i mørket, hvor jeg gættede de andre stod. Jeg mærkede noget gribe fast om min arm. De nærmest trak mig med ned af trapperne. Hastigt blev jeg smidt ind på mit værelse.

"Bliv her!" sagde en stemme hårdt.

Ja, som om jeg havde et andet valg end, da De havde låst døren. Men det gjorde ikke rigtig noget nu, hvor jeg havde bogen. Jeg læste videre i den hele natten. Den endte ret brat med en monolog over, at personen skulle tage sig sammen. Forfatteren af dagbogen havde vist sig at være en ung pige. Det var sikkert hende jeg havde set på billederne, der lå i kufferten. Der var stadigvæk et stykke tid tilbage, før det var morgen. Jeg sad og kedede mig i min seng. Jeg havde ikke løst til at sove. Det havde gjort i alt for lang tid. Jeg ville leve det af mit liv jeg nu kunne. Man ved jo aldrig, måske kunne jeg undslippe det her sted imorgen! Jeg kom i tanke om noget papir, jeg havde i min skrivebordsskuffe. Fristelsen var for stor til ikke, at ville begynde min egen dagbog. Jeg satte mig i stolen og fiskede efter blyant og papir i min skuffe.

Papiret lå nu på bordet foran mig. Jeg satte blyanten øverst på papirets hjørne. Jeg forsøgte at skrive ”kære dagbog”, men det lignede mere en stor krydsedulle. Det var underligt! Jeg prøvede igen, men det blev det samme resultat. Jeg kiggede på min hånd der rystede. Var det derfor? Min hånd rystede for meget? Jeg nåede ikke, at undre mig mere over det før nøglen til min dør, blev drejet i låsen og døren gik op.

”Godmorgen, så er der morgenmad”, sagde en venlig kvinde, der stod i døren.

Det virkede helt syrealistisk i forhold til nattens begivenheder.  Hun havde et par almindelige cowboybukser samt en grøn T-shirt på. Udover hendes tøj, havde hun en hvid kittel. Hendes blonde hår var sat op i en stram hestehale. Først vidste jeg ikke rigtig, hvad hun ville have mig til. Hun så min undren og hjalp mig med, at give mig en lyseblå morgenkåbe på. Hun virkede professionel. Kvinden førte mig hen til en kantine. De aflange, hvide gange med mange døre virkede bekendt, og alligevel ikke. Jeg kiggede mig over skulderen, og så trappen, der havde ført mig op på loftet. Jeg kunne mærke på mine hænder, at de var begyndt at ryste voldsommere nu. Damen (der sikkert var min... øhh, sygehjælper?) så min skælven, og spurgte om jeg frøs? Var det her min hverdag? Var det på grund af min rysten, at jeg boede her og havde en "sygehjælper". Kvinden virkede som om, at hun kendte mig ret godt og kiggede oprigtigt bekymret på mig, da jeg sagde ja, til at jeg havde det koldt. 

I kantinen var den bekendte duft af kaffe og ristet brød. Der var mange mennesker, og de alle stoppede deres samtaler, da jeg og kvinden kom ind. Alle personer i rummet havde magen til lyseblå morgenkåber på, lige som jeg selv. Der var få personer der havde hvide kåber på, men ved nærmere eftersyn, var det ikke morgenkåber men kitteler. Jeg gik i stå i døren, men min hjælper skubbede mig hen til et bord. De andre kiggede lidt nærmere på mig, og begyndte så at snakke igen. Det lød underligt... som høj mumlen, hvem ved måske var det? Tanken strejfede mig, da jeg kiggede ovre i et hjørne, hvor der sad to unge kvinder og bare sukkede til hinanden. Eller måske var der bare noget galt med min hørelse. Jeg havde fået kvalme, og mine rystelser var ikke blevet bedre. Der sad en pige ved siden af mig. Hun kiggede lidt genert på mig. Efter et stykke til, var det ved at blive lidt akavet, så jeg smilede lidt til hende for at prøve, at formindske stilheden imellem osDet så ikke ud, som om hun ville sige noget…

Jeg smilede mere til hende og åbnede munden for at sige hej, men det lød mere som et støn. Det her var et dårligt tidspunkt at tale forkert på. Pigen kiggede på mig, med et mere intenst blik. Hun ventede på, hvad jeg ville sige. Jeg rømmede mig og åbnede munden igen,

 

” undskyld, jeg ved ikke lige, hvad der sker for min stemme…” Prøvede jeg at formulere. 

Det lød stadigvæk ikke som ord… Det var som om, jeg ikke kunne styre min tunge. Panikken skød op i mig. Hvorfor kunne jeg ikke tale ordentligt?! Lige meget, hvilket ord jeg prøvede at sige, lød det helt forkert og de andre forstod mig ikke! Jeg prøvede at skrige ”Hjælp!”

Men det blev mere et højt og hæst støn. Kvinden der havde hjulpet mig tidligere den morgen, kom hen til mig. Jeg koncentrerede mig om at artikulere så godt med munden som muligt,

”hvad er der sket med mig?”

Først kiggede hun forvirret på mig. Men mit skrækslange blik fortalte hende, at jeg seriøst ikke vidste noget! Hun lagde beroligende sin hånd på min skulder;

” For 5 år siden sprang du ud af et vindue i dit hus i et selvmords forsøg, men du overlevede og har fået hjerneskader, der giver dig talevanskeligheder og hukommelsesproblemer. Men jeg fortalte dig også dette igår... Det plejer ikke at være så slemt”  

Mig? Nej... men! Det kunne jeg da ikke finde på... Eller kunne jeg? Nej! Blev jeg enig med mig selv om, og prøvede at sige, at jeg ikke havde prøvet at begå selvmord, men det blik hun gav mig, sagde, ”Ja ja, drik din morgen te, tag din pille og tag en slapper, capish?” og det fik mig til at lukke munden. Men... Jeg skulle jo leve et liv? Nu gik det op for mig at… Jeg havde ikke noget liv! Hvis det var sandt, hvad min sygehjælper havde sagt om mig, var det min egen skyld! Jeg kunne ikke snakke eller skrive mere på grund af mig selv?! Jeg kiggede søgende rundt på de andre. Nogle sad og lavede lyde, men kunne heller ikke snakke ordentligt. Andre sad stille i ensomhed ovre i et hjørne, og stirrede forvirret rundt omkring. Det gik op for mig, at ingen havde et liv her! Et billede dykkede op på indersiden af mit hoved. Jeg huskede en tid, hvor jeg læste fantasi bøger, og var tryg ved tanken om de oplevelser og eventyrere mit liv stadig ville være fyldt med. Jeg havde altid tænkt, at der fandtes noget magisk, som kunne forvandle en vampyr eller andre monstre, om til kærligheds forbilleder. Alt min verden kunne lade sig gøre, men jeg lever ikke i min private verden, jeg lever i realiteten. Sandheden kan knuse en sjæl. Jeg hverken har haft eller får mit eget liv! 

Jeg begyndte at græde. Pigen ved siden af mig begyndte at hviske,” ikke græde”, og tog mig i sin favn. Jeg kunne ikke lide det, men rystede for meget til at skubbe hende væk. Jeg prøvede at bede hende om, at lade mig værre, men det lød som hysteriske hulk.

Hun hviskede igen, ”Ikke græde, Hver glad… Smile”

Hun knugede mig hårdt ind til sig, og det gik op for mig, at hun ikke ville give slip, før jeg tog mig sammen. Det her var pinligt. Måske var jeg heldig, at de andre slet ikke vidste, hvad der foregik. Ja, der går vel ikke længe, før jeg selv har glemt det her...

Jeg fandt pludselig ordsproget: " Man lære af sine fejl" hyldende morsomt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...