Luk op for et liv

Da pigen Alice, finder sig selv på sindssygehospital, ude i stand til at huske hvordan og hvorfor, må hun nu opgive hendes ny-vundne drømme om et normalt liv. Men da alt er tabt og opgivet, må Alice åbne øjnene op for, at hun har en langt større skæbne end at tilbringe resten af hendes dage på Den Lukkede.

1Likes
2Kommentarer
218Visninger
AA

4. Springet

En hårvask og diskussion om tøj senere, gav Andrea mig endelig lov til at se mig selv i spejlet. Vi havde valgt nogle Cowboybukser, en grøn tank-top og en sort læderjakke som tøj til mig. Mit hår var stadigvæk lidt fugtigt. Andrea havde reddet knuder ud i en halv time. Nu hang det i små krøller om skuldrene på mig. Andrea kom hen til mig med en mascara og sagde, ”prikken over i’et”. Det føltes underligt, som om mine øjne blev tungere, men da jeg kiggede mig selv i spejlet, så jeg normal ud! Jeg lignede en 18-årig lige som Andrea. Jeg kunne ikke huske, hvor gammel jeg var, men Andrea sagde at jeg var 19 år, hvilket jeg syntes var ret vildt. Der var stadig meget jeg ikke kunne huske, men det var som om, at jeg fik en åbenbaring engang imellem om mit gamle liv, jo mere jeg tænkte over det.

Jo mere jeg grinte sammen med Andrea, jo mere afslappet blev jeg.

”Du, Alice?”, spurgte Andrea mig.

”Ja?”. Svarede jeg.

”Skal vi se dine vinger nu?”

´Jeg ved ikke, om jeg er klar, tænkte jeg til hende. Jeg kunne ikke tale i sætninger endnu.

”Jeg er sikker på, du er klar for, hvis vi ikke snart kommer ud, så bliver vi snart opdaget.” Sagde Andrea.

Det hjælper ikke… vrissede jeg af hende.

Hun grinte, ”Nej, men sådan er det bare, Alice”.

Jeg sukkede dybt og stammede, ” jeg e-er klar”. Men Andrea, hvad med mit tøj? Tænkte jeg.

”Det er specielt lavet. Spørg mig ikke, hvordan! Men dine vinger kan gå igennem stoffet”, sagde Andrea.

Sejt! smilede jeg.

”Vi skal lige have dit armbånd af, Alice”, sagde Andrea. ”Der er en GPS i så de hele tiden ved, hvor du befinder dig”.

Okay, man skal nok bruge helt vildt mange kræfter for at få det af…

Mere nåede jeg ikke at tænke før Andrea havde klippet det af med en neglesaks!

Eller… man kan bruge den der? Tænkte jeg færdigt. Vi lagde armbåndet i min seng, på hovedpuden.

”Godt, nu skal vi bare smadre vinduet, så du kan flyve os væk”. Sagde Andrea, som om det var ingenting.

Hvad! Jamen, mine vinger er ikke kommet frem endnu, og der er tremmer uden for vinduet! Tænkte jeg forvirret.

”Det er fordi at dine vinger kun kommer frem i sidste øjeblik, inden vi rammer jorden. Tro mig, jeg er heller ikke glad for ideen... og jeg har andre metoder at bryde igennem ting med end en neglesaks.” Smilede hun selvsikkert til mig.

Hvordan kan du tage det så roligt? Flippede jeg.

Andrea kiggede mig direkte i øjnene, ”Jeg stoler på dig, Alice”.

Jeg blev rørt. Tak tænkte jeg og kiggede også ind i hendes øjne.

 

Vi skulle springe huld i væggen. På den anden side af muren var der cirka 12 meter ned. Det skulle gå hurtigt, for selvom værelserne var lydtætte, fandt de nok hurtigt ud af, at der var en kæmpe, gabende sprække i væggen. Jeg skulle gemme mig bag badeværelsesdøren, når Andrea sprængte. Hun havde 3 sekunder til at nå om bag døren sammen hos mig, før dynamitladningen gik af. Vi havde aftalt at, hvis hun ikke nåede det, skulle jeg nok samle hende op alligevel og flyve hende hjem.

Vi kiggede på hinanden en sidste gang, inden Andrea førte de to ledninger sammen. Jeg trykkede mig op ad væggen. Jeg hørte et kæmpe brag og et lufttryk blev slynget mod døren, jeg lige nåede at bremse med mine hænder, før jeg fik den i ansigtet. Jeg åbnede øjnene. Var det overstået? Jeg kiggede rundt, hvor var Andrea? I panik skyndte jeg mig ud i rummet. Det var et kæmpe hul i væggen og rester af mursten lå rundt om på gulvet. Min seng var blæst op i et hjørne. Jeg løb hen til sengen. Et lettelsens suk fyldte min krop. Andrea lå bevidstløs dernede på gulvet omme bag sengen.  Hun havde et grimt sår i panden der blødte meget, og hun så også lidt sortsveden ud, men hun trak vejret. Jeg trak hende op i hendes arme og slæbte hende hen til huldet i væggen. Jeg holdt hende godt fast om livet og sprang, uden at kigge ned.

Det var de længste sekunder i mit liv. Jeg følte, jeg bare blev ved med at falde. Jeg så min skygge komme nærmere neden under mig. Jeg ved ikke om jeg skreg, lyden af luften der susseede rundt om Andrea og jeg, var overdøvende. Jeg føltes som om, at jeg blev ved med at falde. Jeg kiggede sammenklemt ud igennem mine øjne. Vinden fik mine øjne til at stå i vand. Med et sløret syn så jeg, skyggen på jorden pludselig komme længere og længere væk igen. Overrasket kiggede jeg mig over skulderen, om på min ryg og så to blågrå vinger, der hver havde et vingefang på cirka 5 meter. Jeg fløj! Det var som om, jeg var det letteste i verden. Jeg var født til at svæve oppe i skyerne. Jeg så ned på alle menneskerne nede i gaderne, der kiggede chokeret op. Nogle kørte galt på cykler eller tabte det de havde i hænderne. Jeg holdt Andrea godt fast i armene. Hun var stadigvæk bevidstløs.  Jeg ville ønske at hun kunne se, hvor smukt der var heroppe fra.

Før vi sprang muren, havde vi aftalt, at jeg skulle flyve så langt væk som muligt. Andrea havde en sender på sig i sit tøj, og menneskerne fra vores organisation kunne finde os, bare ved et enkelt klik på deres computere.

Selvom det var 5 år siden jeg sidst havde fløjet, var det let som en leg. Jeg tænkte, at det var lige som at cykle: når man først havde gjort det engang, glemmer man det aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...