Luk op for et liv

Da pigen Alice, finder sig selv på sindssygehospital, ude i stand til at huske hvordan og hvorfor, må hun nu opgive hendes ny-vundne drømme om et normalt liv. Men da alt er tabt og opgivet, må Alice åbne øjnene op for, at hun har en langt større skæbne end at tilbringe resten af hendes dage på Den Lukkede.

1Likes
2Kommentarer
223Visninger
AA

3. Flugtmuligheden

Først da jeg var holdt op med ,at udstøde en underlig blanding af hysterisk grin og gråd, gav hun slip på mig. Jeg tøvede ikke et sekund med at løbe ind på mit kammer. Jeg smed mig i sengen, men var løbet tør for flere tårer, som jeg kunne spilde.Jeg havde så mange spørgsmål, så mange tanker. Det føltes som om mit hoved, var ved at eksplodere. Jeg holdte mig for ørene i et desperat forsøg på, at få den kaotiske messen af stemmer i mit hoved til at tie stille. Jeg klemte mine øjne sammen, og prøvede at fokusere på én ting af gangen. Hvad plejede jeg nu at gøre, når jeg var oprevet? Jeg fandt min gamle MP3 afspiller frem. Det var overraskende at jeg ikke havde glemt alt om den. Min MP3 afspiller og høretelefoner var nogle af de eneste ejendele, jeg stadig havde efter at være flyttet hertil. Hvilket er ret vildt når jeg ikke engang måtte have min egen tandbørste med. Jeg havde fået en ny her. Eller, havde jeg bare smuglet min MP3'er med ind? Jeg blev i tvivl... Jeg satte et tilfældigt stykke musik på, og lyttede.

Apropos ejendele var kufferten på loftet så min? Tænk at jeg ikke engang havde genkendt mig selv på alle de billeder. Tænk at jeg ikke engang havde vidst, at jeg var på et plejehjem! Tænk at jeg havde overset indlysende tegn. Jeg havde et armbånd om håndleddet, hvor der stod mit navn og personalets telefonnummer på. Måske havde jeg troet, det var et venindearmbånd? Men jeg har sku da ingen venner! Hvad var det overhovedet for noget medicin, de gav mig her?! Jeg sukkede dybt, og skruede op for musikken. Jeg kiggede over på døren. Plejer man ikke at løbe efter folk, der er vildt oprevet? og især, hvis personen allerede engang har været mistænkt for selvmordsforsøg? Måske ønskede de bare, at jeg skulle holde mig væk? Jeg gad ikke tænke den tanke mere og lyttede til teksten. Tonerne beroligede mig. Mine øjne var blevet ømme efter min hektiske gråd, og mit hoved dunkede blidt. Jeg trak vejret kontrolleret men roligt i takt med rytmen.

Pludselig mærkede jeg et eller andet bore sig ind i min skulder. Med et sæt satte jeg mig forskrækket op. Det hele var sløret, efter mine allerede-godt-belastede øjne, fik kravet om at kunne fungere lige nu og her. Jeg kiggede panisk omkring, og fik øje på en skikkelse der stod ved siden af min seng. Jeg ville have råbt, hvis jeg altså kunne tale. Hun stod midt ude i rummet. Efter at have fokuseret på hendes ansigt, gik det op for mig at det var hende pigen fra kantinen, der havde holdt mig i et fast greb. Der var noget forandret over hende, som om hun stod mere rank, og hun havde ikke det forvirret, sårbare blik i øjnene længere. Hun så langt mere alvorlig. Det her kunne ikke være rigtig. Det blik hun gav mig, gav mig kuldegysninger. Hun virkede selv lidt overrasket. Hvad ville hun? Var hun kommet for at dræbe mig? Man ved jo aldrig de andre grunde til, hvorfor hun er blevet sat inde på sådan et sted som her. Min krop var spændt, og klar til flugt. Jeg kiggede bag hende, hvor døren var en flugtmulighed. Jeg tog en hurtig beslutning og løb hen til døren, men braste ind i hendes arm.

Jeg kunne ikke holde det længere og skreg på mit eget sprog, ”HVAD VIL DU MED MIG?”.

”Tag lige at slappe af!” Sagde hun. Hendes stemme lød bestemt, beroligende og dog også irriteret.

Jeg stoppede op af bare undren. Hv-, hv-, hvordan kunne hun tale så rent?

”Sidt dig!” Kommanderede hun mig.

Jeg satte mig helt paf i min seng. Hun så på mig, som om hun ville sikre, at jeg ikke ville prøve at flygte igen. Hun tog min skrivebordsstol, og satte sig på den over for mig. Min hjerne arbejdede på højtryk: hvordan kunne hun gå fra at ligne en udviklingshæmmet til at være tilsynladende sund og rask?. Hun havde smidt den lyseblå morgenkåbe og havde en hvid T-shirt på indenunder. Mine øjne studerede hendes ansigt. Hendes hår var gyldenbrun og glat. ikke som før ude ved morgenbordet, hvor det havde været mere pjusket. Hendes grønne øjne, der overvågede mig konstant, føltes som om hun stirrede mig direkte ind i min sjæl. Hun så nervøs udMen... hvad ville hun egentlig med mig? 

”okay, det ser ud som om at du er clean nok til at jeg kan fortælle dig det”, sagde hun. 

 Hvad snakkede hun om? uhm... clean? Hvad skal det mene? 

”Uhm, det er ret svært at forklare, men øhh,  jeg siger det som det er… Jeg kan læse alle dine tanker, når du tænker om mig. Og… øh..."

Hun holdte en  pause. Hun kiggede søgende på mig, som om hun havde tabt tråden, eller som om det næste der ville komme, var svært at sige. 

"Du er også noget specielt… Altså på den gode måde!” Sluttede hun af med,  og kiggede spændt på min reaktion.

Oog, hvor var det lige hun ville hen med det her?.. Jeg fik en pludselig indskydelse om, at måske var hun skizofren?

 ”Ha, ha, hvor sjovt!” Sagde hun ironisk til mig med himmelvendte øjne.

Okay, måske var hun god til at læse ansigtsudtryk? Men ikke tanker for… det kan ikke lade sig gøre… 

”Jeg stirrer altså ikke ind i sjæle. Jeg kan kun læse tanker ”, sagde hun måske lidt for nedgørende. 

Nåhhh men, hvis du er så smart så sig, hvad jeg tænker om dig nu! Tænkte jeg. Jeg holdt pokerfjæs, så hun ikke skulle snyde.

Hun sukkede,” Jeg skal sige, hvad du tænker, og et eller andet med, smart,” 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller rettere sagt, tænke. Jeg tabte bare underkæben og stirrede på hende. 

”Ja, undskyld, at jeg ikke fik det hele med ¨smart delen¨ med, men det er lang tid siden jeg sidst har brugt min evne, om så at sige…” spillede hun sejt. 

M-m-men hv-hvordan. Hvad og og, hvorfor! stammede jeg indvendigt.

”Ja, det er en lidt lang historie, der startede før du overhovedet blev tænkt på…” sagde hun. 

Før jeg kunne nå at tænke videre, begyndte hun at fortælle, ”For at gøre det kort ud af det lange, så har alle nyfødte børn en forskellig evne hver. Nogle kommer langt med deres evne, mens andre bliver nødt til at holde den for sig selv, for ikke at ende på steder som dette. Der findes nogle med evner, der skæller sig en del ud fra andres, og evner der er mere normale." 

Hun blev nødt til at stoppe op for at får vejret igen, men forsatte da urørt efter. 

"I gamle dage var det specielt dem med de vilde evner, der blev anklaget for at være hekse, og de blev derfor brændt på bålet. Da det er genetisk afhængigt af, hvor stor og magtfuld ens evne er, og næsten alle ¨hekse¨ blev brændt, er det en større sjældenhed at ens evner er, som sagt før, stor og magtfuld i dag.” sluttede hun.

Hvad? Det lød som noget være fis, hvem troede hun egentlig hun var? Tænkte jeg. 

Uden tøven fortalte hun,” Åhh, undskyld. Jeg hedder Andrea. Jeg er din personlige rådgiver og bedsteveninde, der skal fører dig til din skæbne. Som du kan se, er mit speciale at læse tanker!” 

Hun virkede lidt for højrøvet, til at være min "bedste veninde", men jeg ville gerne tro hende... men igen, det er ikke sådan verden fungere.

 ”Hvis du ikke tror mig, skal du bare vente til at se, hvad din evne er!” Skød hun spændt af mig. 

Jeg stirrede direkte på hende og tænkte; Fat det nu! Jeg har ikke nogen evne, der er ikke noget magisk ved mig, faktisk findes der slet ikke magi! 

”Arhh, der findes faktisk ret mange magiske ting her i verden. For eksempel: Det der for jorden til at dreje rundt, som så skaber årstider, og hvordan træer og blomster lever op igen efter en hård vinter, hvor stort set ingenting kunne have overlevet, og hvad med kærligheden mellem to mennesker?” 

Jamen det er jo alt naturligt? 

”Jaa, men er det naturlige ikke ret magisk..?” 

Joo, hvis naturen kunne give mig min hukommelse og tale evne tilbage, eller bare få min røsten til at gå væk, ville det være magisk! 

”Det har ikke noget med naturen at gøre..?” Sagde hun.

Hvad har så? Tænkte jeg. 

”Det er de piller personalet giver dig, der for dig til at miste hukommelsen”, svarede hun. 

Jeg havde haft en anelse, om at personalet tog røven på mig...

 ”Det er igen en lang historie…” Startede hun igen.

Før at jeg kunne nå at forbyde hende at fortælle historien, begyndte hun at tale igen,” I dag findes der den her hemmelige organisation som stædig tror at folk, der har en stor evne, eller opfører sig underligt, er hekse eller besatte af dæmoner og ånder. De indsamler handicappede, udviklingshæmmede, folk med værdifulde evner osv. I såkaldte plejehjem kloden over. Der har de forskellige behandlingsmetoder til hver af slagsen. I dit tilfælde har de besluttet at rive alt det kendte og trygge fra dig, så du aldrig kan føle dig hjemme nogen steder, og at du aldrig finder din evne eller skæbne igen ved at hælde piller på dig!” 

Jeg havde fået så meget andet at vide på bare et kvarter, til at blive overrasket over at hører endnu en af disse historier. 

Jamen, hvad er min evne så? Spurgte jeg. 

”Du har den vildeste evne! Du kan rent faktisk transformere vinger ud af ryggen og flyve!” 

Igen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg spurgte om noget andet:

Hv-hvor ved du alt det fra? 

”Jeg har mine kontakter”, sagde hun med et smil, der skræmte mig lidt. 

Der var et øjebliks akavet stilhed til Andrea sagde, 

”må jeg godt se dine vinger? Jeg har hørt at det skulle være noget af et syn!” 

Jeg kiggede mere skræmt på hende. 

Jamen, jeg ved ikke, hvordan. J-Jeg har glemt det. Og hvad med i min dagbog? Der står ikke noget om at jeg kunne flyve! 

Hun sukkede og så opgivende på mig, ”Det er fordi, at fjolserne der styrer stedet ikke er så dumme. De har sørget for at lede dig på vildspor, fordi de ved, at de ikke kan holde dig for evigt, når vi også leder efter dig. Jeg ved, hvordan man aktivere sine evner. Det er for resten nemt. Vi skal bare lige have banket noget selvtillid og frihed i hovedet på dig!”

Selvom hun sagde det var nemt, blev jeg allerede en hel del træt. 

Andrea kiggede smilende på mig. ”Der er ikke noget så selvtillidsvækkende end en makeover”, sagde hun. 

NEJ! det mener du ikke… var der noget jeg bekymrede mig mindst om, så var det mit udseende.

”Hold op! Hvornår har sidst redt dit hår?” Spurgte Andrea. 

Jeg tog mine hænder op til håret men mærkede, hvor filtret det var, og jeg blev nødt til at give hende ret. 

”Godt at jeg tog en masse af mine egne ting med”, sagde Andrea. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...