Luk op for et liv

Da pigen Alice, finder sig selv på sindssygehospital, ude i stand til at huske hvordan og hvorfor, må hun nu opgive hendes ny-vundne drømme om et normalt liv. Men da alt er tabt og opgivet, må Alice åbne øjnene op for, at hun har en langt større skæbne end at tilbringe resten af hendes dage på Den Lukkede.

1Likes
2Kommentarer
218Visninger
AA

1. Dagbogen

Jeg fulgte gelænderet op ad trappen med mine fingerspidser. Jeg prøvede at liste op, men den knagede på de gamle trin. Der kom stemmer fra rummet nedenunder. De måtter ikke vide, at jeg var på vej op. Et sus af andranelin skød ud i kroppen på mig, og paralyserede mig. Jeg prøvede at holde mit åndedrag tilbage og blev svimmel. Men min frygt blev erstattet med et væld af frustration, der gjorde mine kinder røde, og min mave knugede sig sammen i det pludselige raserianfald.De havde indtaget mit sind. Men det kunne de kun med de rædselsfulde piller, jeg skulle tage 3 gange om dagen. De sidste par dage havde jeg ladet være med at tage dem eller kastet dem op igen. 

De kunne ikke få mig længere. Jeg nåede toppen af trappen. Jeg havde glemt, hvad det var jeg skulle heroppe, men det gjorde ikke noget. Mine ben kendte godt vejen, selvom det var flere år siden, de sidst havde været her.

Det var mørkt i gangen, så jeg lod igen mine fingerspidser stryge denne gang mod væggens overflade, til de blev stoppet af en dør.  Jeg åbnede døren, der gav sig med et lille hvin. Et koldt vindpust fik min hud til at krympe sig. Jeg gnubede mine arme med mine hænder for at få gåsehuden til at gå væk. Jeg gik med stive skridt ud i rummet. Der var mørkt, men jeg kunne ikke finde stikkontakten. Flyttekasser stod stablet på reoler og på gulvet inde i rummet. Den fugtige luft gav indtryk af at dette var loftet. En lyskegle fra månen, strøg ned gennem et hul i taget og lyste loftet lidt op. Mine øjne vennede sig til mørket.

Jeg vidste godt, hvilken flyttekasse jeg skulle vælge. Jeg gik ud midt i rummet og så reolen. Der var meget støvet, og jeg kunne næsten ikke se, hvilke ting der lå der. Lige som jeg havde set på film så mange gange, tog jeg en dyb indånding og pustede. Støvfnuggende fløj i alle retninger. Inklusiv i min hals. Jeg hostede, og drejede mit hoved for at nyse. Jeg fik øje på månelyskeglen, hvor alle støvpartiklerne dansede rundt. Gid jeg var lige som demJeg vil også danse, men jeg gjorde det aldrig... Måske var det på grund af de piller, jeg blev tvunget til at indtage. 

Jeg vente mig mod tingende igen. Nu var en stor kuffert kommet til syne. Dens mølædte læderbetræk forekom mig bekendt. Jeg trak den ned på gulvet og slæbte den hen i månelyset. Jeg satte mig ned på det gamle gulv med kufferten foran mig. Hængslerne der var lukkemekanismen på kufferten, var rustede og smittede af med rødbrunt støv på mine fingre, da jeg prøvede at åbne den. Den gik op med et ”klik”. Det var lidt svært at se, hvad kuffertens indhold var men det så ud til at være noget papir og en slidt notesbog. Jeg roede lidt rundt i bunden og fandt nogle gamle billeder. På et billederne var en ung pige, der smilede til kameraret. Jeg bladrede nogle flere billeder igennem med pigen og nogle andre, måske hendes venner. Jeg grinte lidt af nogle af personernes grimasser, de lavede på billederne. Jeg smed dem ned i kufferten igen og tog notesbogen op i stedet. Betrækket var gråsort af støv. Jeg åbnede bogen. Siderne var gulnede og kanterne var smuldrede på de fleste sider. Skriften var også næsten slettet. Kun der, hvor blyanten var blevet trykket hårdt ned i papiret, kunne man læse. Skriften var omhyggeligt skrevet ned med nogle klodsede bogstaver, men alligevel så det meget yndefuldt ud på sin egen måde. Jeg fandt et tilfældigt sted og begyndte at læse:

 ”Tirsdag den 21/10 2001.

Kære dagbog. Jeg blev uvenner med min veninde i dag. Jeg følte bare alle var imod mig, som om jeg var den, der var forkert. Jeg burde ikke lytte til, hvad en flok hormonpumpede teenagere siger. Ingen er jo perfekte.  Men alligevel… Bliver man mere og mere overbevist om, hvem man er, når man bliver nedstemt af sine venner.”

Jeg grinte lidt af den kommentar om at ingen var perfekte. Nej, det kunne man tydeligt se på alle de andre der også boede her. Der var nogen, der ikke engang kunne skide uden hjælp. Jeg var glad for jeg ikke var sådan, faktisk vidste jeg slet ikke, hvordan jeg var endt her og, hvorfor. Jeg prøvede at læse videre på den samme side men skriften var udtværet, og for svag til at kunne læses. Jeg bladrede nogle sider igennem. Sulten, efter mere viden om, hvad der skete med vedkommende.

Fredag den 28/12 2001.

Kære dagbog. Vi har juleferie nu, og det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig bare havde brug for at gøre ingen ting! Skolen kommer stadig tættere og tættere på, og for hver dag har jeg løst til at springe ud af vinduet. Jeg vil ikke dø, jeg vil bare gerne… Flyve væk.”

Jeg rynkede mine øjenbryn. Det var da noget underligt at skrive. Men jeg syntes alligevel jeg havde hørt det et eller andet sted før… Jeg bladrede videre.

Lørdag den 14/1 2002.

Kære dagbog. Jeg har besluttet at fra nu af, vil jeg være glad! Jeg vil være fuldstændig ligeglad med andres mening, men kan jeg det?  Jeg mener, jeg har selv store forventninger til mig selv. Det er min samvittighed. Eller rettere sagt min samvittigheder. Det er som om den er delt i 2, som min dårlige samvittighed og min gode samvittighed. Jeg står i midten af deres fighte. Jeg prøver at rette mig efter dem, når de visker mig stolt eller med afsky i øret. Det er forvirrende…(Der var en pause, hvor noget skrift var slettet) Jeg misunder alle dem der kan smile af katastrofer.”

Det var jo som at læse en roman! Det gik op for mig at jeg elskede at læse. Og skrive. Jeg skrev også engang dagbog. Hvorfor holdt jeg op med det? Jeg hørte nogen kalde på mig. De må have fundet ud af, at jeg var væk. Jeg kiggede i kufferten igen, og derefter på dagbogen. Skulle jeg tage den med mig? Jeg hørte trappen knirke og smækkede kufferten i og puttede dagbogen ind under min nattrøje. Jeg gik ud på gangen, for at gå dem i møde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...