Love is hard - One Direction

Mia Johnson lever som mange andre på 15 år, et helt normalt liv, med far, mor og en storebror. Mia har en fantastisk kæreste, som hun har været sammen med i fire måneder. Der er så lige en detalje i det ellers helt normale liv Mia lever, hendes bror Jonas, er venner med Harry, men ikke hvilken som helst Harry, nemlig Harry Styles. Du ved ham fra det kendte boyband One Direction, og det er sådan at Mia er helt besat af de 5 drenge og derfor tør Jonas ikke tage Harry med hjem. Men hvad sker der når Harry kommer hjem til Mia sammen med de andre drenge? Vil Mia få følelser for en af drengene? og vigtigst af alt hvad siger hendes bror til det?

11Likes
12Kommentarer
725Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Jeg gispede højt, og følte mig en smule svimmel igen, men det der med at besvime begyndte at blive lidt kliché, ikke? Jeg bed mig hårdt i undermunden og smilede stort til dem. Altså så stort som man kan når man bider sig selv i munden, hvilket ikke er særlig meget uden at se retarderet ud.

Drengene sluttede sig til Jonas og Harry, som også sad med et sjovt udtryk i ansigtet. Jeg kunne nemt regne ud hvorfor, men igen, det med at besvime er altså så kliché. Desuden virker jeg meget sejere når Mille dukkede op, hvis jeg kunne sige jeg ikke havde besvimet mere end to gange. For helt ærligt, det er jo ikke meget vel? Åh, jeg stiller så forbandet mange spørgsmål, det er de drenge der. De gør mig så sygt nervøs!

"Såå, har du det.. Okay?" Kom det ovre fra siden og jeg kunne nemt høre det var Niall. Den stemme ville ingen rigtig directioner tage fejl af.

"Ja." Svarede jeg kort og fjernede mit blik der før lå på Jonas, og lagde det hen på den søde lyshårede.

"Godt," Han smilede stort og charmerende. "Har du så noget imod at komme med os?". Jeg blev med det samme forvirret. Jeg var ikke dum, overhovedet, men jeg kunne ikke se hvor vi skulle hen. "Altså, ud fra hospitalet..?" Han havde tydeligvis lagt mærke til mit forvirrede ansigtsudtryk.

Jeg nikkede bare kort. "Har Mille ikke været her?" Mit blik gled hen på Jonas igen, som ikke så ud til at have det godt med mit spørgsmål. Han vidste hvor meget hun betød for mig.

"Jeg har på en måde ikke fortalt hende det..." Sagde han langsomt og kiggede ned i gulvet. Jeg måbede en smule ved hans ord, og kunne mærke en lille hovedpine komme frem. Mærkeligt egentlig.

"Hvad? Hvorfor?" Min stemme faldt lidt ind i det paniske.

"Jeg ville ikke have hende til at løbe ind i drengene." Svarede han ærligt. Jeg lukkede fuldstændig drengene ude, da jeg rejste mig op og gik hen til ham, bare for krydse armene foran brystet og kigge ned på ham.

"Hvorfor tog du dem så med?" Svarede jeg i en nedladende tone. Han kiggede på op på mig, og fik mig til at rulle med øjnene.

"De ... De ville jo ikke blive hjemme, vel?" Han lavede et eller andet med øjenbrynet, og igen, jeg kender min bror så forbandet godt at jeg nu vidste der lå mere i det. Han løj ikke, der var bare to sandheder. Jonas plejer nemlig at være ret så stædig, så.. De har lokket ham med noget. Jeg sukkede og kiggede igen ned på ham.

"Hvad gav de dig?" Han kiggede en smule forfærdet på mig, inden ham kiggede over på drengene, som alle stod med store øjne.

"Hvad mener du? Jeg.." Han sukkede langt og irriteret. "Jeg måtte køre i deres nye bil!" Udbrød han en smule efter. Jeg begyndte bare at grine. Jeg vidste det, ham og så biler.

"Fint, så forbliver det en hemmelighed." grinede jeg. Han smilte taknemmeligt, og kiggede igen over på drengene. De sad bare med et smil smørret på deres fjæs. Ansigt! Jeg mente ansigt.

"Skal vi gå?" Hørte jeg mig selv spørge om.

"Jo, ja, selvfølgelig." Jonas var hurtigt oppe, og de andre drenge var hurtigt ude igennem døren. 

 

(@)(@)(@)

 

Vent, hvordan er de alle sammen kommet ind i samme bil? De var jo seks mennesker, og endnu vigtigere, nu var vi syv. Jeg hørte mig selv spørge om det, til Jonas.

"Jo, på vej herhen, klemte fire sig ind på bagsædet." Han grinte lidt, inden jeg ruskede i hans arm.

"Og hvordan har du så tænkt dig vi skal sidde nu? Skal jeg sidde på skødet af dig, eller sådan noget?" spurgte jeg en smule panisk om. Endelig kiggede han ned på mig, og hans smil falmede en smule.

"Øhm.. Jeg vil gerne køre, du ved. Så måske kan jeg få drengene til at sidde ovenpå hinanden?" Det kunne egentlig se ret sjovt ud, men på en måde ville jeg gerne sidde ovenpå nogen.

"Nej, nej. Jeg kan godt klare at sidde på en af drengene. Jeg besvimer ikke, okay?" Jeg så hen mod bilen, hvor alle allerede sad. Louis sad på forsædet og resten sad omme bag i. "Jeg sidder da bare ovenpå Louis." Sagde jeg og smilede over hele hovedet. Han sukkede en smule, inden han nikkede.

Jeg halvløb det sidste stykke hen til bilen, og åbnede døren ind til Louis. "Hey, må jeg sidde oven på dig?" Jeg var allerede på vej ind, ovenpå ham, da han smilede og nikkede til mig. Jeg satte mig roligt ind, og lagde min jakke i skødet på mig. Jeg flyttede mig lidt til siden så jeg kunne se Louis der snakkede til mig.

"Sidder du okay?" Han smilede til mig, og Jonas hoppede ind ved siden af os.

"Vigtigere er, sidder du godt? Det er mig der lægger alt min vægt på dig." Jeg grinte en smule, og sendte ham et lille smil. Han rystede bare en smule på hovedet, og sendte mig et lille, men større end mit, smil.

"Jeg kan nærmest ikke mærke du sidder på mig."

"Men det gør jeg." Pointerede jeg, stadig smilende. Igen, rystede han bare på hovedet og lænede sig lidt længere tilbage i sædet.

 

(@)(@)(@)

 

"Må jeg så godt se dem igen?" Vi havde lige holdt ind til siden ved vores hus. Jeg sad stadig oven på Louis, da jeg håbede på at få en smule opbakning fra drengene. Jonas sukkede lavt inden han kiggede ud af vinduet.

"Kun hvis du lover ikke at besvime igen, det er ikke godt for dig." Han vendte blikket over mod mig, men endte kun med at fange Louis' blik, istedet for mit.

"Selvfølgelig." Jeg lod mit blik glide hen over bagsædet, hvor de andre drenge sad. Jeg fangede Nialls blik, han kiggede på mig med et skævt smil. Jeg gjorde bare det mest høflige, og smilte tilbage. Jeg vendte mig mod Louis igen og klappede ham en enkelt gang i håret, inden jeg steg ud. Jonas kom også ud, og nu stod vi så bare og stirrede på bilen indtil Harry satte sig over og tændte for motoren igen. Bilen var hurtigt væk, og med det samme kiggede jeg over mod Jonas.

''Jeg har lige mødt One Direction, og de var søde, og de var sjove og OMG, jeg sad oven på Louis. Ikke en hvilken som helst Louis, men Louis Tomlinson Baby!'' Jonas kiggede bare sært på mig. Jeg trippede i jorden og viftede med mine hænder som vifter. Jeg stoppede efter lidt tid, og bagved mig kunne jeg høre et velkendt grin. Jeg vendte mig mod ham og sendte ham en sød gestus. The Middle Finger. 

''Hvad?'' Spurgte han efter at have tørret en tåre af med bagryggen af hans hånd. 

''Altså, jeg må jo ikke fortælle det til Mille i første omgang, så nu må jeg så have alle mine fan-girls moments på dig.'' Jeg pegede på ham, og da han bare stod med kækt smil, vendte jeg rundt og gik ind i huset for at give Mille et kald. Hun havde allerede ringet to gange, og sendt en sms. 

Er der noget i vejen, skat? Jeg har en nyhed til dig, og du er der ikke.

Jeg sukkede og svarede hende tilbage, hun svarede hurtigt, og så fik vi lige en lille SMS samtale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...