The Bad and the Innocent ϟ Larry Stylinson AU *STOPPET*

Louis Tomlinson - bare hans navn får jorden til at skælve på Hall Cross Schools gange. Han ryger, får dårlige karakterer, har tatoveringer og pieringer over alt på kroppen, kører motorcykel og er blandet ind i nogle små kriminelle ting. Han har fået tildelt stor respekt blandt sine medelever, men faktisk er de allesammen bange for ham. En dag starter den stille dreng, Harry Styles, på skolen. Harry har ar på sjælen og er rigtig dårlig til at komme i kontakt med andre, så han holder sig mest for sig selv, men det bliver svært, da Louis pludselig finder en vis interesse i drengen. Uventede følelser sprudler frem, og de to drenge er pludselig kommet helt i tvivl om, hvem de egentlig er. Følg jagten om kærlighed og om at finde sig selv, når hele verden samtidig er efter én for at være anderledes og skille sig ud i mængden.

130Likes
233Kommentarer
8967Visninger
AA

7. Kapitel 5



 

Harry skrev løs. Fransk havde altid været et af hans yndlings fag. Man skulle næsten tro, han havde noget fransk i sine gener, for han var overraskende god til det, det faktum, at han aldrig havde været i Frankrig, taget i betragtning.

Alligevel sad han nu her og skriblede ned som en anden franskprofessor.

Læren sagde et eller andet på fransk, og Harry forstod hvert ord, han sagde. Når Harry så rundt i klassen på de andre elever, der sad med sved på panden og var tydeligvis ikke lige så gode til fransk, som han var, kunne han ikke lade være med at smile idiotisk for sig selv.

Han skrev den sidste linje færdig og rejste sig som den første for at gå op og lægge sit udfyldte papir på kateteret foran læreren.

"Jeg er færdig," sagde han med et kæmpe, stolt smil. Læren, Mr Wilson, tog papiret og skimmede det med øjnene, inden han igen lagde det ned foran sig med et godkendende smil plantet på læberne, der kun gjorde Harrys glæde endnu større.

"Flot arbejde. Du må gerne pakke dine ting sammen og tage hjem." Harry nikkede smilende og gik ned til sin plads, tog sine bøger og gik mod døren for at forlade klasselokalet. På vej ud fik han øje på Olly, der sendte ham et desperat blik, som Harry besvarede med et beroligende smil, der ikke just så ud til at virke, men han gjorde da, hvad han kunne.

"Harry, inden du går, kan jeg så lige få et par ord med dig?" Spurgte Mr Wilson. Harry var umiddelbart blank. Hvorfor skulle Mr Wilson snakke med ham? Ikke desto mindre nikkede han efterfulgt af et næsten usynligt smil, og Mr Wilson rejste sig for at følge med Harry ud af klasselokalet. Han lukkede døren efter sig, vendte sig og så på Harry, inden han begyndte at tale:

"Jeg har et forslag til dig." Harry løftede overrasket øjenbrynene, men ventede på Mr Wilson ville fortsætte. "Jeg vil tilbyde dig en form for stilling som fransk vejleder eller rådgiver, hvad der passer dig bedst. Du har imponerende evner inde for faget, og der har været en efterspørgsel på fransk tutorer, og jeg tror, du vil passe perfekt til opgaven. Hvad siger du?"

Harry blev mildt sagt meget overrasket. Hvad skulle han svare? Altså, han kunne nok godt, han havde jo som sagt evnerne til det, men betød det også, han var i stand til at videregive sin viden? Og hvad hvis det var en total douche, han skulle undervise?

"Hvem ville jeg skulle undervise, hvis jeg sagde ja?" Spurgte han nervøst, mens der samtidig var en spændt fornemmelse i hans mave.

"Det er ikke bestemt endnu, men du vil høre mere hurtigst muligt," sagde Mr Wilson og stak hænderne i sine bukselommer. Et par piger gik forbi dem på gangen, men så ikke umiddelbart ud til at lægge mærke til dem, de havde for travlt med at hviske tiske til hinanden.

"Du kan jo tænke over det, jeg ønsker ikke at skynde dig ud i noget, du ikke har lyst til, men jeg vil værtsætte et svar inden weekenden." Harry var en smule lettet over, han ikke skulle tage stilling sådan lige med det samme, men inden weekenden, som jo startede efter i morgen, var alligevel ikke lang tid, men han ville da overveje det, for det lød da spændende nok.

"Årh ja, og så vil det jo pynte på din årskarakter." Se nu var det jo noget helt andet. Hvis Harry skulle noget større med sit liv, var han nød til at klare sig godt i skolen, for han kunne ikke lige betale sig fra at komme ind på et godt college, det var helt sikkert.

"Jeg vil tænke over det, så får du mit svar i morgen," besluttede Harry og understregede det med et nik. De udvekslede ydermere et par ord, inden Mr Wilson gik tilbage til klassen, der ventede på ham, og Harry begav sig ned af gangen.

Skønt. Hvad der før havde været en god ting var nu en dårlig ting, for nu skulle han bare vente yderligere tyve minutter på bussen. Så meget for at blive før færdig.

"Hey, Curly." Harry hoppede bogstaveligtalt en meter op i luften. Han var så opslugt af sine egne tanker, at han slet ikke havde observeret drengen, der stod lænet op ad cykelskuret ude ved busstoppestedet. Han vendte sig hurtigt om og genkendte straks Louis.

Han så nærmest helt smuk ud, sådan som han stod der, lænet op ad skuret med en tændt cigaret mellem tommel- og pegefinger, uden en eneste bekymring i verden.

"Burde du ikke være til time?" Spurgte Harry med et løftet øjenbryn.

"Jeg kunne spørge om det samme, Curly. Du ligner umiddelbart ikke typen, der bare sådan pjækker uden videre," kommenterede Louis og lod sit blik løbe op og ned af Harry for at nærstudere ham, og Harry mærkede sig selv rødme under hans blik.

"Hvilken type ligner jeg så?" Spurgte Harry modigt, inden han nåede at fortryde. Han vidste ikke, om han ville bryde sig om svaret, men han ville samtidig gerne vide, hvad Louis syntes om ham.

"Hmm," mumlede Louis. Han rettede sig op og tog et par skridt hen mod Harry, så tog  han cigaretten op til læberne, hvor han sugede ind. Harrys øjne fulgte automatisk hans bevægelser og dvælede lidt ved hans læber, men så rettede han dem straks mod Louis' øjne igen, mens han kæmpede mod den varme, der prøvede at stige op i hans kinder. "Den stille type, der gemmer på noget. Noget personligt." Harry fik gåsehud. "Og så gør du selvfølgelig, hvad du får besked på. Der er ikke meget rebel i dig."

"Hey, det ved du ikke noget om!" Udbrød Harry godt nok med en anelse humor i stemmen.

"Nej, men jeg har ret, har jeg ikke?" Harry indså sit nederlag og nikkede.

"Der har du det," sagde Louis med et skuldertræk og tog endnu et sug af sin cigaret for efter at puste en lille, perfekt cirkulær røgring ud. Den dansede af sted i luften et øjeblik, inden den gik i opløsning og forsvandt i luften.

Harry glurbede. Louis var nu så tæt på, at Harry ikke anede, hvad han skulle gøre af sig selv. Han stod bare naglet til stedet ude af stand til at røre sig, og da Louis tog endnu et skridt frem mod ham, så der kun var en hånds brede mellem dem, var det som om hans indvolde skreg af ham, men han ignorerede det og fokuserede på Louis' øjne, der var næsten lige ud for hans syn, men kun næsten, da Harry var en smule højere end Louis.

"Åben munden," kommanderede Louis blidt, men alvorligt.

"Hv-hva?" Stammede Harry nervøst. Han ventede på, Louis ansigtsudtryk ville ændre sig, som et tegn på han jokede, men da det ikke skete, gjorde han, som han blev bedt om og åbnede tøvende munden. Da hans læber var adskilt, tog Louis sin cigaret op til læberne, sugede ind og fjernede den så igen, inden han lænede sig langsomt frem. Harrys hjerte sprang et slag over, da Louis' læber var få millimeter fra hans egne. Så åbnede Louis munden op pustede en lille mængde røg ind mellem Harrys læber. Harry følte, hans hjerte kunne springe ud af brystet på den intime næsten-kontakt, men da røgen kom ned i halsen på ham og videre ned i hans lunger, brød han ud i en hysterisk hosten.

"Hvad... Gjorde... Du... Det... For," hostede Harry og fik næsten tåre i øjnene, mens han stod foroverbøjet og skrallede løs.

"Er du okay, mate?" Spurgte Louis, og det var tydeligt han prøvede på ikke at grine, men fejlede stort. Hvis Harry ikke havde travlt med at dø af lungekraft på stedet, ville han sende Louis et skulende blik, men det var han ligesom ikke i stand til. Louis så alligevel ud til at forstå alvoren i situationen og begyndte straks at klappe Harry på ryggen, men lige lidt hjalp det.

"Sorry mate, jeg troede der var lidt mere i dig, men jeg tog vist fejl," halvgrinede Louis, mens han klappede Harry på ryggen. Harry, der var godt på vej til at komme sig over sit mindre hosteanfald, så op på ham og sendte ham et spidende blik, der hurtigt blev ødelagt, da tårerene hobbede sig op i hans øjne og slørrede hans syn.

"Det gør faktisk noget," spyttede han bebrejdende og rettede sig op. Louis sagde ikke noget, men så bare gennemtrængende på Harrys ansigt. Så tog han en hånd op, og Harry tvang sig selv til at stå stille, da Louis fjernede en tåre, der var undsluppet Harrys ene øjenkrog uden tilladelse.

"Uhm," begyndte Harry, stadig lidt forfjamsket over Louis' handling. "Jeg burde nok... Øh..." Han kløede sig akavet i nakken, mens han snakkede. "Gå. Ja." Han stod lidt, inden han satte den ene fod foran den anden og begyndte at gå. "Farvel, Louis," sagde han over skulderen. Han lukkede kort øjnene og bandede indvendigt over sin akavede opførsel. Hvorfor kunne han bare ikke opføre sig normalt, når han var bare i nærheden af Louis? Hvorfor skulle han gå hen og blive én stor portion nervøs a la akavet?

"Uh, Harry?" Råbte Louis efter ham, og han stoppede med det samme. "Jeg tænkte på, om du måske ville med til en fest... I morgen?" Harry snurrede rundt og så på ham med store øjne. En fest? Ham? "Det er selvfølgelig kun, hvis du gider, du behøver virkelig ikke," begyndte Louis og var for en gangs skyld den nervøse, da Harry ikke svarede.

"Nej, nej, jeg vil gerne," sagde Harry hurtigt, og Louis holdt mund og smilede i stedet stort.

"Fedt, jeg sender dig en applikation på Facebook." Han lød faktisk en smule lettet, hvis Harry skulle være helt ærligt. Var det fordi, han virkelig gerne ville have Harry med? Selvfølgelig var det det, ellers ville han jo nok ikke have spurgt, duh.

"Okay," pep Harry næsten utydeligt, men Louis så ud til at fange det. De stod og gloede akavet på hinanden i stilhed et par sekunder, inden Harry rømmede sig og smilte forsigtigt, inden han igen sagde farvel og vendte sig for at gå, og denne gang stoppede Louis ham ikke.

 

 ϟ

 

Da Harry kom hjem, gik han direkte ud i køkkenet og videre ud i stuen, hvor han fandt Liam sidde og spille Fifa alene.

"Hey mate," hilste Liam uden at se væk fra skærmen. "Yes!" Udbrød han, da det lykkedes ham at få bolden i det andet holds mål.

"Hey," mumlede Harry i respons. Han rettede øjnene mod skærmen, hvor Manchester United aka Liam førede 2-1 over Liverpool aka deres halv slidte, sorte playstation 3.

"Vil du være med?" Spurgte Liam og pausede spillet for at se på Harry, der hurtigt nikkede. Liam bøjede sig ned og samlede en controller op, som han smed hen i skødet på Harry, der straks samlede den op.

"Helle for Manchester!" Råbte Liam, og Harry kunne ikke lade være med at grine over hans entusiasme. Han klikkede ned af listen med mulige hold, han kunne vælge. Arsenal, Liverpool, Chelsea, Tottenham, Cardiff, Newcastle og så videre. Til sidst valgte han dog Arsenal.

"Klar til at tabe?" Udfordrede Liam overlegent og flashede et skævt smil.

"Nej, men jeg er klar til at skrabe dit tudefærdige væsen op fra gulvet, når du taber," fyrrede Harry tilbage og fik Liam til at grine, hvilket han hurtigt tog del i.

Liam satte spillet i gang, og straks lagde der sig en stilhed over begge parter, da de begge var dybt koncentrerede om at hamre bolden ind i den andens mål.

"Hey mand! Det var fesent det der!" Udbrød Liam alvorligt, men havde samtidig et smil på læben, da en af Harrys forsvarsspillere tacklede Liams angrebsspiller, der ellers var på vej til målet for at score. Harry rakte blot tunge, og de fortsatte spillet uforstyrret.

Harry var ikke helt opmærksom på, hvornår det skete, men pludselig sad Ashton ved siden af ham i sofaen med en pose chips i hænderne, som han lystigt gnaskede i sig, mens han interesseret fulgte med i kampen.

"Oh yeah!" Jublede Harry, da han fyrrede bolden lige forbi Liams målmand, og der blev fløjtet mål af den virtuelle dommer.

"Give me some, bro!" Kom det fra Ashton og lagde op til en high five, hvilket Harry hurtigt indvilgede i, og deres håndflader mødtes med et højt klask. Liam så skulende til, men tog så muligheden til at sparke bolden i gang, inden Harrys opmærksomhed var tilbagerettet mod spillet.

"Hey," hissede Harry anklagende rettet mod Liam.

"Du kunne jo bare følge med," forsvarede Liam sig og trak på skulderen med et smørret grin om læberne, hvortil Harry lænede sig tilbage i sofaen med et gryntende "hmpf".

Minutter senere endte spillet 1-1, og Liam spurgte, om Harry ville tage en omkamp, men Harry rystede blot på hovedet, så i stedet meldte Ashton sig, og så gik de to ellers i gang med runde to. Efter Harry havde observeret de to et stykke tid, valgte han at gå op på sit værelse og lave lidt lektier, inden det blev for sent, og han ikke orkede.

Han fandt sine bøger frem og begyndte på noget læsning i fysik, han havde fået for. Han hadede fysik; alt det med kemiske forbindelser, grundstoffer og ioner sagde ham mindre end lidt. Han havde fået af vide, at det ville få ham til at forstå, hvordan verden hang sammen sådan helt detaljeret; hvorfor olie var lettere end vand, og hvordan bitte små atomer bestående af neotroner, protoner og elektroner opbyggede den verden, der var lige udenfor hans vindue. Dog havde det aldrig givet Harry den helt store åbenbaring eller aha-oplevelse, så indtil videre betragtede han det som tvunget skolearbejde, der bare skulle overstås, så han kunne få en nogenlunde karakter og komme videre med sit liv.

Da Harry havde kæmpet sig igennem flere sider om jordens byggesten, og de små bogstaver begyndte at hvirvle rundt for øjnene af ham, blev han enig med sig selv om, at det var nok for den eftermiddag, så han lagde bogen tilbage i sin taske og gav sig til at glo ud af vinduet.

Han gad godt vide, hvad Louis mon lavede lige nu.

Hvilket fik en tanke til at slå ned i hans trætte underbevidsthed. Han fandt sin computer under sengen og loggede straks ind på Facebook, så snart den var startet op. Han havde fået en notifikation plus en venneanmodning. Han tøvede lidt, men klikkede så på en lille globus, der indikerede notifikationstegnet.

Fest på Madison Boulevard!

Fredag på Madison Boulevard nr 17!

Alle er inviteret, og der vil være alkohol, DJ og alkohol!

Harry kunne ikke lade være med at fnyse over, hvor primitiv det hele var. Alkohol, DJ og alkohol - com'n. Alligevel ville han komme, selvom han ikke var den store festabe og egentlig aldrig havde været det.

Måske kunne han tage Liam med? Nej, Liam var endnu mindre festabe, end Harry var. For fuck sake, drengen kunne ikke engang bande uden at lyde som en femårig.

Han kunne selvfølgelig tage Niall med, noget sagde ham, at der var gemt et rigtig party animal inde i den lille leprechaun, men noget andet sagde ham, at Niall ikke rigtig tog til disse fester, men han kunne jo altid spørge, ikke?

Hvis han nu havde Nialls nummer, kunne han skrive og spørge lige med det samme, men det havde han ikke, så han måtte vente til i morgen. Bare Niall så ikke nåede at få andre planer.

Han klikkede på ikonet med to skikkelser - der lignede alt andet end mennesker, helt ærligt.

Du har en ny venneandmodning

Louis Tomlinson

Bekræft Ignorer

Harrys mave slog en kolbøtte, og hans knæ begyndte at ryste. Hvis han stod oprejst, ville han sikkert ikke være i stand til at stå op uden at falde.

Hvad skulle han gøre? Bekræfte ville være det oplagte, ellers troede Louis bare, han ignorerede ham og måske ikke kunne lide ham, hvilket jo så ikke lige var tilfældet.

Du er nu venner med Louis Tomlinson.

Vil du slå noget op på hans væg?

Hvad havde han gjort? Nu troede Louis, han kunne lide ham! Men det kunne han jo?

God Harry, hold nu op med at overtænke det hele, han opførte sig som en kærlighedssyg hundehvalp for fuck sake.

Det gik p for ham, at han bare sad og stirrede tomt på skærmen uden at fortage sig noget, så han skubbede sine forvirrende, overophede tanker fra sig og skulle til at logge ud, da Louis pludselig kom online.

Louis Tomlinson: Hey Curly :)

Oh fuck. Hvad skulle han svare?

Harry Styles: Hey

Louis Tomlinson: Du er stadig med på i morgen? :)

Harry Styles: Jeg sagde ja, gjorde jeg ikke? ;)

Blinkesmiley? Hvorfor lagde han sig ikke bare til at dø?

Louis Tomlinson: Du kunne jo ha' ændret mening :p

Harry tænkte over sit svar, men inden han nåede at komme på noget, havde Louis skrevet.

Louis Tomlinson: Hvilket fag har du valgt i morgen? :)

Harry Styles: Musik...

Louis Tomlinson: Oh...

Harry Styles: Men så lavede de en fejl på kontoret, så jeg er røget på drama i stedet :/

Louis Tomlinson: Er det skidt eller meget skidt?

Harry Styles: Jeg har sceneskræk... :(

Louis Tomlinson: Aw, måske er det ikke så slemt? :)

Harry Styles: Måske ikke, men jeg er stadig forberedt på det værste...

Harry Styles: Hvad har du valgt? :)

Louis Tomlinson: Drama ;)

Harry Styles: Hmm....

Louis Tomlinson: Et skidt eller meget skidt 'hmm...'? ;)

Harry Styles: Forfærdeligt ;)

Louis Tomlinson: Aw, jeg er såret, Curly ;)

Harry Styles: Aw, jeg beder ydmygt om din tilgivelse ;)

Louis Tomlinson: Undskyldning ikke accepteret.

Harry Styles: Hvad skal jeg gøre for at få din tilgivelse? :(

Louis Tomlinson: Reserver mig en dans i morgen aften ;)

Harrys mave frøs til is. Han læste beskeden igen og igen for at være sikker på, han ikke havde læst forkert, men det havde han ikke.

Louis Tomlinson: Er det et nej, eller?...

Harry Styles: Ja

Louis Tomlinson: Så det er et nej?

Harry Styles: Nej! Uh... Det er et ja. Der er reserveret en dans til dig i morgen :)

Selv over chat formåede han at være akavet...

Louis Tomlinson: Godt, så er du tilgivet :p

Harry Styles: Yay! :D

Harry Styles: Men jeg advarer dig. Jeg er en forfærdelig danser...

Louis Tomlinson: Bare rolig, jeg skal nok føre an. De kalder det ikke The Tommo Charm for ingenting ;)

Harry Styles: The Tommo Charm eller ej, du må hellere tage nogle solide sko på :/

Louis Tomlinson: Why?

Harry Styles: For du får nok lidt ondt i fødderne, når jeg træder dig over tæerne :(

Louis Tomlinson: Det er noteret ;)

Louis Tomlinson: Det er hyggeligt at chatte med dig Curly, men jeg er nød til at smutte :(

Harry Styles: Oh, okay... Vi ses i morgen :)

Louis Tomlinson: Bye :)

Harry Styles: Bye :)

Harry loggede af, lukkede computeren og lagde den ind under sengen igen. Så lagde han sig på sengen og gloede endnu engang op i loftet.

En sjov fornemmelse bredte sig i hans mave. Han havde lige ført en ikke sindssygt akavet samtale med Louis, og han havde oven i købet lovet ham en dans til festen i morgen.

Én ting var sikkert, han var i hvert fald slet ikke så nervøs over festen, som han havde været for en halv time siden.

God, han lød som en pige...

 

 ϟ

 

Like/kommenter/favorit/whatever I'm a happy unicorn!

Tak fordi I læser med :)

XxEm


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...