The Bad and the Innocent ϟ Larry Stylinson AU *STOPPET*

Louis Tomlinson - bare hans navn får jorden til at skælve på Hall Cross Schools gange. Han ryger, får dårlige karakterer, har tatoveringer og pieringer over alt på kroppen, kører motorcykel og er blandet ind i nogle små kriminelle ting. Han har fået tildelt stor respekt blandt sine medelever, men faktisk er de allesammen bange for ham. En dag starter den stille dreng, Harry Styles, på skolen. Harry har ar på sjælen og er rigtig dårlig til at komme i kontakt med andre, så han holder sig mest for sig selv, men det bliver svært, da Louis pludselig finder en vis interesse i drengen. Uventede følelser sprudler frem, og de to drenge er pludselig kommet helt i tvivl om, hvem de egentlig er. Følg jagten om kærlighed og om at finde sig selv, når hele verden samtidig er efter én for at være anderledes og skille sig ud i mængden.

130Likes
233Kommentarer
9012Visninger
AA

6. Kapitel 4



 

Louis sad ved morgenbordet i stilhed. Hans mor havde ikke sagt ét ord til ham, siden hun havde stået og råbt af ham, fordi han bare var gået fra sine søstre uden videre.

Efter Louis var gået, var hans mor åbenbart kommet tidligere hjem end planlagt og havde set Daisy og Phoebe sidde i sofaen og se film. Først havde hun fulgt sin første indskydelse, hvilket var at ringe til Lottie, som egentlig skulle have passet tvillingerne til at starte med. Lottie fortalte, at det var Louis, der skulle passe dem, så da han kom hjem lidt senere med en bøtte Ben & Jerry's, fik han ellers den største skideballe. Lottie prøvede at hjælpe ved at sige, at det var hendes skyld, men Louis' mor havde ikke lyttet.

Louis mistænkte hende for at have en eller anden sær kærlighed til at skælde ham ud, for hun gjorde det nærmest hele tiden, og selvom det kunne have været rart, at hun ikke ville råbe sådan af ham, så havde han ikke fortrudt det. Han havde snakket med Harry, og det var det eneste, der betød noget - for vædemålets skyld selvfølgelig.

Efter hun så var færdig med at råbe, havde hun sendt Louis op på sit værelse, hvilket han glædeligt havde gjort lige med det samme, så han kunne slippe for at høre på hendes skrigeri.

Han var praktisktalt gået direkte i seng og havde sovet tungt hele natten igennem, så han var godt veludhvilet næste morgen kun for at blive mødt af sin mors "mor er ikke sur, mor er skuffet" nede i køkkenet.

Han spiste det sidste af sin morgenmad, hvilket bestod af et par skiver ristet toastbrød, hans mor alligevel havde været så elskværdig at riste til ham.

Lige da han havde proppet den sidste bid i munden, hørte han en dytten ude foran huset.

"Det er Zayn. Jeg smutter nu," sagde Louis og rejste sig. Han ryddede op efter sin morgenmad og gav sin mor et kys på kinden, inden han tog sine sko på og svang sin taske over skulderen, som stod og ventede på ham ved foden af trappen. Hans mor rørte ikke en muskel, da hans læber let berørte hendes kind, og Louis blev enig med sig selv om, at det måtte hun selv om.

Han tænkte, det nok var varmt nok til, at han ikke behøvede jakke, så han gik bare ud, som han var, hvilket var i en sort tanktop med et af hans yndlings bands på, stramme, sorte jeans, og så havde han for en gangs skyld taget en tynd streg eyeliner rundt om øjnene; han brugte det engang imellem, men hans mor brød sig bestemt ikke om det, så derfor greb han chancen, nu hvor hun allerede var sur på ham.

Uden for holdt Zayn i sin sorte Audi R8. Det var virkelig ikke nogen joke, da Louis havde sagt, Zayns forældre havde mange penge, og det var kun hans bil, så skulle man se, der hvor han boede - det var nærmere et palads end et hus.

"Hey, mate," hilste Zayn, da Louis satte sig ind på de sorte lædersæder - den bil måtte virkelig være varm at være i, når solen hamrede ned.

"Hey," mumlede Louis tilbage. "Så du har endelig fået den tilbage, huh?" Spurgte han, mens han spændte selen.

"Yeah. Så god som ny." Han klappede på styret, som var det en hundehvalp, inden han startede motoren og kørte af sted - dog efter at have trådt lidt på gaspedalen, så den larmede ekstra meget, og naboerne sikkert vågnede.

Zayn elskede sin Audi lige så meget, som Louis elskede sin motorcykel. En dag var der nogen, der var bakket op i bagen på Zayns bil, da den holdt ude på parkeringspladsen. Zayn var absolut rasende, men personen, der havde gjort det, var forsvundet og havde vist ikke i sinde at komme til kende og erkende sine gerninger, hvilket nok var klogt nok, Zayns temperament taget i betragtning.

Den havde været på værksted i en uge, da det skulle gøres det helt rigtige sted af de rigtige folk, så det tog lidt længere tid, da det var i London, og Zayn boede i Doncaster.

Zayn parkerede på en tom plads rigtig tæt på skolen. Det var underligt, for selvom de var kommet rimelig tidligt, så burde de bedste parkeringspladser for længst være taget inklusiv denne, hvis man tog beliggenheden med i betragtningen, men alligevel var den urørt.

Det havde Zayn nok sørget for, den ikke ville, han havde skræmmende meget magt den dreng. Det ville Louis selvfølgelig også kunne, hvis han gad, men nu var det sådan, at det var ikke lige det, han havde allermest lyst til.

De steg ud, og Zayn holdt en lille fjernbetjening bag over skulderen mod R8eren, så den kom med to korte "bib bib", og så var den låst.

"Hey babe!" Det var Perrie, der kom løbende mod Zayn. Hun kastede sig om halsen på ham og tvang ham dermed til at bære hende, men det så det ikke ud til, Zayn havde noget imod - han holdt hendes hofter og drejede hende rundt, mens han pressede sine læber mod hendes.

Louis stod bare akavet og så på Zayn og Perrie, der overfaldt hinandens munde, som havde de ikke set hinanden i en billard år, men Louis vidste, at de havde set hinanden for mindre end 24 timer siden, da de var sammen eftermiddagen forinden, og Zayn dermed ikke kunne hænge ud med Louis på det tidspunkt.

Da Louis havde stået lidt, og de bare fortsatte med at savltransplantere hinandens mundvand, rømmede han sig højlydt, men da han stadig ikke fik noget reaktion, valgt han at åbne munden: "Guys, det her er en offentlig skole - ikke en make out session." Men lige lidt hjalp det.

Han rullede dramatisk med øjnene og valgte at overlade deres... Hvad det nu var... Til dem selv. Han sukkede i et sidste forsøg på at få deres opmærksomhed stadig  uden respons, og til sidst gik han.

Louis kunne godt lide Perrie - hun var en skøn pige, det var slet ikke det - han var bare træt af, hun altid kom i første række. Altså, Louis havde jo også Eleanor, men han lod hende aldrig komme foran sine mates og da allermindst Zayn.

Bros before hoes? Dicks before chicks? Åbenbart ikke for Zayns vedkommende.

Louis blev revet ud af sine tanker, da nogen gik ind i ham tydeligvis med vilje, så han vendte sig om for at snerre ad vedkommende, men da han så, hvem det var, tog han sig i det.

"Tommo, Tommo, Tommo. Du burde holde øje med, hvor du går. Du skulle jo nødigt ende med at komme til skade," lød Toms skadefro stemme.

Tom var ikke ret stor, men han var stadig muskuløs, hans spinkle kropsbygning taget i betragtning. Han havde brune øjne, lidt skægstubbe, brunt hår, der strittede til alle sider, og så var der hans næse, der vist havde været brækket et par gange fra diverse slagsmål - den var i hvert fald ikke køn, og det var en underdrivelse.

"Mig? Til skade? Med dig involveret? Jeg tror, du har fået byttet lidt rundt rollerne, Tommy." Han kaldte ham altid Tommy, fordi han vidste hvor meget, det pissede Tom af. "Men sådan er det vel, når man kun har to brikker at rykke rundt med, og så passer de ikke engang sammen." Toms kæbe blev helt stram, og han stirrede på Louis - hvis blikke kunne dræbe, så var det nok smart at begynde at lede efter en bedemand nu.

"Hvad med du render ned i børnehaven med dine trusler, måske er du heldig og finde nogen på din egen IQ," hånede Louis, og han vidste godt, han bevægede sig ud på dybt vand.

Tom havde et kæmpe temperamentproblem - selv større end Zayn. Han endte tit nede på kontoret for mild vold - selvom Louis nu ikke lige vilde kalde det mild - postyr eller uroligheder. Ham og Zayn kunne heller ikke udstå hinanden, så det var ikke nemt at have to så temperamentsfulde personer, der samtidig ikke kunne sammen, i samme bygning, men det lykkedes for det meste at holde dem ude af totterne på hinanden.

"Se hvem der er spydig og klar til kamp," kom det fra et sted bag Louis, men han behøvede ikke engang kikke, før han vidste, hvem stemmen tilhørte.

Max.

Louis valgte alligevel at vende blikket mod Max, der stod lænet op ad skabene med et skævt smil og armene over kors.

"P-lease," sukkede Louis og rullede med øjnene. "Jeg har andet at bruge min energi på, jeg står bare og har en lille chat med Tommy her."

"Hold op med at kalde mig det, ellers-"

"Ellers hvad?" Det var Zayn, der var kommet op ved siden af Louis. Han havde lyn i øjnene, og de var rettet mod Tom med alt andet end venlighed i dem. På Louis' anden flanke stod Calum klar til kamp eller klar til at gribe fat i Zayn, hvis det blev nødvendigt.

"Rolig guys, der er ingen grund til problemer," sagde Max i sit altid mystiske tonefald. Han havde bevæget sig op på siden af Tom, uden Louis havde lagt mærke til det, da han havde travlt med at stirre på Tom, og lagde en beroligende hånd på Toms skulder, der straks slappede mere af i sine ellers anspændte muskler.

Max havde en underlig kontrol over ikke bare Tom, men også resten af deres slæng, der så ikke lige var der, så de var i undertal - det var nok derfor, Max stoppede Tom, han var ellers ikke den, der forhindrede en mulig slåskamp mellem de to grupper, så længe han ikke selv var fysisk indblandet. Han havde tiltusket sig en form for lederrolle i den kordinerede femkløver bestående af Max selv, Tom, den mørke, lidt buff fyr Siva, intelligente Jay og Nathan, der ellers var okay - den mest venligtsindede af de fem.

Max styrrede dem alle sammen og gemte sig bagved sin udspekulerthed og genialitet; han var ligesom en dukkefører, der tog sig af de vigtige beslutninger og fik de andre til at udføre opgaverne, så han ikke selv kom i fedtefadet. Louis mindes ikke, Max nogensinde havde været nede på kontoret - ikke én gang, selvom han var den allerværste af dem.

Louis udnyttede hverken Zayn, Calum, Andy, Josh eller Conor på den måde; hvis de var involveret i noget, der kunne få dem smidt ned på kontoret med mulig hjemsendelse som straf, tog han skraldet sammen med dem - de var ikke hans "undersåtter", de var hans venner, og selvom han virkede kold og ligeglad, så betød de noget for ham - modsat Max, der bare udnyttede Tom, Siva, Jay og Nathan til sin egen fordel.

Selvom han nogen gange godt kunne beundre og måske misunde Maxs evne til at manipulere, så ønskede han den ikke for sig selv - han havde det helt fint, sådan som det var.

"Hold øjne og ører åbne, Tommo," nærmest knurrede Tom, men Louis slog det bare hen ved at rulle med øjnene. Så tog Max fat i Tom for at hive ham væk fra stedet, men Tom strittede imod først, inden han modvilligt fulgte med efter at have sendt Louis et sidste koldt blik.

"Fuck en spasser," mumlede Zayn i en lettere aggressiv tone, så Louis klappede ham på ryggen for at indikere, han skulle følge med. Han vidste, hvor meget Zayn hadede Tom, og der var ingen grund til at lade det had gå ud over en uskyldig, så han fik ham væk fra den anspændte stemning og ud udenfor efter en smøg, så han kunne få en smøg og forhåbentlig falde lidt ned, inden det ringede til time.

"Hvordan går det med Curly?" Spurgte Zayn, da de var kommet udenfor. Da Calum ikke røg, havde han undskyldt sig selv for at gå ind til time lidt før for en gangs skyld. Louis ikke helt havde købt hans forklaring, da Calum normalt ikke havde nogen problemer med at være sammen med Louis og Zayn, når de røg, men han orkede ikke spørge ind til det.

"Det går fint," svarede Louis. "Man burde virkelig holde op med at ryge, jeg har hørt, ens lunger først er rene igen efter 20 år," sagde Louis og brød med vilje ud i en hosten for at komme væk fra det forhenværende emne, men så let gik det ikke.

"M-hm. Tager du ham med på fredag?"

"Hvem? Og hvad sker der på fredag?" Louis valgte at spille dum, selvom han delvist vidste, hvad Zayn snakkede om, men han kunne dog ikke huske, hvad der skulle ske på fredag.

"Harry, Mr 'jeg ved ingenting'. Og så har du indvilliget i at tage med til festen på Madison Bulevard, hvis det ringer nogen klokke?"

"Oh, um. Det er ikke fordi, jeg er kommet  tæt på ham endnu - han er meget... Genert." Zayn rullede med øjnene.

"Det er ikke fordi, det har stoppet dig før," jokede han, og Louis slog ham på armen, så Zayn leende ømmede sig.

Zayn havde ret - sådan en ting som generthed havde aldrig været det store problem for ham førhen, hvis han ville tæt på en pige. Nu var Harry jo så en dreng, men det burde jo ikke være så meget anderledes.

Måske var det fordi, han ikke havde lyst til at komme tættere på den stille dreng med det krøllede hår. Eller, han havde lyst, men ikke på den her måde. Han ville gøre det med ordentlige hensigter - ikke på grund af et dumt vædemål, han havde være så åndsvag at indgå med sine venner.

Havde han ingen nosser eller hvad?

"Zayn, jeg tror ikke, jeg er så meget oppe for det - det med Harry," sagde Louis med svag stemme. Okay, hvor blev den hårde, badass attitude af, han havde haft overfor Tom for få øjeblikke siden?

"Lou, du skal bare sige til, hvis du ikke tør; det er helt fint med mig, så sparer jeg de penge." Han trak ligegyldigt på skulderen og tog et sug af sin cigaret. Louis betragtede hans bevægelser nøje. Hvad var Zayn ude på? Var han ude på at få ham til at bakke ud, eller var det for at manipulere Louis endnu mere ind i det, som han havde gjort, da han fik Louis til det til at starte med?

"Jeg kan godt!" Protesterede Louis en anelse fornærmet.

"Det ved jeg godt, du kan," anerkendte Zayn. "Du tør bare ikke."

"Jo jeg gør!" Udbrød Louis, og dér vidste han, Zayn havde ham. Et tilfredst smil gled over Zayns læber, som ville han sige "gotcha", uden rigtig at bruge ord. Louis sukkede.

"Jeg skal nok gøre det, det er bare så... Underligt." Zayn nikkede bekræftende, og det fik Louis til at tænke over noget; en tanke, der burde have slået ham for længst.

"Hvad får du egentlig ud af det? Hvis det lykkedes mig, får jeg pengene, men hvis ikke, så... Så ingenting. Hvorfor tvinger du mig til det?"

"Jeg tvinger dig ikke til noget, Lou. Og jeg har mine egne grunde, du slet ikke behøver belemre dit hoved med ved at bekymre dig om," betroede Zayn ham, og mens Louis tænkte hans ord igennem, smed han sin smøg og trådte på den.

"Skal vi gå?" Han spejdede mod døren og ventede på Louis' reaktion. Louis rystede på hovedet og besluttede, han ikke ville grave mere i Zayns mystiske svar for nu, men han ville helt sikkert spørge ind til det senere, for helt ærligt syntes han, han havde krav på en forklaring, der var meget bedre end den, han lige havde fået.

Han nikkede og fulgte med Zayn ind til to dobbelt fransk timer, som de havde sammen. Klokken havde åbenbart ringet, uden Louis havde hørt det, så ham og Zayn modtog strenge blikke fra læreren, mens de gik ned på hver deres pladser - Zayn ved siden af Conor, og Louis ved siden af Eleanors bedste veninde, Danielle.

De var ikke just de bedste venner. Danielle var en meget pæn pige, der havde sit helt eget billede af, hvordan en "ordentlig" fyr så ud, og den beskrivelse passede ikke heeelt på Louis med sine mange tatoveringer og piercinger, så de to havde lige fra starten, hvor Eleanor og Louis havde fundet sammen, været i lidt kambolage med hinanden. De havde begge to et ønske om det bedste for Eleanor, men da Eleanor så ud til at blive rigtig glad for Louis, havde Danielle med tiden fundet nogenlunde fred med det, men hun holdt hele tiden øje med ham - den mindste fejl, og han var fortid, det skulle Danielle nok sørge for.

Gad vide, hvordan hun ville reagere, når Louis begyndte at udføre det åndsvage vædemål? Hun ville bestemt ikke bryde sig om ideen - nok mindre end Eleanor ville, men det kunne han ikke tage sig af nu. Han måtte vel bare tage en snak med hende om det og prøve at overtalte hende til ikke at hugge hovedet af Louis, hvilket nok ville blive en svær opgave, men hver ting til sin tid.

"Godt, nu hvor alle er her," sagde Ms Teasdale, deres fransklærer, og så stift på Zayn og derefter Louis. "Så vil jeg fortsætte med at fortælle om den opgave, jeg skulle til at forklare, og for at være sikker på, alle har forstået det, så skal jeg nok lade vær med at forklare det på fransk."

Louis forberedte sig på det værste. Han havde aldrig forstået fransk; det var totalt volapyk for ham, og han ville have nemmere ved at forstå kattesprog end det.

"I skal lave en individuel opgave på to sider om en novelle fra jeres franskbog, som I skal fremlægge for klassen mundtligt. I vil selvfølgelig få karakter, der vil være gældende og have stor indflydelse på jeres halvårskarakter, så I må hellere gøre jer umage. I har en uge, og I må helt selv vælge, hvilken historie I vil skrive om." Det sidste sagde hun, som var det den bedste ting i verden og forventede nærmest jubel og klapsalver for den fantastiske opgave, hun havde givet dem for, men i stedet modtog hun en lidt blandet reaktion mest bestående af opgivende suk, irriterede grynt og andre, diverse, utilfredse lyde.

Hun var tydeligvis ikke tilfreds med klassens respons, så hun klappede i sine hænder og bad klassen om ikke at være så pivede og gav en kort lektion om "glæden ved at lære og gunsten ved at blive klogere", selvom ingen hørte efter alligevel.

Så blev de guidet ud på gangen, ned på biblioteket eller sågar udenfor for at begynde på deres opgave, men da Louis rejste sig for at gå, kaldte hun på ham:

"Mr Tomlinson, du kan lige vente lidt med at gå ud, jeg skal lige snakke med dig." Louis tog sig selv i at rulle med øjnene, da Ms Teasdale højst sandsynligt ville finde hans opførsel flabet og yderst upassende, så han lod være.

"Louis," begyndte hun, da de var de eneste tilbage i klasselokalet, og Louis vidste allerede, at der var noget galt, da hun tiltalte ham ved fornavn. "Jeg går ud fra, jeg ikke er den eneste, der har bemærket dine problemer med fransk, har jeg ret?" Louis nikkede stumt og ventede på, hun skulle fortsætte.

"Min vurdering er, at for at du skulle kunne følge med i undervisningen og samtidig få det optimale ud af det, så er det ikke tilstrækkeligt med det almindelige antal timer for dig." Hun så ud som om, hun ventede Louis skulle fange pointen af det, hun sagde, men da hans blik var helt blankt, skar hun igennem og kom lige til sagen:

"Jeg synes, du skal overveje ekstraundervisning."

"What? Nej Ms, det har du helt misforstået! Jeg skal ikke ha' ekstraundervisning, det har jeg virkelig ikke brug for!" Protesterede Louis.

"Lad mig lige opremse dine resultater i det sidste halvår inden sommerferien. Louis, du har næsten kun fået 00 og et par enkelte 02 hist og her, og det er slet ikke acceptabelt for en ung mand med så meget at byde på, hvis du bare tog undervisningen mere alvorligt, så var det her slet ikke nødvendigt, men min vurdering-" Louis afbrød hende, inden hun kunne nå at sige mere:

"Fuck din vurdering! Jeg skal ikke have ekstraundervisning, det er kun for..." Han kunne næsten ikke får sig selv til at sige ordet 'nørder', så i stedet afsluttede han med: "Stræbere. Og jeg er ikke en stræber - det har jeg aldrig været, og jeg har heller ingen intentioner om at blive," sagde han bestemt.

Selvom det var en direkte løgn, tænkte Louis, men ikke om han ville sige det til Ms Teasdale - eller nogen som helst for den sags skyld.

"Du behøver ikke stræbe for at lære, men almen interesse ville være et udmærket udgangspunkt - det ville i hvert fald gøre det nemmere. Louis, jeg ved godt, det kan være problematisk i din alder; der er en masse ting, du skal forholde dig til som er helt uoverskuelige, og skolen virker som din mindste bekymring, men Louis, skolen er noget af det vigtigste - det er dit springbræt til en ordentlig uddannelse, så du kan opbygge noget stort med dit liv, men så skal du altså også have gode karakterer, og det ved jeg, du kan få, hvis du strammer dig an. Og tro mig, alle de problemer, du har nu, vil slet ikke have nogen betydning, når du bliver ældre, men det vil skolen, hvis du ikke har fået det optimale ud af den."

Louis var stille i en del tid. Han vidste, det meste af det, Ms Teasdale sagde, var rigtigt, men han kunne ikke få sig selv til at bryde sig om tanken om ekstra undervisning.

"Kan du se, hvad jeg mener?" Spurgte Ms Teasdale, da Louis ikke havde svaret indenfor et par minutter.

"Ms-" Hun afbrød ham: "Endelig kald mig Lou, det andet er så stift og korrekt, og jeg har aldrig brudt mig om det alligevel."

"Lou. Jeg ved virkelig ikke... Jeg kan ikke se... Eller, det kan jeg nok godt, men jeg vil virkelig ikke ha' ekstraundervisning, er der ikke en måde, jeg kan undgå det på? Bare hvilken som helst måde, jeg er med på hvad som helst." Lou så tænksom ud et øjeblik.

"Altså, du kan nok få en tutor, men jeg tror ikke, vi har nogen, der vil være interesserede i at være vejleder og samtidig har evnerne."

"Please?" Louis hadede at lyde så... Ynkelig, men hvis det var hans eneste chance for at slippe for ekstraundervisning, gjorde han det hellere end gerne.

"Jeg skal se, hvad jeg kan gøre, men jeg kan ikke love noget. Hvis jeg ikke kan finde nogen som er interesseret, så er jeg bange for, den står på ekstraundervisning." Louis nikkede ivrigt og tog sig selv i at skulle til at kramme hende. Men så igen... Uden at tænke over det, tog Louis skridtene hen til sin lærer og viklede armene omkring hende. Først blev hun en smule overrasket, men så lagde hun også armene om ham og gengældte hans omfavnelse.

Louis følte en beroligende følelse brede sig i kroppen. Han var sjældent blev sådan rigtig "krammet", kun af Eleanor, men det her var anderledes; som om Lou rent faktisk bekymrede sig for ham og ikke kun hans image.

"Uhm, undskyld. Det var ikke min mening at... Omfavne dig på den måde," undskyldte Louis, da han trak sig væk. Han følte sig helt akavet og en smule pinligberørt over det, der lige var sket, men han var samtidig helt afslappet og rolig.

"Det er okay Louis. Du kan altid komme til mig, hvis der er noget - hvad som helst, okay?" Lou smilte varmt til ham, og han nikkede forsigtigt. Normalt ville han aldrig vise sin sårbare side til nogen, men noget i Lous blik var så oprigtigt, så... Venligt og betryggende, at han følte sig helt naturlig ved det.

Det var sådanne situationer, hvor han godt kunne bruge sin mor, men hun havde altid travlt med sit arbejde, og han ville ikke mase sig på.

"Jeg burde nok... Ehh... Jeg burde nok gå ud og kikke på det," mumlede han og turde ikke se hende i øjnene, som om han var bange for at finde noget fordømmende eller sådan noget i hendes øjne, nu hvor hun havde set... Det.

"Jeg lader dig vide, når jeg har fundet en vejleder til dig," sagde hun, og Louis nikkede, inden han forlod klasselokalet. Han så, der kun var kort tid tilbage af timen, så han valgte at skippe de sidste par minutter og gik direkte til sit skab.

"Hvad fanden lavede I, mand? Det tog nærmest hele timen?" Louis lukkede sit skab, efter han havde byttet lidt rundt på nogle bøger og puttet nogen fra tasken ind i skabet. Han vendte hovedet til siden, hvor hans blik blev mødt af en undrende Zayn.

"Vi... Snakkede bare," sagde han tøvende og var udmærket klar over, hvor dumt det egentlig lød.

"M-hmm, snakkede." Zayn lavede et sigende blik og vippede hentydende med øjenbrynene, hvilket fik Louis til at sukke og lave himmelvendte øjne.

"Det var virkelig, hvad der skete." 

"Ja, ja," nærmest nynnede Zayn, og Louis kom med underlig lyd, fordi det, Zayn hentydede til, var virkelig latterligt og virkelig dumt og urealistisk.

"Hey, det er dig, der gør den slags for karakterer - ikke mig," påmindede Louis og lo over Zayns fornærmede ansigtsudtryk.

"Hey!" Men Louis trak bare på skulderne og sendte ham et uskyldigt smil. De valgte at lade den ligge og traskede i stedet ned mod kantinen.

Underligt nok var Calum stadig ingen steder at se, men Louis gav ikke mere notis af det end det, han var for en gangs skyld faktisk sulten og overtalte Zayn til også at få noget at spise, så de gik hen i køen.

 

 ϟ

 

Tjek castlisten/like/kommenter/favorit/whatever I'm a happy unicorn!

Tak fordi I læser med :)

XxEm


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...