The Bad and the Innocent ϟ Larry Stylinson AU *STOPPET*

Louis Tomlinson - bare hans navn får jorden til at skælve på Hall Cross Schools gange. Han ryger, får dårlige karakterer, har tatoveringer og pieringer over alt på kroppen, kører motorcykel og er blandet ind i nogle små kriminelle ting. Han har fået tildelt stor respekt blandt sine medelever, men faktisk er de allesammen bange for ham. En dag starter den stille dreng, Harry Styles, på skolen. Harry har ar på sjælen og er rigtig dårlig til at komme i kontakt med andre, så han holder sig mest for sig selv, men det bliver svært, da Louis pludselig finder en vis interesse i drengen. Uventede følelser sprudler frem, og de to drenge er pludselig kommet helt i tvivl om, hvem de egentlig er. Følg jagten om kærlighed og om at finde sig selv, når hele verden samtidig er efter én for at være anderledes og skille sig ud i mængden.

130Likes
233Kommentarer
8973Visninger
AA

5. Kapitel 3

 



 

Harry åbnede døren til sit hus og gik ind. Han kunne ikke undgå at tænke på, hvor underligt det var at kalde det 'hans hus'. Han boede der selvfølgelig, men det var ikke hans hjem.

"Hey Harry, har du haft en god dag?" Lød en stemme henne fra døren. Han snurrede rundt og mødte Liams blik.

"Ja det var fint," sagde han med et tvunget smil på læberne. Liam så gennemtrængende på ham, som om han prøvede at bedømme, om Harry talte sandt eller ej.

"Og det er du sikker på?" Spurgte han så og lænede sig op ad dørkarmen. Harry nikkede, mens han tog sine sko af og gik så forbi Liam ud i køkkenet.

"Har du fået nogle venner?" Harry sukkede irriteret og vendte sig for at se på Liam.

"Det var min anden dag, forventer du, jeg er blevet venner med alle eller hvad? For så må jeg desværre skuffe dig, Li," kom han til at snerre, selvom det ikke var hans hensigt.

"Nej nej, overhovedet ikke, jeg var bare nysgerrig," sagde Liam afvigende, mens han viftede med hænderne foran sig for at understrege.

Mere bekymret, tænkte Harry for sig selv, mens han fandt et glas, han fyldte op med vand og førte op til læberne for at sippe af indholdet.

Liam var som en bror for Harry. Han bekymrede sig altid for ham, trøstede ham, snakkede med ham om ting og beskyttede ham, hvis det en sjælden gang blev nødvendigt, som det gjorde et par gange på hans gamle skole.

Ikke desto mindre så var Liam ikke hans bror. Han var skam bare i pleje det samme sted som Harry. Han var den første til at tage imod Harry, da han kom for et par år siden og skulle bo på Hyacinten.

Til forskel for Harry, boede Liam ikke altid på Hyacinten. Han besøgte sin mor hver anden weekend, når hun havde overskud til at være sammen med ham. Ikke fordi hun ikke ville, hun elskede Liam over alt på jorden, hun var bare ikke i stand til at tage sig af ham, så derfor boede han her det meste af tiden med Harry og et par andre.

Hyacinten var en form for børnehjem bare for lidt ældre børn. De fleste af dem, der boede der, var omkring 17-19 år. De skulle egentlig flytte ud, når de blev 18, men mange af dem var ikke klar til at klare sig selv - der i blandt Harry. Liam kunne sagtens klare sig selv, hvis det endelig var, og han ledte da også efter sin egen lejelighed, han havde bare ikke fundet noget, hvor han brød sig om både stedet og prisen.

Ud over Harry var der omkring 6 andre - 3 drenge og 2 piger. Harry snakkede mest med Liam, men han kunne også godt snakke med de andre.

Harry stillede det tomme glas på bordet og skulle til at gå, da nogen fik ham til at bremse ikke langt fra døren.

"Opvaskeren Harry, det ved du godt," påmindede Paul med brummende stemme. Harry vendte sig, gik tilbage og tog glasset for at putte det i opvaskemaskinen. Paul sendte ham et tilfredst smil, Harry besvarede med et stift nik, inden han forlod køkkenet.

Paul var Hyacintens "overhoved", hvis man kunne kalde ham det. Han var i hvert fald indehaver af stedet, og ud over ham var der Caroline - eller Falken, som han kaldte hende. Hun var altid efter ham som en falk, og så hed hun Flack til efternavn, så han havde valgt at kalde hende Falken - kun når hun ikke hørte det selvfølgelig.

"Woops, hey Harry," hilste Ashton, en af de andre der boede der, da de bumpede ind i hinanden ude i gangen.

Hans hår var som altid en smule krøllet - dog ikke ligeså meget som Harrys - og så havde han sine briller på, som Harry ikke engang var sikker på, han rigtig skulle bruge; han kunne sagtens finde på at rende rundt med dem for sjov.

"Luke, Liam og jeg skulle lige til at spille nogle videospil, hvis du vil være med?" Ashton så på ham med et afventende smil på læben, der blev til et trist blik, da Harry rystede på hovedet.

"Nej, jeg er lid træt, det har været en lang dag," sagde han og sørgede for at lyde træt og udmattet, så det lød overbevisende.

"Nårh ja, hvordan er den nye skole? Jeg fik slet ikke snakket med dig i går." Harry sukkede indvendigt. Nu havde han lige håbet på, han slap for at snakke mere om det i dag.

"Den er fin, helt fin," mumlede han efterfulgt af et gab for at indikere til Ashton, at han virkelig var træt, men det så Ashton ikke ud til at fange.

"Godt, for vores Hazza fortjener kun det allerbedste." Han rodede i Harrys krøller, så et hæst grin undslap Harrys læber.

"Du er ligesom Liam," bemærkede Harry, og Ashton skar en uforstående grimasse, men da Harry ikke uddybede, lod han den ligge. Han spurgte Harry en sidste gang, om han ville være med til at spille, men da Harrys svar var det samme, nikkede han kort og forlod ham så for at gå ind i stuen.

Modsat Harry, så havde de andre været populære på den gamle skole, hvor de stadig gik. Efter Harrys... Hemmelighed kom ud, blev han sportsidioternes private boksepude, og folk hviskede til hinanden, når han gik forbi. Det var forfærdeligt.

Liam havde holdt røven oppe på ham det meste af tiden, men Harry kunne se, det tærede på hans overskud og ikke mindst omdømme, som Liam ellers sagde, han var fuldstændig ligeglad med, men Harry havde det stadig dårligt med at være en klods om benet på sin ven. Så valgte han at flytte.

Harry fandt sig selv på vej op ad trappen, efter han havde snakket med Ashton. Han nåede lige at lukke døren ind til sit ultra mini værelse og gå hen og smide sig på sengen, inden det bankede på.

"Hvad?" Vrissede Harry ind i puden, han begravede ansigtet i. Det tydede på, vedkommende ikke havde hørt ham, da der blev banket igen, så Harry måtte løfte hovedet og gentage.

"Har du nogen lektier for?" Lød Falkens stemme gennem rummet. Harry sukkede. Ikke noget 'hvordan gik det?' eller 'er du okay?', men han havde heller ikke forventet andet fra hendes side.

"Nope," sagde han og poppede på p'et.

"Godt. Husk du er på madholdet i aften," påmindede hun, og han mumlede et utydeligt svar, inden hun gik igen og lukkede døren efter sig.

Han sukkede irriteret ned i puden. Han følte sig så ugidelig og rastløs, og han havde på ingen måde lyst til at skulle lave mad til ni personer, men sådan var det vel med de åndssvage madhold, som Paul var kommet på, så han slap for evigt og altid at lave mad.

Han havde lyst til at slå et eller andet. Han anede ikke, hvorfor han var så frustreret, men ikke desto mindre, så var det sådan, han havde det.

Han lå med ansigtet druknet ned i pudens bløde betræk, til han gispende løftede hovedet og trillede om på ryggen på grund af luftmangel.

Hvorfor var han her overhovedet? Hans liv gav ingen mening, han hadede det, og han ville bare væk. Ingen ville savne ham alligevel. Måske Liam, men han ville komme over det før eller siden.

Så gjorde Harry noget, han ellers ikke havde gjort i noget tid, men som han var meget bekendt med; han gik ud på badeværelset og fumlede ind under undersiden af håndvasken, til hans hånd stødte på noget velkendt tapet fast mod den glatte overflade. Han rev genstanden af i én bevægelse, og et bedrøvet smil viste sig på hans læber, da han sad med den lille, sølvgrå plade.

Han var ellers holdt op på Liams opfordring, men alting virkede bare så uoverskueligt lige nu, og et par små snit ville ikke skade nogen vel? Altså kun hans blege, tynde håndled, men stadig væk? Og Liam behøvede ikke at få det af vide. Hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af vel?

Harry trak op i sit ærme, der afslørede utallige, hvide streger på tværs af hans håndled - gamle såvel som nyere. Han tog det lille barberblad mellem tommel- og pegefinger og satte det skarpe hen til sit håndled. Så skar han en let, tynd streg, og den velkendte, savnede følelse bredte sig i hans krop.

Alting føltes ligegyldigt, alle hans bekymringer forduftede, og han mærkede, hvordan en fornemmelse af velbehag bølgede under huden på ham. Han mærkede overhovedet ikke smerten fra det nu små blødende sår; smerten føltes så lille og ubetydelig i forhold til den enorme smerte, han ellers normalt bar på sine skuldre.

Det varede selvfølgelig kun et øjeblik, og snart var han tilbage i sin almindelige, tunge fornemmelse af at være nede i et dybt, sort hul uden at kunne komme op. Så han snittede igen efterfulgt af endnu et og så et til, så han til sidst havde fire snitsår på tværs af håndledet, hvor små bloddråber piblede frem for at og trille ned af hans hud som små floder. Han tog noget toiletpapir og rensede sårene så godt, han kunne med vand og fandt så førstehjælpskassen i skabet, hvor han fandt noget plaster og gazebind, som han viklede sit håndled ind i. Så træk han ærmet godt ned, så man ikke kunne se det. Han tapede bladet tilbage under håndvasken med noget tape fra førstehjælpskassen og lagde så den på plads, inden han forlod badeværelset for at smutte uset ind på sit værelse.

Han havde det lidt bedre, da han kastede sig om på sin seng. Han havde skam stadig den fortabte fornemmelse indeni, der tappede ham fuldstændig for energi det meste af tiden, men det var ikke så markant længere. Han følte sig mere forbundet med sig selv og sin krop, og det var en følelse, han ikke havde følt i forfærdelig lang tid.

Med det samme gik døren op, og Leigh Anne stak hovedet ind.

"Leigh! Jeg har sagt, du skal banke på først! Hvad hvis jeg var midt i noget privat?" Hvæsede Harry ad hende.

Hendes sorte, meget krøllede hår strittede som altid, og hendes brune øjne skar virkelig igennem og stod godt til hendes tøj, der dækkede det meste af hendes brune hud.

"Uuh! Hvad for private ting?" Udbrød hun og vippede sigende med øjenbrynene. Harry rullede med øjnene. Selvfølgelig valgte hun at misforstå det og lave det, han havde sagt, om til noget perverst. Sådan var hun. Og det var ikke engang sjofelt, var det?

"Skrid nu bare," vrissede han og kastede en pude efter hende, men hun dukkede sig i sidste øjeblik, så den havnede et sted ude på gangen.

"Easy tiger, du skal bare ned og lave mad," fortalte hun med et stort smil. Harry rejste sig i en anstrengt bevægelse og gik forbi hende ud af døren, hvor han samlede puden op, der lå på gulvet, og smed den ind ad døren, inden han med tunge skridt traskede ned af trappen og ud i køkkenet.

 

ϟ

 


 

"Louis!" Jublede Phoebe og Daisy, da Louis kom ind ad døren. Han satte sig på hug for at imødekomme de to 8 årige tvillinger, der kastede sig om halsen på ham, så han var ved at falde bagover.

"Hey, hvordan har mine yndlings søstre det?" Spurgte han og modtog blændende smil fra hver af pigerne.

"Hey!" Kom det anklagende ovre fra døren, hvor Lottie stod med armene stødt foldet foran brystet. Hun havde sat sit hår op i en sær hestehale, men nu var Louis jo heller ikke ekspert på det punkt. Der var sikkert en dybere mening med den sære frisure, som Louis bare ikke kunne se.

Eller også var den bare sær.

"Du ved, du er min favorit," sagde han og blinkede til hende, så tvillingerne kom med ærgrende lyde.

"Det er I alle sammen, okay?" Sukkede Louis med et smil. Tvillingerne nikkede ivrigt og gav ham begge et kys på kinden, inden de stak af.

"Hvor er mor?" Spurgte Louis, da han gik forbi Lottie og ud i køkkenet, hvor han åbnede køleskabet.

"Hun er til møde, så hun efterlod mig med tvillingerne, men nu hvor du er her..." Louis lukkede køleskabet og gloede på Lottie, der stod med et sigende blik og med et smørret smil på læben.

"No way."

"Come on! Please Lou? Be be?" Bad hun.

"Aldrig i en million år," sagde Louis og rystede bestemt på hovedet.

"Så skylder jeg dig virkelig én! Please?" Hun foldede sine hænder og så på ham med sine i forvejen store øjne.

"Så skylder du mig en virkelig stor én," rettede Louis og gav efter, så Lottie omfavnede ham straks og slog alt luft ud af ham.

"Tusind tak, Louis! Du er min yndlings bror, det ved du godt, ikke?"

"Jeg er din eneste bror, tosse," lo Louis og slog hende legende på armen, så hun grinede.

Lottie ringede straks til nogle veninder, og de aftalte, de skulle mødes i centeret eller sådan noget, Louis hørte ikke rigtig efter. Fizzy, hans anden søster, var henne ved en veninde, så det var kun Louis og tvillingerne, da Lottie var gået.

Louis overvejede at skrive til Zayn eller Calum, om de ville komme over, men så kom han i tanke om, Calum skulle til et eller andet med sin familie; det var en eller anden optræden med Mali Koa, Calums søster. Hun tog det musik, hun rendte rundt og lavede ret seriøst, og familien var altid med som moral støtte. Han skrev til Zayn, men det viste sig, han var sammen med sin kæreste, Perrie, så det var heller ikke en mulighed.

"Louuuiiiiis!" Kaldte Phoebe - eller var det Daisy? Man skulle tro at efter 8 år som deres storebror, burde han kunne kende forskel på deres stemmer, men han kom stadig i tvivl engang imellem.

"Hvaaaaaad?" Kaldte Louis ligeså irriterende tilbage og gik ind i stuen, hvor han fandt sine to storsmilende lillesøstre på sofaen sidde pænt og artigt. Oh no, hvad vil de nu?

"Vi vil ha' is!" Forlangte Daisy, mens Phoebe nikkede, så hendes hoved var ved at falde af, og hendes lyse hår fløj omkring skuldrene på hende.

"Nixen bixen piger, klokken er fire om eftermiddagen, I skal ikke ha' is nu," fastslog Louis og var overrasket over, hvor stålsat han lød. Det stoppede dog ikke pigerne fra at plage:

"Jo Lou! Kom nu, kom nu, kom nu!" Tiggede de og var næsten nede på knæ. Hvad skete der lige for irriterende, bedende søstre i dag?

De løb hen til ham og tog i hvert deres ben, og inden Louis fik set sig om, havde han to 8 årige piger klamrende til hans ankler. Louis sukkede.

"Okay, men I siger ikke noget til mor, og så vil jeg ikke høre én eneste lyd mere, ok?" Pigerne strammede grebet i en omfavnelse, og Louis kunne ikke lade være med at grine af synet.

Da de gav slip, guidede Louis dem hen i sofaen, hvor han satte en DVD på, som de kunne se, mens han var ude for at hente is.

"Og nu opfører I jer pænt og ødelægger ikke noget, mens jeg er væk." Pigerne nikkede og rettede så deres opmærksomhed mod TV'et. Så tog Louis sin jakke og gik ud af døren.

Han kunne ikke tage ned i den butik, hvor han og Zayn havde været dagen før, så han måtte finde en anden. Skønt. Den nærmeste forretning lå langt væk. Lige nu ville det være fantastisk at have sin motorcykel, tænkte han.

På grund af Louis dårlige karakterer i stort set alle fag, så havde hans mor konfiskeret hans elskede motorcykel, som en form for straf for ikke at klare sig bedre i skolen.

Louis var egentlig klog nok, og han havde været en af de mere flittige elever førhen, men så blev han viklet ind i det sociale spil, hvor hovedreglen var "spis eller bliv spist", og så kunne han ligesom ikke gå rundt og være en nørdet bogorm, vel?

Så han havde opgivet at følge med i skolen, begyndte at pjække og lavede sjældent sine lektier. Til gengæld fik han stor respekt på skolen, han fik sit eget "gang" bestående af Zayn, Calum, Andy, Conor og Josh, plus en af skolens mest eftertragtede piger, Eleanor, som sin kæreste.

Det var en okay god ordning, havde Louis syntes, indtil hans mor tog hans motorcykel, den del var han ikke særlig begejstret over, men når man først var begyndt på at lave absolut ingenting i skolen, var det svært at begynde igen.

Det gik op for Louis, at han bare stod midt i indkørselen og stirrede ud i luften. Han rystede kort på hovedet, inden han drejede til højre og traskede af sted hen ad fortovet, men han havde ikke taget mange skridt, før han igen gled ind i sine tanker.

Han tænkte på det, der skete tideligere i dag. Hvorfor havde han sagt ja til det forbandede vædemål? Havde han virkelig ikke engang nosser nok til at modsige sin bedste ven? Betød hans image virkelig meget, at han ville udgive sig for at være homoseksuel?

Det var fuldstændig latterligt.

At skulle være homoseksuel var egentlig ikke noget stort problem. Da Louis gik på sin gamle skole, havde han i en periode en kæreste, der var en fyr. Stan Lucas hed han.

Okay, kærester var de måske ikke helt, men ham og Stan havde været barndomsvenner ligeså længe, Louis kunne huske, og en aften havde Stan kysset ham, og siden havde de været et eller andet, og Louis havde da nydt det, mens det varede.

De havde aldrig gjort det, selvom Stan havde prøvet at overtale Louis flere gange, så havde han aldrig haft lyst til det - forståeligt nok.

De havde "datet" i et par måneder, men så flyttede Stan til London, var det vist, og uden Stan, var det en hel del sværere at klare sig, når man var lidt af en nørd og samtidig havde været "i et forhold" - det var sådan alle andre så det - med en af samme køn, så Louis overbeviste sin mor om at blive flyttet til Hall Cross, hvor han også gik et år om for at være sikker på, han ikke blev genkendt.

Louis havde aldrig nævnt overfor nogen, at han var gået et år om. Ikke engang Zayn eller Calum vidste det, og det skulle helst forblive sådan. Den del af hans liv var fortid; fortid der skulle glemmes og aldrig blive bragt op igen. Men nu hvor Louis havde indvilget i at være bøsse for en uge - meget groft sagt - så kunne det godt gå hen og blive anspændt.

Louis havde ikke været sammen med en fyr på den måde eller haft sådanne følelser siden Stan, og han ville helst, det forblev sådan. Han anede dog ikke, hvordan hans krop ville reagere, hvis han skulle se sådan på en af sit eget køn igen.

Hvad hvis han faldt igennem?

Hvad tænkte han overhovedet på? Han var da overhovedet ikke homoseksuel. Han var ung, han var forvirret, han var i puberteten, der fuckede alting op i hovedet på ham, og han havde været nysgerrig. Det med Stan betød ingenting. Det var han helt sikker på.

"Mr, er du okay?" Lød en stemme og fik Louis til at glemme sine tanker og fokusere på kvinden foran ham.

Han havde ikke registreret, at han allerede var nået frem til butikken, og han havde stået foran butiksdørene i et godt stykke tid nu.

"Uhm.. Nej, jeg har det fint, tak," fik han sagt og var tæt på at snuble over sine egne ord, mens de forlod hans mund.

Kvinden smilede halvhjertet til ham, inden hun gik ind ad dørene til butikken og efterlod Louis udenfor.

Louis gav sig selv en mental lussing, inden han skubbede døren op og trådte indenfor. Over ham ringede klokken, og bag kassen så en mand på omkring de 40+ op på ham. Louis sendte ham et stift nik, inden han begav sig rundt i butikken for at finde det, han ledte efter. Han var midt i at gennemsøge sin hjerne for, hvad det egentlig var, han kom for at købe, da han fik øje på en velkendt krøltop stå henne ved en af hylderne. Han havde ryggen til, og Louis skulle lige til at vendte sig for at gå, da den anden snurrede rundt og fik øje på ham.

Fuck. Nu havde han set ham, så nu var der igen vej tilbage end at snakke med ham, alt andet ville være uforskammet.

Og stik modsat det, det åndsvage vædemål gik ud på.

Det var en oplagt mulig for Louis til at snakke med Harry, uden Zayn og de andre stod og åndede ham i nakken, så Louis tog mod til sig og placerede et skævt smil på læberne, inden han begav sig i retning af drengen, der stod og gloede panikslagen på ham.

 

ϟ


 

Harry lod blikket scanne hylderne foran sig. Flåede tomater, flåede tomater... Dér. Han tog dåsen og mærkede dens velkendte, cylinder form i sin hånd. Så drejede han rundt og fik straks øje på ham.

Han stod henne ved en af kølediskene med blikket rettet mod Harry. Var det panik, Harry så i hans blik? Harry nåede ikke at fastslå det, inden personen placerede et smil om læberne og begyndte at gå i hans retning.

Fuck.

"Hey," hilste Louis misundelsesværdigende roligt, da han kom hen til Harry.

"Hey," peb Harry, men hostede så og gentog det mere tydeligt, mens en lyserød farve blussede op i hans kinder, som han håbede, Louis ikke lod mærke til. At dømme ud fra det skæve smil, der spillede på hans læber, så havde han desværre.

Damn.

"Tomater, huh?" Spurgte Louis efter en akavet tavshed.

"Oh, øhm, ja..." Mumlede Harry og skævede til dåsen med flåede tomater, han stod med i hånden. "Min mor har det ikke så godt, så jeg laver aftensmad," løj han uden problemer. Lige præcist det emne var han vant til at lyve om, han gjorde det så tit, at det lå ham nærmest helt naturligt.

"Oh, det er jeg ked af... Det med din mor altså. Så kan du godt li' at lave mad?" Spurgte Louis og fik Harry til at bande indvendigt over den samtale, der nu var ved at blive stavlet på benene, som han desværre var med i.

"Naah, nogen gange - når jeg ikke bliver tvunget til det," fortalte Harry oprigtigt og modtog et hæst grin fra Louis.

Den latter...

Harry rystede mentalt på hovedet og fokuserede på Louis ansigt i stedet for sine vildledende tanker, han bestemt ikke burde have.

De øjne...

Tag dig sammen, Harry!

"Kan du li' at lave mad?" Spurgte Harry så og så Louis' øjne flakke lidt rundt, inden han kom med sit svar:

"Altså... Nej. Overhovedet ikke faktisk," sagde han og fik denne gang Harry til at grine, men han tog sig hurtigt i det og tav. Louis betragtede ham bare med et tænktsomt ansigtsudtryk og et lille smil på læberne.

"Men hvad skal du så ha'?" Spurgte Harry efter lidt tid, og Louis var vist ikke helt opmærksom, han kom i hvert fald med et "huh?" som en hentydning til, Harry skulle gentage, så det gjorde han.

"Nårh, øh. Jeg skal faktisk købe is til mine lillesøstre, men det vil højst sandsynligt smelte, inden jeg kommer hjem, nu jeg tænker over det," gik det op for Louis, og han kløede sig dumt i nakken, så Harry endnu engang brød ud i en hæs latter, men han stoppede ikke sig selv denne gang.

Louis så undrende på ham. "Hvad griner du af?"

Harry rystede på hovedet, så krøllerne blafrede en smule. "Ikke noget. Det skulle du måske bare ha' tænkt på, inden du gik," forklarede han, og Louis sendte ham et 'du er latterlig'-smil, og Harry bed sig i kinden for ikke at smile tilbage.

"Det er jeg nu glad for, jeg ikke gjorde," sammentyggede Louis efter nogle sekunder med blikket fraværende rettet mod et sted skråt bagved Harry. Han vendte blikket mod Harry, der allerede så forvirret på ham som tegn til, han skulle uddybe.

"Så havde jeg ikke mødt dig," erklærede Louis, og Harry måtte slå blikket ned, så Louis ikke ville se den røde farve, der irriterende nok bredte sig Harrys kinder, men det var nok muligt, han nåede at se en snært af det.

Be cool, tænkte Harry og gav sig selv en mental lussing for sin egen, tøsede opførsel. Hvad fanden var der galt med ham?

"Nå, men... Jeg må nok hellere se at komme videre..." Tøvede Harry og pegede bagud med tommelfingeren for at understrege.

"Oh, okay. Vi ses i morgen, Curly," sagde Louis og så et nanosekund lidt skuffet ud, bemærkede Harry, men så forsvandt det og blev erstattet af et smil.

Curly. Han kaldte ham Curly. Harry måtte bide sig i tungen for ikke at skrige. I stedet placerede han et smil på læben og nikkede kort til Louis, inden han langsomt vendte sig og gik mod kassen. Han kunne mærke Louis' øjne hvile på sig, mens han betalte for de flåede tomater og skyndte sig at forhale ud af butikken.

Han kom ud fra butikken og blev mødt af den lune forårsluft.

Glæde, nervøsitet, irritation var nogle af de følelser, der bredte sig i Harrys krop. Glæde fordi Louis havde sagt, han var glad for at se ham. Nervøsitet fordi uønskede fornemmelser kildede i hans mave, og han helt hundrede ikke ville få det nemmere med at skjule sin hemmelighed. Og irritation over den måde han rødmede hele tiden som en anden forelsket skolepige, der lige havde talt med sin crush for første gang.

Hvad var det ved Louis Tomlinson, der var så specielt? Så fantastisk beroligende, men samtidig spændende, at hans krop reagerede, som den gjorde? Ét blik fra Louis, og hans hjerterytme speedede op til hundrede kilometer i sekundet.

Hvordan var det muligt?

Han kunne umuligt holde sin hemmelighed hemmelig, hvis han blev involveret i Louis, det havde det lige før lige bekræftet ret så tydeligt, så hvad skulle han gøre?

Harry var snot forvirret. Alting fór sløret forbi næsen på ham, som en film man ikke rigtig var opmærksom på, og før han vidste af det, befandt han sig ved bordet med en tallerken spaghetti med kødsovs foran sig.

Overfor ham sad Ashton, Luke og Michael, Paul og Falken sad i hver deres bordende, og Harry sad med Liam på sin venstre, Leigh Anne på sin højre og Jesy ved siden af hende.

De var alle sammen i gang med hver deres forskellige samtaler de forskellige rundt om bordet, og Harry havde bare siddet og stirret tomt på sin tallerken uden at have rørt sin mad.

"Er du okay? Du er meget fraværende?" Harry så til siden, og hans blik mødte en bekymret Liam, der havde stillet ham spørgsmålet.

Harry nikkede forsigtigt. "Øh, ja. Jeg har det fint," løj han. Han havde det langt fra fint. Han havde det elendigt. Alt det med Louis...

Louis...

"Hvad smiler du over?" Spurgte Leigh Anne i en hvisken. Hun smilede på sin sædvanlige smørrede måde, så Harry rullede med øjnene og vendte blikket væk fra hende og prøvede i stedet at komme ind i den diskussion Luke, Ashton og Liam havde gang i.

Det var noget om fodbold, som Harry overhovedet ikke interesserede sig for - han kendte godt til spillets regler, men da han ikke havde fundet sig selv særlig god til det og i stedet havde gjort sig selv til grin i form af adskillige bolde i hovedet, havde han stort set droppet konceptet - så han spurgte i stedet Paul, om han måtte gå fra, og da Paul nikkede, rejste han sig og skrabede sin urørte aftensmad ned i skraldespanden, inden han puttede sin tallerken i opvaskeren og gik op på sit værelse, hvor han lukkede døren.

Han fandt sin labtop frem under sengen, hvor han gemte den for vise personer - Leigh Anne - og lokkede en sjælden gang på Facebook.

Den eneste grund til han havde Facebook, var fordi Leigh engang havde "lånt" hans computer og lavet ham en profil, uden han vidste det. Det var også grunden til, han gemte sin computer, så han ikke lige pludselig ud af det blå også havde en Twitter konto, som Leigh højst sandsynligt ville stå bag.

Han havde alligevel beholdt sin Facebook, bare så han ikke gik glip af noget. Det gjorde han nu alligevel, da han aldrig brugte den; han var kun venner med Liam, Luke, Ashton, Michael, Leigh Anne og Jesy, og så havde han engang været venner med et par fra sin gamle skole, men de havde enten slettet ham som ven, da hans hemmelig kom ud og havde bredt sig ud over hele skolen hurtigere end pesten, eller også da han flyttede.

Uden at tænke over det, gik han op i søgefeltet og tastede 'Louis Tomlinson' efterfulgt af enter, og frem poppede en profil, der ganske rigtigt tilhørte Louis at dømme ud fra profilbilledet.

Det var Louis, der stod lænet op ad en mur med en tændt cigaret i munden. Han var iført en sort tanktop, så man tydeligt kunne se tatoveringerne, der dækkede det meste af hans arme og overkrop. Normalt kunne Harry ikke lide tatoveringer - han havde egentlig ikke noget imod dem, det var bare den forpligtigelse man skrev sig selv på, når man dækkede sin krop med permanente tegn og billeder, han fandt lettere frastødende - men Louis' tatoveringer var... Anderledes. Det var ligesom en billedbog, der fortalte en historie, og Harry var... Fascineret.

Louis så godt ud, det var ikke svært at se, og det var heller ikke svært at se, at han udmærket var klar over det. Den måde han stod lænet op af de mørke mursten... Han var... Sexet.

Han kunne sikkert blive en udmærket model, tænkte Harry. Hvis det bare ikke var for tatoveringerne, det var nok for specielt til sådan noget.

Harry tog sig i at studere Louis' iøjnefaldende muskler og videre ned til six packen, men lige kunne skimte under den lidt stramme tanktop.

Hvad havde han gang i? Var det ikke meningen, han skulle holde afstand til Louis og ikke stalke ham på sociale medier?

Han klikkede lidt videre, til han kom til en opslag, en pige ved navn Eleanor havde skrevet med et billede af hende og Louis: "Seks måneder med min baby! Elsker dig Louis Tomlinson!<3 xx" Hvortil Louis havde svaret: "Elsker også dig, babe x" Billedet var Louis, der holdt om Eleanor, mens de begge to kikkede ind i kameraet.

Harry genkendte Eleanor som pigen, der havde kysset med Louis i kantinen dagen før, og selvom Harry aldrig ville indrømme det, så var det som om, hjertet sank i brystet på ham.

Louis havde en kæreste.

Det burde han have sagt sig selv; med Louis' gode udseende og muskuløse krop, måtte pigerne stå i kø for at være kæreste med ham. Alligevel kunne Harry ikke lade være med at føle sig lidt irriteret på hende Eleanor, men så tog han sig selv i at være jaloux, hvilket han slet ikke var i en position til at være, så han rystede følelsen af sig, loggede af Facebook og klappede låget ned på sin pc.

I mellemtiden var klokken gået hen og blevet ret mange, så han blev enig med sig selv om at gå i seng, inden Falken kom og hvæsede af ham, så han begyndte at afklæde sig, til han kun var i sine boxers og kravlede så i seng.

Han sov altid sådan. Han følte sig altid mere... Hvad kunne man sige? Fri? Han hadede i hvert fald følelsen af for meget tøj om sin krop, når han skulle sove, det gav ham en underlig klaustrofobisk fornemmelse over alt i kroppen. Desuden var det også ret varmt, og med dynen halvt over sig faldt han da også ret hurtigt i en dyb søvn.

 

ϟ

 

Tjek castlisten/like/kommenter/favorit/whatever I'm a happy unicorn!

Tak fordi I læser med :)

XxEm


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...