The Bad and the Innocent ϟ Larry Stylinson AU *STOPPET*

Louis Tomlinson - bare hans navn får jorden til at skælve på Hall Cross Schools gange. Han ryger, får dårlige karakterer, har tatoveringer og pieringer over alt på kroppen, kører motorcykel og er blandet ind i nogle små kriminelle ting. Han har fået tildelt stor respekt blandt sine medelever, men faktisk er de allesammen bange for ham. En dag starter den stille dreng, Harry Styles, på skolen. Harry har ar på sjælen og er rigtig dårlig til at komme i kontakt med andre, så han holder sig mest for sig selv, men det bliver svært, da Louis pludselig finder en vis interesse i drengen. Uventede følelser sprudler frem, og de to drenge er pludselig kommet helt i tvivl om, hvem de egentlig er. Følg jagten om kærlighed og om at finde sig selv, når hele verden samtidig er efter én for at være anderledes og skille sig ud i mængden.

130Likes
233Kommentarer
9010Visninger
AA

4. Kapitel 2



 

"Hey mate, her ovre!" Harry fik straks øje på Niall, der stod op i bussen og nærmest hoppede op og ned med armene i vejret for at få hans opmærksomhed, men med et dræbende blik fra buschaufføren, satte han sig hurtigt ned igen med en lille mængde flovhed malet i ansigtet.

"Hvad så, er du klar på din anden dag på Hell Cross?" Spurgte Niall med et forventningsfuldt smil, da Harry satte sig på sædet ved siden af ham.

"Så klar som jeg kan blive," mumlede Harry som svar. Dagen i går havde ikke været så slem, som han havde troet, men han var stadig ved at skide i bukserne af nervøsitet, da han stod foran spejlet og gjorde sig klar tideligere på morgenen.

Harry så nærmere på Niall. Han var iført en hvid T-shirt med V-udskæring og navy blå skinny jeans, der sad godt på hans smalle hofter.

Det gik op for Harry, han nok studerede Niall lidt for grundigt og tog hurtigt øjnene til sig og så ud af vinduet. Lidt efter så han igen på Niall, der ikke lod at have lagt mærke til noget.

Så stoppede bussen, dørene svang op, og ind trådte ham fyren fra matematik. Harry havde indtil nu ikke kigget nærmere på hans udseende, men nu havde han chancen. Harry lod øjnene glide ned over de bare arme dækket med tatoveringer, og han kunne se en piercing i underlæben og en anden i højre øre.

Harry kom til at tænke på noget, en af pigerne på hans gamle skole - en af de piger, der gad nedværdige sig selv nok til at blive set med ham - havde sagt om fyre med hul i højre øre. Hvordan var det nu?

Jo, hvis man havde hul i højre øre, så var det fordi, man var homoseksuel.

Harry spekulerede over, om det var tilfældet med fyren, eller om det bare var uvidenhed fra hans side, da han fik den lavet.

Harry blev enig med sig selv om, det måtte være det sidste. Desuden var det de færreste, der gik op i den slags mere.

"Vent lidt, Tommo!" Råbte nogen bag ham, og Tomlinson - han måtte snart finde ud af, hvad han hed, det virkede underligt at omtale ham ved efternavn - stoppede op og vendte blikket mod busdøren, hvor en af dem, Harry havde set ham med i går, kom ind.

Harry så nærmere på den nyankommende. Han havde olivenbrun hud, spinkel kropsbygning, men muskuløs holdning - Harry var sikker på, han sagtens kunne slå et par fodboldspillere i gulvet med den ene hånd bundet på ryggen.

Harrys blik søgte op til hans ansigt. Han havde et virkelig harmonisk ansigt, som var det skåret med en linial; helt lige kindben og en perfekt næse og hage, Harry kun kunne misunde. Han havde en anelse skægstubbe, men ikke for meget, og så havde han nogle drænende, chokolade farvede øjne. Hans hår var forholdsvist mørkt og sat perfekt i en lidt strittende quif. Så havde han en vis barskhed i blikket, der fik Harry til at synke en klump i halsen.

Han var iført sorte skinny jeans, en hvid T-shirt, der lige var gennemsigtig nok til, man kunne skimte et par tatoveringer på hans solbrune hud, og en brun læderjakke, der sad perfekt på hans smalle skuldre.

"Hvad glor du på?" Brummede han hæst, da han gik forbi Harry, der hurtigt så væk.

"Øh, ingenting," peb Harry og åndede lettet op, da han var gået forbi ham.

"Det er Zayn, Zayn Malik. Ham skal du holde dig fra, han er syg i hovedet. Jeg har hørt, han brækkede armen på en freshman bare fordi, han snittede ham på gangen," fortalte Niall vagtsomt og skævede til Zayn, der havde sat sig ned bagerst med Tomlinson.

"Hvem er ham den anden?" Spurgte Harry lavt. Han var faktisk lidt nysgerrig.

"Det er Louis Tomlinson. Han er ikke lige så temperamentsfuld som Zayn, men ham ville jeg også holde mig fra, hvis jeg var dig; ham, Zayn og Calum Hood, som så ikke lige er der, er meget dårligt selskab. Hvis du holder dig så langt væk fra dem som muligt, så kommer du heller ikke i problemer."

Louis Tomlinson. Nu havde han da i hvert fald fået sat navn på ham. Nu var der så bare det problem, at han sad ved siden af ham i matematik.

Suk.

"Der er Calum," sagde Niall og nikkede mod busdøren, der svang op, og den anden, Harry havde set sammen med Louis, kom ind.

Han gik lige forbi dem uden at se dem, som om de var usynlige, og satte sig ned ved siden af Zayn på bagsædet. Louis sad alene, hvilket Harry undrede sig over, indtil Niall tiltog sig hans opmærksomhed:

"Calum og jeg var faktisk rimelig gode venner i de mindre klasser," sagde Niall og gloede fraværende ned på Calum."Men så blev vi ældre, Calum begyndte at ignorere mig, hvilket jeg stadig ikke forstår, og nu er vi her. Man kan vel sige, vi voksede fra hinanden for at gøre det enkelt," afsluttede han med et skuldertræk og vendte sig opmærksomhed mod Harry, der stadig sad og betragtede Louis på afstand uden rigtig at høre efter.

"Dude, det ligner næsten, du vil spise ham," kommenterede Niall med en undrende grimasse. "Her, lån mit ærme til at tørre dit savl af i," jokede han. Harry mærkede, han var ved at rødme, men det ville bare gøre det hele meget værre, så han valgte at spille med på den.

"Okay, tak som byder." Han rakte ud efter Nialls hånd, man han trak den straks til sig, og Harry begyndte at grine.

"Ha. Ha." Mumlede Niall ironisk og rullede med øjnene, hvilket bare fik Harry til at grine endnu mere, og Louis og de andre til at se i hans retning. Louis fangede Harrys blik, og han tav straks. Louis' gråblå øjne borede ind i hans grønne, og det var som om, alting forsvandt omkring dem et øjeblik.

En knipsen rev Harry ud af deres magtkamp med øjnene, og fik ham til at se forvirret på Niall.

"Og der er genskabt kontakt," udåndede han lettet, og Harry rakte over og slog ham drillende på armen, så han grinte.

Da han igen så på Louis, sad han og gloede ud af vinduet, mens Zayn og Calum lystigt tjattede til hinanden lige ved siden af ham.

"Hvad skal du ha' i første time?" Spurgte Niall pludselig og fik Harry til at se på ham.

"Øh..." Begyndte han dumt. "Biologi, tror jeg."

"Ditto," kommenterede Niall med et smil.

Kort efter stoppede bussen foran skolen, og alle fór ud af bussen - også Niall og Harry, der efter et hurtigt stop ved deres skabe satte kursen mod biologi.

 

 

ϟ

 

"Men jeg kan se, vi i alt skal ha' spansk, biologi, idræt, samfundsfag og historie sammen," sagde Niall, da de senere sad i historie, og det egentlig var meningen, de skulle svare på nogle kedelige spørgsmål om borgerkrigen i Irland 1922, som Niall ellers fandt temmelig interessant, eftersom han jo var irer.

"Det er heller ikke helt skidt," konstaterede han og rakte Harry hans skema, som han havde siddet og kikket på.

"Kan du godt li' drama?" Spurgte Niall lidt efter, og Harry sendte ham en undrende grimasse.

"Hvorfor skulle jeg dog det?"

"Det står på dit skema. Du har valgt drama som valgfag fredag." Han pegede på Harrys skema, og ganske rigtig stod der 'Drama' de to sidste timer om fredagen.

"Jamen jeg valgte musik?" Fastslog Harry forvirret og dobbelttjekkede skemaet efter, om han nu havde set rigtigt.

Niall trak på skuldrene. "Så har de nok lavet en fejl. Det er ellers ærgerligt, så skulle vi ha' haft musik sammen," sagde han.

"Jamen jeg er ikke god til drama! Jeg har sceneskræk!" Udbrød Harry fortvivlet, og Niall lagde en beroligende hånd på hans skulder.

"Don't worry, vi smutter bare forbi kontoret efter skole - eller endnu bedre i pausen og fortæller dem, der er sket en fejl. No biggie," sagde Niall roligt, og Harry nikkede.

"Historie, drenge, ikke snakke," påmindede Mr Cleveland, der lige kom forbi, og de vendte straks tilbage til borgerkrigen i Irland.

De nåede dog ikke ret meget længere, før det ringede ud. Harry var hurtig til at smide sine ting i tasken og forsvinde ud af klasselokalet med Niall halsende efter sig.

"Vent lidt!" Råbte han efter Harry, der var på vej ned af gangen i en god, høj fart. Han havde ikke i sinde at vente på Niall, han skulle bare ned på kontoret hurtigst muligt.

"Hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte en kvinde i fyrrerne, der sad bag disken nede på kontoret, da Harry kom ind. Niall nåede endelig frem og kom en smule forpustet op på siden af Harry.

"I har lavet en fejl, jeg har valgt musik, men her står der drama," sagde Harry og rakte hende sit skema, mens han pegede på fredagens fag.

"To sekunder, så tjekker jeg lige med systemet." Hun vendte opmærksomheden mod sin computerskærm, der stod foran hende. Harry så nervøst på Niall, der sendte et forsigtigt smil tilbage.

"Ja," sagde hun, og Harry var hurtig til at se på hende. "Jeg kan se her, at du er skrevet op til at skulle ha' drama, men jeg kan lige se, om vi kan flytte dig over til musikholdet." Hun tastede lidt igen. Harry syntes, det gik alt for langsomt, selvom det kun tog få sekunder.

"Det kan desværre ikke lade sig gøre, det er jeg ked af. Kunst er heller ikke muligt, men design er stadig åbent?" Sagde hun og lavede det om til et spørgsmål, mens hun så op på Harry, der sukkede opgivende.

Design? Var det ikke et tøsefag?

"Jeg tager bare drama så," udåndede han, og kvinden smilte undskyldende til ham, men der var vel bare ikke noget at gøre ved det.

"Det er jeg ked af, mate," sagde Niall, da de kom ud fra kontoret.

"Det ok," mumlede han, selvom det var alt andet end ok. Han var så fandens genert omkring andre mennesker, hvordan ville det så ikke gå, når det var foran et helt publikum? Han måtte vel bare holde sig i baggrunden.

De gik sammen ned i kantinen, hvor Niall straks satte kursen mod et bemandet bord midt inde i salen.

"Hey, lads!" Hilste Niall storsmilende og slog sig ned ved bordet ved siden af en fyr med komplet ginger hår.

"Hay, Nialler. Hvem er din ven?" Sagde en brunhåret pige og sendte Niall et kæmpe smil, inden hun så på Harry.

Harry svor, han så Niall rødme en smule, da pigen udtalte hans kælenavn, men han kommenterede det ikke for ham.

"Det er Harry. Harry, det er Ed, Olly, Demi og Cher," beskrev Niall og pegede på hver af personerne, der sad om bordet.

"Rart at møde dig, Harry," sagde pigen, der hed Demi. Intet under, Niall var lidt genert omkring hende; hun var virkelig pæn. Hendes brune hår bølgede ned over hendes skuldre, hun havde hazelbrune øjne og et blændende smil, der kunne gøre en halvmåde misundelig, og så havde hun meget lidt makeup på, så hun lod sin naturlige skønhed skinne igennem, og det kørte udmærket for hende.

"Ditto," mumlede Harry lavt, så Demi kun lige kunne høre det.

"Sæt dig ned, mate," insisterede Olly og pegede på pladsen mellem Niall og den anden pige, Cher. Hun havde brunt hår, der var en tand lysere end Demis og med sidecut. Så havde hun chokoladebrune øjne, der var omringet af lange, sorte øjenvipper, og hun havde til forskel fra Demi meget makeup på, men det passede til hendes udstråling; funky og hemmelighedsfuld, hvor Demi var åben og naturlig.

Harry nikkede stumt og satte sig.

De andre begyndte lystigt at snakke. Harry hørte ikke rigtigt efter, han sad og betragtede sine nye bekendte.

Olly havde en utrolig glad udstråling; man kunne næsten ikke lade være med at smile bare ved at kikke på ham. Han havde isblå øjne, lysebrunt, kort hår, og så  var der det et brede smil, der smittede alt og alle. Han virkede meget udadvendt og som en, der havde mange venner, han snakkede med på må og få. Han var iført beigefarvede bukser, en hvid trøje med knapper og så røde seler. Lidt old school til én på hans alder, men det passede overraskende godt til ham.

Ed havde helt orangerødt hår, der sad pjusket ud til alle sider, som om det aldrig havde haft kontakt til en børste eller en kam. Han var utroligt bleg, som rødhårede ofte var, og havde mørkeblå øjne, der stilfuldt machede hans mørkeblå hættetrøje, og ellers var han iført mørke jeans. Hans sad stille og fulgte med i de andres samtale uden selv at sige så meget, lod Harry mærke til. Han var nok en mere stille, observerende type, der mere holdt af at lytte end at snakke.

Harry opgav at prøve at komme ind i de andres samtale og gav sig i stedet til at kikke ud over bordene, til hans blik fangede et par gråblå øjne i den anden ende af salen.

Louis sendte ham et stort smil, Harry tøvende og næsten usynligt gengældte, inden han så væk. Lidt efter kikkede han igen, og igen lykkedes det ham at fange Louis' blik. Det blev til en intens stirreren på tværs af kantinen, ingen af dem så ud til at ville bryde, men så mærkede Harry, at Niall prikke til ham.

"Hvad?" Vrissede Harry, selvom det overhovedet ikke var meningen, men Niall så ikke ud til at have bidt mærke i det.

"Vil du ikke med op? Jeg er sulten." Han så længselsfuldt op mod stedet, man fik udleveret mad og betalte for det.

Harry var egentlig ikke sulten selv, men med de lange blikke, Niall sendte mod disken, indvilligede han alligevel og rejste sig for at gå der over med Niall. Han gad dog ikke stå i kø, så han stillede sig op ad væggen lidt væk, hvor han forhåbentlig kunne stå ubemærket i fred, mens Niall gik hen i køen med et sultent blik.

 

ϟ

 


 

Louis sad sammen med Zayn, Calum, Conor, Andy og Josh i kantinen. Andy, Josh og Conor sad og havde deres egen lille, individuelle samtale, mens Louis, Zayn og Calum sad i stilhed og så ud over bordene, som løver der betragtede deres territorium.

Da de havde siddet lidt, fik Louis øje på et velkendt ansigt komme ind ad døren til kantinen. Harry gik med en lyshåret dreng ved sin side, og de snakkede om et eller andet, Louis ikke kunne høre, da de var uden for hans hørevide.

De satte sig ved et bord inde midt i kantinen, hvor der allerede sad nogle andre, Louis ikke kunne huske navnene på, men han havde set dem før.

Harry så op og fik øjenkontakt med Louis, der straks sendte ham et smil. Harry tøvede, men besvarede så hans smil med et forsigtigt træk i mundvigen, inden han vendte blikket væk og så på den blonde.

"What's up med dig og curlyboy?" Spurgte Zayn pludselig og rev Louis ud af sine tanker. Han så på Zayn.

"Hvad mener du?" Spurgte han oprigtigt undrende. Zayn kastede et blik på Harry, inden han så tilbage på Louis og svarede:

"Jeg mener det, jeg siger: hvad sker der for dig og… Harry? Er det ikke det, han hedder?" Louis nikkede fraværende med blikket rettet mod Harry, til han så på Zayn, der ventede på hans svar.

"Ikke noget. Vi har bare et par timer sammen," udmeldte Louis, og det var vel dybest set også rigtigt.

"Man skulle tro, du havde et chrush på ham eller noget," jokede Zayn, og Calum slog en latter op.

"ja, det ville du ku' li', hva'?" mumlede Louis så og rystede smilende på hovedet.

"Jeg giver dig 20 pund, hvis du kan få krøltoppen der til at falde for dig," udfordrede Zayn. Det lød på Louis som en joke, men Zayns blik viste noget andet.

"Du er skør," kommenterede Louis og så på Harry igen. Han sad helt stille og så ud af vinduet, mens de andre snakkede lystigt.

"Det er meget muligt, men ikke desto mindre, så mener jeg det. Hvis du kan få Harry til at falde på knæ for dig, så får du 20 pund." Andy, Josh og Conor blev pludselig stille, og Louis var med ét blevet samtalens midtpunkt med alles blikke rettet mod sig.

Louis så hen på Harry igen, der pludselig så op og fangede hans blik. Louis' gråblå øjne stirrede ind i Harrys grønne. Det var som om, alt omkring dem forsvandt, og der var kun de to - det var det samme, der var sket i bussen tideligere, og Louis vidste ikke helt, om han brød sig om det eller ej.

Så knipsede nogen foran Louis, og han vendte hovedet for at møde Zayns blik.

"Så hvad siger du?"

Hvad var der her? En eller anden dum leg? Hvad var det næste? Flaskehalsen peger på?

"Jeg siger, du er fra forstanden, mate," smålo Louis og så hen på Harry igen, men han sad ikke ved bordet længere, og Louis kunne umildbart ikke se, hvor han var gået hen.

"Okay. Jeg forhøjer med 30, så 50 pund, og han skal være head over heals," sagde Zayn alvorligt, men havde samtidig et skævt smil spillende på læben.

Der var blevet helt stille ved bordet. Alles øjne var rettet mod Louis, og han havde sjældent følt sig så utilpas.

"No way, jeg er ikke homo, og desuden har jeg El," pointerede Louis og flyttede på sig, da han følte sig dårligt tilpas i centrum - noget han ellers ikke havde noget imod, men i dette tilfælde havde han mest lyst til at krympe til musestørrelse og forsvinde væk i et hul.

"Sig til hende, du vil holde en pause eller noget. Pigen er sindssyg med dig, hun vil komme over det. Og du behøver jo ikke være homo, du kan bare lade som om," sagde Zayn, mens hans smil blev større. "Men du tror måske ikke, du kan? Eller tør du ikke?"

"Måske er han bange for, han er skabshomo," klukkede Andy, og Conor, Josh og Calum lo sammen med ham.

"Så behøver han ikke lade som om, og så er det meget nemmere," tilføjede Calum efterfulgt af mere latter.

Hvad skulle han gøre? Hvis han ville beholde sin status, var han nød til at sige ja, det var den eneste udvej, ellers troede de bare, han ikke turde - hvilket han selvfølgelig gjorde.

"Okay, 100 pund, og så skal du også kysse ham - og det er med tunge," sagde Zayn, hvilket fik Louis til at rulle med øjnene, og Andy, Conor, Josh og Calum til at grine endnu mere, så folk omkring dem begyndte at smugkigge, men med ét blik fra Louis, så de hurtigt væk igen.

"Du bluffer," fnøs Louis, men Zayn forblev alvorlig. Louis vidste ikke, hvor Zayn ville få så mange penge fra, men han havde vel sine metoder - lovlige eller ulovlige.

"Alright then. Men du må hellere ha' dine - eller rettere sagt mine - penge klar, for det er hurtigt ordnet," sagde Louis med en falsk selvsikkerhed.

Vent. Hvad?

"Nu får vi se," sagde Zayn roligt. Så rejste Zayn sig, og Louis sendte ham et spørgende blik.

"Hvad skal du, mate?" Kom det fra Calum, inden Louis nåede at åbne munden for at spørge om det samme.

"Hen for at gøre det lidt nemmere for Lou her," sagde Zayn med et skævt, lusket smil, Louis bestemt ikke brød sig om, og klappede Louis på skulderen, inden han vendte sig og gik. Louis fulgte Zayn med blikket, mens han gik mod den anden ende af kantinen. Han betragtede ham gå hen til Harry og sige noget til ham, han ikke kunne høre. Så tog Zayn fat i Harrys arm og trak ham over mod bordet, hvor Louis og de andre sad.

"På med masken, Lou, nu begynder skuespillet," sagde Conor lavmeldt, da Zayn med Harry tæt efter sig var få meter væk.

"Go Tommo! Go Tommo!" Hviskede Andy halvt i spøg, så de andre grinede.

"Shut it!" Hvæsede Louis lavt, inden han vendte blikket mod Harry og Zayn.

Han skubbede sin nervøsitet til side og udbrød: "Hey Harry!" I en falsk glæde, men det lykkedes ham at skjule det ret godt, og sendte Harry et kæmpe smil, Harry besvarede med et lille nik.

Louis gulbede nervøst. Hvad havde han fået rodet sig ud i?

 

ϟ

 


 

"Hey! Curly!" Harry frøs. Han genkendte stemmen med det samme, men lod som ingenting. Så mærkede han nogen prikke ham på skulderen, og han følte sig tvunget til at se på vedkommende. Han vendte blikket og stirrede lige ind i et par brune øjne, der fik en kold følelse til at glide ned af hans rygrad.

"Louis vil gerne ha', du kommer over til os," annoncerede Zayn med et skævt smil, men samtidig med en vis alvor i øjnene.

"Han må selv komme til mig, hvis han vil mig noget. Men du kan sige til ham, at jeg afslår hans tilbud, da jeg skal sidde med nogle andre," sagde Harry overrasket over, hvor selvsikker hans stemme lød - det var overhovedet ikke sådan, han følte sig. Zayns smil blev bare større.

"Det var såmænd ikke et tilbud, det var en ordre." Og med det tog han fat i Harrys arm og hev ham med sig hen mod bordet, hvor Louis og nogle andre, Harry ikke kendte, sad og snakkede lavmeldt med hinanden.

"Hey Harry!" Udbrød Louis glad, da han fik øje på ham. Harry nikkede stift som svar.

"Kom og sæt dig," beordrede Louis blidt og klappede på den tomme plads ved siden af sig.

Harry rullede med øjnene. "Har jeg noget valg?" Mumlede han lavt for sig selv, så ingen andre hørte det.

Han satte sig ved siden af Louis, da han var den eneste, han sådan nogenlunde kendte - han vidste, hvad han hed i hvert fald.

"Harry, det er Conor, Andy, Josh, Calum og så Zayn, som du lige har mødt," præsenterede Louis med et glad smil på læben. Harry så rundt på personerne, Louis lige havde peget ud.

Først var der Conor; han så rimelig almindelig ud med brunt, kort hår og klare, blå øjne. Han kiggede på Harry med et følelsesløst blik, der gav Harry kuldegysninger. Han var iført mørke jeans, en hvid T-shirt med simpelt print, sort jakke, som han underligt nok rendte rundt med indenfor, selvom det var rimelig varmt, vejret i England normalt taget i betragtning, og en mørkerød cap presset ned over det brune hår.

Andy var meget muskuløs og meget høj - næsten et hoved højere end Harry, selv når de sad ned. Han havde et barskt ansigtsudtryk, men lyste så op i et skævt smil og sendte Harry et lille vink. Han havde mørkeblå, næsten grå øjne, solbrun hud og langt hår, der var delvist lyst og delvist mørkt og mindede Harry lidt om en løvemanke. Han var iført løse, lyse jeans og en hvid T-shirt, der sad stramt på hans enorme overarme, med teksten: "I'M THE F*%&!#G BOSS".

Josh var ikke ret høj, havde brunt hår og brune øjne. Han smilte venligt til Harry og var den, der gav ham mindst kuldegysninger. Hans arme var dækket af tatoveringer, men han havde ikke tilnærmelsesvis lige så mange som Louis. Han var iført grå sweatpants og en mørkeblå T-shirt med V-udskæring.

Så var der Calum, som han havde set Louis med før. Han havde brune øjne, næsten sort hår og var brun i huden. Han var ikke af engelsk afstamning, kunne Harry se - New Sealand måske, men i hvert fald over mod Asien. Han var iført lyse jeans, en lysegrå tanktop og en sort beanie.

Så var der Zayn, som Harry havde snakket kort med før. Hans blik lå på Harry, mens han havde armen om en køn, bleg, lyshåret pige, der lige var kommet og havde sat sig ved Zayn. Det var nok hans kæreste, blev Harry enig med sig selv om.

Det gik op for Harry, at Louis havde sagt et eller andet henvendt til ham, men da han ikke havde svaret, prikkede Louis ham i siden, så han spjættede.

"Hvad så, krøltop, hvor kommer du fra i verden?" Spurgte Louis med et bredt smil på læberne. De andre vendte tilbage til deres førhenværende samtaler, der ikke involverede Zayn og den lyshårede pige, da de var gået i gang med at æde hinandens ansigt til frokost. Harry rynkede frastødt på næsen og vendte sin opmærksomhed mod Louis og hans spørgsmål, han stadig ikke havde svaret på.

"Øhh… England," mumlede han og kunne slå sig selv i hovedet for den udmeldelse. Louis lo.

"Ja det kunne jeg nu godt regne ud, men hvor i England?" Uddybede Louis.

Harry så ned på sine hænder, mens han fortalte: "Jeg er opvokset i den lille by Holmes Chapel, det er i Chesire, hvis du ved, hvor det er." Louis nikkede bekræftende, og Harry fortsatte: "Der er det her bageri, Manderville's Bakery, hvor de laver en utrolig god cheesecake, og deres teboller er heller ikke værst." Det var ikke helt rigtigt - eller det var det jo egentlig, men der var bare mere i det. Harry vidste ikke, hvorfor han sagde det, men Louis virkede underligt interesseret.

"Så må du vise mig det en dag," bestemte Louis og blinkede til Harry, der straks rødmede og så ned på sine hænder igen.

"Hvad med vi kommer ud herfra," hviskede Louis pludselig helt tæt til Harrys øre, så han måtte koncentrere sig om ikke at spjætte af overraskelse. Han så usikkert på Louis, der bare sendte ham et skævt smil.

"Øhh… Jeg må hellere komme tilbage til Niall, han undrer sig sikkert over, hvor jeg er," sagde Harry så og rejste sig. Louis' smil falmede og forsvandt, men blev så hurtigt erstattet af et nyt.

"Vi ses rundt omkring, mate," sagde Louis og blinkede til Harry for tredje gang på to minutter. Harry sendte ham et svagt smil tilbage, vendte sig og gik. Da han havde ryggen til, mærkede han en varme i kinderne og et smil komme frem på sine læber.

"Hey, der var du. Hvor blev du af?" Det var Niall, der kom op på siden af ham. Han så på Niall, usikker på hvad han skulle svare, men så ringede klokken, som hans redning.

Hvad var det, man sagde? Saved by the bell? Det passede i hvert fald meget godt til situationen.

"Nå, jeg skal ha' engelsk nu, og Ms Perkins hader folk, der kommer for sent, så jeg må smutte. Vi ses senere!" Niall forsvandt ned af gangen, og Harry fulgte ham bare med øjnene, til han var ude af hans synsfelt.

Han kom ind i lokalet, han skulle modtage undervisning i, og der var heldigvis ikke kommet så mange, så han gik bare ned bagerst i klassen, hvor han satte sin taske og slog sig ned på stolen, til timen begyndte.

 

ϟ

 

Tjek castlisten/like/kommenter/favorit/whatever I'm a happy unicorn!

Tak fordi I læser med :)

XxEm


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...