The Bad and the Innocent ϟ Larry Stylinson AU *STOPPET*

Louis Tomlinson - bare hans navn får jorden til at skælve på Hall Cross Schools gange. Han ryger, får dårlige karakterer, har tatoveringer og pieringer over alt på kroppen, kører motorcykel og er blandet ind i nogle små kriminelle ting. Han har fået tildelt stor respekt blandt sine medelever, men faktisk er de allesammen bange for ham. En dag starter den stille dreng, Harry Styles, på skolen. Harry har ar på sjælen og er rigtig dårlig til at komme i kontakt med andre, så han holder sig mest for sig selv, men det bliver svært, da Louis pludselig finder en vis interesse i drengen. Uventede følelser sprudler frem, og de to drenge er pludselig kommet helt i tvivl om, hvem de egentlig er. Følg jagten om kærlighed og om at finde sig selv, når hele verden samtidig er efter én for at være anderledes og skille sig ud i mængden.

130Likes
233Kommentarer
9018Visninger
AA

3. Kapitel 1



 

Den så da okay ud, tænkte Harry. Okay, måske var han for optimistisk. Der var ingen chance for, de ville acceptere ham, som han var. Sådan var verden bare ikke, og en helt almindelig skole i England ville ikke være en skid anderledes.

Han trak sin hue længere ned om ørene og jakken tættere omkring sig. Det øs regnede, og han stod bare ude i regnen og gloede op på den store bygning, der fra nu af skulle være hans skole.

Han lod mærke til et par af eleverne, der stod under halvtaget og røg, hviskede fnisende til hinanden, mens de skiftevis så i hans retning og på hinanden.

"Hvorfor står han bare der midt i regnen? Han er da underlig," hørte Harry en lyshåret pige hviske til sin veninde, der enigt nikkede.

"Men han er da ret lækker," sagde veninden så, så den lyshårede slog hende på armen, fordi hun havde sagt det, så at Harry kunne høre det.

Han ville egentlig ignorere det, men valgte alligevel at reagere ved at se på dem og sende dem et forsigtigt smil. Den lyshårede fnøs bare og vendte ryggen til, men veninden besvarede hans smil med et flirtende vink.

Hun skulle bare vide. Nej hun skulle ikke - det skulle ingen. Han måtte holde lav profil og opføre sig som en hver anden fyr, der ikke havde andet end sex, alkohol, fest og så lidt mere sex i hovedet - selvom han fandt det virkelig unaturligt og - hvis han skulle være helt ærlig - ret primitivt.

Veninden blinkede til Harry, men så tog den lyshårede fat i hendes hånd og hev hende med sig indenfor, efter hun smed sin smøg i græsset og overlod regnen til at slukke den.

Han tog en dyb indånding, inden han satte kursen mod indgangen, de to piger lige var forsvundet ind ad.

"Hey, se dig dog for!" Hvæsede en eller anden, da han knap var kommet ind ad døren, og væltede ham omkuld, så han havnede på det kolde stengulv. Inden han nåede at se sig om, var vedkommende allerede forsvundet ned af gangen.

Harry rejste sig, børstede sig af og så sig omkring. Folk myldrede rundt og op og ned af hinanden, for at komme frem til hvor end de nu skulle hen.

Harry havde modtaget et brev tidligere på ugen med skema, info om skolen og den slags, så han vidste sådan nogenlunde, hvor han skulle hen. Lige nu var der pause. Harry var kommet lidt senere end de andre, så han burde nok gå ned i kantinen, men i stedet drejede han om på hælen og satte kursen mod biblioteket.

 

Han gik med lydløse skridt hen til disken, hvor der sad en venligtudseende, ældre kvinde og kiggede i nogle papirer. Han rømmede sig en smule, da hun ikke havde set ham, og hun så straks så op.

"Hvad kan jeg hjælpe dig med, min ven?" Spurgte hun og skubbede sine lilla briller op i panden. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige, men så begyndte ordene alligevel at komme ud af munden på ham:

"Øhm... Jeg skal hente nogle skolebøger," fortalte han tøvende.

"Og hvad er dit navn?" Spurgte hun og smilte venligt, nok fordi hun kunne se, han var utryg ved situationen - ligesom han var ved de fleste andre situationer.

"H-Harry. Harry Styles," peb han.

"Lige et øjeblik, så skal jeg tjekke for dig," sagde hun sukkersødt, tog brillerne på og begyndte at taste løs på computertastaturet foran hende. Harry stod bare på den anden side af disken og så akavet til.

"Ja, jeg kan se, du skal ha' bøger til ellevte klasses pensum. Lige et øjeblik." Hun rejste sig og gik gennem en svingdør ud til et rum bagved. Kort efter var hun tilbage med en stak bøger i favnen.

"Værsgo," sagde hun og langede bøgerne over disken til Harry som tog imod.

"Tak," mumlede han lige højt nok til, hun kunne høre det, og forlod så biblioteket.

Harry så op på det store ur over indgangen til kantinen, der viste, at der kun var få minutter tilbage af frikvarteret. Så stak han bøgerne, han lige havde fået, ned i tasken, så den pludselig vejede femten gange så meget, og gik mod matematik som var hans første fag på sin nye skole nogensinde.

 

ϟ

 


 

Calum snakkede løs om et eller andet, men Louis hørte ikke efter. Hans tanker var et helt andet sted, til han mærkede et dask på armen.

"Dude, hører du overhovedet efter?" Louis vendte hovedet for at møde Zayns blik, der så irriteret på ham.

"Øh..." Mumlede han dumt. Zayn vendte øjne, og Calum fortsatte uforstyrret sin endeløse fortælling om en eller anden pige, han havde mødt.

Med ét ringede klokken, og Zayn og Calum gled ned på deres pladser, der var på rækken foran Louis. Som altid gik der præcist ét nanosekund, før døren blev åbnet, og Ms Perkins kom ind med sit sædvanlige, sure ansigtsudtryk.

"Sæt jer ned," beordrede hun striks, selvom alle allerede sad på deres pladser, men det så hun aldrig.

"Godt så. I dag får vi en ny elev her på skolen, hans første time er her, så han er nok lige på trapperne. Jeg vil bede jer om at tage godt imod ham, er det forstået?" Et dovent "Ja" blev mumlet rundt i klassen, og det var svar nok for Perkins.

"Godt. Find så jeres bøger frem og slå-" hun blev afbrudt, da det bankede på døren. Ms Perkins var aldrig glad for afbrydelser, så det var ikke overraskende, hun nærmest snerrede, da hun åbnede munden og sagde: "Kom ind."

Døren gled langsomt op, og en dreng på Louis' alder kom frem bag den. Han havde blikket rettet mod jorden, i det han tog et skridt frem og lukkede døren efter sig.

"Åh, du må være ham den nye, formoder jeg?" Sagde Perkins. Drengen nikkede nærmest mekanisk stadig med blikket i jorden.

"Hvad hedder du?" Spurgte hun så.

"Harry," pep drengen. "Harry Styles."

"Godt Mr Styles, du kan sætte dig ved siden af Mr Tomlinson." Det gik op for Louis, at pladsen ved siden af ham var den eneste ledige. Han bandede indvendigt. Han havde ikke lyst til at sidde ved siden af nogen - hverken i matematik eller nogen andre fag.

Endelig så Harry op. Hans blik gled hen over klassen, til han stoppede ved Louis bagerst i klassen og frøs et øjeblik, inden han langsomt gik derned.

Han dumpede ned på stolen ved siden af Louis, der blot vendte blikket mod vinduet uden at se nærmere på ham.

Oppe ved tavlen var Ms Perkins begyndt sin undervisning ved at opsummere det, de havde lavet sidste gang, samt gennemgang af de lektier, de havde haft for, som Louis let og elegant havde undgået at lave.

Forsigtigt skævede Louis til Harry. Han sad med bogen lukket og pillede nervøst ved sine neglebånd, der var helt flossede, bed Louis mærke i.

Årh hell.

"Du ved, det ville være meget nemmere, hvis du åbnede bogen," pointerede Louis i en hvisken. Harry spjættede over den pludselige kontakt og så op. Louis sendte ham et smil og lavede en hovedbevægelse mod hans lukkede matematikbog.

"Du har ikke engang din bog fremme," bemærkede Harry efter sekunders stilhed.

"Naah, jeg følger aldrig rigtig med i matematikundervisningen. Ms Perkins siger aldrig noget til det; så længe man ikke gnasker tyggegummi eller kaster med papirkugler, så ignorerer hun det for det meste," fortalte Louis.

"Mr Tomlinson, hvorfor snakker du i min undervisning?" Oppe ved tavlen stod Ms Perkins og så strengt ned på Louis i den anden ende af klasselokalet.

"For det meste, altså," hviskede han til Harry, inden han så opmærksomt op på Ms Perkins.

"Hvorfor underviser du i min samtale?" Svarede Louis flabet igen. På rækken foran grinede Zayn og Calum, og hurtigt slog resten af klassen sig til dem.

"Ikke være næsvis Tomlinson," sagde hun advarende. "Fortæl mig hvordan, man udregner denne ligning."

"Skaf dig en lommeregner, jeg er ikke din terapeut," sagde Louis. Han vidste lige, hvordan man bragte hendes pis i kog, og han udnyttede det grænseløst for at slippe for matematik.

"Så er det godt Mr Tomlinson! Op på rektors kontor, du kender vejen!" Hvæsede Ms Perkins. Louis rejste sig langsomt fra stolen, og Harrys blik fulgte hver af hans bevægelser. Så gik han med slæbende skridt mod døren, men inden han gik ud af den, vendte han sig, fik hurtigt øjenkontakt med Harry og blinkede til ham. Så forlod han klasselokalet.

 

ϟ

 

"Jeg ved ikke, hvorfor du opfører dig, som du gør, Louis. Du spilder min tid, du spilder de lærerstandens tid, og du spilder ikke mindst din egen tid." Rektor Cowell sad bagved skrivebordet med hænderne liggende foldet på bordpladen og med et skuffet ansigtsudtryk.

"Du er en klog dreng, Louis." Nu kom det igen - den moralprædiken, Louis havde hørt så mange gange før.

"Du kunne være en af de dygtigsete elever i klassen, hvis du bare gad tage dig sammen og gøre dig umage, forstår du slet ikke det?" Louis vendte bare øjne. Som sagt - han havde hørt det så mange gange før, og denne gang var ikke den mindste smule anderledes end de andre.

"Og du skal tale pænt til dine lærere. Jeg har fået mange klager over din flabede opførsel, og det vil jeg altså ikke tolerere i længden, forstår du det?"

"Ja, ja. Kan jeg gå nu?" Det ringede snart til frikvarter, og Gud fandme ville han bruge sin pause på rektors kontor.

"Du forstå slet ikke alvoren i det her?!" Sagde rektor Cowell pludselig en smule aggressivt. Louis sukkede og rullede med øjnene.

"Jeg ved ikke, hvad der går af dig, du var sådan en flittig elev, og nu-" Han blev afbrudt:

"Er du snart færdig, jeg har andet at lave, you know?" Vrængede Louis utålmodigt.

"Ja du kan gå, men du skal vide, at jeg vil gå videre med det her - det er ikke slut endnu," sagde han advarende. Louis rejste sig fra stolen med en anstrengt lyd og bevægede sig mod døren.

"Ja, ja," mumlede han over skulderen og forlod kontoret.

Det var ikke ualmindeligt, Louis tilbragte tid på rektors kontor i løbet af dagen; det skete oftere og oftere. Han var ved at blive stamkunde, hvis man kunne sige det sådan.

Da han kom ud på gangen, fik han hurtigt øje på Zayn, der stod lænet op ad væggen med en cigaret mellem læberne. Ved siden af ham stod Calum.

"Hva' så?" Kom det straks fra Zayn, da Louis kom hen til dem.

"Det sædvanlige," bekendtgjorde han henkastet. Zayn tog et sidste hvæs af sin smøg, inden han slukkede den mod skosålen og smed den ud af vinduet.

"Ikke ryge indendørs, Mr Malik, det ved du godt," påmindede Ms Flowers, der i det samme gik forbi dem på gangen.

"Sorry Ms," sagde Zayn og blinkede til hende, og Louis var hundred på, han spottede en rød farve blusse op i hendes kinder.

"Hvad ehm... Hvad gik det lige ud på?" Spurgte Calum og prikkede Zayn drillende i siden med albuen.

"Hvad?" Udbrød han dumt og lod som om, han ikke anede, hvad han snakkede om.

"Lige meget," udåndede Calum.

Zayn var lidt en damernes ven, så det ville ikke undre nogen, hvis han havde kørt lidt på Ms Flowers for at få højere karaktere. Hvilket han uden tvivl havde.

Det havde Louis aldrig rigtig forstået. Det med at charmere sig ind på de kvindelige lærere for at klare sig bedre karaktermessigt, men Zayn havde nogle ekstremt krævende forældre, der havde meget høje forventninger til ham, og hvis han ikke levede helt op til dem, blev de umådeligt skuffede. De var selv inde i "big business", Louis kunne ikke helt huske, hvad det helt præcist var, men de var vist sagfører, advokater eller noget andet i den dur, så Louis kunne til dels godt forstå, hvis Zayn brugte de evner, han havde med kvinder, selvom metoden så ikke var helt efter bogen.

De gik sammen ned til kantinen for at sidde ved deres sædvanlige bord. Bordet alle drømte om at sidde ved, men kun få fik adgang til. De populæres bord.

"Hey babe!" Kom det glad fra Eleanor, da hun fik øje på Louis komme ind i kantinen med Calum og Zayn tæt efter sig.

"He-" Louis noget ikke at sige mere, før Eleanor løb hen og omfavnede ham. Så pressede hun læberne mod hans.

 

ϟ

 


 

Harry kom ind i kantinen. Usikker på hvor han skulle sidde, scannede han blikket hen over omgivelserne efter et sted at slå sig ned, men alle borde var taget. Så faldt hans blik på en velkendt person og stoppede.

Det var ham fra matematik, der var blevet smidt ud for at svare læren igen. Han stod næsten midt inde i lokalet med en eller anden pige om halsen, der var ved at suge ansigtet af ham.

Harry tog sig selv i at stirre og løsrev blikket fra det kyssende par. Så fik han øje på et tomt bord lidt væk, han satte kursen mod. Han satte sig og kiggede ud af vinduet, der udviklede sig til en stirreren.

Normalt når der var pause, plejede Harry og sidde at prikke til sin mad, som hans mor havde givet ham med, til klokken ringede, og han smed den i den nærmeste skraldespand uden at have spist én bid.

Siden Harry startede i skole, havde hans mor smurt madpakke til ham. I de små klasser var det fint, men da han var fyldt 18, og alle andre for længst var holdt op med at få hjemmebragt mad, begyndte det at være en smule småpinligt.

Han havde sat pris på det, det var ikke det, men hvem havde lige madpakke med i en alder af 18 år?

Han havde selvfølgelig sagt til sin mor, han ikke ville have mad med hjemmefra, og det var fint med det, man kunne købe i kantinen, men til det havde hans mor sagt, at det var alt for dyrt.

Så i stedet havde Harry smidt sin madpakke ud hver dag, og så kunne man diskutere, om det ikke også var madspild og dyrt i længden.

Nu kunne hans mor ikke smøre en madpakke længere, så nu spiste han aldrig noget i skolen.

Harry var langt væk i sine tanker, så han havde slet ikke bemærket, at der havde sat sig nogen overfor ham, før vedkommende gav sig til at snakke til ham:

"Er du Harry?" Harry så op og blev mødt af et par isblå øjne. Han nikkede stumt.

"Jeg hedder Niall," præsenterede Niall sig selv. Han havde en tydelig accent, Harry blev enig med sig selv om måtte være irsk.

Harry studerede ham nærmere. Han havde lyst, strittende hår, og så lyste han op i et smil, der afslørede en fin række tænder med bøjle på, og så var der de karakteristiske, isblå øjne.

Harry var overrasket over, hvor lige ud han var, men kom så hurtigt til sig selv og sendte ham et smil.

"Jeg er din kontaktelev de første par uger her på Hell Cross og skal sørge for, du bliver taget godt imod og får en så god start som muligt på skolen." Det besvarede så Harrys spørgsmål om, hvorfor han var så imødekommende.

"Vi skal også ha' en del fag sammen, så du skal endelig bare komme til mig. Men har du ellers nogen spørgsmål; om undervisningen, lærerne, eleverne eller skolen i alt almindelighed?" Spurgte Niall og tog en bid af den sandwich, han havde i hånden. Harry sad bare og gloede på Niall.

"Du siger ikke så meget, hva?" lo Niall. Harry rystede på hovedet og fulgte den lille smule dressing fra Nialls sandwich, der løb af Nialls hånd og arm, med øjnene.

Harry trak på skulderen og på en måde bekræftede Nialls tanke, så Niall lo igen.

"Det er også fair nok, jeg snakker også så meget, at du ville ha' svært ved at få et ord indført alligevel," betroede Niall ham. Harry smilede forsigtigt over det, Niall sagde.

Så ringede klokken. Niall fandt ud af, de nu skulle have to spansk timer sammen, så de begav sig mod spansk, hvor Niall førte an.

 

ϟ

 

Niall snakkede løs, mens de to gik ud til bussen. Harry hørte til dels efter, men sagde ikke noget. Kun engang imellem kom han med et "Ja", "Aha" og "Mhm" for at vise, han hørte efter, selvom det ikke var helt rigtigt, men det behøvede Niall ikke at vide. Og det ville vist heller ikke gøre nogen forskel, hvis han gjorde, tænkte Harry.

Harry kunne godt lide Niall; han var indtil videre Harrys eneste ven på skolen - som selvfølgelig stadig kunne nå at ændre sig - men han var også utrolig flink. Han snakkede meget, men det gjorde Harry ikke rigtig, så på den måde passede de rimelig godt sammen.

"Så Harry, hvad synes du så og Hell Cross indtil videre?" Spurgte Niall, da de sad i bussen på vej hjem.

"Den er okay," sagde Harry lavt, men ærligt. Niall nikkede bekræftende.

Niall fortsatte sin endeløse sank, og langsomt gled Harry ud i det, man kunne kalde 'slet ikke at høre efter'. Han sad bare og skimmede husene, bussen kørte forbi, gennem ruden.

Så stoppede bussen, og af ren nysgerrighed faldt Harrys blik på busdøren, der svingede op og afslørede en solbrun fyr komme ind efterfulgt af to andre. Harry havde ikke set de to første før, men så kom en, han genkendte med det samme.

 

ϟ

 


 

"Ikke ryge herinde, Tomlinson," advarede buschaufføren ved navn Joe.

"Fair nok," mumlede Louis med et skævt smil og smed cigaretten over skulderen og ud af sine bekymringer.

Rygningen var en ulækker vane, og man kunne dø af det; det vidste han godt, men han gjorde det alligevel. Han kunne ikke huske, hvorfor han startede, men det var vel bare en del af hans image nu.

Hvad han dog ikke gjorde for det image.

Louis fulgte med Zayn og Calum ned til deres sædvanlige pladser bagerst i bussen. Der var altid tre sæder, som var uofficielt reserveret specielt til dem.

Uden tvivl Zayns værk.

For at komme derned måtte de mase sig gennem bussens smalle gang, og det gjorde det ikke nemmere, når den samtidig var fyldt til randen med high school elever med deres skoletasker.

Med en kræftanstrengelse fik de kæmpet sig der ned, og på vejen fik Louis øje på en velkendt krøltop, han havde mødt tideligere i matematik. Han kunne dog ikke huske hans navn, men han sendte ham alligevel et smil, der nervøst blev gengældt.

"Der er for resten en fest på Madison Boulevard på fredag. De holder nogle crazy ass fester," informerede Zayn, da de sad på deres pladser. "Jeg synes, vi skal crashe den og se, om det er noget."

"Cool, jeg er på," anerkendte Calum uden videre omtanke. Louis tænkte det igennem.

Han vidste, hans mor fik gæster dagen efter til brunch, og hun ville næppe bryde sig om, hvis han troppede op lørdag formiddag bagstiv og med tømmermænd. Så kunne han selvfølgelig lade være med at drikke sig i hegnet, men det vidste han på forhånd var en umulighed; hvis der var alkohol, høj musik og fulde mennesker, havde han svært ved at holde sig fra det. Det var ligesom at placere et sultent barn i en slikbutik og forbyde det at spise noget; det var dømt til at mislykkedes.

"Hvad siger du Tommo?" Spurgte Zayn og rev ham ud af sine overvejelser.

Skulle han sige ja?

Hvis han sagde nej, så ville de andre helt sikkert heller ikke; det var sjældent, de tog ud og festede uden ham. Det troede han faktisk aldrig, de havde gjort, nu han tænkte over det.

"Okay," svarede han endelig. Så måtte hans mor finde sig i, han nok var lidt bagstiv foran gæsterne, og hvis det endelig var, kunne han jo bare blive oppe på sit værelse. Hans mor ville aldrig have ham til at møde sine kolleger, eller hvad de nu var, alligevel. Han var ikke just noget, man stolt viste frem med de karakterer, han fik.

"Awesome," istemte Zayn, og så var der ikke flere, der sagde noget resten af busturen.

 

ϟ

 

"Hey mor!" Råbte Louis, da han kom ind ad døren.

Han måtte helt alvorligt snart få sin motorcykel tilbage, han fik hældt en skolemælk ud over sig, da han forsøgte at komme ud af bussen tideligere.

Drengen, der havde gjort det, undskyldte en million gange, og Louis havde sagt, det var ok, men Zayn var ikke enig, han havde snerret ad drengen, så drengen nær havde pisset i bukserne af skræk.

Zayn havde tit den effekt på folk.

Louis gik ud i køkkenet, hvor han prøvede at fjerne mælkeplamagen, der havde dannet sig på hans tanktop, men uden held. Han opgav med en snerrende lyd og gik gennem huset for at finde sin mor på sit kontor, hvor hun var i gang med noget papirarbejde.

"Mor, får jeg ikke snart min bike tilbage, en eller anden retard i bussen spildte mælk ud over min yndlings trøje, og jeg kan ikke få det af," klagede han. Det var egentlig ikke hans yndlings, men en cup cake havde aldrig taget skade af lidt krymmel, vel? Det ville muligvis få hans mor til at lette røven og gå ud og vaske hans trøje og måske overveje at give ham hans motorcykel tilbage.

"Når du begynder at få højere karakterer, så kan vi snakke om, du får din motorcykel tilbage, men ikke ét sekund før," hissede hun. Hun var iført, hvad Louis havde navngivet 'business kluns' og havde brillerne skubbet op i håret som en form for pandebånd, til hun tog dem rigtigt på for at læse det med småt engang imellem.

"Så er alt jo ved det gamle," mumlede han flabet igen.

"Hvad?" Sagde hun striks og så indgående på ham.

"Ikke noget. Hvor er pigerne?" Spurgte han og refererede til sine fire halvsøskende, han underligt nok ikke havde set skyggen af.

"De er henne ved deres far. Lou, jeg har faktisk lidt travlt, jeg skal ha' det her færdigt inden i morgen, så kan jeg få lidt arbejdsro?" Spurgte hun og vendte igen opmærksomheden mod sit arbejde. Han sukkede, inden han forlod kontoret og overlod sin mor til sit åhh så vigtige arbejde.

Han gik ud i køkkenet, hvor han tog et glas vand, inden han smuttede op oven på og gik forbi vaskerummet, hvor han smed sin klistrede tanktop, og ind på sit værelse, hvor han låste døren.

Han så sig kort i spejlet, der hang på væggen. Hans blik faldt på tatoveringen tværs over hans  torso, hvor der stod 'Dream Big'. Det var ikke så længe siden, han havde fået den, og den var en af hans yndlings. Hans favorit var dog tændstiksmanden på skateboard, han havde på armen, da det var den første, han fik lavet.

Han gik hen mod sengen, og da han ikke orkede tage en ny trøje på, kastede han sig bare på de uredte lagner i bar overkrop og gav sig til at glo op i loftet.

Da han havde lagt der i noget tid, gav hans mobil pludselig lyd fra sig i hans bukselomme. Han trak den op og kikkede på displayet. Det var en sms fra Zayn.

Hey mate, what's up? ;)

Ikke meget, glor op i loftet :/ Dig?

Samme. Vil du med ud? ;)

Hvad har du i tankerne? :)

Det finder du ud af ;)

Ok.

Louis rejste sig fra sengen, greb en trøje, der hang over stolelænet, og tog den på, mens han gik ud af døren.

"Jeg går ud!" Råbte han til sin mor og håbede på, hun bare lod den passere, men sådan gik det desværre ikke.

"Hvorhen?" Råbte hun tilbage.

Han sukkede. "Aner det ikke, sammen med Zayn," svarede han ærligt og smuttede ud af fordøren, inden hun nåede at stille flere irriterende spørgsmål.

Han kom udenfor, og da han ikke havde aftalt noget mødested med Zayn, gik han bare mod skaterrampen, hvor de normalt hang ud.

"Hey mate!" Hilste Zayn tværs over legepladsen ved siden af skaterrampen, hvor Louis kom gående.

"Hey, kommer Cal ikke?" Spurgte Louis, da han ikke kunne få øje på Calum. Zayn havde ikke nævnt noget om Calum, men han plejede altid at være der, hvor Zayn var.

"Nope, hans mor tvang ham med til frisøren," fortalte Zayn med et skuldertræk. Typisk Calum, tænkte Louis. Han var en rigtig mors dengse.

"Hvad skal vi?" Spurgte Louis efter noget stilhed. Zayn sugede på sin cigaret, han havde placeret mellem læberne, fjernede den og gav sig til at puste cirkulære røgringe ud af munden.

"Jeg er ved at løbe tør for smøger, jeg tænkte, vi måske kunne, du ved, låne nogen fra butikken?" Forslog han med et lusket blik. Det han mente var at stjæle dem. Louis tøvede lidt; det var ikke første gang, de stjal, det gjorde de tit, men der var Calum altid med, og Louis var lige ved at blive taget sidste gang. Det var for risikabelt.

"Okay," sagde Louis stik imod det, hans fornuft lige havde fundet frem til.

Zayn grinte hæst, og så gik de ellers mod butikken, der lå længere nede af vejen fra skaterparken og legepladsen.

Dørklokken kimede, da Louis gik ind i forretningen. Han vidste præcist, hvad han skulle gøre, han havde gjort det så mange gange før, så det lå ham nærmest naturligt.

Oppe ved kassen stod en lyshåret pige. Hun så ellers meget sød ud, måtte Louis indrømme, men hun havde endnu igen idé om, hvad der lige om lidt ville ske.

Han kom tættere på. Teksten "Nyansat" var markeret med snorlige bogstaver på et lille skilt, hun havde på brystet. Perfekt.

"Undskyld, men har I noget fløde?" Spurgte Louis og sendte hende et charmerende smil.

Fløde? Seriøst? Det var det første der dukkede op i hans tanker, og det var også lige meget, hvad det var, han skulle bare have hende væk fra kassen.

Henne ved døren bag ham hørte han døren gå op og klokken ringe, da Zayn kom ind. Louis kendte proceduren; nu ville Zayn gå rundt i butikken, som om han ledte efter et eller andet.

Pigen bag disken smilede genert til ham og nikkede.

"Vil du ikke vise mig det? Jeg tror ikke, jeg kan finde det selv," sagde han og blinkede, så en let, rød farve blussede frem i hendes kinder.

Hun nikkede og trådte ud fra disken, inden hun gik om til køledisken bagerst i butikken. Louis vendte sig hurtigt og så på Zayn, der gik med hastige skridt op til kassen, hvor cigaretter og alkohol var placeret, inden han fulgte med pigen.

"Her," sagde hun og rakte ham en flødekarton.

"Oh, det er piskefløde, jeg skal ha' kaffefløde," sagde han for at trække tiden ud. Hun slog forlegent blikket ned, som om hun havde gjort noget forkert, og gav sig til at kikke efter kaffefløde.

"Det har vi desværre ikke, det er jeg ked af," undskyldte hun med et forsigtigt smil.

"Det skal du ikke være, love, jeg finder det bare et andet sted," løj Louis uden problemer og så pigen rødme, da han brugte ordet 'love'.

Så gik de tilbage til kassen, og Louis bad til, Zayn var færdig med cigaretterne, ellers var de på den. Det var han heldigvis, og Louis kunne sende pigen et sidste smil, inden han forlod forretningen og pigen, der var intetanende om, hun lige var blevet bestjålet.

Da Louis kom ud i den frie luft, satte han i løb mod skaterrampen, hvor han vidste, Zayn ville stå og vendte på ham.

Han satte forpustet farten ned, da han fik øje på Zayn, der sad henne på en af gyngerne allerede med en tændt cigaret i munden. Louis småløb hen til ham og slog sig ned på gyngen ved siden af. Han var længe om at få pusten - åndsvage rygerlunger - men alligevel tog han glædeligt imod en cigaret, da Zayn holdt en pakke frem mod ham.

"Det var sjovt," fastslog Zayn klukkende, og Louis gjorde sig hurtigt enig. Der var bare en eller anden ting ved at stjæle; det gav et form for kick, når man slap af sted med det.

"Her, du tager halvdelen," sagde Zayn og rakte ham tre-fire Kim cigaretpakker. Louis tog dem og stoppede de to af dem i baglommerne, en i forlommen - han havde sin mobil i den anden forlomme - og tog den sidste i hånden.

"Tak mate," mumlede han og pustede en røgsky ud mellem tænderne.

De sad på gyngerne i stilhed og røg færdige, men så fik Zayn en besked på sin mobil fra sin mor om, han skulle skynde sig hjem, så de sagde farvel, givet diverse håndtegn, og vendte så begge snuden hjemad, som var i hver sin retning.

 

"Hvor har du været?" Var det første, Louis fik smidt i hovedet, da han kom ind ad døren til sit hus.

"Bare henne i skaterparken med Zayn," sagde Louis og fortalte deltvist sandheden - han havde da været i skaterparken, han undlod bare den del, hvor han stjal cigaretterne.

"Jeg kan ikke li', du er sammen med den dreng. Han har en dårlig indflydelse på dig," sagde hun en anelse mistroisk.

"Mor, du har ikke noget at bekymre dig om, det er jo ikke fordi, vi render rundt og laver hærværk og brænder bygninger ned," udåndede han og bad til, hun ikke så pakkerne i hans lommer.

"Har en mor nu ikke lov til at være bekymret?" Sagde hun og plantede et kys på hans mund, som han hurtigt tørrede af med bagsiden af hånden, som var det en dødelig sygdom.

"Egentlig ikke," mumlede han.

"Jeg tager hen på kontoret og laver mit arbejde færdigt, og pigerne sover ved deres far," sagde hans mor og begyndte at samle sine ting sammen for at putte dem i tasken. "Jeg kommer sent hjem, så du tager bare noget, hvis du er sulten."

"M-hm," mumlede Louis fraværende. Hun tog bilnøglerne som det sidste og gav så Louis et kys på kinden, inden hun åbnede døren og gik hen mod sin bil. Louis betragtede bilen bakke ud af indkørselen og løftede hånden i et slattent vink, inden han lukkede døren.

Da han ikke længere kunne høre bilen, gik han ud i køkkenet for at finde noget at spise, men da han ikke var sindssygt sulten, tog han bare et æble, der underligt nok var i køleskabet, inden han forsvandt op på sit værelse.

Han tændte for den mindre fladskærm, han havde til at stå på kommoden overfor sengen, og så et eller andet kedeligt tv-program, mens han gnaskede sit æble i sig. Da programmet var færdigt, og han var færdig med sit æble, slukkede han sit tv og gloede i stedet tomt ud i luften et par sekunder, inden han brød ud i en voldsom gaben.

Han blev enig med sig selv om at kalde det en aften, så han rejste sig og gik ud på badeværelset, der dejligt nok havde en dør ind til hans eget værelse, selvom han så skulle dele med sin søster, Lottie, der havde værelse på den anden side af badeværelset.

Han børstede tænder og fik noget vand i hovedet, inden han gik tilbage på værelset. Han orkede ikke afklæde sig, så han smed sig bare på sengen og nåede lige at putte sig under dynen, inden han mærkede sine øjenlåg blive tunge og gled ind i en dyb søvn.

 

ϟ

 

Tjek castlisten/like/kommenter/favorit/whatever I'm a happy unicorn!
Tak fordi I læser med :)

XxEm


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...