Kend din plads

Det er en historisk fiktion om to unge mennesker, der inderligt elsker hinanden, men ikke kan være sammen på grund af det samfund de lever i, og det faktum at de kommer fra to vidt forskellige verdener. Det faktum, at de er forelskede i hinanden, gør det meget svært for dem at føre en almindelig dagligdag, fordi folk ikke bryder sig om at to fra så vidt forskellige dele af samfundet finder sammen. Da de stiller et dårligt signal ud til andre, og ødelægger grundlaget til den måde folk normalt tænker på.

2Likes
9Kommentarer
372Visninger
AA

6. Kaptiel 3

Caspers P.O.V

Det blev sværere og sværere for ham, at lade som han ikke følte noget for Quint. Hun var noget helt særligt. Hun var genert, men hun havde en blidhed og skønhed, der vakte hans omsorg og hans bløde side. Han sukkede. Han havde aldrig valgt det her liv, men alligevel ville han ønske, at han kunne holde bedre styr på hans følelser. Han gik forsigtigt ind til sin mor. Hun rodede uroligt rundt i sengen. Han styrtede ind og lukkede døren forsigtigt i. Han satte sig hen til hende. Han tog hendes hånd og gav den et lille klem. Et lille smil bredte sig på hendes læber og hun faldt til ro. Han sukkede lettet. Selvfølgelig var hun ikke hans ansvar, men han syntes, at hun fortjente mere og bedre end det her.

Faren var ligeglad, han sørgede for kun at være hjemme, når der skete noget af højere betydning. Han var skuffet over ham. Han havde ondt af hende. Hun var så sart og skrøbelig. Det var ikke retfærdig over for hende at blive væk, bare fordi han ikke kunne overskue det. Han havde en gang fået et angstanfald, da moren ventede ham. Faren havde flygtet til Skotland. Den eneste kontakt de havde til ham, var nogle få breve han sendte. Han nussede blidt hendes pande. Hendes øjenlåg sitrede. Hun begyndte at røre på sig. Han satte sig lidt tilbage i stolen, han folede sine hænder og så afventende på hende. Hun blikkede kraftigt og gispede. Han så chokeret på hende og lænede sig hen imod hende, men hun holdt en hånd op. Han så ubeslutsomt på hende.

”Giv mig lige et øjeblik,” hikstede hun. Han fandt hendes glas med vand og rakte hende. Hun så taknemmeligt på ham. Han satte sig tålmodigt i stolen. Han havde et tæppe og en pude, så han kunne sove herinde. Han vidste, at det nok ville sætte gag i nogle rygter, men han var ligeglad. Han passede hende, og det var der intet galt i.  Hun tog begærligt en tår vand. Han så kærligt på hende. Hun rødmede. Et øjeblik så hun ud som om hun var ved at falde sammen. Han så bekymret og uforstående på hende.

”Jeg er ked af, at jeg tager så meget af din tid..” sagde hun på randen til gråd. Han tog hurtigt hendes hånd og kiggede op i hendes tårefyldte øjne. Han tørrede de værste tårer væk. Han nussede hendes kind og fik hende til at falde lidt ned.

”Det gør ikke noget. På ære. Jeg vil bare gerne hjælpe…” sagde han kærligt og inderligt. Hun så tøvende op på ham, og da hun så sandheden og ærligheden stå i hans øjne, opgav hun sine protester. Han havde selv valgt at være så involveret. Han ville ikke have, at hun skulle lide overlast. Han ønskede hende det bedste. Hun var et af de mest kærlige og ærlige mennesker, han nogensinde havde mødt. Hun betød meget for ham. Hun vidste, hvordan han havde det, men hun vidste også, at der ikke var noget hun kunne gøre. De snakkede tit om, hvordan faren havde ødelagt dem begge to, mens Jessamine og Clarence ikke anede uråd. De vidste ingenting. Hvis de kendte sandheden, ville de ikke have taget farens side. I virkeligheden var det eneste, der holdte dem her, det faktum at faren ikke ville have, at de kom på besøg. Moren og han selv vidste, at han så en anden. Det havde han gjort i lang tid allerede før han flyttede. Både han selv og moren havde taget ham på fersk gerning op til flere gange.

”Hvis det ikke snart bliver bedre, så ringer jeg altså efter dr. White..” sagde han med en bekymring malet over hele sit ansigt. Hun så urolig ud og blev rastløs. Han så på hende med stor bekymring og omsorg. Han vidste, at hun havde brug for hjælp, men også at hun ikke vil tage imod hjælpen uden kamp.

”Vi ved begge to at det er nødvendigt, mor. Hvis ikke for din egen skyld, så for mig. Jeg har brug for at vide det, mor.” forklarede han stille og med stor sorg. Hun så uroligt ham i øjnene. Hun fik tåre i øjnene igen. Hun var meget følsom, især når det gjaldt hendes helbred. Han tog hende hånd og viste hende, at han var på hendes side. Det var hårdt, men nødvendigt at få hende til en læge. Hun endte med at tørre tårerne væk og nikke.

”Jeg gør det, men kun hvis du tager med..” sagde hun nervøst som et lille barn. Han så på hende med forståelse og blidhed. Han nikkede med et lille smil. Selvfølgelig. Hun ville have gjort det samme for ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...