Kend din plads

Det er en historisk fiktion om to unge mennesker, der inderligt elsker hinanden, men ikke kan være sammen på grund af det samfund de lever i, og det faktum at de kommer fra to vidt forskellige verdener. Det faktum, at de er forelskede i hinanden, gør det meget svært for dem at føre en almindelig dagligdag, fordi folk ikke bryder sig om at to fra så vidt forskellige dele af samfundet finder sammen. Da de stiller et dårligt signal ud til andre, og ødelægger grundlaget til den måde folk normalt tænker på.

2Likes
9Kommentarer
413Visninger
AA

5. Kapitel 2

Quints’ P.O.V

Det havde været hårdt at starte et nyt sted. I det mindste havde hun fået en ven, Serena, men måden miss Jessamine kørte stedet på, var forfærdelig. Hun vidste, at hun havde intet at sige i den sag. Men der var så meget uretfærdighed i den verden hun levede i, men hun havde efterhånden vænnet sig til det. De fleste behandlede hende som skidt på nær Serena og Caspers. Hun kunne mærke hendes kinder blive røde, da hun tænkte på ham. Han havde været så sød mod hende. Hun var blevet chokeret, men inderligt lettet. Det var en stor lettelse, at der i det mindste var én af de adelige, der behandlede hende med en smule respekt.

Hun var i forvejen genert og forsvandt nemt i landskabet. Hun havde aldrig rigtig fået så meget opmærksomhed. Det var rart at hun havde nogle, hun kunne snakke med. Helst Serena. Hun forstod hende. De var begge to ’slaver’ eller tjenestefolk, som man så fint kaldte det. Det meste følte hun, at hun var ubrugelig, og det gjorde hende meget usikker på sig selv. Hun havde aldrig haft så meget selvtillid. Det gjorde det meget svært at snakke med Caspers, fordi han næsten var for sød ved hende. Det var dejligt at blive behandlet så betænksomt, men meget nyt for hende.

Hun var stået tidligt op, for at gøre klar til de andre i huset. Serena skulle sove lidt længere, men til gengæld skulle hun hjælpe den egoistiske Jessamine. Serena havde sat hende ind i, hvordan tingene fungerede i huset og hvordan hun skulle behandle de forskellige. Lige nu gik hun rundt med en kost, en spand vand og en klud. Hun balancerede rundt med tingene, samtidig med at hun prøvede at rydde op, som miss Eleanor havde bedt hende om. Hun sukkede, da det var meget udmattende at gøre rent i så stort hus. Hun tog en pause. Hun stile alle tingene inde i skabet, hvor tingene stod før. Hun gik en tur rundt i huset, for at få lidt bedre styr på, hvordan hun skulle finde rundt. Forhåbentligt ville hun få nogle bedre opgaver end rengøring. Serena have tit klaget over, at være Jessamines kammerpige, men det kunne ikke være værre end rengøring.

Hun så hendes lillebrors spøgelse række tunge af hende. Han havde været 3 år gammel, da han døde, hans navn havde været Cruz. Hun fniste lavmælt og mimede at han skulle være stille. Han grinte og tog sig på maven af grin. Hun var alligevel den eneste, der kunne se ham. Hun tog sig ærgerlig til hovedet. Det meste af tiden var det en last at kunne se og tale med ånder og spøgelser. Som nu, hvor han stod og lavede mærkelige grimasser, som hun ikke kunne lade være med at grine af. Han havde fulgt hende, lige siden den dag han døde. Hun havde haft svært ved at slippe ham, men for ham var det umuligt. Lige nu forvandlede han sig til en på hendes egen alder og sendte hende luftkys. Hun kvalte et fnis og rystede smilende på hovedet af ham. Han grinte af hende og fulgte hende rundt i det store hus.

Hun kunne telepatere, så det meste af tiden vidste Cruz godt, hvad hun tænkte, fordi hun var så nem, at læse. Hun mærkede lige pludselig, at hun styrede direkte ind i noget massivt. En dreng på hendes alder. Sikkert en af husets sønner. Hendes kinder blev helt røde, da hun forlegen flyttede sig, så han kunne komme forbi hende. Han så ufravendt på hende. Hendes kinder blev rødere og rødere.

”Undskyld, det var ikke min mening, at-” startede hun, men længere nåede hun ikke, inden han havde lavet tegn til, at hun skulle stoppe. Hun tav. Det var den anden af sønnerne, og ikke Caspers. Hun så afventende på ham. Nu smilte han.

”Du skal ikke undskylde. Jeg kan jo bare lære at se mig for. Jeg er Clarence, og du er?” sagde han venligt i det han rakte hånden hen imod hende. Hun trykkede venligt hans hånd med et lille smil.

”Det er jeg glad for, at du synes. Jeg er Quint.” svarede hun blidt idet hun gjorde mine til at gå videre, trådte han ind foran hende. Hendes smil voksede. Hun trådte lidt til den anden side, og han afspejlede hende ved at gøre det samme. Hun kvalte et fnis.

”Tror du, at jeg må komme forbi dig?” spurgte hun drillende. Han grinte lavmælt, men rystede ivrigt på hovedet. Hun sukkede dramatisk. Han tog hendes hånd og drejede hende rundt, så hun komme videre. Hun smilte til ham, og han smilte tilbage.

”Mange tak, det var meget sødt af dig.” sagde hun smilende til ham. Han fniste. Han bukkede for hende. Hun fniste og nejede for ham.

”Skulle det være en anden gang?” spurgte han drillende. Hun fniste og nikkede ivrigt. Han grinte højt nu. Hun havde ikke været så glad i lang tid. Hun snurrede rundt om sig og gik videre. Hun vinkede til ham og han vinkede tilbage med et drillende og snedigt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...