Kend din plads

Det er en historisk fiktion om to unge mennesker, der inderligt elsker hinanden, men ikke kan være sammen på grund af det samfund de lever i, og det faktum at de kommer fra to vidt forskellige verdener. Det faktum, at de er forelskede i hinanden, gør det meget svært for dem at føre en almindelig dagligdag, fordi folk ikke bryder sig om at to fra så vidt forskellige dele af samfundet finder sammen. Da de stiller et dårligt signal ud til andre, og ødelægger grundlaget til den måde folk normalt tænker på.

2Likes
9Kommentarer
381Visninger
AA

4. Kapitel 1

Caspers’ P.O.V

Han stod op som han plejede til ensomhed og en meget lang dag. Dagene blev længere og længere jo ældre han blev. Han sukkede dybt og utilfreds over hans skæbne. Hvis han kunne, ville han rejse langt væk. Til et sted hvor titel ikke betød noget. Hvor han kunne være lige den han havde lyst til at være. Hvor folk kunne acceptere ham og kunne lide ham for den han er, og ikke den folk tror eller forventer han er. Han tog en håndfuld vand fra den skål, der altid stod på hans kommode, når han stod op. Det meste af tiden følte han at hans liv var meningsløst. Han kunne efterhånden ikke rigtig længere se nogen mening med at stå op og lade som om alt var som det skulle være, når det tydeligvis ikke passede. Det var desværre hans skæbne og hans liv. Man siger at man altid har et valg, i hans verden føltes det bare ikke sådan. Hele hans liv var allerede planlagt. Inden længe ville hans forældre finde en han skulle gifte sig med. Han vaskede sig hurtigt, smuttede i tøjet og satte sig i vindueskarmen. Hvis han kastede sig ud af det vindue nu, ville ingen nok ligge mærke til det.

Han sagde aldrig ret meget, men når han gjorde, var det om ting, der rent faktisk betød noget for ham. Som hvordan man behandlede det overklassen kaldte ’tjenestefolk’, han havde altid betragtet dem som hans medmennesker og ligemænd. Han vidste, at det var noget han ikke skulle råbe for højt med. De fleste i hans kredse anså dem for slaver og bare nogen man kunne koste rundt med. Men ikke ham. Han var anderledes. Han forstod ikke, hvorfor man skulle behandle dem med overlegen i stedet for venlighed.  De fortjente bedre end det. De var trods alt mennesker, selv om de fleste overklassefolk anså dem som slaver og vilde dyr.

Han åbnede vinduet og kiggede ud i det fri, mens vinden blæste og peb i det fjerne. Som så mange gange før, ønskede han brændende, at han kunne flyttede fra dette. Fra et liv han aldrig havde ønsket. Problemer han aldrig kunne gøre noget ved. Han lukkede vemodigt og gik ud fra værelset. Han gik målbevidst forbi sine søskendes værelser. De var noget af det sidste han havde lyst til at møde fra morgenstunden af. Han var altid en af de første, der stod op.

Han gik ned mod morens værelse. Han åbnede døren på klem og så, at hun sov fredeligt. Han kunne ikke lade være med at smile, da han så hende ligge og se så fredfyldt ud. Det meste af tiden måtte han holde styr på hende. Faren var på forretningsrejser og hans søskende kendte ikke til hendes sygdom. Han var den eneste, der havde fået det at vide. Hun havde indviet ham som den eneste i dette. Hun begyndte at røre på sig og så målbevidst over mod ham. Et lykkeligt smil kom frem på hendes trætte ansigt. Han smilte tilbage og trådte ind, da hun alligevel havde opdaget ham. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende, efter som at hun havde gjort mine til, at han skulle sætte sig ned ved siden af hende. Han kyssede hende forsigtigt og kærligt på panden. Hun var febervarm. Han fandt hurtigt kluden i baljen ved siden af hendes seng, på hendes kommode, og duppede forsigtigt kluden på hendes pande. Hun smilte taknemmeligt.

”Du behøver altså ikke, at stå op endnu, hvis du gerne vil sove længere..” foreslog han med et smil på læben. Hun så splittet ud. Han vidste, at hun var stresset og, at hun havde brug for hvile. Men han vidste, at hun ikke vil give sig med sin gode vilje. Han nussede hende forsigtig på kinden og så hende lige i øjnene, der lignede hans egne på en prik. Hun så, at han mente det alvorligt. Hun sukkede, men der var en stor tilfredshed i hendes blik, da hun mødte hans blik med en mors kærlighed.

”Du kan bare sende bud efter mig, hvis du har brug for noget, eller vil snakke med mig, det ved du godt, ikke?” sagde han med en bekymret mine. Hun smilte beroligende til ham. Hun nikkede en enkelt gang. Han kyssede hende forsigtigt på panden, inden han puttede hende, så hun lå behageligt. Hun så taknemmeligt op i hans øjne. Han smilte. Det gav ham en stor glæde, at se hende lykkelig. Han havde indset, at han nok ikke selv, ville blive lykkelig, men moren fortjente det. Hun havde været mere igennem end nogen burde. Han sendte et luftkys og mimede ’sov godt’. Hun smilte og lod som om hun greb hans luftkys, hvilket fik ham til at smile med ægte lykke skrevet over hele hans ansigt. Moren gengældte smilet og sov videre. Han gik forsigtig ud fra værelset, ned af de mange trapper og ud i det fri. Han tog en dyb indånding. Her kunne han bruge flere timer på bare at sidde og filosofere over sit liv og sin skæbne. Han førte en notesbog omkring sit liv, for altid at kunne se tilbage.

Dér kom hun gående. Han havde godt hørt Jessamine omtale hende, men han fandt hende ikke troværdig. Hun var noget af det smukkeste han nogensinde havde set. Han hilste på hende. Hun fik et chok, men fik hurtigt styr på sig selv. Han blev forlegen og rødmede.

”Det er jeg virkelig ked af, det var ikke min mening at forskrække dig..” sagde han beroligende med lidt mere styr på sin stemme. Hun smilte beroligende, som for at sige, at det var i orden. Hun nikkede. Han holdte galant døren for hende, og hun takkede ham inden hun forsvandt ud i køkkenet. Han ville ønske, at han var bedre til at styre sine følelser. Han sukkede frustreret over, at Jessamine sikkert ville være mindst lige så hård ved hende, som hun var ved alle andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...