Du kommer for sent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2013
  • Opdateret: 1 jul. 2013
  • Status: Igang
Denne novelle skrev jeg til min årsprøve i ottende klasse. Det eneste krav var, hvordan slutningen skulle være, men det vil jeg ikke røbe her...
Men jeg kan fortælle, at novellen handler om en dreng, der har mistet sin lillesøster i en ulykke. Og den handler om hans indre kamp, for skal han tage hævn??
Jeg håber,at I vil give den en chance:)

P.S. Jeg vil blive rigtig glad for noget konstruktiv kritik!:D




1Likes
2Kommentarer
250Visninger
AA

1. Du kommer forsent

Han havde gået med pistolen siden den dag. Nogle gange havde han styrtet ud af døren, parat til at skyde med det samme, og havde glædet sig til at høre hans smertesskrig, ligesom han havde hørt hendes. Men han havde altid standset til sidst.

Andre dage havde han gemt pistolen langt væk, bange for den, og for sig selv, og hvad han mon kunne finde på at gøre med den.

Han gik ikke i skole længere, det føltes meningsløst nu. Han brugte bare tiden på at stirre ud af vinduet og ud på gyngen, der svingede frem og tilbage i vinden. Den var begyndt at knirke nu, ingen havde gidet at smøre lejerne. Der var  ingen der brugte den længere. Ikke siden den dag hvor Grise-Olsen var kørt for fuld hjem og var skredet ud.

 

Han stod foran huset, han var ved at sætte flaget op. Det var lillesøsterens fødselsdag. Han fik øje på hende. Hun traskede gennem det knæhøje sne, glad over at hun endelig havde fri fra skole, så hun kunne holde sin fødselsdag.

Hun var pakket godt ind i sit grønne overtøj, hun lignede en stor klump. Han smilede, hun så sjov ud. Han havde haft en kortere skoledag end hende, så han var taget hjem og bagt kage. Men nu kom hun så. Hun kiggede velopdragent til begge sider, før hun gik over gaden. Der var et tykt isslag på vejen, og hun havde svært ved ikke at glide.

 

Han prøvede at få tankerne til at forsvinde ud af sit hoved. Han ville ikke tænke på det, der var sket. Hendes fødselsdag var for en måned siden nu. Hvornår ville han få fred? Han lagde hovedet i hænderne, prøvede at tvære mindet væk. Men det blev ved med at komme tilbage til ham.

 

I det fjerne kunne de høre en bil. Han kiggede hen på lillesøsteren. Kommer du ikke?, spurgte han. Jo, hun løb over vejen, snublede så på isen, og faldt. Han åbnede havelågen, der omkransede deres have, og løb ud til lillesøsteren. Hun var heldigvis  allerede på vej op igen. Men så svingede en gammel folkevogn ud fra en af sidevejene. Det var Grise-Olsens bil. Han havde fuldstændig mistet kontrollen over den. Bilen humpede og slingrede hen over isen.

 

Minderne stoppede med at vælte ind over ham for et øjeblik. Han huskede aftenerne for længe siden, hvor han og lillesøsteren havde siddet rundt om køkkenbordet og grint, når de så Grise-Olsen komme kørende. De havde gjort nar ad ham og bilen. Den larmede altid så frygteligt meget, og der var næsten altid noget galt med den. Forældrene havde også grint med, indtil moren til sidst med et formanende blik, havde sagt, at man ikke må gøre grin med andre. Men hun havde altid sagt det med et smil på læben, for hun synes selv, det var sjovt.

Nu forbandt han kun på bilen med had.

 

Lillesøsteren kiggede forvirret op, og hun så med rædsel på bilen, der var på vej direkte imod hende. Han satte i løb, han ville fjerne hende fra bilen, men han nåede det aldrig. Den hamrede ind i hende,og hun fløj tilbage, og hendes skrig ringede i hans øre.”JOHN!”

 

Og så var hun død.

Han kunne stadig høre hendes skrig. Hvordan hun havde skreget hans navn. Men han havde været for langsom. Han havde ikke nået at redde hende. Hendes grønne overtøj var blevet mere og mere rødt.

Det var også Grise-Olsens skyld. John huskede, hvordan han forvirret havde åbnet bildøren og var stavret ud for at se, hvad der var sket. Han havde været stangstiv, garanteret så meget, at han ikke engang kunne mærke den dybe flænge, der var i hans ansigt. John havde råbt efter ham, prøvet på at få ham til at hjælpe. Men Grise-Olsen havde bare stået fuldstændig i chok, og kigget ned på sine hænder, da han endelig  opdagede, hvad der var sket.

John fandt pistolen frem, knugede den i sin hånd. Måske var det nu, han skulle gøre det, han havde planlagt lige siden den dag, hans lillesøster blev påkørt?

Grise-Olsens havde gjort absolut ingenting for at hjælpe den dag. Men tilgengæld havde han dræbt hans lillesøster, bare fordi han ikke kunne finde ud af at holde sig ædru.

Han kiggede over mod Grise-Olsens forfaldne gård. Den lå ikke så langt herfra. Det ville være nemt. Næsten for nemt bare at vade direkte ind. Grise-Olsen havde drukket lige siden den dag, så han var højst sandsynligt fuld.

John gik ud på gaden. Han skjulte pistolen under jakken, og gik hen mod markvejen, der førte ud til Grise-Olsens gård. Hans hoved var fyldt med hadefulde tanker. Hans humør passede slet ikke til omgivelserne. Der var helt stille, og morgensolen skinnede ned på sneen, der glimtede.

John var usikker på, hvad han skulle gøre, men bestemte sig så.

 

Grise-Olsen stod ude i haven foran gården med ryggen til. Han havde ikke opdaget noget. John hævede prøvende pistolen. Det føltes unaturligt godt og han blev helt rolig. Han havde tit forestillet sig dette øjeblik, de dage hvor han ikke havde været skræmt og gemt pistolen væk. Han havde forestillet sig, hvordan Grise-Olsen ville bede om nåde, og undskylde. Hvorefter John skød ham alligevel.

Han tog sigte, men kiggede så alligevel væk. Det føltes ikke helt rigtigt. Han følte ikke den samme tilfredsstillelse, som han havde gjort i hans forestillinger. Men han skød alligevel. Det skulle være nu eller aldrig.

”BANG!”. Pistolens skud gav genlyd, den rungede ud over hele villakvarteret, og blodet dryppede ud over sneen. Nu glimtede den ikke længere.

Grise-Olsen sank sammen med en underlig gurglende lyd, og lå derefter helt stille.

John sank også sammen.  Han kiggede ned på sine hænder. Præcis ligesom Grise-Olsen havde gjort for en måned siden. Han kiggede ned på de hænder, der for et øjeblik siden havde dræbt et andet menneske.

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...