Julle & Flynn - Nobody compares

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2013
  • Opdateret: 11 sep. 2016
  • Status: Igang
Dette er 2'eren til Julle & Flynn - 1D

Det er nu to år siden, at Julie og Freya mødte drengene fra One Directon første gang. I de to uger, der gik, skete der en masse ting. Julie og Harry blev forelskede og holder stadig kontakten. Freya endte med at indse, at hun var forelsket i Louis - desværre først, da han fandt sammen med Eleanor... igen.
Pigerne skal nu bo i et dejligt sommerhus i England med drengene, men hvad sker der, når fyrenes kærester også møder op. Romantikken blomstrer mellem Louis og Freya, men med Eleanor i huset, skal det nok blive kompliceret. I mellemtiden finder Julie ud af, hvor meget hun har savnet Harry, og hvor hårdt det bliver at forlade ham igen. Men samtidig møder hun også Jake, der er anderledes og spændende.

Det bliver nogle dage, der både byder på romantik, venskab, pinligheder og overraskelser.
Ps. Kapitel 6 er blevet skrevet om

3Likes
3Kommentarer
1136Visninger
AA

9. They Don't Know About Us

Julies synsvinkel

"Hey," hilste Jake og gav mig et kram, inden jeg kunne nå at svare. "Hej," sagde jeg glad med hagen på hans skulder. Vi havde skrevet sammen i går aftes, og han havde spurgt, om vi ikke skulle ses igen. Krammet varede længere, end det burde, men det betød jo ikke noget. Da vi trak os fra hinanden, smilede han, og vi begav os side om side hen ad torvet. "Så, hvad skal vi lave?" spurgte jeg nervøst og førte en af mine lyse lokker om bag øret. Solen stod højt på den skyfri himmel og fik min hvide tanktop til at klæbe sig til min svedende krop. "Hvad med en sejltur? Vandet er perfekt på det her tidspunkt, og jeg har lånt min onkels båd." En sejltur kunne måske være meget dejligt, vejret er jo godt, og han havde lånt sin onkels båd... "Det lyder dejligt," sagde jeg. Et smil bredte sig på hans læber og nåede op til de chokoladebrune øjne, som solen fik til at funkle som stjerner på nattehimlen. "Julie, hallo? Er du faldet i staver?" grinede han og strøg mig blidt på armen. Mine tanker blev afbrudt, og jeg vendte tilbage til hyggelige torv. "Hmm? Undskyld jeg var lige væk," svarede jeg og smilede genert. "Hun ligger i havnen, kun 20 min. kørsel herfra." "Hun?" Jeg måtte have lignet et stort spørgsmålstegn, for han grinede svagt og sagde: "man omtaler altid både i hunkøn." Jeg nikkede og fulgte med ham væk fra torvet og mod den lille parkeringsplads. 

"Uuh jeg elsker denne her sang." Jeg begyndte at tromme melodien på mine lår, og Jake skruede op for fuld udblæsning. Snart skrålede vi begge i kor, mens landskabet fløj forbi os. Da sangen var færdig, skruede jeg ned og drejede overkroppen, så jeg kunne kigge på ham. "Er der langt igen?" spurgte jeg. Han rystede på hovedet. "Kun 5 minutter igen. Jeg foldede hænderne i skødet og kiggede spændt ud ad forruden. Jeg havde altid gerne ville ud at sejle, spise lækker mad, tage sol... Det skulle nok blive en god eftermiddag. Kort tid efter ankom vi. Havnen var proppet med mennesker i alle afskygninger. Både børn, teenagere og voksne var kommet frem fra deres skjul og ud for at nyde det gode vejr. "Det er lige herhenne," sagde Jake og lagde sin hånd på min ryg. Mit smil falmede pludselig, da jeg kom i tanke om første gang, Harry havde gjort det samme. Men Jake og jeg var jo bare venner... Ikke? "Her er den så." Han bredte stolt armene ud mod den hvide skønhed, der flød fredeligt på vandets små bølger. "Mener du ikke hun?" Jeg sendte ham et drilsk blik, og grinende gik vi ombord. 

"Kom nu." Han tilbød mig sin hånd, mens jeg skeptisk lænede mig ud over rælingen. "Er du sikker på, at det er sikkert?" spurgte jeg og kastede et blik ned i det dybe blå hav. Han nikkede forsikrende, og med gelé i knæene tog jeg imod hans fremstrakte hånd. Han hjalp mig op at sidde på kanten. "Klar?" "Klar," nikkede jeg og prøvede at lyde overbevisende - mest for min egen skyld. "3, 2, 1." Og så hoppede vi. Vores kroppe ramte vandet med et ordentligt plask. Mit skrig måtte have forskrækket alle fisk i miles omkreds. Vi svømmede op til overfladen, jeg åndede lettet op. "Lad os gøre det igen," grinede jeg og mærkede, hvordan mit hjerte hamrede i brystet. Sammen dykkede vi hen til båden og gjorde os klar til endnu et spring.

"Mere vin?" tilbød Jake og hev proppen af. Jeg nikkede og vendte blikket ud mod havet, der var ved at skifte farve. De orange-røde nuancer prægede himlen, og fik solen til at spejle sig i vandet klare overflade. Alt åndede fred. Herude var der ingen bekymringer, kun lyden af bølgernes brusen. "Hvad tænker du på?" spurgte han og skænkede hvidvin i mit glas. Jeg pillede lidt ved det sølvarmbånd, som Harry havde foræret mig for to år siden. "Ikke noget særligt. Jeg tænker bare." Jeg sendte ham et smil. "Tak for mad forresten, det smagte super godt." "Skål på det," smilede han, hvorefter vi lod glassene klirre mod hinanden. "Er det egentlig hårdt?" spurgte han ud af det blå. Jeg hævede forvirret øjenbrynene. "At date en kendt," mener jeg. Jeg skyndte mig at ryste på hovedet, men så nikkede jeg alligevel til min egen overraskelse. "Til tider, men det kunne være meget værre." Jeg begyndte at pille ved armbåndet igen. "Men paparazziaerne? De er alle vegne ikke?" Igen rystede jeg på hovedet. "Vi har meget godt styr på det. Det er kun gået galt én gang, men det fiksede vi." Jeg sank en klump og tænkte tilbage på den besked, Harry havde sendt ud til sine fans. "Men det er nu også rart at kunne gå med én uden at bliver overfaldet af fans. "Jeg er ellers ret kendt på de her egne," grinede Jake, og pludselig lagde jeg mærke til at solen allerede var gået ned. "Øhm, jeg må hellere se at komme hjemad. Det er sent." Han nikkede forstående og rejste sig. 

 

Jeg drejede forsigtigt nøglen om og åbnede langsomt døren. På tåspidser listede jeg indefor og hængte min jakke på én af knagerne. "Hey, du er sent hjemme," lød Harrys stemme. Jeg for op og et lille skrig undslap min mund. "Undskyld. Det var ikke min mening at forskrække dig," hviskede han og tog et skridt hen mod mig. Han aede min kind. "Harry, der er noget jeg skal fortælle dig." Jeg rømmede mig og tvang mig selv til at se ham i øjnene. "Men først er der noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig," sagde han og flettede vores fingre sammen. "Jeg har haft mine spekulationer omkring det her langdistanceforhold." Min krop stivnede, og jeg flyttede blikket til mine fødder. "Men nu hvor du er her, så ved jeg, at alle de søvnløse nætter, de flygtige sms'er og de lange telefonsamtaler har været det hele værd. For du er her nu, og jeg kunne ikke være mere lykkelig." Normalt ville de ord have fået sommerfuglene til at flakke euforisk rundt i min mave, men nu gemte de sig i deres pubber. Han lagde sin pande mod min og sendte mig det kærligste smil. Jeg forsøgte at smile igen, men det nåede ikke rigtigt op til øjnene. "Nå, hvad var det så, du ville fortælle mig?" spurgte han interesseret. Jeg sank endnu en klump. "Bare at jeg virkelig nyder at være her." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...