Strong enough - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Sienna Carter er en pige fra New York, hun er blevet taget i at sætte ild til et hus hvor uskyldige mennesker bor, men er det virkelig hende der har gjort det? Hendes mor kunne ikke klare den her håbløse teenager så hun sender sin datter hjem til hendes far i Los Angeles. Hvor hun skal starte på en ny skole, men når en helt ny pige starter og folk har hørt om hvad hun siges har gjort i New York bliver hun hurtigt et hurtigt mobbeoffer, men det stopper ikke Justin fra at lærer hende at kende hvis hun giver ham en chance? Hendes liv er som en rutsjebane når alting begynder at gå godt for hende, går det hurtigt ned af igen da hendes far lider af en sygdom, vil han overleve? Denne historie er fyldt med Identitet, kærlighed, familie, sorg, mobning, venskab og at være stærk når folk prøver at river en ned.

Ps Justin er ikke berømt! :)

22Likes
25Kommentarer
1957Visninger
AA

22. The Truth

Jeg kiggede på Justin ”Du vidste det!” råbte jeg og gav slip på Justin ”Sienna, jeg ville fortælle dig det!” sagde han hurtigt. Jeg skubbede til ham ”Find en pige der kan få dig til at føle dig levede i fem minutter. En der kan holde dig ud” råbte jeg af ham og skubbede ham igen ”Sienna, stop nu” sagde han og tog min hånd ”Lad mig være Justin! Du skal ikke røre mig” råbte jeg og rev min hånd til mig. Jeg kiggede ham i øjne og jeg kunne nemt mærke at folk kiggede hen på os. ”Du er en kujon Justin, Du er en kujon og en løgner” råbte jeg igen og skubbede til ham.

”Sienna” sagde han og jeg gik et stykke væk fra ham ”Han lavede hærværket” sagde hende den mystiske pige. Politiet gik hen og tog fat i ham ”Sienna” sagde han igen. Det gjorde ondt at hører den man elskede sige ens navne om og om igen ”Hvordan kunne du gøre det” sagde jeg imens de holdte ham ”Sienna, jeg elsker dig jo” råbte han igen og rørte min hånd ”Gå, gå!” råbte jeg og de tog ham med sig.

Jeg kiggede rundt i lokalet og folk kiggede på mig med lidt undskyldende øjne. Jeg gik over til hende den mystiske pige ”Hvordan?” sagde jeg og hun kiggede lidt rundt ”Jeg så det hele, jeg hedder for resten Jenna” sagde hun og ville give hånd. Jeg kiggede på den og løb ud af gymnastiksalen. Jeg kunne se politiet gå med Justin og Xander. Jeg løb lige forbi dem ”Sienna” råbte Justin ”Kom tilbage” kunne jeg hører politiet råbe og nogen tog fat i min hånd ”Jeg vidste ikke at det var din fars arbejdsplads” jeg vendte min om mod ham ”Hvorfor gjorde du det overhovedet” sagde jeg og politiet tog ham med sig.

Jeg løb hen til et busstop sted og ventede på bussen. Jeg steg ind og alle folk i bussen kiggede på mig, men hvem ville ikke det når en pige i flot kjole og med makeup under øjne steg ind i en bus. Jeg satte mig ned bagerst. Jeg løb nærmest ud af bussen, og fortsatte ind på hospitalet. Folk kiggede meget undrende på mig, jeg løb ned til døren ved min far og åbnede ”Faar” råbte jeg og gik hen til ham, men han reagerede ikke ”Det er for sent” sagde en kvindelig stemme. Jeg kiggede hen på hende, det var den samme fra i går ”Neej” hviskede jeg og tog hans hånd og kiggede på ham.

”Jeg elsker dig” hviskede jeg og kyssede ham i panden. Jeg gik stille ud af lokalet. Jeg løb ud af hospitalet da jeg så en bil der lignede min mors. Jeg gik hen i mod den ”Skat” sagde en stemme og jeg så min mor. Jeg løb hen i armene på hende ”Jeg elsker dig” sagde jeg og krammede hende og begyndte at græde. Nu havde jeg kun hende tilbage ”Jeg elsker også dig, jeg elsker også dig” sagde hun og kyssede mig i panden. Vi kørte stille hjem til mit fars hus. Jeg gik ind og lagde mig på sofaen og faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede stille og kiggede rundt. Hun satte sig ved siden af mig ”Er du okay?” sagde hun og kiggede på mig. Jeg fortsatte med at kigge ned i gulvet ”Jeg kan ikke mor” sagde jeg og kiggede hen på hende ”Du har ret til at lukke dig inde. Men skub mig ikke væk” sagde hun og jeg kiggede ned i gulvet igen, det mindede mig om Justin ”Det er det jeg gør, jeg skubbede Justin fra mig” sagde jeg og en lille tårer kom ”Ingen af os er perfekte. Vi begår fejl, vi dummer os, men så tilgiver vi hinanden og kommer videre” sagde hun og tog min hånd og nussede den ”Du har i det mindste modet til at føle. Du føler så dybt, du er din fars datter” sagde hun ”Okay” sagde jeg og jeg satte mig ind i bilen.

Vi stoppede foran kirken "Undskyld for alt" sagde en stemme. Jeg vendte mig om og der stod Annabella og Lara "Vi var lede, vi er kede af dit tab med din far og Justin" sagde de og vi gik ind i kirken. Det var mig der skulle holde talen. Jeg gik op foran dem alle sammen og gjorde mig klar.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...