Strong enough - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Sienna Carter er en pige fra New York, hun er blevet taget i at sætte ild til et hus hvor uskyldige mennesker bor, men er det virkelig hende der har gjort det? Hendes mor kunne ikke klare den her håbløse teenager så hun sender sin datter hjem til hendes far i Los Angeles. Hvor hun skal starte på en ny skole, men når en helt ny pige starter og folk har hørt om hvad hun siges har gjort i New York bliver hun hurtigt et hurtigt mobbeoffer, men det stopper ikke Justin fra at lærer hende at kende hvis hun giver ham en chance? Hendes liv er som en rutsjebane når alting begynder at gå godt for hende, går det hurtigt ned af igen da hendes far lider af en sygdom, vil han overleve? Denne historie er fyldt med Identitet, kærlighed, familie, sorg, mobning, venskab og at være stærk når folk prøver at river en ned.

Ps Justin er ikke berømt! :)

22Likes
25Kommentarer
2015Visninger
AA

17. Sick

Jeg kiggede målløst på ham ”Hærværk?” sagde jeg undrende ”Ja, der var nogen der lavede hærværk her en aften” sagde han og drikkede lidt af sin kaffe ”Hm, har de fundet personen?” sagde jeg undrende ”Nej” sagde han og kiggede på uret ”Du må heller gå i seng. Du skal jo i skole” sagde han og smilte. Jeg rejste mig stille og kiggede undrende på ham og gik ind på mit værelse og smed mit tøj hen på en stol og fandt mit nattøj frem og tog det på.

Jeg lagde mig stille i sengen og lukkede mine øjne. ”Sienna, du skal i skole” råbte min far. Jeg satte mig hurtigt op og blev hurtigt svimmel ”Okay” råbte jeg og kiggede lidt rundt indtil at jeg ikke var så svimmel mere. ”Jeg tager på arbejde” råbte min han ”Yeah” råbte jeg tilbage og rejste mig stille og åbnede skabet og tog nogen sorte bukser ud og en grøn hættetrøje på. Jeg ordnede hurtigt mit hår og lagde lidt makeup.

Jeg kunne se at jeg havde fået en besked. Jeg tog min mobil og så at det var min mor #Hej skat. Jeg savner dig# jeg rystede lidt på hovedet imens en lille tårer kom. Jeg slette beskeden, jeg orkede hende ikke lige nu. Jeg tog min taske og lagde min mobil i en lomme og gik stille ud af døren. Jeg gik op mod skolen da Annabella kom kørerne i sin bil ”Nå, har Justin droppede dig” sagde hun og kørte videre. ”Bitch” hviskede jeg og fortsatte.

Jeg gik ind på skolens område da jeg kunne se Justin stå at snakke med Xander ”Bro, hvem er det du har kendt længst?” råbte Xander. Jeg gik stille der op og gemte mig i mængden af mennesker ”Du har været sammen med den pige i noget tid også glemmer du hvem dine rigtigt venner er” råbte Xander igen og skubbede til ham ”Rigtige venner” råbte Justin og skubbede igen og de begyndte at slå på hinanden indtil de begge rullede rundt på jorden.

”Slås kamp, slås kamp” råbte alle i kor. Jeg kiggede lidt tilbage og så hende den mystiske pige igen. Jeg kiggede tilbage på drengene der stadig lå der nede ”Justin” råbte jeg og skubbede mig i gennem mængden af mennesker ”Nå, skal de kæreste rede dig?” sagde Xander og fjernede sig fra ham ”Gå” sagde jeg og skubbede ham væk. Jeg hjalp stille Justin op ”Hvad handlede det om?” sagde jeg undrende og hjalp ham hen på en bænk ”Ikke noget” sagde han og smilte og kyssede mig på kinden.

”Det i går med politiet” sagde jeg og kiggede ned ”Hvad var der sket?” sagde han undrende og tog min hånd ”Nogen har lavet hærværk på min fars arbejde” sagde jeg og kiggede ham i øjne ”Hm, hvad arbejder han som?” sagde han undrende ”Eh, lige nu laver han et nyt vindue til en kirke” sagde jeg og han fik lidt store øjne ”Hvad er der? Ved du hvem det er?” sagde jeg undrende og klemte hans hånd lidt ”Nej, det er bare længe siden at der har været hærværk” sagde han og smilte meget lidt ”Hm, tja” mere havde jeg ikke at sige.

Klokken ringede. Jeg rejste mig stille og vi gik stille med hinanden ”Vi ses skat” sagde han og kyssede mig hurtigt og gik ned mod sin klasse. Jeg tog mig sammen og gik ned til klassen og gik ind og satte mig og igen sad jeg bagved hende den mystiske pige ”Hvem er du?” sagde jeg undrende. Hun vendte sig stille om ”Det er lige meget” sagde hun og vendte sig om og timen begyndte. Men jeg kunne ikke tænke på andet end hende den mystiske pige og min far.
 

Jeg kunne mærke at jeg blev svimmel igen. Jeg rakte hånden op ”Nå, Sienna har noget at sige?” sagde ham manden med bulen ”Jeg har det ikke så godt” sagde jeg og han lavede bare ligegyldige øjne ”Okay” sagde han og fortsatte ”Må jeg tage hjem?” sagde jeg undrende og havde det som om at jeg kunne brække mig når som helt en slags tickende bombe ”Nej” sagde han hårdt. Jeg rejste mig stille fra stolen da jeg havde tænkt mig at gå anyway, men nåede ikke langt da alt blev lidt sløret og jeg faldt om på gulvet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...