Exchange of souls

I et hver menneskes liv, kommer der en tid hvor man ønsker at ændre sig. Altid vil man være som de andre. Have deres ting. Gør de ting som de gør. Være med til de ting som de er med til. Kort ud sagt... have deres liv!
Men hvis man så pludselig en dag, for chancen for at bytte sit liv væk for et andet, vil man så gøre det? Og hvilke konsekvenser kan det indebære at stå med et anden persons skæbne i hænderne, som man ved kan ændre deres liv med et brag?
Og vil man i virkeligheden helst have sit eget liv tilbage, når man oplever hvordan, den som man altid havde troet levede livet, i virkeligheden, har det sværere end man havde forudset?

16Likes
9Kommentarer
530Visninger
AA

4. What the fuck is happened?

Destiny fortæller:

 

Jeg kan ikke finde hoved eller hale i noget som helst mere. Da jeg vågnede på hospitalet tideligere, var jeg overbevist om, at det var en forestilling, som min hjerne havde opfundet. Men nu må jeg indrømme at jeg er i tvivl. Det hele føles så virkeligt, men alligevel er der en lille realistisk stemme i mit baghoved, der råber og skriger op om at dette umuligt kan finde sted. Og jeg kan ikke andet end at give den ret. Det her kan umuligt være rigtigt! Det være en forestilling. Eller en sygdom. Måske er jeg blevet psykisk syg efter ulykken. Måske har en af stenene skåret så dybt ind i mit hoved, så det har ramt den nerve, der hjælper mig til at skelne virkeligheden fra fantasi. Altså hvis der overhovedet findes sådan en nerve?

Eller også, er lægerne kommet til at give mig en forkert medicin, sådan en man kun giver til folk der er ved at dø, så de forestiller sig, at være i en andet menneskes krop, i stedet for at være i sin egen døende krop. Okay det lyder temmelig urealistisk, men det er den bedste teori jeg har lige foreløbig.

Det dunker kraftigt i mit hoved, og jeg må indse at jeg giver mig selv hovedpine, at alle mine skide teorier. Jeg er for fanden da ikke videnskabsmand. Selvom jeg lige i øjeblikket, ville ønske jeg var, så ville der måske, og kun måske, være en chance for at jeg kunne konkludere hvad der er sket med mig.

Jeg tager mig til hovedet, og prøver at stoppe min egen tænkestrøm, selvom det nærmest syntes at være en umulig opgave. Hvorfor bruger jeg aldrig min hjerne sådan i hverdagen, jeg ville da helt sikkert kunne få mindst et 10 tal i biologi, eller høre dette emne ind under fysik? Jeg husker ikke at have hørt om dette fænomen i nogle af fagene. Faktisk har dette aldrig strejfet min hjerne. Jo okay, der er måske nogle gange jeg har ønsket at leve en andens liv, men ikke sådan bogstaveligtalt.

Jeg lader mine øjenlåg glide i, og presser pegefingrene mod mine tindinger i små cirkler. Eller Harrys tindinger. Eller teknisk set så er det vel mine nu, da jeg ligesom befinder mig i hans krop, eller tilhører de stadig ham? Fuck det er indviklet!

"Nyt spørgsmål" meddeler Liam, som har siddet trofast i en hel time nu, og suget informationer ud af mig. Eller prøvet på det, for jeg kan ikke engang svare på en tredjedel at spørgsmålene. Hvilket ser ud til at gå ham en smule på.

Jeg sukker højlydt og åbner træt øjnene igen. Liams tålmodighed er imponerende, men for at være helt ærlig, så hader jeg den inderligt i øjeblikket. Kan den dreng ikke bare lade mig være, og køre mig hjem, som jeg snart har sagt til ham hundrenedogsytten gange at han skal.

"Hvad hed vores først single, jeg siger dig Harry, dette skal du kunne svare på" siger Liam i et næsten bedende tonefald.

Jeg tænker mig kort om, da min hjerne mere eller mindre er ved at kortslutte indeni mig. Jeg mener at kunne huske sangen kørte konstant i radioen en overgang, men det er over et år siden, og da jeg som sagt hverken er fan og lige har været ude får en ulykke, hvilket menneske forlanger så lige at jeg skal vide det? Når jo, Liam!

"Liam jeg er ked af det, men jeg aner det virkelig ikke" indrømmer jeg undskyldende og læner mig tilbage i sofaen.

Drengene tog mig, eller rettere sagt Harry, med fra hospitalet, og direkte ind i deres bus. Det hele gik så hurtigt at jeg slet ikke nåede at reagere eller modsige mig, hvilket nu er grunden til at jeg sider her med Liam, og leger gæt en Harry.

Liam stønner opgivende, og kigger på mig med et blik der siger: kom-nu-man-tag-dig-dog-sammen.

"Okay vi tager endnu et," siger Liam vedligeholdende, hvor kommer alt hans gå på mod lige fra? "Hvad hedder din søster?"

"Okay endelig et nemt spørgsmål, hun hedder Grace" svare jeg, og er denne gang er jeg helt sikker på mit svar.

"Nej hun gør ej, hun hedder Gemma" fortæller Liam mig med en rynket pande.

Han er sikkert lige så træt af mig, som jeg er af ham lige nu, tænker jeg. Forståeligt nok, jeg ville også være træt af mig selv. Han sider sikkert og tænker, at jeg er verdens mest uvidende tøs. Eller når nej, verdens mest udvidende dreng. Hah, jeg kan bare tørre det hele af på Harry, ret smart nu når jeg tænker over det.

Liam rejser sig op, og ser ned på mig med et meget opgivende blik. Det var så den tålmodighed jeg lige fik dræbt, tænker jeg.

"Jeg er ked af det Harry, men jeg orker altså ikke mere nu" siger han, og går ind mod et nyt rum i bussen, og efterlader mig dermed alene i sofaen.

Jeg sukker igen. Bare jeg var derhjemme nu, så ville jeg spørge min far til råds. Han ville garanteret have et svar på dette. Det har han altid! Gad vide hvad han laver nu? Jeg ville nok gætte på, at han sider og løser en kryds og tværs. Dem elsker han at side og nørkle med, og kan bruge flere timer på det. Ham og Liam har åbenbart noget til fælles, de har begge en god tålmodighed.

Jeg vil gerne tale med ham lige nu. Jeg lægger min hånd på lommen, hvor min mobil plejer at ligger i, men der er ingenting. Jeg kigger rundt i rummet efter en telefon, men niks, alt andet har de her, bare ikke en telefon. Jeg rejser mig op, og skal til at gå ind i rummet, hvor Liam forsvandt ind, for få minutter siden. Dog stopper jeg op ud for døren, da jeg lige skal bruge lidt tid på at overveje situationen. Skal jeg banke på før jeg går ind? Jeg mener, det kan jo være de er ved at klæde om eller noget, og helt ærligt har jeg så ikke været udsat for nok i dag? Jeg løfter hånden og skal lige til at slå den mod døren, da en ny tanke strejfer mig. Den rigtige Harry ville da aldrig banke på før han gik ind til de andre, vel? Nej, det ville virke for mærkeligt.

Med et beslutsomt greb, tager jeg fat i dørhåndtaget, og trykker det langsomt nedad, mens jeg forbereder mig på det værste. Dog viser det sig at der ikke er noget at være bange for, da drengene bare sider i de forskellige senge og snakker. En tavshed hviler over rummet da jeg træder ind af døren, og med det samme for jeg en fornemmelse af at føle mig uvelkommen.

Med de andres blikke rettet mod mig, går jeg hurtigt over og sætter mig i den nærmeste seng, ved siden af Zayn. Jeg kigger genert rundt på de andre, med en ubehagelig klump i maven. Måske er det ikke så smart at spørge om en telefon lige nu.

"Er du okay Harry, du ser lidt bleg ud" siger Louis og kigger bekymret på mig.

"Jeg er ikke..." jeg stopper mig selv, jeg kan lige så godt lade være, ingen af dem tror på mig alligevel. "Jeg har det fint nok, jeg er stadig bare lidt rystet over det hele er sket" fortæller jeg.

Han nikker forstående. "Liam sagde at du næsten ikke kan huske noget."

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal svare. Jeg kan jo sagtens huske alt det om mig selv, men jeg vidste jo i forvejen ikke ret meget om Harry. Tavsheden lægger sig igen over rummet, da de sikkert alle sider og venter på et svar fra min side, et svar der aldrig vil komme.

"Du har ikke nødt at skamme dig over det, vi skal nok hjælpe dig" siger Zayn, og klapper mig let på skulderen.

"Ja du kommer til at huske det hele igen" meddeler Niall og sender mig et stort smil der smitter.

"Tak gutter" siger jeg, og underligt nok slapper jeg mere af i kroppen.

Vi begynder at snakke lidt, og alt føles rart, indtil Louis bringer et nyt emne på banen.

"Nu når du har glemt alt, ved du så heller ikke hvordan man synger mere?" alvoren i hans stemme er ikke til at tage fejl af.

Jeg trækker på skuldrene, det ville virkelig være forfærdeligt hvis Harry Styles havde mistet sin stemme, tænk på alle deres fans, de ville blive knust, og det hele ville være min skyld. Eller ville det egentlig det, det er jo trods alt ikke med vilje jeg er havnet i denne krop, vel?

"Så prøv" insistere Niall.

Jeg tøver lidt. Jeg har aldrig været den store sanger, langt fra, jeg er nok den mest tonedøve person i verdenshistorien. Så det er lagt fra lysten der driver mig, de jeg begynder at synge en sang, min mor altid sang for mig som lille. Og jeg behøver ikke at høre på det ret længe, før jeg kan konstatere at det lyder forfærdeligt. Drengene ser dog heller ikke just så imponeret ud, faktisk ser de næsten rædselslagende ud ved tanken, om en ikke-syngende Harry.

 

Harry fortæller:

 

Jeg sukker opgivende og smækker bildøren efter mig. Hele vejen hjem har jeg prøvet at forklare denne mand, at jeg ikke er hans datter, og at han skulle køre mig ud til lufthavnen hurtigst muligt. Mig og drengene begynder en Europa turne om blot få dage, som jeg helst ikke vil gå glib af. Gad vide hvad de vil gøre uden mig? Ikke fordi jeg er gruppens leder eller noget, men hvem skal nu synge mine vers? Aflyser de så bare turneen, eller udsætter de den, til jeg kommer tilbage? 

Eller lader de... hende synge? Henne på hospitalet så jeg min egen krop gå ud af en stue, sammen med Niall. Tror de det er mig? Er de lige så godtroende som ham manden, som vist nok påstår at han er min far, jeg har fulgtes med hele dagen. Typisk voksene, de tror da heller aldrig på noget. Okay jeg må da også indrømme, at hvis nogen havde påstået at de havde byttet krop med en anden, ville jeg nok heller ikke være den først til at tro på det.

Huset er mørklagt indenvendigt, men manden, min 'far', tænder hurtigt for lyset på en stikkontakt. En lille stue bliver oplyst. Rummet minder mig om noget fra min barndom. Væggene er beige farvet, og gardinerne brune. I det ene hjørne er der opstillet et lille sofaetablisment. Sofaerne er af brunt stof, og de ser meget behagelige ud at side i. Ellers er stuen meget klassisk. På gulvet ligger der et stort tæppe, med mange forskellige mønstre. På en lille komode, står der et fjernsyn, som jeg straks lægger mærke til, fordi det er tykt, og ikke ret stort. Det må være flere år gammelt.

"Gå du bare op i seng, det trænger du vidst til, efter denne hektiske dag" siger manden beroligende.

"Okay," siger jeg, da en blød seng faktisk lige er hvad jeg trænger til, det kan være at det bare er noget man skal sove på, og så i morgen vil jeg vågne op i min egen krop igen. Jeg strækker mine arme træt i vejret, og skal lige til at gå ind i seng, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke aner hvor den er.

"Øh... far?" ordene lyder underlige i min mund, det er jo slet ikke min far. "Hvor er mit værelse?" Spørgsmålet er utrolig dumt, men nødvendigt. Manden kommer hen til mig, og gener mig ovenpå, og ind ad en hvid dør. 

"Her skat" siger han og smiler venligt.

"Tak" svare jeg kort, og kigger mig nysgerrig rundt. 

"Tror du, at du kan klare dig selv nu?" spørg han.

Jeg nikker. "Ja det er fint, tak."

"Godt, sov godt min skat" siger han og kysser mig på håret, så endnu en mærkelig følelse kryber rundt i min krop, det her er simpelthen for mærkeligt!

Manden går ud af rummet, og lukker døren bag sig. Jeg er nu alene på 'mit' værelse. Rummet er ikke specielt stort, og ligsom stuen, minder det mig om noget fra min barndom, på den der gamle måde. Men det virker rimlig hyggeligt. Væggene er hvide, men ikke skrigende hvid, som i mange andre hjem, nej det her er en mere sjusket eller beskidt hvid. Op ad den ene væg står en dobbeltseng, der er opredt til to personer. Gad vide om jeg deler værelse med nogen? Det ville være en smule akavet, ville det ikke?

På væggene er der mange billeder, og min interesse falder hurtigt på et gammelt et, med slidte kanter, og falmende farver. Jeg tager det forsigtigt ned fra væggen, og holder det i mine hænder. En glad familie, på fire personer, smiler op til mig. Manden på billedet genkender jeg, han havde fulgt mig hele dagen. På skuldrene har han en lille pige sidende, som ikke kan være mere end et par år gammel. Ved siden af dem, står en dame, med armene rundt om en lidt ældre pige. Pigen læner sig ind til damen, og har et stor smil om læberne. Ud fra det ene billede, kan man tydeligt fornemme hvor lykkelige de er.  

Jeg sætter billedet tilbage på væggen, og tager et nyt ned. Damen går også igen på dette billede, men hun ser yngre ud, end på det andet. I favnen har hun et lille spædbarn, der lige må være blevet født, da babyen stadig er blå-rød i hovedet. De to må have et meget stærkt mor-datter forhold, tænker jeg. 

Jeg lægger billedet fra mig, og lægger mig hen i sengen. Den er blød, og fjedrene for den til at hoppe en smule. Lige hvad jeg trængte til. Jeg lægger mit hoved på puden, og lukker øjnene. I morgen skal det hele nok ordne sig. Det skal det!     

    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...