Exchange of souls

I et hver menneskes liv, kommer der en tid hvor man ønsker at ændre sig. Altid vil man være som de andre. Have deres ting. Gør de ting som de gør. Være med til de ting som de er med til. Kort ud sagt... have deres liv!
Men hvis man så pludselig en dag, for chancen for at bytte sit liv væk for et andet, vil man så gøre det? Og hvilke konsekvenser kan det indebære at stå med et anden persons skæbne i hænderne, som man ved kan ændre deres liv med et brag?
Og vil man i virkeligheden helst have sit eget liv tilbage, når man oplever hvordan, den som man altid havde troet levede livet, i virkeligheden, har det sværere end man havde forudset?

16Likes
9Kommentarer
530Visninger
AA

2. Prolog

Harry fortæller:

Jeg puster ud, og trækker noget nyt luft ind. Mine øjne er lukkede og mine hænder er dybt begravet inde i mine krøller. Slap af, siger min indre stemme, tag det nu helt roligt, du er nød til at være fuldstændig afslappet. Min brystkasse bevæger sig i et noget langsommere tempo, end for få minutter siden. I aften skal jeg være 100% koncentreret. Vi skal være koncentreret. Dette vil muligvis blive den vigtigste koncert til dato. Blandt publikum i aften, ville der side tre af de mest magtfulde mennesker, inden for medieverdenen.

Jeg lader hænderne forlade mit hår, og ryster dem nervøst. Bare det nu går. Aldrig har jeg følt presset ligge så meget på mine skuldre, som nu. Ikke engang i X-factors første live show, hvor jeg ellers kunne havde svoret, at jeg skulle dø. Men nu var der bare så meget mere der stod på spil. Det var trodsalt ikke kun min skæbne der ville blive ødelagt, jeg ville også trække de fire andre, med mig i graven.

Bare én fejl. Én enkel fejl, og så var det slut. Bare sådan lige. Det ville ikke være første gang, de gjorde ende på en sanger. For hvem kan ikke huske Micka Joes? Nej se selv, ingen! Der er apsolut ingen der ved hvem hun var i dag. Hendes musik er blevet slettet fra nettet, hun bliver ikke længere inviteret med til alle prisuddelingerne, og værst af alt, hendes fans er så småt begyndt at glemme hende. Hun er ude!

Og sådan kunne det også nemt ende for os, hvis vi ikke tog os i agt. Det hele kun slutte som ved et fingerknips.

"To minutter!" lyder Pauls ophidsede stemme ude på gangen. Selv han, kan ikke forholde sig i ro, i denne nervepirrende situation. Forståeligt nok, han vil trodsalt også miste sit job, hvis det går så vidt.

Jeg hopper på stedet, op puster ud igen. Panikken skal holdes nede, ellers kan jeg lige så godt opgive at gå på scenen, for så vil alt da med sikkerhed gå galt.

Jeg åbner øjnene, og fugter mine læber. Så er det nu. Jeg tager de få skridt hen med døren, og tager fadt i håndtaget. Måske er det sidste gang jeg forlader et makeup rum, før en koncert, tænker jeg. Nej! Det må det ikke være! Det bliver det heller ikke, beslutter jeg mig for, og trækker beslutsomt ned i håndtaget, så døren går op.

Larmen møder mine øre som det første, da jeg forlader rummet. Folk farer rundt, og råber stresset efter hinanden. Selv de, er berørt af dette. De mister sikkert også deres job hvis jeg fejler, hvisker en irriterende stemme inden i mit hoved. Og dermed blev presset på mine skuldre lige fordoblet.

"Hey" siger Zayns velkendte stemme bag mig, og jeg kan mærke en arm lægge sig om mine, i forvejen belastede, skuldre.

"Hej" siger jeg, mens vi bevæger os hen mod de andre, der møder os med anspændte smil, og øjnene fulde at frygt. Specielt Nialls øjne, de skriger næsten af angst. Ingen af dem siger noget, denne koncert er slet ikke som de andre. Normalt plejer vi at snakke eller øver danse-moves før en optræden, men det er dagens stemning alt for anspændt til.

Skrigene fra den enorme fanskare, der venter på den anden side af væggene, vælter ind over os som en tsunami, og bryder med et, den forfærdelige tavshed mellem os. Ingen af os kan holde smillet tilbage. Vores fans formår altid at muntre os op.

"Er I klar til det her gutter?" spørg Louis med en overraskende normal stemme.

Vi andre nikker. Om vi er klar eller ej, bliver vi nød til at stå på dén scene, om mindre end et minut.

"Vi gør det her. Falder vi, så falder vi, men vi gøre det sammen" Liams ord er imponerende. Ud over at han er klog, ved han bare hvordan man gør brug af ord, så de altid giver mening.

Igen nikker vi enstemmigt. Det er en for alle, og alle for en. Ligesom musketererne. Louis spreder armene, og trækker os andre ind i et fælles kram. Det letter en del af byrden. For jeg ved at, uanset hvad der sker, uanset hvad de syntes om os, vil vi altid stå sammen!

Vi står tæt sammen, og kigger rundt på hinanden. Zayn rækker den ene hånd frem. Jeg bider mig i underlæben. Jeg får et sug i maven. Koncert-stemningen er tilbage i min krop. Nu er jeg klar til at trykke den af! Nu skal vi vise dem, hvad One Direction kan udrette!

Vi råber vores kampråb, som altid, inden vi går på scenen. Det er vores særlige ritual.

"Ti sekunder" meddeller Paul der pludselig kommer frem bag en kulisse.

Vi ønsker hinanden held og lykke, og løber hver til sit. Vi har hver vores plads at stå på, så vi kommer frem forskellige steder på scenen.

Jeg kravler op ad stien, og indtager min plads. Udefra er scenen mørklagt, men fra hvor jeg står, kan jeg se det hele. Fansene skriger vores navne, og nogle af dem er såmen også begyndt at trampe i gulvet af bare spænding. Sært at jeg, ét menneske, kan have så stor en påvirkning, på så mange andre.

Sirenerne går i gang, som indikere at Up all night skal til at begynde. Fansene går amok! Projektørlyset glider rundt på publikum, og de er vilde med det. Jeg ser over på den anden ende af scenen, hvor jeg ved Louis står. Vores blikke mødes. Hans løfter sit ene øjenbryn, og sender mig det der karlsmart ansigt, som kun han kan lave. Jeg smiler, og sender en anden grimasse tilbage. Han gør sig skiløjet, bider tænderne sammen, og laver sit berømte hip thrust. Jeg griner og ryster på hovedet. Det er utroligt, så afslappende han kan tage alting, aldrig for alvorligt!

Liams stemme bryder ud i perfekte tone, og jeg gør mig klar til min egen entre. Og da musikken spiller de velkendte toner, træder jeg ud på scenen, og synger, det bedste jeg har lært.

 

* * *

 

Svenden driver ned af mit ansigt. Jeg har gjort hvad jeg kunne, og nu mangler vi kun en sang, før det hele er slut. Fansene har været fantastiske i aften, og uden tvivl skal de have en del af fortjenesten, for at holde vores gejst oppe.

Jeg finder et nyt sted at stå på scenen, da Josh begynder at spille introen til What makes you beautiful. Jeg trommer med på tonerne, ved at slå hånden mod mit ene lår. Vi er alle et stort smil, og nerverne er næsten væk. Liam begynder som han skal, og gør det perfekt til punkt og prikke. Vi andre falder langsomt ind i sangen om planlagt, og gør os umage, for at ramme alle tonerne.

Fansene skriger af fulde lunger, og musikken brager ud i salen. Jeg skal snart synge min solo, så det er nok bedst at begynde, at gå lidt frem ad på scenen. Jeg tager det første skridt, idet en stor sort ting, flyver ind foran mit synsfelt, og rammer mig hårdt i hovedet, så min stemme knækker over, og jeg falder sammen på scenen. Luften bliver trygt ud af mig, da tingesten falder ned over mig, og lander på min mave.

En høj pibende lyd skære igennem det hele, da min mikrofon flyver hen ad scenen og rammer en af højtalerne, bag mig. Jeg kigger op i loftet, men mit blik er sløret, og gengiver tingene flere gange. Mit hoved dunker, og gør ubeskriveligt ondt. For ikke at snakke om min mave. Jeg prøver at få min hånd til at skubbe tingesten af min mave, men den er får svag.

Louis og Niall er henne ved mig på nul kommer fem, og sammen skubber de den store ting, ned fra min mave. Jeg hiver efter vejret, samtidig med at mit blik sortner mere og mere. Alle drengene er her nu, alle tolv. Sådan ser jeg det i hvert fald, med mit forsvindende blik.

Jeg hører Liams stemme sige til fansene, at vi holder en kort pause, og de udbryder i et kor at rædselsskrig. Mine øjne glider svagt i, og jeg kan intet gøre, for at holde dem åbne.

"Hurtigt få en læge herind" når jeg lige at opfange, før at bliver sort, og jeg bliver døv for virkeligheden.

 

Destiny fortæller:

 

Jeg kan slet ikke begribe det faktum, at der er lovligt, at give noget menneske, så mange lektier for. Jeg sukker. Jeg når aldrig til bunds i alt dette, inden i morgen. Og ikke nok med det, så har vi også en franskprøve i morgen, som jeg helst ikke må dumpe i. Hvilket nok alligevel kommer til at ske, da jeg ligeud sagt, stinker til fransk. Hvorfor har man overhovedet fransk? Hallo, vi bor i England, det er jo ikke fordi at vi lige kommer til Frankrig hver anden uge, vel?

Jeg kigger opgivende ned på mine skolebøger. Hvis jeg nogensinde bliver præsident, hvilket jeg allerede kan konstatere aldrig kommer til at ske, ville jeg forbyde lektier, og i stedet indføre dans, som et fast fag. For jeg elsker at danse, og ville gøre det hele dagen hvis jeg havde mugligheden får det.

Jeg kigger over på hylden, over min seng. Alle mine medaljer og pokaler, står på den. Jeg har efterhånden så mange, at jeg snart bliver nød til at sætte en hylde mere op. Men det gøre jeg med glæde, hvis det er det der skal til.

Koncentration, minder jeg mig selv om. Jeg drejer hovedet tilbage til arbejdet. Det skal jo laves på et eller andet tidspunkt, og helst før i morgen hvor det hele skal afleveres. Hvorfor er det også lige, at jeg altid udskyder den slags, til allersidste øjeblik? Og hvorfor er det jeg altid ærgre mig over jeg har gjort det?

 

* * *

 

Dunk. Hvad var det? Jeg kigger rundt på mit værelse, men kan ikke få øje på noget, som kunne havde lavet den lydt. Dunk. Der var den igen!

Jeg rejser mig op, og går over til vinduet. Jeg kan se en skikkelse stå ude i aftenmørket. Jeg løfter den lille hægt, og skubber vinduet op, da en sten rammer mig i hovedet.

"Av for..." siger jeg, og rynker brynene.

"Des, det må du virkelig undskylde" lyder det nede fra jorden.

Ally står nede foran mit vindue, og smiler undskyldende op til mig.

"Det går" siger jeg, og læner mig en anelse ud af vinduet.

"Det var godt, jeg har nemlig noget vigtigt sladder, du bare MÅ høre!" alvoren i hendes stemme er ikke til at tage fejl af, og hun er sikkert ved at eksploder indvendigt, bare for at komme til at fortælle mig det.

"Hvad?" udbryder jeg spændt, og læner mig en anelse mere ud af vinduet.

"Jack har slået op med Jill."

"Det er løgn!?"

Jack og Jill var det ideelle kærestepar. Dem alle så op til, og ønskede at skæbnen en dag, ville finde et lige så perfekt match til dem selv. Bare deres navne var skabt for hinanden. Jack og Jill. Det kunne jo være navnet på den for vildeste kærligheds roman.

"Tro det eller ej, men jeg har selv lige snakket med Jill, hun er helt ødelagt" fortsætter Ally.

"Ej hvor forfærdeligt! Jeg må ringe til hende med det samme!" siger jeg mumlende, da jeg stadig er lidt i chok over aftenens overvældende nyhed.

"Kom herned, så kan vi ringe sammen" siger Ally, og vifter med armen.

Jeg nikker, og svinger det ene ben ud af vinduet. Jeg har gjort dette hundredevis af gange, det er enkelt nok, jeg skal bare ud ad vinduet, glide cirka en meter eller to, ned af tagstenene, til jeg kommer, til en af de jernpæle, der holder verandataget.

Jeg tager mit andet ben ud, og sider nu i vindueskarmen, med begge ben ude, og kigger ned på jorden. Under mig er der anlagt en lille havedam, med forskellige former for sten, som danner en kant rundt om den. Min far lagde den, samme år som... Nej, det har jeg ikke lyst til at tænke på nu.

Jeg lader mig falde, og glider ned, langs taget. Det er fugtigt, da nattens dug, allerede er faldet. Jeg er hurtigt nede ved tagranden, og kigger efter pælen. Jeg skæmter den et stykke længere henne, og rykker mig stille og roligt derhen ad. Hvis det ikke havde været for de tre meter, som der nu var ned til græsplænen, var jeg hoppet. Men jeg vil hellere være på den sikre side.

Jeg for fat i jernpælen, men ligesom tagstenene, er den fugtig. Mine fingre er blevet klamme af alt den kravlen. Jeg sætter mine hænder om pælen, og lader mig falde fra taget.

Jeg ryger hurtigere ned ad, end forventet, og pludselig glider mine fingre af pælen. Jeg griber panisk ud efter den igen, mens jeg falder bagud, men får kun fat i luften mellem pælen og mig. Et skrig forlader min mund, inden jeg rammer den hårde jord, eller skulle jeg sige, de hårde sten. Jeg kan mærke en skarp kant, skære igennem huden i mit baghoved, og endnu et skrig viger fra min mundvig. En ubeskrivelig smerte. Som at blive skåret af tusind knive, og derefter få drysset salt i såret. Jeg tager mig til hovedet, og mærker straks den våde væske i mine hænder. Blod!

Ally er henne ved mig på ingen tid. Hendes øjne er store og skræmte, og uden tøven kalder hun om hjælp. Mit blik er omtåget, og det eneste jeg kan koncentrere mig om, er smerten i mit skadede baghoved.

Kort efter kan jeg høre en mandlig stemme, men kan ikke se hvem ejeren bag den er, da mit syn er forsvundet, som var der lagt et sort tæppe over mit hoved. Jeg kan mærke, at jeg jorden under mig forsvinder, og en befriende følelse rammer min krop, og bringer mig ind i en mørk tunnel, hvor der ingen udvej er.

 

Overblik set udefra:

 

Ambulancefolkene er i koncertsalen med det samme. Det er trodsalt et verdenskendt sangidols liv, der står på spil her. Han skal reddes! Redningsfolkene for med besvær banet sig vej, mellem de mange personer, der står omringende om den tilskadekomne.

"Flyt jer, lad os komme forbi" råber de, og skubber til de sidste der står i vejen for dem.

Den unge mand ligger på gulvet, med en gevaldig bule, et flækket øjenbryn, og en blå-lilla pande. Ikke ligefrem det ansigt, som alverdens teenage piger, drømmer om at se.

De for med lidt besvær lagt ham op på båren, og ruller hastigt af sted med ham igen. Ambulancen står udenfor og venter på dem, og dens kraftige blå lys, oplyser de mange fortvivlede ansigter udenfor. Rædselskrig lyder, da båren kommer udenfor og er på vej hen til ambulancen. Mobilerne blitzer, pigerne skriger, og nogle af fansene prøver at komme helt tæt på begivenheden. Politiet, der også lige er ankommet, hjælper dog til, med at holde de mange sindsforvirrede piger væk.

Båren kommer endelig op i ambulancen, der kort efter forlader kaosset, og drøner mod det nærmeste hospital.

 

* * *

 

Doktor Williams skal stå for operationen af den unge pige, som for mindre end et kvarter siden, skar hul i bagsiden af hovedet, da hun på tragiskvis faldt ned fra taget. Nu ligger hun på operations stuen, og venter på at en doktor skal ankomme, og dermed afgøre hendes skæbne. Han bevæger sig ind i det hvide rum og hen til briksen, med den uheldige pige. Hun har fået en hjemmelavet, og mere eller mindre kikset forbinding om hoved, set fra en læges vinkel, men den har forhindret hende i at forbløde, så helt håbløs har den ikke været.

Sygeplejerskerne står der allerede, og er klar til at udføre doktorens ordre. Doktoren åbner munden og former de første ord, mens sygeplejerskerne lyder dem uden indvendinger.

Pludselig brager dørene op, og en ny båre, med et andet offer, er nu også i rummet. Doktor Williams beklager sig højlydt over, at der ikke må være to patienter på samme operationsstue, men ambulance folkene for langt om lange forklaret ham, at drengen er døende, og at kun doktoren, kan foretage hans operation, som skal ske omgående. Willams tager sig til hovedet, hvad fanden skal han gøre? Han kan jo ikke bare vælge og vrage. Det her er et spørgsmål om liv. Og han ved at et af dem vil gå tabt, hvis de ikke hver især får hjælp omgående.

"Jeg tager dem begge to" siger Willams beslutsom.

"Jamen det kan du da ikke klare, jeg mener, det kan vi ikke klare" siger en af sygeplejerskerne målløst.

"Det er vi nød til!" siger Willams mere beslutsomt end nogensinde før.

Operationerne tager hver især lang tid, og ofrende er snart ude af stand til at klare mere. Williams står netop og syger pigens baghoved sammen, da en pippende lyd, skriger over fra drengens hjertemåler.

Willams fare over til ham, velvidne om at pigens heller ikke ser for god ud, men måske kan han lige nå at... Biiiiibbbb!

Han ser over mod pigen måler, der nu kun består af en lang streg, på den sorte skærm. Hurtige ordre bliver slynget ud i luften, og forskellige apparater bliver fundet frem. En svitsende lyd rammer drengen, da en sygeplejeske, sender kraftige stød gennem han krop, og dermed for ham til at ryge op fra briksen, for en kort stund. En anden sygeplejeske gør det samme ved pigen. Kom nu, tænker Williams, det skal virke!

"Giv dem et fælles, på tre. En, to," han tøver en smule. "Tre!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...