Exchange of souls

I et hver menneskes liv, kommer der en tid hvor man ønsker at ændre sig. Altid vil man være som de andre. Have deres ting. Gør de ting som de gør. Være med til de ting som de er med til. Kort ud sagt... have deres liv!
Men hvis man så pludselig en dag, for chancen for at bytte sit liv væk for et andet, vil man så gøre det? Og hvilke konsekvenser kan det indebære at stå med et anden persons skæbne i hænderne, som man ved kan ændre deres liv med et brag?
Og vil man i virkeligheden helst have sit eget liv tilbage, når man oplever hvordan, den som man altid havde troet levede livet, i virkeligheden, har det sværere end man havde forudset?

16Likes
9Kommentarer
536Visninger
AA

3. It's not my body

Destiny fortæller:

 

Jeg kan høre stemmer i rummet, men er ikke i stand til at se hvem det er, da mine øjne ikke rigtig gider at følge mine ordre om at åbne sig. En gevaldig smerte prikker i min pande, og gør ubeskriveligt ondt. Stemmerne bliver højere, og ender med at give mig hovedpine. Langsomt men smertefuldt, for jeg skubbet mine øjne op. Jeg kigger lidt rundt i rummet, mit blik er en anelse sløret, men bliver hurtigt bedre og bedre.

"Hey hvordan går det makker" siger en stemme, fra min venstre side.

Jeg drejer hovedet, hvilket skaber store smerter i hoved og halsregionen. Sært, da det jo var baghovedet jeg slog, var det ikke? Det er da i hvert fald sådan jeg husker det.

En brunhåret dreng står og smiler ned til mig. Han virker underlig bekendt, dog mindes jeg aldrig at have mødt denne dreng før. Min hjerne kører på højtryg, hvilket gør hovedpinen endnu voldsommer. Nu ved jeg det. OMG hvad i al verden laver han her. Jeg mener, kan det overhovedet være muligt? Louis Tomlinson, her, sammen med mig.

Jeg kigger mistroisk på ham. Det her kan da umuligt passe. Jeg mener, hvilken sandsynlighed ville der lige være for det. Nej, det kan ikke passe. Det må være en hallucination, af alle de ting og sager lægerne har givet mig, under bedøvelsen, som nu påvirker min hjerne så meget, at den får mig til at se kendisser. Hah, hvad bliver det næste så, at Justin Bieber kommer ind i undertøj?

Jeg griner indvendigt, da det faktisk kunne være ret sjovt. Godt nok er jeg ikke den store fan af hverken ham eller Louis, men I må da indrømme at det kunne være rimelig fedt, ikke?

Jeg smiler lidt ved tanken, og kigger nærmest forventningsfuldt over på døren. Og næsten på magisk vis går den op og ind kommer... Niall Horan? Okay måske var det ikke lige Bieber, men what ever, Niall er sku da lige så pæn.

"Er du okay?" spørg han mig, og sætter sig på sengekanten.

Skal jeg svare ham, eller ville det ikke virke lidt underligt. Jeg mener, hvis han er en hallucination, så er det vel ligesom at tale med et spøgelse. Men på den anden side, så er der ikke andre inde i rummet, end de to spøgelser og mig. Og hvor sejt kunne det ikke lige være, at sige man havde snakket med Niall Horan. Ret sejt.

"Tja, det gør ret så ondt i mit hoved, men ellers har jeg det vel fint" svare jeg, og bliver helt overrasket over min egen stemme, da den er meget dybere end den plejer og en anelse mere hæs. Kan dette mon være en påvirkning af mit tilskadekomne hoved?

Louis ånder lettet op, og sætter sig på den modsætte side af sengen som Niall.

"Det var godt. Scenemestrene var helt ude af den. De kunne slet ikke forstå hvordan den projektør bare kunne falde ned" fortæller Louis.

"En projekttør?" siger jeg undrende.

Han nikker. "Du blev ramt af en projektør, kan du slet ikke huske det?" hans øjne ser bekymrede ud.

"Nej," siger jeg undrende. "Jeg faldt ned fra taget, og skar mit baghoved på en af stenene ved dammen" forklare jeg.

Begge drengene gør store øjne og kigger forskrækket på hinanden, og derefter tilbage på mig.

"Det her er altså ikke for sjov Harry" siger Niall roligt men alligevel alvorligt.

Harry? Hvorfor kalder de mig Harry? Mit navn er jo Destiny, det er jeg ret sikker på, selvom jeg åbenbart ikke kan regne med noget lige nu, er jeg dog næsten 100% sikker på dette. Okay det her er virkelig begyndt at blive mærkeligt.

"Nej, jeg mener det også seriøst! Jeg faldt ned fra taget. Og bare lige til jeres orientering, så er mit navn altså Destiny, og ikke Harry."

"Okay nu rabler det da helt for ham" mumler Louis til Niall, selvom hans blik stadig er rettet mod mig.

Vi sider lidt i tavshed, indtil Louis bryder den. "Jeg tror lige jeg henter en læge" siger han kort, og forsvinder ud af rummet.

Niall bliver sidende, og ser en anelse mærkværdig ud i ansigtet.

"Bare rolig Harry, det skal nok gå" siger han opmuntrende og klapper mig på skulderen.

Hov vent nu lige engang. Jeg kunne mærke hans berøring! Det burde jeg vel ikke kunne, vel? Hvis han bare er en fantasering fra mit hoved, så ville jeg vel ikke kunne mærke ham. Nu begyndte jeg at blive en smule bange. Sidder Niall Horan virkelig her på min seng?

Døren bliver åbnet igen, og Louis kommer ind, sammen med en ældre dame i kittel. Hun trækker en stol hen, og sætter sig ved siden af sengen.

"Nå, hvordan har du det så min dreng?" spørg hun venligt, med en beroligede og behagelig stemme.

"Jeg er altså en pige" siger jeg og møder hendes blik.

Hun nikker en smule mistroisk, og kigger så over på Niall og Louis.

"Det kan godt henne, at patienter, der har fået skader i hovedet, kan miste hukommelsen" forklarede hun dem.

Miste hukommelsen. Hvad mig? Næppe. Det var da dem, der kaldte mig Harry, og omtalte mig som en dreng. Det er uden tvivl dem der var galt i byen her!

"Vil det sige han slet ikke kan huske noget?" spørg Louis forvirret.

Lægen nikker. "Ja. Men bare roligt, normalt plejer patienterne dog, at komme til sig selv efter et par dage."

"Godt" sukker Niall lettet.

"Men det kan godt være I skal hjælpe ham lidt på vej," fortæller damen. "Altså ved at udspørge ham om forskellige ting, og ham selv."

Drengene nikker. "Men hvornår kan vi så tage ham med os, for nu er det sådan, at vi helst skal være i Europa om et par dage, hvor vi skal tournéer" siger Louis.

"Tja hvis I lover mig at hjælpe ham, og jeg i forvejen ved at I har en del sikkerhedsfolk og læger med, så kan jeg ikke se noget galt i, at I tager ham med i dag. Hvis I bare lover, at kontakte mig, så snart han for det bedre."

"Det lover vi" siger Louis forsikrende.

Lægen går ud igen, så jeg nu er alene med drengene. Louis tager noget tøj der ligger på natboret ved siden af sengen, og kaster det over til mig.

"Hvis du går ud og klæder om nu, kan vi være i lufthavnen ved middagstid" siger han opfordrende.

"Jamen skal jeg ikke hjem, jeg tror min far er ret bekymret" forklare jeg ham.

"Bare rolig, vi har allerede ringet til dine forældre" svare Niall mig.

Mine forældre? Jeg har jo kun en far. Min mor er jo... Og hvordan kan de have ringet til min far, så vidt jeg ved, har One Direction ikke lige hans nummer.

Jeg nikker uforstående, og tager tøjet under armen. Der kan vel ikke ske noget ved at tage noget tøj på. Jeg går ud af rummet, og ser hurtigt et skilt med toilet, som jeg går ind på. Der er et kæmpe spejl, som jeg stiller mig hen foran. Idet jeg har fået den grønne hospitalskittel af, og skal til at tage min trøje på, strejfer mine øjne spejlet. Et rædselskrig forlader min mund, da en høj krølhåret dreng, står og glor på mig. Jeg farer tilbage mod væggen, og stirre målløst ind i spejlet. Drengen har samme udtryk i ansigtet som jeg må have, og står på akkurat samme måde.

Jeg tager et par dybe indåndinger, for at falde lidt til ro, og kigger så tilbage i spejlet. Jeg møder drengens øjne, men denne gang med noget mere sindsro. Hvor er mit spejlbillede egentlig henne?

Jeg rykker lidt tætter på spejlet, i takt med drengen. Vi er nærmest identiske. Lidt uhyggeligt faktisk. Han står i bar overkrop og underbusker, præcis ligesom mig. Shit jeg må få noget tøj på, sådan her skal han ikke se mig. Jeg holder mig over brystet, men bliver overrasket over hvor fladt det føles. Jeg kigger ned ad mig selv. Det her er ikke min krop! Det her er ikke engang en kvindekrop!

Jeg ser lynhurtigt ind i spejlet igen. Jeg tager mig til hovedet, og spejlbilledet gør det samme. Jeg tager mig til håret, og igen efteraber drengen i spejlet. En dårlig fornemmelse stiger op i min krop.

"Fuck, fuck, fuck det her er slet ikke godt!" hvisker jeg ophidset.

Mit åndedrat stiger, og jeg bider mig i læben. Det her er virkelig skidt! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?

Jeg har byttet krop med Harry Styles!

 

Harry fortæller:

 

"Koncerten!" udbryder jeg, idet samme jeg slår øjnene op.

En fremmede mand, og en ukendt pige sider i rummet, og kigger undrende på mig. Hvem er de? Manden rejser sig op og kommer hen til sengen, hvor jeg ligger i.

"Hej min skat, hvordan har hovedet det?" spørg han og lægger en hånd på min kind.

Jeg trækker hovedet til mig, da hans berøring føles underlig og akavet. Han øjne ser bekymret på mig. Jeg tager mig til panden, der hvor jeg blev ramt, men kan intet mærke.

"Helt fint, jeg kan slet ikke mærke noget" svare jeg næsten målløst.

Utroligt, lægerne må have givet mig noget mirakel salve, eller sådan noget.

"Øh Des, det var baghovedet ud slog" siger han kort.

Jeg lader min fingre glide derom, og mærker en stor forbinding, der dækker en størstedel, af mit baghoved.

"Jamen det var da panden den ramte" siger jeg mærkværdigt.

Han ryster på hovedet, og lægger en hånd på min skulder. "Bare rolig Des, lægerne har fortalt os, at din hukommelse godt kan ryge af og til, men bare rolig, det hele skal nok gå" siger han langsomt.

"Hvem er Des?" spørg jeg, da han hele tiden omtaler denne person, men samtidig snakker med mig.

Han gør store øjne, men klapper mig så let på skulderen. "Du trænger til at hvile dig."

Han går over til pigen, og sammen går de ud af rummet. Okay, det var mærkeligt. Jeg rør en ekstra gang ved bandagen. Det er virkelig underligt, jeg ville ellers vædde med, at jeg var blevet ramt i ansigtet. Måske noget har ramt mig i baghovedet efterfølgende? Jeg aner det ikke. Jeg ved ikke engang hvordan jeg er kommet herhen.

Jeg ligger og kigger op i loftet, da jeg kommer i tanke om drengene. Hvor er de henne? Burde de ikke være her? Jeg rejser mig op, og går hen til døren. Jeg trækker ned i håndtaget og skubber den langsomt op.

Ude på gangen er der næsten ingen mennesker, kun nogle enkelte sygeplejersker. Pludselig ser jeg ham. Louis. Jeg går så hurtigt jeg kan hen imod ham, for at det ikke skal gøre for ondt i mit hoved.

"Hey Lou" siger jeg og smiler op til ham.

Underligt. Jeg plejer at smile ned til ham, er han vokset? Okay hvor lang tid har jeg ligget her?

Louis kigger ned på mig, med et lidt undrende udtryk i ansigtet. "Hey, rart at møde dig."

Hvad? Louis kender mig da udmærket. Hvad har han gang i?

"Lou det er mig, du ved da godt hvem jeg er" siger jeg og griner, da det sikkert bare er en spøg.

"Jeg er ked at det, men jeg huskes ikke at have set dig før" siger han med undskyldende øjne.

"Louis helt ærligt, så meget slog jeg altså heller ikke hovedet, det er jo mig Harry" siger jeg med et smil om læberne.

"Jeg har hørt mange fans med gode undskyldninger, men dette er dog den mærkeligste" siger han og begynder at grine.

Hvad mener han? Han kan sku da se det er mig? Eller slog han også hovedet, måske var der to projektøre der faldt ned?

"Jamen jer er Harry!" siger jeg bestemt.

"Helt ærligt, se dog på dig selv, du ligner ikke engang Harry," siger han og peger ind i et spejl ved siden af os. Jeg vender hovedet og møder mit spejlbillede. Men ikke lige det spejlbillede jeg havde ventet at se. Jeg tager mig til hovedet, og ser rædselsslagent hvordan person i spejlet gengiver min mindste bevægelse.

"Jeg er jo en pige!" gisper jeg, og kan næsten ikke tro mine egne ord.

Louis nikker og har et skævt smil om mundvigen. "Godt set du" siger han kækt.

"Jamen, nej, jeg er ikke hende, jeg mener, jeg er jo mig, jeg er Harry!" råber jeg og tager tag i hans T-shirt.

"Umuligt, Harry er lige inde ved siden af, jeg kan godt skaffe dig en autograf hvis det er."

"Jeg vil ikke have en skide autograf, det er jo mig der er Harry, jeg kan selv skrive mig en autograf hvis jeg vil" råber jeg ophidset.

Jeg kan høre skridt bag mig, og nogle hænder tager fat i mig.

"Slip mig!" råber jeg. "Lou hør nu på mig, jeg er Harry!"

Han ryster bare på hovedet, idet døren ved siden af ham går op, og ud kommer Niall og... mig! Jeg råber og skrige, og prøver at vriste mig fri, da jeg mærker et stik i min overarm, og mine øjne langsomt falder i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...