Exchange of souls

I et hver menneskes liv, kommer der en tid hvor man ønsker at ændre sig. Altid vil man være som de andre. Have deres ting. Gør de ting som de gør. Være med til de ting som de er med til. Kort ud sagt... have deres liv!
Men hvis man så pludselig en dag, for chancen for at bytte sit liv væk for et andet, vil man så gøre det? Og hvilke konsekvenser kan det indebære at stå med et anden persons skæbne i hænderne, som man ved kan ændre deres liv med et brag?
Og vil man i virkeligheden helst have sit eget liv tilbage, når man oplever hvordan, den som man altid havde troet levede livet, i virkeligheden, har det sværere end man havde forudset?

16Likes
9Kommentarer
530Visninger
AA

5. Double Trouble

Harry fortæller:

 

En lille fugl pipper udenfor mit vindue, men jeg orker bare ikke at stå op nu. Hele min krop føles som en slap kludedukke, og er slet ikke klar til at vågne nu, eller bare stå op for den sags skyld.

"Louis gider du ikke jage fuglen væk" mumler jeg søvnigt, og gnider mig træt i øjnene.

Ej, nu kan jeg ligeså godt stå op, nu er jeg alligevel vågen. Langsomt skubber jeg benene ud over sengekanten, og kommer op at side. Jeg kigger ned på mine fødder. Nej vent, det er ikke mine føder, hvilket nok desværre må sige, at søvn ikke hjalp på problemet  Jeg sider åbenbart fast i denne krop. Fandens også! Jeg må altså snart ud herfra, og helst inden Europa turneen begynder.

Jeg kan høre skridt ude på gangen, og døren ind til mit værelse bliver åbnet. Et lille pige ansigt kigger forsigtigt ind. Hendes hår er brunt og glat, og går ned til hendes skuldre. Hendes brune øjne er store og bekymrede, og ser direkte hen på mig. Hun smiler let, hvilket for mig til at lægge mærke til en lille skønhedsplet over hendes overlæbe.

Hun træder stille ind i rummet, hendes skridt bliver hurtige  og hun løber det sidste stykke hen imod mig. Hun falder mig om halsen, og klynker nogle utydelige ord. Er dette mon en søster? Måske hende det andet barn fra billedet? Det kunne sagtens være.

Hun slipper mig kort efter, og ser mig i øjnene. Hendes er fulde af tåre, og ser meget sørgmodige ud.

"Jeg var så bange," siger hun grådkvalt. "Jeg troede vi ville miste dig ligesom... ligesom mor."

Ordene rammer mig hårdt, som at få en mursten i ansigtet. Denne pige har virkelig været bekymret. Jeg kan ligefrem se angsten i hendes øjne, og hendes krop, der ryster en anelse.

Jeg aner ikke hvad jeg skal svare, så istedet smiler jeg bare betryggende til hende. Et lille smil sniger sig op ad hendes mundvig, og hendes øjne lyser op. Hun tørrer sine tåre væk med siden af hånden, og er på få sekunder forvandlet til en glad pige.

"Vil du hjælpe mig med at sætte mit hår?" spørg hun forventnings fuldt.

Jeg er lige ved at sige nej, da jeg ikke har den fjerneste ide om hvordan jeg skulle bære mig ad, da jeg ser hendes store hundehvalpe øjne, som med det samme får mig overtalt.

Hun tager mig i hånden, og trækker mig med ned i et køkken. På bordet ligger der allerede elastikker, hårspænder og andre dimsedudder jeg aldrig selv har brugt. Pigen sætter sig ned på en opstillet stol, ved siden af hårtingene.

"Nåh, øhm, hvad skal jeg så lave?" spørg jeg, da jeg virkelig er blank for ideer.

"Det bestemmer du Des" svare hun bare og venter tålmodigt.

Jeg kigger ned på alle hårdimserne, og tager en elastik op. Hvor svært kan det være, jeg mener piger jorden rundt, gør denne slags hver dag. Med min anden hånd samler jeg hendes hår i en tot, dog er det ikke helt let, da hendes hård er så glat, at det glider ud af min hånd. Med lidt besvær for jeg sat elastikken rundt om totten. Tja, den er måske ikke helt lige, og noget af håret hænger lidt løst, men det er da i det mindste sat op.

Heldigvis syntes pigen at være ligeglad med udseendet, bare det at jeg har gjort det, syntes at gøre hende glad.

"Des, tror du måske at du kan følge mig i skole?" spørg hun stille.

Hendes hunde øjne borer sig igen ind i mig, og for anden gang i dag, er jeg nødt til at sige ja. Men først må jeg have noget tøj på, for da jeg kigger ned ad mig selv, indser jeg, at jeg stadig har tøjet på fra i går.

Gad vide hvor hendes tøj er? Sikkert oppe på mit værelse, eller hendes værelse. Jeg går tilbage op ad de mange trapper, og ind i det lille rum. I den modsatte side af sengen, står der et stort klædeskab af træ, som jeg underligt nok, ikke lagde mærke til i går. Hvordan kunne jeg overhovedet undgå det?

Jeg åbner de store låger, som knager en smule, og kigger nysgerrigt ind. Der lægger en masse forskelligt tøj, og jeg aner ikke det fjerneste om hvilket noget jeg skal vælge. Hvad ville hun mon vælge? Det vil jo være dumt, hvis hun nu er goth, og jeg så tripper op i en lyserød sweater og lilla shorts. Ikke at jeg overhovedet vil vælge den slags, jeg mener lidt sans for mode har jeg da, men bare princippet i det.

Jeg står længe og betragter tøjet, før jeg beslutter mig for at vælge et meget behageligt sæt, bestående af jogging bukser og en løstsidende T-shirt. Det kan alle da have på.

I går aftens fik jeg øje på et toilet, ved siden af værelset, så der går jeg da ud fra at jeg kan skifte. Nu når jeg tænker over det, skal jeg faktisk også på wc.

Jeg går ud i gangen, og ind af den lille trædør. Tøjet lægger jeg fra mig på gulvet, hvorefter jeg skal til at sætte mig på toiletten, da jeg kommer i tanke om, at dette jo ikke er min krop. Oh god, det her bliver akavet.

Det føles som om jeg krænger hendes personlighed, da jeg trækker bukserne ned, og sætter mig på wc'et. Hvilket i det hele taget føles mærkeligt, bare det at sidde på brættet. Jeg gør mig meget umage med at kigge alle andre steder hen end ned, og tørre mig hurtigt. Det føles bar så forkert.

Jeg vasker hurtigt fingerne, og tager ellers fat i tøjet. Jeg hiver den trøje over hovedet, som jeg har sovet i, og får næsten et chok. Jeg er nøgen indenunder, eller hun er nøgen indenunder. Jeg spære øjnene op og ser hurtigt ned ad mig selv i spejlet. Shit man, jeg har bruster!

Jeg famler lidt i tøjet, og finder en BH frem, som jeg ellers ikke husker at have lagt i bunken. Hmm, gad vide hvordan man egentlig for sådan en på? Jeg ved tildels hvordan man for en af, men aner intet om hvordan den skal på.

Engang som lille stjal jeg min mors, og løb rundt med den på i huset. Hvordan bar jeg mig mon ad der? Jeg trak den vel bare over hovedet. Tja, det kan vel altid prøves.

Men nemt er det ikke. Stropperne er snoedet og den stammer virkelig om brustet. Hvordan i al verden kan piger dog holde ud at have den slags på? Respekt!

Langt om længe for jeg den til at side nogenlunde anstendigt, og tager med lethed resten af tøjet på.

Pigen står og venter på mig nede i stuen. Hun har en lille rygsæk på ryggen, og er, i modsætning til mig, fuldstændig klar til at gå.

 

* * *

 

Skolegården er fuld af børn der råber og skriger, mens de løber glade ind i skolen. Pigen smiler glad op til mig, giver mig et hurtigt kram, og bliver revet væk af to andre piger, der møder hende med store smil på læben. Jeg står lidt og kigger efter hende, indtil hun forsvinder ind i menneskemængden.

"Hey Des?" råber en ukendt stemme bag mig.

Jeg vender hovedet, da jeg mener at navnet "Des" åbenbart må tilhøre denne krop. En høj mørkhåret dreng står pludselig foran mig, med armene udbredt, og før jeg ved af det, er jeg fanget i et kram. Er dette mon hendes kæreste? Fuck, det vil blive pinligt.

Heldigvis trækker han sig hurtigt tilbage, og møder mig i stedet med et stort smil.

"Jeg blev virkelig bekymret, da jeg hørte om uheldet" siger han langsomt, med øjnene klistret til mig. Okay, hvem er han? En jeg burde kende? Sikkert nok.

"Heldigvis er der ikke sket dig noget alvorligt" konstatere han. Øh jo, jeg er faktisk havnet i en andens krop, og aner ikke hvordan jeg skal komme tilbage i min egen igen, men udover det er alt da helt fint, tak for optimismen.

"Des er du okay, du ser en smule bekymret ud" siger han og afbryder dermed mine tanker.

Jeg skynder mig at nikke. Han skal jo ikke tro at jeg, eller hun, er ved at gå helt sort. Selvom jeg virkelig føler at det er ved at ske.

"Okay, nå men, kommer du i skole i dag?"

"Skole?" spørg jeg undrende. Jeg er 19, jeg går da ikke i skole mere. Eller prøv nu lige at vent, hvor gamel er jeg nu, altså jeg mener, hvor gamel er hun?

"Ja, vi regner da med du kommer, altså hvis du ikke kom for alvorligt til skade" fortæller han.

Igen må jeg bare nøjes med at nikke. Tænk at jeg går i skole. Det er ellers ikke ligefrem noget jeg savner. Shit, det her bliver mere besværligt end forventet.

 

Destiny fortæller:

 

"Kom nu prøv igen" insisterer Helene for hundredeogsyttende gang. Jeg er ved at få spat! For uanset hvad jeg prøver, så lyder det bare ikke godt.

"Jeg kan ikke, kan du ikke bare indse det" siger jeg opgivende, og kigger tæt på hende.

Men næ nej, så nemt skulle det selvfølgelig ikke gå mig. Helene finder nogle nye noder frem, og giver mig et ark papir i hånden. Jeg kigger hurtigt ned på overskrifen, og lægger papiret fra mig igen.

"Den her sang vil jeg ikke synge" meddeler jeg, og kigger ned i gulvet.

"Hvorfor nu ikke det?" spørg hun undrende og med en lidt irriteret mine.

"Det... det vil jeg bare ikke" siger jeg kort og forlader rummet.

Jeg finder et lille rum, et kosteskab tror jeg nok, og sætter mig ind i det. Her er mørkt, og mørke er hvad jeg har brug for lige nu. Jeg har brug for at være mig selv, men det er bare det eneste jeg ikke kan være. Jeg er fanget i Harry. Men mit sind og min sjæl, er her stadig.

Mine tanker flyver hjem. Hjem til min far og Grace. Gad vide hvad de laver? Grace er sikkert i skole nu, og sidder og har undervisning. Og min far, tja, han er sikkert på arbejde, eller hjemme og holde pause. Gad vide hvad jeg selv laver, altså Harry? Er han mon lige så forvirret som mig, eller har han det hele under kontrol. Jeg håber mest på det første, så er jeg da i det mindste ikke den eneste der har der elendigt.

Tankerne flyver videre, og lander på et emne, jeg altid prøver at glemme. Min mor. Sangen fik mig til at tænke på hende. Hun sang den altid for mig og Grace da vi var små. Og så sang vi den efterfølgende til hendes begravelse.

Jeg kan mærke den lille tåredråbe, der langsomt glider ned af min kind. Og der er grunden til, at jeg prøver at lægge det emne på hylden. Jeg kan ikke aceptere at det er sket. Jeg er stadig mærket, og ved ikke hvordan jeg skal komme over det, og derfor er det måske bare bedst at glemme det.

En stille banken lyder på døren, og Louis' hoved stikker frem.

"Harry hvad laver du herinde?" spørg han, og jeg kan ikke helt finde ud af, om han mener det sarkastisk eller ej.

"Jeg sidder bare" fortæller jeg, og vender blikket fra ham og ned i gulvet.

"Og hvorfor gør du så det, burde du ikke øve sammen med Helene?" spørg han med et smil, og sætter sig ned, overfor mig.

Jeg trækker på skuldrende, jeg gider ikke øve mere.

"Harry helt ærligt, hvad er der galt, du har opført dig underligt siden vi skulle fra hospitalet, hvad er der med dig?" spørg Louis med hovedet lidt på skrå.

Og det er lige præcis der problemet ligger. For der er jo ikke noget galt med mig, der er noget galt med os. Mig og Harry. Og jo før jeg ved hvad der er galt, besto bedre.

Gad vide om der overhovedet er nogen der ved hvad der gik galt, eller endnu bedre, hvordan det kan ordnes igen? Sikkert ikke. Jeg har personligt aldig hørt om fænomenet før.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal svare. Louis vil ikke tro på mig uanset hvad, så hvad nytter det overhovedet at prøve. Den eneste person der ville tro på mig er, Harry. Pludselig kommer ideen tilbage til mig. Jeg må have en telefon! Sidst havde jeg ikke turde spørge, men nu er jeg på tomandshånd med Louis, så hvad kan gå galt.

"Louis må jeg ikke låne din mobil?" spørgsmålet flyver ivrigt ud af min mund, og jeg lyder alt for tændt, hvilket for ham til at kigge en anelse chokeret på mig.

"Til hvad?"

"Der er én jeg er nødt til at ringe til" forklare jeg.

"Okay" siger han usikkert og rækker mig telefonen.

Hurtigt får jeg trykket mit eget mobil nummer, da der mugligvis er en chance for at min mobil kan befinder sig på Harry. Bib... kom nu Harry, tag den så... bib... kom nu... bib.

"Hallo?" siger en mørk stemme, der i hvert fald ikke er min.

"Far? Far er det dig?"

"Undskyld hvem taler jeg med?"

"Det er mig Des, far det her lyder måske lidt underligt, men ved du om jeg er hjemme, er min krop hjemme i huset, for vil du så ik-"

Bib, bib, bib.

Nej. Han lagde på. Jeg kigger op på Louis, der ser mere rundtosset ud, end en der lige har været oppe i en rutchebane med fem loops.

"Okay, fik du så fat i, ja hvem skulle du egentlig have fat I?" spørg han undrende, og får mobilen tilbage.

Jeg rejser mig op, ryster på hovedet, og går ud af døren. Jeg vil ikke være sammen med nogen lige nu. Det føler jeg mig for ensom til.

 

-  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -  -

Nyt Kapitel!

Beklager at der er gået noget tid, men har slet ikke haft tid til at skrive pga. skole, arb. o.s.v.

Men nu er det her, og jeg beklager (igen) at der kan forkomme skrivefejl, da min computer desværre er totalt umulig (snøft), at jeg har været nød til at skrive på vores gamle, og jeg mener virkelig gamle, computer, som bare er vildt lang tid om at opdatere...-.-'

Men i hvert fald, håber jeg at I vil syntes om kapitlet, og i må meget gerne give en kommentar med hvad i syntes.

 

Sara Xx 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...