Fpchat

Evelyn Lauren Connor en pige på 17 år, som bor i Kansas med sine to bedstevenner Chad og Lissy. Evelyn er ikke en der bliver lagt meget mærke til, og da slet ikke blandt drengene. Men pludselig en dag, for hun en besked…

10Likes
12Kommentarer
624Visninger
AA

11. The app

”Eve, Evelyn”, langsomt åbnede jeg mine øjne, Chad stod og ruskede i mig. ”Ja, ja” sagde jeg surt, ”jeg er vågen”. Hvad der føltes som kort tid efter, blev jeg rusket i igen. ”Eve, jeg mente det altså seriøst, hvis du ikke vil komme for sent, bliver du nød til at stå op”, lød Chads stemme. Jeg mumlede bekræftende, mens jeg gabte. Jeg vidste jo, at han havde ret, men det vare bare så hårdt at rejse sig. Chad hev min dyne væk, og trak mig op af sengen. ”Kom så sovetryne, ned og få noget morgenmad”. Som en zombie gik jeg ned af trappen med Chad ved min side. Så snart vi kom ind i køkkenet, udbrød min friske far ”Godmorgen” med en overenergisk stemme. Min mor var i gang med at rydde op, og Matt sad og lavet de sidste lektier, inden han skulle i skole. Chad svarede glad min far, men jeg magtede intet andet end at mumlede utydeligt. Hvordan kunne de alle være så morgenfriske? ”Hvad er der i vejen med dig?”, spurgte min mor, da jeg for tredje gang var ved at falde i søvn i mine cornflakes. ”Ikke noget, jeg er bare træt”, sagde jeg, mens jeg gabte højlydt. ”Så du er træt”, grinede min far, ”Det havde vi ikke regnet ud!”. ”Ha ha ha”, sagde jeg sarkastisk og kiggede irriteret rundt i køkkenet, som var fyldt med mennesker, der morede sig over min elendighed. Jeg kæmpede mig over til kaffemaskinen, og lavede mig en kop. Jeg havde virkelig brug for noget energi!
Efter at havet kravlet mig op oven på for at tage tøj på, en løs T-shirt over et par bukser med en rodet knold til fordi jeg ikke magtede at gøre så meget ud af mig selv, begyndte koffeinen endelig så småt at virke. Chad, der allerede havde været i bad, før jeg stod op, havde været færdig længe og sad nu og var på Facebook. ”Ser jeg okay ud?”, spurgte jeg og  vendte mig om mod ham. Han drejede computerstolen en smule og sagde, ”Du ser altid godt ud”, inden han rejste sig og gik ud af værelset. Vi blev nød til at tage bussen i dag, fordi Chad ikke var på cykel.
Bussen var fyldt med alle mulige forskellige slags mennesker, som alle gik på min skole. Gad vide om en af dem var Oatmeal?  I går havde jeg cuttede det ned til ca. 67 mennesker, som kunne være Oatmeal, men det var jo den gang hun stadig var en pige. Jeg havde stadig ikke vænnet mig til, at hun var en dreng. Nu hvor jeg tænker på Oatmeal, jeg må vidst hellere også få snakket med Chad, om det han skrev.  ”Du kan altså ikke bare skrive sådan til mine venner!”, startede jeg ud. Chad kiggede forvirret på mig, ”Hvad?”. ”I går, det du skrev til Oatmeal”. Det var som om en klokke ringede, for han kiggede skyldbetynget ned i jorden. Jeg lod ham stege lidt uden at sige noget, men til sidst udbrød han, ”Det betyder vel ikke noget, i er jo uvenner alligevel!”. Ja det havde vi været på det tidspunkt men jo ikke længere. Faktisk burde jeg jo næsten takke ham, for at få os til at skrive sammen igen… Men det var stadig princippet. ”I don’t care, du kan ikke bare skrive sådan!”. Han kiggede ned i jorden igen, inden han mumlede ”Okay”.

 

Jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig om timerne, for jeg sad hele tiden og tænkte på Oatmeal. Nu hvor han var en dreng, blev det hele helt anderledes. Jeg begyndte at anderlysere hver en ting, han havde skrevet. Og i fysik lagde jeg slet ikke mærke til noget, før Mrs. Martin stod og vinkede foran mit ansigt, fordi jeg spekulerede over hvem Oatmeal var. Det var i øvrigt abnormt pineligt. Jeg sad og kiggede ud i luften, mens jeg gennemgik hver eneste dreng på 3. år. Mrs. Matin havde åbenbart spurgt mig om noget, men jeg havde ikke opdaget det. Uheldigvis havde Chad ikke fysik med mig, for ellers ville han nok havde prikket til mig, men det havde Lissy til gengæld, hvilket gjorder det endnu sværere at koncentrere sig. Mrs. Matin var derefter begyndt at vinke foran mit ansigt, og gentage mit navn. Hele klassen flækkede af grin, men jeg havde stadig ikke opdaget noget. Det var først, da hun tog fat i min skulder begyndte at ruske blidt i mig, at jeg opdaget, at hele klassen havde vendt sig mod mig. Det så ud som om, at de var ved at brække sig af grin. Det er det pinligste, jeg har oplevet længe.
Endelig blev det spisefrikvarter, og rygtet om min lille optræden i fysik havde spredt sig, men ildens hast. Rundt omkring på gange, begyndte folk at grine og fnise når jeg kom forbi. Det var vildt irriterende.
Jeg fandt Chad i køen til mad, og stillede mig ved siden af ham. ”Når jeg hører at det gik godt i fysik”, sagde han med et smørret grin. ”Ja, det var super”, sagde jeg sarkastisk. Chad grinede, og jeg kastede at blik rundt i kantinen. Ind af døren kom Lissy gående. Normalt lignede hun lidt en børnehave, dog på en stilfuld måde, men i dag havde hun skiftet sit ellers så farverige og finurlige tøj, med en sort lårkort nederdel, og en rød stram skjorte knappet 4. knapper ned, der ikke skjulte noget. ”Wouw”, var alt jeg kunne sige, Chad fulgte mit blik, ”Ja sådan har hun været et stykke tid nu.. Hun er også begyndt at hænge ud med dem der”, sagde Chad med væmmelse i stemmen, mens han pegede over på det lille runde bord, som husede skolens værste ludere. I samme øjeblik satte Lissy sig ned, og begyndte at snakke med en af dem. Jeg gøs ”Siden hvornår?”. ”Jeg tror det startede to dage efter, du var røget på hospitalet”. Det havde de selvfølgelig ikke vidst på det tidspunkt, men jeg havde sener fortalt Chad, hvor jeg havde været, siden jeg ikke var skole. ”Vi har ikke rigtig snakket så meget sammen siden… ”, han tøvede et kort øjeblik, ”siden du gik”. Jeg tror, han har fundet ud af, at det er en dårlig idé at nævne kysset, når jeg er i nærheden. ”Hun begyndte at hænge ud med dem, og hendes tøj er bare blevet mere og mere sluttytigt for hver dag. Jeg fatter hvordan, hun kommer ud af huset!”. Det var der noget om, Lissys forældre havde altid været rimelig strikse med, men hvad vi havde på, især til fester. ”Nå”, sagde jeg og trak på skulderen, ”så slipper vi da for at diskutere om, hvor vidt skal sidde sammen med hende eller ej”. ”Det er godt, at du kan se så positivt på tingene”, grinede Chad ironisk.  

 

Jeg sad og arbejde på en fremlæggelse i samfundsfag. Eller arbejdede og arbejdede, det måske så meget sagt, for jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Pludselig fyldte en velkendt countrysang rummet. Jeg kiggede automatisk på min computer, men jeg havde ikke åbnet Fpchat nogen steder. Jeg afsøgte lokalet, måske kunne Oatmeal side i blandt dem? Ingen resultater. Alle sad mere eller mindre bøjet over deres arbejde. Countrysangen lød igen, folk begyndte at sende mærkelige blikke, da det var tydeligt, at lyden stammede her fra.  Pludselig slog det mig. Min telefon! Mens jeg havde været på hospitalet, havde jeg jo downloadet Fpchat på den. Med besvær fik jeg min mobil op af lommen, og rigtig nok, et ikon jeg aldrig havde set før viste sig oppe i hjørnet. To nye beskeder. Hurtigt fik jeg åbnet Fbchat og så, at der var kommet to beskeder fra Oatmeal. Hey lød den første, efter fulgt af Hvordan kan det være at du altid er online. Diskret åbnede jeg et vindue på min computer, med Fpchat, det var bare så meget nemmere.

Hvad mener du??<3 Lige meget hvornår jeg logger på er du også online!!<3 Held??<3 Det er lige meget om det er midt på i dagen eller om natten!! Du er altid online<3

Jeg tænkte på episoden med countrysangen lige før og skrev.

Tror måske jeg altid er online på min mobil?? <3 Er jeg altid online??  Øh hvad?? Nej??<3 Jeg har altså også logget på, på mobilen før!!<3 Hehe J jeg har appen!!<3 ER DER EN APP????? Rolig, rolig nu. Hehe ja!!<3 Den må jeg så meget ha!!!<3

”Hvad laver du miss. Connor?!”. Min samfundsfagslærer, mr. Jacksons, dybe stemme skar mig i ørene. Desperat prøvede jeg at lukke fpchat, mens jeg svarede, ”Ikke noget”. ”Jeg er ikke blind, jeg står lige her!”. Jeg vendte mig om og mødte min læres vrede øjne. Der var igen vej ud af denne knibe. Med en stemme kold som is, sagde han det stemblende ord, ”Eftersidning!”.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey Guys Det var så 11. Kapitel :)

Selvom det er lang tid siden sidst, håber jeg ikke, at Evelyn er gået helt i glemme bogen :-)

Btw jeg er virkelig ked af at der er gået så lang tid, og at det sidste kapitel her nok ikke er blevet det bedste :-( men jeg har været på sprogrejse på Malta i to uger uden mulighed for net, og meget lidt tid til at skrive. Derfor er kapitlet skrevet over mange omgange, og jeg har ikke følt mig særlig inspireret, fordi jeg ikke rigtig har haft tid :-(

Men det håber jeg på at kunne rette op på i løbet af de næste kapitler, og jeg må jo prøve at se, om jeg ikke også kan få jer til at grine lidt næste gang, når Eve skal til eftersidning!

Ellers håber jeg bare at i nyder ferien, hvor i nu end er henne, for der er under to uger tilbage - for mit vedkommende i hvert fald

Det er virkelig gået hurtigt!! <3

Peace out

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...