Fpchat

Evelyn Lauren Connor en pige på 17 år, som bor i Kansas med sine to bedstevenner Chad og Lissy. Evelyn er ikke en der bliver lagt meget mærke til, og da slet ikke blandt drengene. Men pludselig en dag, for hun en besked…

10Likes
12Kommentarer
620Visninger
AA

6. How could you?

Hvad fanden skete der. Hvordan kunne de være det bekendt? Lissy sad oven på Chad, og de snavede åbenlyst. Jeg rømmede mig højlydt og sagde, ”Det ser vidst ikke ud til, at i brug for mig!”, inden jeg stormede ud af døren. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, Lissy skynde sig at hoppe ned fra Chad, som bare stod og kiggede forbløffet på hende. Nar hoved. Tårerne flød ned af mine kinder, mens jeg løb ned af trappen. Hvor længe havde det her stået på? Jeg følte mig ført baglyset, brugt og til grin. Her gik jeg og troede, at vi alle var gode venner, og så… var de… Hvordan kunne de? Jeg kunne høre Lissy råbe mit navn, men jeg var ligeglad, jeg kastede mig op på cykel, præcis som da jeg tog hjemme fra. Nu var det bare ikke fordi jeg ville se dem, men fordi jeg ville væk. Tankerne for rundt i mit hoved og var umulige at holde styr på. Tårerne slørede mit blik og smagte salt. Så meget tid og så mange tårer havde jeg spildt på dem. Hele dagen havde jeg gået og tænkt på dem, mens de bare havde været ligeglad med mig.  En bil dyttede. Forvirrede prøvede jeg at blinke mine tårer væk. Inden jeg nået at få et overblik over situationen, mærkede jeg en stærk smerte i siden. Jorden nærmede sig ude på min venstreside. Få sekunder efter blev alt sort.

 

En dame langt væk talte. Hun lød panisk. En mørk stemme blandede sig. Deres stemmer kom tættere på. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men lyset var så skarpt, at de automatisk trak sig sammen igen. De måtte have set det. Den mørke stemme sagde noget med ”Vågner”, det var en mand. Damens stemme kom helt tæt på. Jeg prøvede igen at åbne øjnene, men med samme resultat. ”Hey skat”, sagde damen prøvende. Det var min mor. Jeg ville gerne svare hende, men jeg kunne ikke finde ud af, hvilke muskler jeg skulle bruge. Næste gang jeg forsøgte at åbne mine øjne, stod flere mennesker bøjet ned over mig. Jeg drejede hoved for at komme i dækning for det skabe lys. En bitter og varm lugt nåde mine næsebor. Kaffe. Lydene var tydelige nu. En dør gik op, og en dame begyndte at tale. ”Hvordan går det med hende?”. Min far svarede hurtigt, ”Hun vågnede lige før”. En kold hånd rørte ved min kind, ”I må hellere trække gardinet for, det skarpe lys kan godt være lidt hårdt for i øjnene”. Det hjalp meget, og kort tid efter kunne jeg åbne øjnene helt. Mine forældre var begge meget glade. Det viste sig, at jeg havde været bevidstløs i halvanden time. ”Hvad skete der?”, spurgte jeg med en rur stemme. Min far kiggede bekymret på mig, ”Kan du slet ikke huske det?”. Min mor så bedrøvet på ham, ”Sygeplejersken sagde at der godt kunne være lidt hukommelsestab. Du må ikke presse hende”. Jeg prøvede at huske tilbage, det var svært, men efter lidt tid var det, som om jeg fandt en nøgle. Jeg huskede jorden der nærmede sig på min venstre side. Jeg mærkede efter, jeg var lidt øm der. Til min overraskelse lå min venstre hånd i gips. ”Hvad er der sket?”, spurgte jeg forskrækket. ”Den er brækket”, svarede min far nøgternt. Mens jeg tænkte tilbage, kom jeg i tanke om Lissy og Chad. Jeg så dem for mig, som jeg fandt dem på værelset, og jeg mærkede tårerne presse sig på igen. Men jeg ville ikke græde. Jeg magtede ikke at skulle til at forklare det over for mine forældre.

 

Jeg blev nød til at blive på hospitalet natten over, så de kunne holde øje med, at jeg ikke fik et ildebefindende af noget stærkt smertestillende medicin, jeg havde fået. Hvorfor havde de så ikke bare givet mig noget andet, tænkte jeg ved mig selv, men jeg kunne vel ikke tillade mig at tilkalde en sygeplejerske bare for det. Hvor er det dog kedeligt at ligge på et hospital. Jeg havde sendt mine forældre hjem for en time siden, og nu var jeg for alvor begyndt at kede mig. Jeg havde været nød til at tvinge dem hjem og sove. De var fuldstendige umulige, især min mor. Hun rendte rundt og pylrede om mig hele tiden. Rettede på min pude, strøg mig over armen, hentede vand til mig, rettede på min pude igen, det var til at blive sindssyg af. Men jeg fortrød det en lille smule nu. Da de var her, kunne vi i det mindste snakke lidt, nu var en irriterende monoton lyd af en luftrenser, det eneste jeg kunne hører. Mørket var også ved at falde på. Selvom hospitalet var meget sparsomt indrettet, var de få møbler, der var meget nemme at forstille sig som mennesker. Jeg savnede nogen og tale med, men jeg ville under igen omstændigheder snakke med hverken Chad eller Lissy. De havde ellers begge bådet ringet og sms ‘et en masse gange, selvfølgelig uden at få svar. Min mobil lå på det lille bord vedsiden af min seng. Med besvær fik jeg min ene hånd op fra dynen og over mod bordet. Da mine fingre ramte bordet, gyste jeg. Det kolde metal sendte en kuldegysning op igennem mig, og jeg trak automatisk mine fingre væk. Det føltes sjovt. Jeg strakte armen ud igen og fik denne gang fat i min mobil. Da jeg trykkede for at låse op, kom jeg i tanke om at jeg havde slukket den. Den var lang tid om at tænde, alt for lang tid. Luftrenseren var ved at drive mig til vandvid, den lød som en forkølet mand, der var ved at blive kvalt i sit eget snot i søvne. Endelig var min mobil tænd. 17 ubesvarede opkald og 23 sms’er, så nu var jeg interessant? Idioter. De måtte have det godt sammen. Alene. Jeg ville gerne skrive til Oatmeal for at få tiden til at gå, men min mobil var det eneste jeg havde til rådighed. Fpchats hjemmeside var umulig at læse på min den, så jeg forsøgte at finde en app. Heldigvis havde de en, selvom den tog mig lang tid at finde. Min aften var redet. Straks gik jeg ind og downloadede den. Få sekunder efter at den var færdig, havde jeg allerede fundet Oatmeal, men hun var ikke online. Jeg skrev til nogle andre, men det var bare ikke det samme. Hvert minut gik jeg ind på hendes profil, for at se om hun var online, men hver gang stod der det samme: Oatmeal is offline right now but please come back later. Efter ca. en halv time på den måde var hun endelig online. Jeg stoppede øjeblikligt alle mine andre samtaler, og sendte hende en besked.

Hey!! <3 Kort efter svarede hun tilbage. Hey du!!<3 whats up??<3 Ligger på hospitalet!!<3;-( Hvorfor?????:-O<3<3 Hun lød bekymret. Blev kørt ned…<3 Oh no er du okay??!! <3 Jaja jeg har det fint nok!! <3 Skyndte jeg mig at skrive beroligende til hende. Når okay<3 hvordan?? Kørte på cykel..<3 Det skal man aldrig gøre hvis man ikke kan finde ud af det!!!;-)<3 Hvor våger hun. Jeg kan da godt køre på cykel!!!;-) <3 Hvorfor blev du så kørt ned??;-) Jeg forstillede mig hende sidde og grine, mens hun sagde det. Jeg kørte helt normalt, og så kørte en bil ind i mig!! Du skal altid kigge der for!!! ;-) <3 Jeg kunne lige forstille mig hvordan hun så ud, mens hun sagde det. Hvis det havde været Lissy, havde hun… Nej, jeg ville ikke tænke på hende. Hvad laver du???<3 Spurgte jeg for at få tanker over på noget andet. Laver lektier!!!:-( Lektier… hvornår skulle jeg mon i skole igen? Forhåbentlig først om lang tid, for skole betød hverdag, og hverdag betød Lissy og Chad, og Lissy og Chad betød tårer. Rigtigt dårlig kombination. Jeg sad og tænkte på dem, men jeg blev heldigvis afbrudt af Oatmeal, inden jeg fik tårer i øjnene Hvad laver du??<3 Ikke så meget… kigger ud i luften og er deprimeret…<3 Hvorfor???<3 Jeg tænkte mig om et kort øjeblik, inden jeg skrev. Det er altid sjovere at være flere, hvis man skal bitche over nogen. Mine såkaldte ”venner” er et par!!!! Er det et problem??<3 Er du komplet idiot? Selvfølgelig er det et problem. Ja!!! Hvorfor?? Det var vel egentlig et fint nok spørgsmål, men det irriterede mig alligevel. Hvorfor? Em… Fordi det gør mig til 3. hjul…<3 Sikker??<3 Jeg tænkte mig om, var jeg det? Det var vel egentlig ikke det der var problemet, eller var det? Det handlede faktisk mere om det faktum, at de havde gjort det bag min ryg, end at de egentlig var sammen. Her gik jeg og troede, at vi fortalte hinanden alt, og så havde de bare en KÆMPE hemmelighed for mig. Det var bare forkert på alle måder. Det tænkte jeg nok…<3 Det var da irriterende. Som om hun troede, at hun kendte mig bedre end jeg selv gjorder. Dream on.

En banken lød fra døren, og en lille spinkel dame, i hvidt tøj med leverpostejsfarvet hår, trådte ind i rummet. ”Hvordan gør det?”. ”Fint nok”, svarede jeg uden den store interesse. Det var fjeder gang hun kom, siden mine forældre var taget hjem. Hun lagde sine kolde hænder på min pande. Gad vide om man skal have kolde hænder for at blive sygeplejerske. Flashback til grundskolen og de klamme skoletandlæger. Det var det samme med dem. Jeg kan huske den forfærdelige følelse af at blive kaldt til tandlægen, ikke fordi jeg var bange, men fordi jeg vidste, at den næste time skulle gå med, at kolde, fugtige fingre skulle rode rundt inde i min mund. Kvindens stemme rev mig ud af mine minder, ”Vil du have noget at drikke? Skal jeg slukke lyset?”. ”Nej det fint nok”, svarede jeg til begge ting. Modsat hendes hyperenergiske stemme, svarede jeg træt og ugidigt på spørgsmålene, jeg magtede virkelig ikke at være her. så snart hun havde forladt rummet, vendte jeg mog mod min mobil igen, hvad skulle jeg svare?

Syns du slet ikke, det er taveligt, at de bare gør det bag min ryg??? De skulle forstille at være mine bedste venner!! Jeg er helt enig i det er taveligt.. men det var ikke det, der var dit problem før!!<3<3 Hvorfor skulle hun være sådan, kunne hun ikke bare sige: jo de er for færtlige, og så kunne vi bitche over det? Vi snakkede lidt om at det var forkert, og hun fortalte at hendes tidligere bedsteven og tidligere kæreste havde fundet sammen. Du siger ikke noget af det vi snakket om til nogen vel??<3 Skrev han lige pludselig. Bare rolig jeg fortæller det videre… og selv hvis jeg var sådan en nederen type, som gik og fortalte rygter, ville der ikke være særlig stor sandsygnelighed for at folk kendte dig!!!… USA er trods alt ret stort, og jeg bor i Kansas!! <3 Fuck hvor vildt!!! Jeg bor også i Kansas!!<3 Skrev han, hvor ofte sker det lige? Vildt sammentræf alligevel!!!!!<3 Skrev jeg hurtigt tilbage. Ja…<3 Jeg sad og tænkte mig lidt om. Havde jeg løst til, at en, som boede i samme stat som mig vidste min dybeste hemmelighed? Ikke rigtigt. Men på den anden side, der bor ca. 2,7 mil. I Kansas og min by var langt fra den største. Gad vide hvilken by hun boede i? Hvor bor du????<3 I Arlinton!! Dig???<3  Mine fingre fløj hurtigt hen over tastaturet. Det er utroligt!!! Jeg bor også i Arlinton!! Hvilken skole går du på??<3 Jeg ventede i spænding. Et kort sekund efter poppede hendes svar op på skærmen. Jeg går på Arkansas High!! Dig??<3 Det løb mig koldt ned at ryggen. Arlinton High!! <3 Min begrundelse for at fortælle alt det, jeg havde til Oatmeal havde hele tiden været, at jeg aldrig ville komme til at møde hende. Men nu viste det sig, at jeg sandsynligvis så hende hver eneste dag i skolen. Crap, crap, crap. Lissy havde haft ret fra starten. Det var mærkeligt at skrive med mennesker, man ikke kendte, og der kom intet godt ud af det. Men jeg ville ikke tænke på Lissy nu, hun var en so, en løgner og ikke værd at beskæftige sig med. Skal vi bare stoppe med at skrive til hinanden??? Spurgte jeg. Jeg var lidt i chok. Ud af så mange mennesker, som chattede på Fpchat, havde det lykkedes mig at finde den ene person, der gik på min skole, og fortælle hende mine inderste hemmeligheder. Lort, lort, lort. Der gik længere tid før hun svarede denne her gang. På en måde ønskede jeg at stoppede med at skrive, blokere websiden og glemme det hele. Men samtidig ønskede jeg alligevel.. Country sangen begyndte igen, og jeg åbnede spændt beskeden. Et lille suk forlod mine læber, da jeg læste den. Ja det bør vi nok… Hun havde ret. Det var bedst sådan. Jeg gik ind under profil indstillinger, og fandt knappen for slet profil. Min mus kørte frem og tilbage over knappen, men jeg kunne ikke få mig selv til at trykke på den. I stedet gik jeg bare op og trykkede på krydsede i hjørnet. Fpchat lukkede ned, og det samme gjorder et interessant kapitel i mit liv. Den aften var jeg deprimeret, det var som at miste endnu en god ven, for det var faktisk, hvad vi var blevet. Gode venner. Med hende havde jeg kunne snakke om en masse, som jeg ellers ikke gjorder med andre end Lissy og Chad. Og nu kunne jeg ikke snakke med nogen af dem. Klokken var ved at være mange, så jeg prøvede at sove, men det var svært. Tankerne fløj rundt i hoved, jeg tænkte mest på Chad og Lissy, men også Oatmeal. Det var umuligt at ligge behageligt på grund af min arm, og jeg var også tørstig. Hvorfor er mit liv så hårdt og uretfærdigt?

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej

Det her var et af de lange kapitler :-D Håber i kunne lide det.

Havde i gætte at Lissy og Chad kyssede? Hvordan har i det i forhold til Oatmeal? Syns i det er det rigtige at gøre, når hun vælger at stoppe med at skrive til hende? 

Skriv endelig hvad i syns om movellaen indtil videre, og hvad jeg kan gøre bedre :-D

Ellers må i bare nyde ferien hvor i nu end er henne :-DD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...