Fpchat

Evelyn Lauren Connor en pige på 17 år, som bor i Kansas med sine to bedstevenner Chad og Lissy. Evelyn er ikke en der bliver lagt meget mærke til, og da slet ikke blandt drengene. Men pludselig en dag, for hun en besked…

10Likes
12Kommentarer
639Visninger
AA

14. History class

 

Jeg droppede at læse beskeden på vejen hjem, men alligevel ville mine tanker ikke slippe Oatmeal et sekund. Hver gang jeg blev spurgt om noget, svarede jeg fraværende, og til sidst holdt de helt op med at stille spørgsmål. Så snart jeg trådte ind i huset, skyndte jeg mig op på mit værelse og lukkede døren.  En ny besked fra Oatmeal.

Undskyld!! Glem det hele, kan vi ikke bare lade som om jeg ikke har sagt noget?? Jeg var forvirret. Hvorfor dog det? Jeg vil ikke have, at du lader være med at skrive til mig, fordi du syns jeg er en sindssyg freak!! Jeg syns ikke du er en freak!! Jo du gør!! NEJ!!  Forsikrede jeg ham om, og det var jo rigtigt. Måske en anelse for følelsesladet til hvad jeg kunne håndtere, men han var ikke en decideret freak. Han svarede ikke, og jeg følte, at jeg var nød til at skrive noget mere. Men hvad? Skulle jeg bare være ligeså ærlig som ham? Du er ikke en freak, du er sød og sjov og fantastisk og selv om jeg aldrig har mødt dig, vil til en hver en tid vælge dig frem for en hvilken som helst anden dreng. Du er lige som prins Charming, i alle de prinsesse historie man har hørt, da man var lille. Prinsen på den hvide hest, eller fra den hvide Macbook hvad ved jeg? Men der også lige meget. Du er… perfekt. Jeg skulle til at trykke på send, men fortrød i sidste øjeblik. I stedet skrev jeg. Du er ikke en freak. Du er både sød og sjov, og jeg tvivler på at du går rundt alene og spiser bussemænd, mens du forstiller dig, hvordan det ville være at have sex med Amberlash fra World of Warcraft!!;-) Tak… hvordan kender du Amberlash?? Dejligt, emneskift. Min bedste ven spillede engang WoW!!:-)Dig?? Jeg spillede det også engang, men jeg fortrækker nu fifa!!:-) Det er jeg simpelthen så dårlig til!!:-) Vi snakkede videre i lang tid, uden at nævne hans akavede besked, men det var tydeligt, at alle hjerterne var blevet skiftet ud med smileyer. Ca. en time efter lagde jeg mig til at sove.

 

”Miss. Connor!”, råbte min historielære vredt. ”Hvad?” mumlede jeg utydeligt. Jeg var vidst lige

 

faldet hen et øjeblik. ”Hvordan kan det være, at du, som den eneste, Ikke har afleveret din historierapport?”. Rapport? Hvilken rapport? Jeg var helt blank. Behjælpsom som han var, viskede min side makker, Bradley, til mig, ”Den kolde krig og cubakrisen”. Det havde jeg fuldstendig glemt! Jeg åbnede munde og forsøgte at finde på en god undskyldning, ”Jeg… jeg øh”. Bradley afbrød mig, ”Jeg er ked af det Mrs. Williams, det er min skyld! Evelyn glemte sin rapport hjemme hos mig, og jeg havde egentlig lovet at tage den med, men så faldt min lillesøster ned af trappen i morges, og så glemte jeg alt om den!”. Mrs. Williams kiggede undersøgende på Bradley, men sagde så med kold stemme, ”Lad det ikke ske igen mr. Jones”. Så snart hun havde vendt ryggen til og var på vej tilbage til katedret, sendte jeg Bradley et taknemmeligt blik, ”Tak fordi du reddede min røv”, begyndte jeg, men han tyssede bare på mig og vendte blikket mod tavlen. ”Siden 1963 har…”, begyndte Mrs. Williams, hun var så dræbende kedelig.

 

 

Rundt omkring i klassen begyndte folk så småt at pakke sammen. Kunsten er at gøre det helt stille

og roligt, så det ikke blev opdaget før det er for sent. Måske spørg du hvorfor, hvorfor man ikke

bare kan vendte de fem minutter, der går, før timen slutter, men nu skal du høre: på vores skole

forsøger alle mennesker at komme først ud af døren, eller i det mindste sidst, for kan du være helt sikker på, at læreren finder på, at du skal ud med skraldespanden eller andre ”sjove” opgaver, der spilder dit frikvarter.

Uden for døren fandt jeg Bradley, ”Endnu engang tusind tak fordi du reddede mig der inde!”. ”Det var da ikke noget”, sagde han beskedent. ”Jeg mener det virkelig! Tusind tak”. Jeg forstod ikke engang, hvorfor han gjorder det, jeg mindes ikke nogensinde at have gjort noget for ham. Og vi var ikke enegang specielt gode venner. ”Er der så ikke noget jeg kan gøre for dig til gengæld?”. ”Slap nu af, det fint”. ”Sikker på det ikke er et eller andet?”, ”Ja ja…” ”Okay, men bare sig til ik?”. Han sendte mig et kort studerende blik. ”Faktisk…”, ”Hvad”, afbrød jeg ham. Han tøvede et kort øjeblik, ”Du kunne spise frokost sammen med mig”. Frokost? Hvorfor dog det? Altså ikke fordi jeg havde noget imod det, men Bradley var ikke typen, der ligefrem manglede folk at spise med. Men på den anden side jeg havde jo lige sagt, at han bare kunne sige til, så nu måtte jeg hellere gøre det. ”Okay”, sagde jeg og sendte han et stort smil. Forsigtigt bredte der sig også et på hans læber.

Kantinen var propfyldt som altid. Tre drenge kom gående mod os, Bradley presentrede dem som Jack, Troy og Samuel. Vi gik over mod et ovalt bor, hvor der sad to piger og en dreng. Bradley præsenterede mig, og en, tror måske det var Samuel, piftede. Hurtig mærkede jeg varmen stige op til mine kinder, og pigerne fniste af mig.

Trods den akavede start, var de alle meget søde. Midt imens Bradley fortalte en virkelig sjov historie fik jeg tog beskeder. Den første var fra Chad: Er til basket sorryL  Et øjeblik var jeg forvirret, men så kom jeg i tanke om, at jeg jo normalt vil have spist sammen med Chad. Scor er mål for migJ  Rundt om bordet brød folk ud i latter. Damm jeg missede pointen, alligevel kiggede jeg op skærmen og grinede med, inden jeg igen vendte blikket mod skærmen. Besked fra Oatmeal: Håber ikke skolen er alt for kedelig uden mig i dag <3 Et smil bredte sig på mine læber.

Du har godt nok høje tanker om dig selv!<3 Selvfølgelig!! <3 Hvad laver du? Spiser frokost<3 Med hvem??<3 Jeg kiggede rundt. Det kunne vel ikke skade at skrive det. Han ville jo aldrig regne ud, at jeg var mig. Bradley Jones!!! Kender du ham?<3

Nanna, den rødhårede pige, henvendte sig til mig, ”Din veninde Lissy, er hun ikke blevet medlem i skolens festudvalg? Jeg skulle ligetil at pointere, at vi ikke var veninde, men det magtede jeg alligevel ikke, så i stedet svarede jeg bare ligegyldigt, ”Jo”. ”Har de besluttet, hvad festens tema skal være?” spurgte Nannas veninde overgearet. ”Festen?”, spurgte jeg forvirret. De kiggede på mig som om jeg var tungnem, ”Ja du ved, den store fest som alle går og glæder sig til”. Det sagde mig stadig ikke noget. ”Rektor fortalte om den, den afholdes i anledning af noget sports noget”. Pludselig kom i tanke om den, jeg havde fuldstændig glemt den. ”Når den..” sagde jeg og rundt omkring bordet hørtes små fnis og kort latter. ”Jeg tror du er den eneste pige, jeg kender, som ikke er fuldstændig op og køre over den fest”, sagde Bradley grinende. Klokken ringede og vores veje skiltes, men inden jeg gik til time, gav han mig et kram. Jeg blev helt overvældet, både af det uventede kram, men ikke mindst af dem voldsomme mængde parfume, der ramte mine næsebor. Hele vejen til engelsk den i min næse, og han i mine tanker.

Jeg droppede at læse beskeden på vejen hjem, men alligevel ville mine tanker ikke slippe Oatmeal et sekund. Hver gang jeg blev spurgt om noget, svarede jeg fraværende, og til sidst holdt de helt op med at stille spørgsmål. Så snart jeg trådte ind i huset, skyndte jeg mig op på mit værelse og lukkede døren.  En ny besked fra Oatmeal.

Undskyld!! Glem det hele, kan vi ikke bare lade som om jeg ikke har sagt noget?? Jeg var forvirret. Hvorfor dog det? Jeg vil ikke have, at du lader være med at skrive til mig, fordi du syns jeg er en sindssyg freak!! Jeg syns ikke du er en freak!! Jo du gør!! NEJ!!  Forsikrede jeg ham om, og det var jo rigtigt. Måske en anelse for følelsesladet til hvad jeg kunne håndtere, men han var ikke en decideret freak. Han svarede ikke, og jeg følte, at jeg var nød til at skrive noget mere. Men hvad? Skulle jeg bare være ligeså ærlig som ham? Du er ikke en freak, du er sød og sjov og fantastisk og selv om jeg aldrig har mødt dig, vil til en hver en tid vælge dig frem for en hvilken som helst anden dreng. Du er lige som prins Charming, i alle de prinsesse historie man har hørt, da man var lille. Prinsen på den hvide hest, eller fra den hvide Macbook hvad ved jeg? Men der også lige meget. Du er… perfekt. Jeg skulle til at trykke på send, men fortrød i sidste øjeblik. I stedet skrev jeg. Du er ikke en freak. Du er både sød og sjov, og jeg tvivler på at du går rundt alene og spiser bussemænd, mens du forstiller dig, hvordan det ville være at have sex med Amberlash fra World of Warcraft!!;-) Tak… hvordan kender du Amberlash?? Dejligt, emneskift. Min bedste ven spillede engang WoW!!:-)Dig?? Jeg spillede det også engang, men jeg fortrækker nu fifa!!:-) Det er jeg simpelthen så dårlig til!!:-) Vi snakkede videre i lang tid, uden at nævne hans akavede besked, men det var tydeligt, at alle hjerterne var blevet skiftet ud med smileyer. Ca. en time efter lagde jeg mig til at sove.

 

”Miss. Connor!”, råbte min historielære vredt. ”Hvad?” mumlede jeg utydeligt. Jeg var vidst lige

 

faldet hen et øjeblik. ”Hvordan kan det være, at du, som den eneste, Ikke har afleveret din historierapport?”. Rapport? Hvilken rapport? Jeg var helt blank. Behjælpsom som han var, viskede min side makker, Bradley, til mig, ”Den kolde krig og cubakrisen”. Det havde jeg fuldstendig glemt! Jeg åbnede munde og forsøgte at finde på en god undskyldning, ”Jeg… jeg øh”. Bradley afbrød mig, ”Jeg er ked af det Mrs. Williams, det er min skyld! Evelyn glemte sin rapport hjemme hos mig, og jeg havde egentlig lovet at tage den med, men så faldt min lillesøster ned af trappen i morges, og så glemte jeg alt om den!”. Mrs. Williams kiggede undersøgende på Bradley, men sagde så med kold stemme, ”Lad det ikke ske igen mr. Jones”. Så snart hun havde vendt ryggen til og var på vej tilbage til katedret, sendte jeg Bradley et taknemmeligt blik, ”Tak fordi du reddede min røv”, begyndte jeg, men han tyssede bare på mig og vendte blikket mod tavlen. ”Siden 1963 har…”, begyndte Mrs. Williams, hun var så dræbende kedelig.

 

 

Rundt omkring i klassen begyndte folk så småt at pakke sammen. Kunsten er at gøre det helt stille

og roligt, så det ikke blev opdaget før det er for sent. Måske spørg du hvorfor, hvorfor man ikke

bare kan vendte de fem minutter, der går, før timen slutter, men nu skal du høre: på vores skole

forsøger alle mennesker at komme først ud af døren, eller i det mindste sidst, for kan du være helt sikker på, at læreren finder på, at du skal ud med skraldespanden eller andre ”sjove” opgaver, der spilder dit frikvarter.

Uden for døren fandt jeg Bradley, ”Endnu engang tusind tak fordi du reddede mig der inde!”. ”Det var da ikke noget”, sagde han beskedent. ”Jeg mener det virkelig! Tusind tak”. Jeg forstod ikke engang, hvorfor han gjorder det, jeg mindes ikke nogensinde at have gjort noget for ham. Og vi var ikke enegang specielt gode venner. ”Er der så ikke noget jeg kan gøre for dig til gengæld?”. ”Slap nu af, det fint”. ”Sikker på det ikke er et eller andet?”, ”Ja ja…” ”Okay, men bare sig til ik?”. Han sendte mig et kort studerende blik. ”Faktisk…”, ”Hvad”, afbrød jeg ham. Han tøvede et kort øjeblik, ”Du kunne spise frokost sammen med mig”. Frokost? Hvorfor dog det? Altså ikke fordi jeg havde noget imod det, men Bradley var ikke typen, der ligefrem manglede folk at spise med. Men på den anden side jeg havde jo lige sagt, at han bare kunne sige til, så nu måtte jeg hellere gøre det. ”Okay”, sagde jeg og sendte han et stort smil. Forsigtigt bredte der sig også et på hans læber.

Kantinen var propfyldt som altid. Tre drenge kom gående mod os, Bradley presentrede dem som Jack, Troy og Samuel. Vi gik over mod et ovalt bor, hvor der sad to piger og en dreng. Bradley præsenterede mig, og en, tror måske det var Samuel, piftede. Hurtig mærkede jeg varmen stige op til mine kinder, og pigerne fniste af mig.

Trods den akavede start, var de alle meget søde. Midt imens Bradley fortalte en virkelig sjov historie fik jeg tog beskeder. Den første var fra Chad: Er til basket sorryL  Et øjeblik var jeg forvirret, men så kom jeg i tanke om, at jeg jo normalt vil have spist sammen med Chad. Scor er mål for migJ  Rundt om bordet brød folk ud i latter. Damm jeg missede pointen, alligevel kiggede jeg op skærmen og grinede med, inden jeg igen vendte blikket mod skærmen. Besked fra Oatmeal: Håber ikke skolen er alt for kedelig uden mig i dag <3 Et smil bredte sig på mine læber.

Du har godt nok høje tanker om dig selv!<3 Selvfølgelig!! <3 Hvad laver du? Spiser frokost<3 Med hvem??<3 Jeg kiggede rundt. Det kunne vel ikke skade at skrive det. Han ville jo aldrig regne ud, at jeg var mig. Bradley Jones!!! Kender du ham?<3

Nanna, den rødhårede pige, henvendte sig til mig, ”Din veninde Lissy, er hun ikke blevet medlem i skolens festudvalg? Jeg skulle ligetil at pointere, at vi ikke var veninde, men det magtede jeg alligevel ikke, så i stedet svarede jeg bare ligegyldigt, ”Jo”. ”Har de besluttet, hvad festens tema skal være?” spurgte Nannas veninde overgearet. ”Festen?”, spurgte jeg forvirret. De kiggede på mig som om jeg var tungnem, ”Ja du ved, den store fest som alle går og glæder sig til”. Det sagde mig stadig ikke noget. ”Rektor fortalte om den, den afholdes i anledning af noget sports noget”. Pludselig kom i tanke om den, jeg havde fuldstændig glemt den. ”Når den..” sagde jeg og rundt omkring bordet hørtes små fnis og kort latter. ”Jeg tror du er den eneste pige, jeg kender, som ikke er fuldstændig op og køre over den fest”, sagde Bradley grinende. Klokken ringede og vores veje skiltes, men inden jeg gik til time, gav han mig et kram. Jeg blev helt overvældet, både af det uventede kram, men ikke mindst af dem voldsomme mængde parfume, der ramte mine næsebor. Hele vejen til engelsk blev den i min næse, og han i mine tanker.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey Guys

Det var så kapitel 14 med BRADLEY! Hvad syns i om ham??

Jeg ved godt det er lidt tid siden at Lissy har været på banen, men bare rolig, vi skal nok se mere til hende senere :o)

Keep on reading <3

          X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...