Fpchat

Evelyn Lauren Connor en pige på 17 år, som bor i Kansas med sine to bedstevenner Chad og Lissy. Evelyn er ikke en der bliver lagt meget mærke til, og da slet ikke blandt drengene. Men pludselig en dag, for hun en besked…

10Likes
12Kommentarer
674Visninger
AA

13. Family dinner

”Skat, er du snart klar?”, råbte min far nede fra bunden af trappen. Det var tirsdag aften, og jeg var i gang med at klæde mig på til en lille familiekomsammen i anledning af min onkels fødselsdag. Jeg studerede indholdet i mit skab og følte mig totalt uinspireret, jeg måtte virkelig ud og shoppe snarest. For tiende gang så jeg over på den blå bluse, jeg havde haft på, da jeg var til eftersidning. Den ville passe perfekt sammen med mine sorte jeans, men da jeg var kommet hjem, havde jeg opdaget, en stor klat tyggegummi på ryggen. Hvor jeg dog hade Jayson! Opgivende lod jeg igen blikket falde på bunkerne af tøj på hylderne. Det var umuligt. Med lukkede øjne stak jeg min hånd dybt ind i bunken og greb det første og bedste, jeg kunne få fat i. Min sorte blonde bluse, det kunne vel godt gå. Hurtig trak jeg i tøjet og løb ned af trappen og ud i bilen, få sekunder efter kom min mor, og så kunne turen begynde.
Allerede under middagen mærkede jeg for første gang min mobil brumme i lommen på mine stramme jeans. Det var samtidig med, at min tante for femte gang sendte den velduftende sovs rundt. Den vibrerede igen under desserten. Da den gjorder det for tredje gang, havde jeg svært ved at holde min nysgerrighed tilbage. Forsigtigt undskyldte jeg mig selv og gik ud på toilettet. Så snart jeg var der ude, låste jeg døren og fiskede min mobil op af lommen. Tre beskeder på fpchat, fra Oatmeal selvfølgelig.

Nørd?? Nej….det er jeg vel ikke…måske…syns du??? Er det vigtigt???

Den sidste besked var afsendt for 2 minutter siden. Var han sur? Det var tydeligt at se, at han hverken tilføjede hjerter eller smileyer, men måske tænkte han ikke over det… Jeg fortrød endnu engang, at jeg havde skrevet den dumme besked. Det betød jo ikke noget. Det skyndte jeg mig at forsikre ham om, og få sekunder efter svarede han.

Okay J Er du?? <3 Smileyerne og hjerterne var tilbage. Nej… det tror jeg ikke<3, svarede jeg. Hehe okay!! <3 Kort tid efter skrev han igen. Hvad laver du???<3 Jeg skulle lige til at svare ham, men pludselig gik døren til toilettet op. Mine to små fætter og min lille kusine kom brasende ind af døren. ”Hvad laver du?”, spurgte den mindste af drengene. Febrilsk rejste jeg mig fra toilettet, hvor jeg havde sat mig, mens jeg skrev. ”Ikke noget, slet ikke noget”, svarede jeg lidt tvært. Mine fætre grinede af mig, men mistede så interessen og drønede ud af døren igen. Min kusine på 4 blev ved med at kigge undrende på mig, indtil hun pludselig udbrød, ”Man kan altså ikke tisse med busker på”, inden hun forsvandt ud af døren. Jeg ventede 5 minutter, inde jeg, en anelse pinlig berørt, fulgte efter de andre.
I mellemtiden var de voksne ved at være færdige med at spise og sad nu bare og tømte deres glas, mens mundende bevægede sig uafbrudt. Jeg gik smilende forbi bordet og videre ind i stuen.  På gulvet foran tv’et lå en stor bunke tæpper, legetøj og væltede stole. Hule! Jeg kiggede over på den indbydende sofa. Den var beige og var fyldt med store puder. Den kaldte på et spring. Jeg tog et lille tilløb, inde jeg satte af, og lande lige… oven på en bil. Det gjorder gevaldigt ond. Skjult bag en pude lå en lille metal bil, som jeg var så fantastisk heldig at lande på. Den havde skarpe side, og selv gennem den bløde pude kunne man mærke det. Jeg udstødte et arrigt fnys, inden jeg irriteret fik fat i bilen. Den havde ødelagt mit store moment. Bilen blev kastet ned på gulvet, og jeg lagde mig tilrette og fandt mobilen frem. Er til famille fødselsdag!!:-( Slemt??<3 Jeg tænkte på toilet episoden og svarede Lidt<3<3

Vi skrev videre lidt, men pludselig skrev han.

Hvis du ikke er nørd, er du så bølle???<3 Et lille smil bredte sig på mine læber. Virkede jeg sådan? Hehe nej!!<3 Hvad er du så? Spørgsmålet satte tanker i gang i mit hoved, hvad var jeg enlig? Vores skole har altid været meget klike opdelt, men hvor tilhøre jeg egentlig. Det ved jeg ikke…<3 Vores gruppe bestod vel bare af Chad, Lissy og jeg. Eller… nu kun Chad og jeg, men hvad er vi egentlig? Måske var vi bare en af de der uidentificerbare grupper, som ingen lage mærke til.  Okay, hvad interesserer du dig så for???<3 Ikke rigtig noget<3<3 Eller det er jo løgn, der er mange ting jeg godt kan lide at lave, jeg går bare ikke vildt meget op i en speciel ting. Det kan ikke passe, at en så interessant person som dig ikke interessere sig for noget!!!<3  En varme bredte sig hurtigt til mine kinder.  Så han syns, jeg er interessant, hvor vildt! Jeg må virkelig finde på noget godt at svare. Hurtigt ransagede jeg min hjerne for idéer, inde jeg skrev. Jeg kan godt lide at tegne!!<3 Det var rigtig nok, jeg sad ofte og tegnede, mens jeg snakkede eller så tv. Uh, så du er den kunstneriske type;-)<3 Ikke lige frem…<3 Hvad med dig??? Kunstnerisk?? Nej Svarede jeg hurtigt tilbage, Hvilken type er du???<3 Det ved jeg ikke… overfladisk nar måske;-)<3 Haha er det sådan du ser dig selv???  For så har han da virkelig store problemer. Nej J men andre gør!!!:-( Det gør jeg ikke!!!<3 Virkelig??<3<3 Oh no, hvad skal jeg svare? Jeg er så dårlig til følelser. Jeg blev jo nød til at skrive ja!!<3, eller vil han jo blive ked af det, men var det ikke også i bund og grund sandheden? Tak!!:-* Hov. Wow. Hvad? En kyssemund, hvad fanden mente han med det? Jeg skulle lige til at sende en lang besked og spørge ham, men fik heldigvis nået at stoppe mig. Det vil alligevel have været lidt for pineligt. I stedet valgte jeg bare at ignorere det. Så lidt!!:-) Jeg mener det virkelig!! Hvad???, spurgte jeg forvirret. Tak!! Ikke kun for nu. For alt!! Forvirringen blev større samtidig med, at hans ord overvældede mig. Men det stoppede ikke der. En ny besked poppede op på skærmen. Du aner ikke hvor dejligt, det er at snakke med dig!! Det er den bedste måde at aflede tankerne, når hverdagen bliver lidt for hård. Du er… Mit hjerte bankede hurtigt, og min hjerne manglede ilt. Det her er simpelthen for meget. Hvad der indtil for få minutter siden havde været en nogle lunde normal samtale, havde udviklet sig til decideret følelsesporno. Det er da ikke fordi, jeg ikke kan lide komplimenter, men hvordan fanden takler man sådan en situation? Der var vel kun en ting at gøre. Jeg tog en dyb indånding og fæstnede igen blikket på skærmen. … bedre en fifa!!!  Et smil bredte sig forsigtig på mine læber. Jeg ved ikke hvad det er, men når jeg skriver med dig, er det som om, at omverden lige pludselig mister sin betydning. Som om at alt andet kan være lige meget. Jeg ved godt det er sindssygt, men…<3 Men jeg læste havde rødmen bredt sig på mine kinder, og jeg havde igen fået problemer med at trække vejret. Det var så sødt… og så mærkeligt! Efter at have siddet lidt og bare kigget på teksten, forsøgte jeg at tage mig sammen. Jeg fyldte mine lungere og klarede min hjerne. Hvad skulle jeg svare?

Inden jeg kunne nå at gøre noget, stak min far hovedet ind i stuen, ”Nå der var du. Vi går lige om lidt”. Jeg sendte ham et irriteret blik og mumlede utydeligt. Hvorfor nu? Hvorfor lige præcis i dette øjeblik. Jeg vendte blikket tilbage på skærmen og forsøgte at finde på noget begavet at svare, men kun for at blive afbrudt få sekunder efter.  Klonk. Døren blev smækket op og hamrede ind i væggen, ”Vi skal altså køre nu!”, råbte Matt. ”Jeg ved det”, svarede jeg tvært og vendte igen blikket mod skærmen. ”Nu, som i lige nu”, sagde Matt med eftertryk. Irriteret rejser jeg mig fra sofaen og bevæger mig ud i gangen. Ikke en eneste gang mens jeg tager sko på, forlader Oatmeal mine tanker. Det ville være så meget nemmere, hvis jeg var på talefod med Lissy. Hun ville vide præcis hvad man svare på sådan nogle beskeder. Nogle kom ud og siger farvel, jeg er ikke sikker på hvem eller hvor mange. Jeg lagder kun mærke til at jeg gik fra arm til arm et par gange, før jeg endelig kunne forlade huset.
I bilen havde de selvfølgelig besluttet at have en længerevarende diskussion, om hvorvidt man kunne servere flæskesteg så tæt på sommeren, så det var fuldstændig umuligt at koncentrere sig om at formulere sig. Men hvad skal jeg også formulere? Jeg har stadig igen idé, om hvad jeg skal svare. Den velkendte countrysangen blev afspillet og opmærksomheden blev et kort øjeblik vendt mod mig. ”Hvad er det?”, spurgte min nysgerrige lillebror. ”Ikke noget”, svarede jeg kort for hoved, men så nemt lod ´han mig ikke slippe. ”Det kan ikke være ikke noget”, pointerede han snusfornuftigt, ”alting er et eller andet”. ”Det er lige meget!”, hvæste jeg irriteret. Kan han ikke bare blande sig uden om. Mens jeg forsøger at åbne beskeden, kan jeg mærke at Matt kigger med, ”Bland dig uden om!”, råber jeg og slår ud efter ham. Han sender mig bare et enkelt blik og siger kold, ”Jeg skal nok finde ud af det”.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey læsere så kom kapitel 13 endelig :-)

Der gik noget mere tid end forventet, men jeg må indrømme, at det har været hård at starte i skole igen.

Det ar lige noget af en erklæring, Oatmeal kom med der var? Hvordan ville i reagere hvis det var jer? 

Tak fordi i læser med 

Love

BTW hvad tror i Oatmeals virkelige navn er? <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...