Bag masken..

Melinda er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun er genert og siger ikke så meget. Hendes bedste veninde, Alexis, derimod er dristigere og er meget selvsikker. Men ændrer det sig, da hun møder ham? Møder ham, hun har ventet på hele hendes liv? Eller gør det bare det hele sværere for hende? Find ud af det her.

0Likes
0Kommentarer
361Visninger
AA

7. Kapitel 7: "Hvad er det du siger?!"

David’s P.O.V

Jeg havde besluttet mig for at fortælle hende sandheden. Hun fortjente, at vide det. Hun havde været ærlig over for mig, så nu var det kun fair, hvis jeg gjorde det samme. Jeg prøvede, at tage mig sammen. Hun stod oppe i kaffebaren og bestilte til os. Jeg betragtede hende. Hun var smuk som få. Hun var fantastisk. Hun lyttede, når man talte til hende. Jeg skulle bare have ordnet det her. Jeg ville fortælle hende sandheden.

Jeg ville tage en snak med Jane. Jeg ville slå op med hende. Vi var alligevel aldrig sammen længere. Jeg gjorde hende en tjeneste, tror jeg. Melinda kom smilende ned med muffins og to kopper latté. Jeg gengældte smilet kort. Jeg tog den af kopperne, der var min. Jeg sad og tænkte, så det knagede. Hvordan skulle jeg fortælle hende det- uden at såre hende ? Jeg ville ikke såre hende.

 

>>Hvad tænker du på ?<< spurgte hun forsigtigt og nysgerrigheden lyste ud af hendes øjne. Hun rødmede, da hun så at jeg kiggede på hende. Jeg sendte hende et skævt smil.

 

>>Dig.. Jeg tænkte netop på dig..<< svarede jeg blidt. Det var sandheden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Melinda. Hvordan hun så ud, når hun smilte. Hvor sød hun så ud, når hun rødmede. Alle de små ting, hun gjorde. Hun rødmede let, da hun hørte svaret. Hun lyste op i et smil. Det gjorde det hele meget sværere. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at fortælle hende det hele. Jeg tog en dyb indånding og forklarede hende det hele.

 

>>Hvad er det dog du siger ?!<< fnyste hun vredt. Hun var tydeligvis såret. Jeg svarede ikke, men så blot alvorligt på hende. Jeg mente det jeg sagde. Det hele var min fejl. Det gjorde ondt, men jeg vidste inderst inde godt, at det var sandheden. Jeg forventede heller ikke, at hun ville forstå det. Hun gik væk i vrede. Jeg overvejede, at løbe efter hende. Det ville nok bare ikke hjælpe.. Fortvivelse, håbløsheden og magtesløsheden ramte mig som en lussing.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...