Bag masken..

Melinda er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun er genert og siger ikke så meget. Hendes bedste veninde, Alexis, derimod er dristigere og er meget selvsikker. Men ændrer det sig, da hun møder ham? Møder ham, hun har ventet på hele hendes liv? Eller gør det bare det hele sværere for hende? Find ud af det her.

0Likes
0Kommentarer
370Visninger
AA

3. Kapitel 3: "Er det her virkelig nødvendigt?"

Skoledagen gik hurtigt. Jeg havde ikke så mange timer længere, da jeg alligevel ikke skulle gå på den her skole meget længere.. Min far havde store planer for mig. Han glemte bare altid, at spørge inden han besluttede noget for mig.. Jeg har aldrig prøvet at tage en selvstændig beslutning før.. Der har altid været andre til, at tage dem for mig.. Min far er bare én ud af mange..

 

Jeg sad og ventede på Alexis i vindueskarmen. Jeg havde sat mig med benene trykket ind under mig. Jeg stirrede tomt ud i luften og tænkte tusind tanker. Hun kom ind og så mig. Hun sukkede dybt. Vi havde været her så mange gange før.. Hun så bekymret ud.

 

>>Vil du ikke nok fortælle mig, hvad det er, der går dig på?<< spurgte hun forsigtigt og bekymret. Hun lød bestemt. Det gik hende på, at vide, at jeg havde det dårligt.

 

>>Er det her virkelig nødvendigt, Alexis? Jeg kan ikke,<< sagde jeg opgivende med tårer på vej ned af mine kinder. Jeg kunne ikke fortælle hende, hvad der var galt. Det føltes som om, at alt var galt. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle starte.. Hun sukkede, men nikkede.

 

>>Hvad er der galt?<< spurgte hun forsigtig, men hun strøg mig beroligende over mine kinder. Hun prøvede, at få mig på andre tanker. Men det var svært. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke.

 

>>Alt..<< mumlede jeg stille og opgivende. Situationen var omvendt af, hvad den plejede at være. Det var altid mig, der hjalp hende. Lige nu havde jeg brug for hendes hjælp og råd.

 

>>Hvad mener du med 'alt'?<< spurgte hun trøstende. Hun krammede mig. Det hjalp lidt at vide, at hun var der for mig. Jeg tænkte mig lidt om.

 

>>Min far bestemmer det hele.. Om et par uger skal jeg måske flytte væk herfra..<< fortalte jeg hende trist. Der var 2 uger, inden vi skulle forlade byen. Min far havde fundet et nyt sted til mig. Vi havde flyttet så mange gange, det vidste Alexis godt. 

 

>>Hvorfor skal I flytte?<< spurgte hun forsigtigt. Hun bebrejdede mig ikke noget. Hun forstod mig godt.

 

>>Min far har fået job et andet sted.. Han mener ikke, at jeg kan klare mig selv.. Han mener bare, at jeg er en 'lille pige'. Hans 'lille pige'. Men det er jeg bare længere. Han har altid taget alle beslutningerne for mig..<< fortsatte jeg stille. Jeg græd ikke længere, men jeg var såret over min fars opførsel. Hun nikkede forstående. 

 

>>Skal vi gøre os klar til ballet?<< spurgte hun ivrigt, for at skifte emne. Jeg nikkede smilende. Hun var sig selv igen. Det samme var jeg. Lige nu ville jeg bare nyde den tid, jeg havde tilbage her. Der var nogle timer til, at vi skulle være der. Vi gjorde os klar. Det tog ret lang tid. Alexis kunne aldrig blive færdig til tiden. Det var typisk. Men jeg skulle ikke nå noget. Vi nåede det dog. Vi kom af sted i god tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...