Bag masken..

Melinda er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun er genert og siger ikke så meget. Hendes bedste veninde, Alexis, derimod er dristigere og er meget selvsikker. Men ændrer det sig, da hun møder ham? Møder ham, hun har ventet på hele hendes liv? Eller gør det bare det hele sværere for hende? Find ud af det her.

0Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

11. Kapitel 11:"Vil du ikke nok tilgive mig?"

Melinda’s P.O.V

 

Jeg havde ligget søvnløs hele natten. Jeg følte mig krænket og knækket. Jeg var bogstaveligt talt ved siden af mig selv. Jeg var slet ikke til stede psykisk. Jeg efterhånden bare i min egen verden. Der var gået flere dage nu. Han havde ikke skrevet så meget som én besked siden han brændte mig af. Jeg rystede det af mig. Hvis han havde glemt mig, så ville jeg også glemme ham. Jeg gik ned af den velkendte gade.

 

Jeg gik op mod min lejlighed, da jeg hørte nogen kalde på mig. Undrende tøvede jeg. Jeg vendte mig om og så det. Eller nærmere ham. David. Selvfølgelig. Han fortsatte med at råbe. Han løb hen mod mig. Jeg kunne ikke klare det her. Jeg kunne ikke klare tanken om ham. Jeg ville bare have et problemfrit liv. Jeg ville ikke rodes ind i alle hans problemer.

 

Jeg sukkede dybt og gik min vej. Jeg gik ind af indgangen. Jeg satte mig ned på et af de mange trin i bygningen. Han bankede på døren nu. Han så fortvivlet på mig. Jeg kiggede den anden vej. Jeg kunne ikke se på ham. Jeg kunne ikke se ind i hans øjne.

 

Lejligheden var på 2. sal. Der var for langt. Jeg sad kun nede i stueetagen. Tårnene løb panisk ned af mine kinder. Jeg kunne ikke glemme ham. Det var jeg ikke i stand til. Jeg tog mig sammen. Jeg måtte være stærk. Jeg rejste mig op og drejede rundt på hælen. Han havde før set håbefuld ud, men det forsvandt da jeg vendte mig om. Hans skuffelse havde været tydelig at se i hans øjne. Jeg gik op i min lejlighed. Jeg låste døren og lagde mig dybt vredt på sofaen, der stod midt i stuen.

 

Han havde alt for stor indflydelse på mig. Jeg havde givet ham for meget plads. Jeg skukle have skubbet ham væk. Jeg skulle aldrig have lukket ham ind. Jeg slap aldrig af med ham. På en måde glædede det mig, men på den anden side gik det mig på. Han fik mig til at føle mig så lille og ubetydelig.

 

Min telefon ringede, men jeg ignorerede det. Jeg ventede til at det stoppede. Jeg så på den. Det var David. Han havde lagt en besked. Spændende. Jeg tog telefonen op til mit øre og hørte beskeden.

 

>>Hej, det’ David. Vil du ikke nok tage din telefon? Jeg skal snakke med dig. Det er vigtigt. Please..<< Han stammede og virkede usikker. Han var nok tydeligvis såret. Han ville et eller andet. Jeg måtte hellere ringe til ham. Jeg ville have det her løst. Jeg ville ikke det her uopklarede noget. Det dræbte mig indefra. Jeg havde brug for at høre hans stemme. Jeg ringede ham op efter en lang indre diskussion med mig selv. Som jeg selvfølgelig vandt.

 

>>Hej, det’ Melinda. Ville du noget?<< spurgte jeg uinteresseret. Jeg sagde det forsigtigt og uroligt. Jeg kunne høre en masse larm i baggrunden. Han var uden tvivl til fest.

 

>>Ville du ikke nok tilgive mig? Jeg ved godt, at det var forkert. Jeg vidste bare ikke hvornår eller hvordan jeg skulle fortælle det. Jeg har slået op med Jane. Vil du ikke nok give mig en chance til?<< spurgte han desperat. Han lød som om at han mente det. Jeg håbede og troede på ham, selv efter det han havde gjort mod mig. Jeg nikkede, hvilket han jo ikke kunne se. Smart.

 

>>Fint. Men du får kun én chance! Så spild den ikke!<< forlangte jeg. Efter at jeg havde sagt det, lagde jeg på. Jeg tænkte på, om det ville ændre noget. Jeg håbede at han ville tage sig sammen. Men samtidig troede jeg ikke for alvor på det eller på ham. Jeg havde bare sagt det, der faldt mig mest naturligt.

 

Jeg ville ikke tages forgivet. Jeg ville gerne vide, at jeg betød noget for ham. At jeg var noget særligt i hans øjne. Jeg vidste, om jeg havde taget den rigtige beslutning. Men jeg måtte bare vente og se. Det kunne gå begge veje. Jeg håbede bare på, at det ville gå godt. Jeg faldt i en mareridtsfuld søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...